Vil skilles, men kan ikke overskue skilsmisse

Min mand og jeg har haft problemer i forholdet de sidste 8-9 år. Eller JEG har haft problemer med vores forhold i de år, da jeg føler mig utrolig ensom så snart jeg træder ind af døren derhjemme og føler jeg bare er en rengøringskone. Jeg har i mange år ikke følt mig elsket, værdsat eller at han i det hele taget finder mig attraktiv, på trods af at jeg gør meget for at vedligeholde og passe på mit udseende. Når jeg er på arbejde, har jeg det egentlig godt med mig selv og mit udseende, men når jeg er i nærheden af min mand, har jeg pludselig ingen selvtillid og føler mig ikke tilstrækkelig og god nok.

I starten slog min mand det bare hen, når jeg prøvede at bringe problemet på banen. Jeg fik at vide at han var tilfreds, så det var mit problem og mig selv der måtte løse problemet.

Da jeg så for nogle år siden meddelte, at jeg ville skilles, begyndte han at tage sig lidt sammen, men det har altid kun holdt en kort periode og så var vi tilbage i det samme mønster.

Vi har forsøgt med terapi, fokus på kærlighedssprog, prioriteret ferie og tage på dates, men uden at det har hjulpet. Når vi har vores dates og er ude og spise, har vi enten intet at tale om sammen eller også er min mand begravet i sin mobil imens, hvilket jeg har påpeget flere gange, men jeg får svaret tilbage at det er hans arbejde eller noget andet vigtigt.

Jeg ved min mand trives i vores forhold og vil ikke skilles. Jeg derimod føler mig som en tom skal og som skyggen af den person jeg en gang var. Jeg føler slet ikke at jeg lever, men bare er tilstede.

Vi er begge ca. midt i 30’erne og jeg vil egentlig bare gerne videre i mit liv.

Men jeg synes også det virker skræmmende og fuldstændig uoverskueligt at skulle skilles. Mine forældre lever ikke længere og venner er faldet fra med årene, så jeg har ikke andre som kan støtte og hjælpe mig i gennem en skilsmisse. Så det føles meget uoverskueligt, at jeg ikke en gang har nogen at vende mine tanker med og om skilsmisse nu også er en god idé.

Især økonomien er det helt store problem, for jeg aner ikke hvordan jeg skal få råd til en lejlighed. Selvom jeg flytter ud, er jeg jo stadig nødt til at betale for vores hus indtil det forhåbentlig bliver solgt på et tidspunkt.

Derudover skal jeg jo også indregne børnebidrag til min mand. Jeg tænker det er bedst for vores datter at hun bliver hos sin far, nær hendes venner og vante omgivelser. Hendes hverdag vil også være mindre påvirket af skilsmissen hos ham, da han tjener tre gange så meget som jeg gør, hvor jeg derimod har et fleksjob og knap nok får råd til at leje en 2-værelses lejlighed (i hvert fald ikke så længe huset ikke er solgt). Så hos ham kan hun fortsætte med at have sit eget værelse, komme på ferie og fortsætte med at gå til sport.

At han ikke vil høre tale om skilsmisse og ikke vil underskriver dokumenterne, og med tanke på at jeg skal have råd til både vores hus, leje af lejlighed og betale børnebidrag, gør at jeg mister pusten og tænker det er nemmere bare at bide situationen i mig og forsætte som vi har gjort. Men jeg kan også bare mærke efterhånden, at det ikke er godt for mit helbred den situation jeg er i og jeg er bange for, at jeg snart når et tidspunkt, hvor jeg ikke længere kan skjule overfor vores datter, hvor trist og ulykkelig hendes mor egentlig er.

Hvis du skal videre, hvilket det lyder på dig som om du skal: Du bliver i huset, indtil det er solgt - ingen grund til at du skal stå med dobbeltbidrag, og så får I fælles forældremyndighed og deler børnebidrag mv.

Kan du ikke finde en lejlighed i nærheden af barnets skole, når huset er solgt?

Kram til dig - det lyder som en hård situation.

Når jeg læser dit opslag lyder dit liv meget gråt, samtidig tænker jeg hvad gør du for at få indhold i dit liv? 

Du skriver du ikke økonomisk kan overskue en skilsmisse og ærligt lyder det også trist at bo alene i en lille lejlighed, mens din mand og datter bliver boende i huset.

Hvis økonomien er til det, så overvej at køb hjælp til det huslige, brug noget tid og energi på ting som gør dig glad - dyrk en hobby, dyrk motion eller hvad der nu kan give dig energi - find nye venner eller genoptag kontakten til gamle - Altså få et liv udenfor hjemmets fire vægge.

Og måske du så enten får det bedre i jeres forhold eller i alle fald får mere overskud og energi til rent faktisk at komme ud af forholdet.

Sæt dig ned og lav regnestykket. 
Hvad er din indtægt? Herunder boligstøtte.

Hvad er dine udgifter? Ja, der er børnebidrag, men skattefradraget hjælper lidt. Hvis din mand bliver boende i huset uden dig er du berettiget til husleje, der rundt regnet dækker din andel af lånet (det kan dog variere lidt). 

Ingen skal blive i et ægteskab af økonomiske årsager, og det fortjener din mand heller ikke.

Panther skriver:

Hvis du skal videre, hvilket det lyder på dig som om du skal: Du bliver i huset, indtil det er solgt - ingen grund til at du skal stå med dobbeltbidrag, og så får I fælles forældremyndighed og deler børnebidrag mv.

Kan du ikke finde en lejlighed i nærheden af barnets skole, når huset er solgt?

Jeg har mange gange bedt ham om at vi sælger huset, men han siger det er hans drømmehus, hvor han drømmer om at få børn og blive gammel sammen med mig. Han har sagt, at det eneste som kan få ham til at sælge huset er hvis jeg har forladt ham og er flyttet ud, for han vil ikke kunne blive boende pga. “gode minder”. Så hvis jeg bliver i huset, tror jeg ikke vi får sat huset til salg, fordi han nok vil håbe på at jeg ændre mening.

Vi bor desværre heller ikke et sted, hvor huse bliver solgt inden for de første par år, så det er længe vi skal gå op og ned af hinanden imens vi venter. Og nu hvor det er min mands selskab og vores hjem som dræner mig og giver mig følelsen af ensomhed, vil jeg egentlig bare gerne væk fra både min mand og vores hus. ��

Ang. lejlighed er der desværre ikke noget i nærheden af hendes børnehave, da vi bor i en lille by ude på landet, hvor lejeboliger er en sjældenhed. 

drabo skriver:

Kram til dig - det lyder som en hård situation.

 

Når jeg læser dit opslag lyder dit liv meget gråt, samtidig tænker jeg hvad gør du for at få indhold i dit liv? 

Du skriver du ikke økonomisk kan overskue en skilsmisse og ærligt lyder det også trist at bo alene i en lille lejlighed, mens din mand og datter bliver boende i huset.

Hvis økonomien er til det, så overvej at køb hjælp til det huslige, brug noget tid og energi på ting som gør dig glad - dyrk en hobby, dyrk motion eller hvad der nu kan give dig energi - find nye venner eller genoptag kontakten til gamle - Altså få et liv udenfor hjemmets fire vægge.

Og måske du så enten får det bedre i jeres forhold eller i alle fald får mere overskud og energi til rent faktisk at komme ud af forholdet.

Jeg tror du har misforstået mit opslag. Jeg synes bestemt jeg har et liv udenfor hjemmets fire vægge. Det er så snart jeg træder ind af døren derhjemme eller er i selskab med min mand, at jeg rammes af en mur af nedtrykthed, ensomhed og en følelse af at jeg bliver ignoreret, men samtidig en følelser af at der forventes at jeg er tilstede, også selvom han ikke viser interesse for mig.

På arbejdspladsen og blandt mine kolleger har jeg det ellers fint og tænker ikke så meget over det, andet end at jeg tit tænker, at jeg ikke har lyst til at tage hjem.

Jeg træner også 3-5 gange om ugen, hvor jeg nogle gange efter træning sidder og får en kop kaffe med en gruppe kvinder, som godt nok er 20-30 år ældre end mig. Det er mest bare lokalsladder der bliver snakket om og hvad der står i avisen af nyheder, så ikke lige nogle kvinder jeg har lyst til at dele intime ting med og fortælle om problemer i parforholdet.

For ca. 10 år siden flyttede min mand og jeg fra en større by og langt ud på landet, fordi min mand fik tilbudt en god stilling med gode muligheder for efter uddannelse. Det er i forbindelse med flytningen at mine venner og søskende faldt fra, så jeg forsøgt i omkring 5-6 år at finde nye venner. Men i den del af landet er det bare umuligt at finde jævnaldrende venner. Jeg har forsøgt mig med aftenskole, gået til smykkekursus, yoga og i et års tid deltog jeg også i en café som var oprettet for folk i alle aldre som gerne vil have nye venner. Problemet var bare at gennemsnits alderen på brugerne i caféen var +60 år og samtalerne handlede altid om sygdom, død og hækleopskrifter. I min datters børnehave har jeg også forsøgt at skabe kontakt til nogle af de andre mødre, men de virker til at have for travlt til at snakke. Så det er ikke fordi, at jeg ikke har forsøgt at skabe et socialt liv. Men egentlig er det heller ikke det store problem for mig, at jeg “kun” har folk at snakke med på arbejdet og i forbindelse med træning. Det er en partner som også vil mig, som jeg savner. Jeg synes selv det er for tidligt at det skal være slut med nærvær, sexliv, kram og intime samtaler, når man stadig kun er midt 30’erne.

Jeg synes egentlig ikke det lyder trist at bo alene i en lille lejlighed. Dét som får mig igennem hverdagen derhjemme, er netop drømmen/fantasien om at flytte i en lejlighed tilbage i byen hvor vi kom fra (altså når huset en gang er blevet solgt). Tanken om at have mindre plads at tage sig af, ingen have og kun skulle rydde, vaske tøj og lave mad til mig selv og min datter når hun er på besøg, er opmuntrende for mig. De gange jeg har boet alene eller min mand har været på rejsearbejde, har jeg aldrig følt mig ensom for jeg fungerer godt i mit eget selskab når jeg er alene.

Anonym skriver:

Jeg tror du har misforstået mit opslag. Jeg synes bestemt jeg har et liv udenfor hjemmets fire vægge. Det er så snart jeg træder ind af døren derhjemme eller er i selskab med min mand, at jeg rammes af en mur af nedtrykthed, ensomhed og en følelse af at jeg bliver ignoreret, men samtidig en følelser af at der forventes at jeg er tilstede, også selvom han ikke viser interesse for mig.

 

På arbejdspladsen og blandt mine kolleger har jeg det ellers fint og tænker ikke så meget over det, andet end at jeg tit tænker, at jeg ikke har lyst til at tage hjem.

Jeg træner også 3-5 gange om ugen, hvor jeg nogle gange efter træning sidder og får en kop kaffe med en gruppe kvinder, som godt nok er 20-30 år ældre end mig. Det er mest bare lokalsladder der bliver snakket om og hvad der står i avisen af nyheder, så ikke lige nogle kvinder jeg har lyst til at dele intime ting med og fortælle om problemer i parforholdet.

 

For ca. 10 år siden flyttede min mand og jeg fra en større by og langt ud på landet, fordi min mand fik tilbudt en god stilling med gode muligheder for efter uddannelse. Det er i forbindelse med flytningen at mine venner og søskende faldt fra, så jeg forsøgt i omkring 5-6 år at finde nye venner. Men i den del af landet er det bare umuligt at finde jævnaldrende venner. Jeg har forsøgt mig med aftenskole, gået til smykkekursus, yoga og i et års tid deltog jeg også i en café som var oprettet for folk i alle aldre som gerne vil have nye venner. Problemet var bare at gennemsnits alderen på brugerne i caféen var +60 år og samtalerne handlede altid om sygdom, død og hækleopskrifter. I min datters børnehave har jeg også forsøgt at skabe kontakt til nogle af de andre mødre, men de virker til at have for travlt til at snakke. Så det er ikke fordi, at jeg ikke har forsøgt at skabe et socialt liv. Men egentlig er det heller ikke det store problem for mig, at jeg “kun” har folk at snakke med på arbejdet og i forbindelse med træning. Det er en partner som også vil mig, som jeg savner. Jeg synes selv det er for tidligt at det skal være slut med nærvær, sexliv, kram og intime samtaler, når man stadig kun er midt 30’erne.

 

Jeg synes egentlig ikke det lyder trist at bo alene i en lille lejlighed. Dét som får mig igennem hverdagen derhjemme, er netop drømmen/fantasien om at flytte i en lejlighed tilbage i byen hvor vi kom fra (altså når huset en gang er blevet solgt). Tanken om at have mindre plads at tage sig af, ingen have og kun skulle rydde, vaske tøj og lave mad til mig selv og min datter når hun er på besøg, er opmuntrende for mig. De gange jeg har boet alene eller min mand har været på rejsearbejde, har jeg aldrig følt mig ensom for jeg fungerer godt i mit eget selskab når jeg er alene.

Så synes jeg endelig du skal tage skridtet og flytte, det var bare ikke nemt at læse fra din første post.

men genovervej om du virkelig ønsker at være weekend mor, de ting du nævner som argumenter for ikke at tage din datter med er jo meget små. Hun går i børnehave, så hun vil lhurtigt få nye venner og skolen står alligevel for døren, hvor man alligevel får nye venner.

eget værelse er jo ikke en nødvendighed, og de ferie far kan give hende får hun vel uanset om hun bor med ham eller ej. 

hvis hans økonomi er meget bedre end din og han ikke vil sælge, så kræv at han køber dig ud huset.

men hiv fat i f.eks. Mødrerådgivningen og få hjælp til et økonomi overblik både i forhold til med og uden din datter. Måske kan det give dig det skub du mangler til lige at komme videre.

Hvis far alligevel ønsker at sælge og flytte, fordi huset vil gemme på en tid der ikke kommer tilbage, så giver det ikke så meget mening at du synes datteren skal blive hos far... For han flytter jo også på et eller andet tidspunkt. Du udskyder bare processen for barnet. 

Så hvad med at tænk lejebolig i en by hvor far på længere sigt også kunne slå sig ned? Og find en børnehave der. Hellere starte nyt netværk nu mens hun er lille end hun skal skifte skole i 1. Eller 2. Klasse. 

Det lyder ikke til dig og din mand er uvenner, heldigvis. For så burde i kunne ligge en plan for jeres videre liv, som jo trods skilsmisse, vil fortsætte med at hænge sammen pga datteren. 

Jeg ville også tage kontakt til mødrehjælpen. Få sat nogle ord på situationen og modtag nogle gode råd og anbefalinger. 

Ønsker dig det bedste Det hele skal nok flaske sig