At komme igennem en skilsmisse....

Puha...jeg står i mit livs krise!

Sidste søndag i juni tog min mand på job. Han er selvstændig og skal af og til ud og give noget tilbud på job. Intet nyt under solen der.

Mandag morgen skal jeg have sendt de mindste i skole. Manden er forlængst kørt. Pludselig ringer hans smartwatch,  som han har glemt at få på. Det er hans medicin alarm, og jeg da jeg swiper rundt for at stoppe alarmen, dukker en SMS frem , en SMS fra en kvinde der takker for en skøn søndag, og som håber de snart skal ses igen.

Jeg får i chok!! Men får sendt ungerne afsted, og tjekker så op på den SMS igen, for at være sikker. Bagefter sender jeg en SMS til min mand ; Er du utro?

Han svarer; nej da. Det kunne han aldrig finde på. 

Hvem har du så besøgt i går? Spørger jeg.

Bare en jeg har skrevet med. Det betyder ikke noget.

Men noget må det jo betyde, når han løj om det!?

Jeg skriver til ham, at han ikke skal komme hjem igen. Og weekenden efter indsendte jeg skilsmisse papirerne.

Vi har talt sammen siden. Men jeg hader ham. Vi var gift i 28 år!!

Jeg bølger frem og tilbage, og er så fyldt med had og bitterhed, at jeg føler det kommer til at ødelægge mig.

Jeg har haft så travlt med at finde ny bolig, med at planlægge mit nye liv. Men jeg fatter ikke hvordan jeg nogensinde skal komme over det her. Jeg føler mig revet i stykker. Ikke mindst fordi jeg ved, at han har forsat der forhold. 

Vi havde så mange planer for vores liv og alderdom. Vi har så mange oplevelser og minder, og det klinger hult at tænke på dem nu. 

Hvordan finder jeg fodfæste igen. Hvordan får jeg skabt mig et indholdsrigt liv, som nu bliver helt anderledes.

Jeg ønsker at han skal føle ligeså meget smerte som jeg gør. Men jeg ser kun, at han er total ligeglad. Jeg står med at opdele vores ting, ja står med det hele, mens han nyder det frie liv, på sofaen ved hans mor, når han ikke er sammen med den nye flirt.

Jeg hader ham så meget for det han har gjort og det han har ødelagt. Men jeg ved at jeg må lægge det fra mig hvis jeg skal komme igennem det her. 

Vi kan ikke snakke om det. Mest pga han bare siger nå, ja og amen. Og jeg bliver vred og græder.

Føler mit hjerte er rykket ud.

Og forstå mig ret. Jeg vil ikke have ham tilbage. Men jeg vil gerne have han skal undskylde, fortryde og tigge mig om tilgivelse.  Men det gør han ikke. Han siger intet.

Hvordan kommer jeg videre? Jeg forestiller mig alt det han gør og siger til den nye. Jeg piner mig selv med det. Selvom jeg ved at jeg skal slippe det.

Hold nu kæft jeg har aldrig følt mig så svigtet og efterladt. Børnene er forholdsvis store og de er hos mig. Han er faktisk også ligeglad med dem. Har ikke en gang taget den yngste med på tur her i ferien. Intet!! 

Jeg har lyst til at slå og sparke ham...ja også det der er værrer - men det gør man jo ikke. 

Alt det had og bitterhed; det æder mig op. Hvordan kommer jeg videre?

Der hele er meget meget nyt, så jeg kan godt forstå at du stadig er vred, sur og ked af det. Og har en stor indædt trang til at gøre ham ondt, få ham til at lide ligesom du lider. 

Det hele virker sort og uoverskueligt nu. Fordi det er så nyt. Følelserne falder på plads med tiden og dit videre liv kommer til at falde i hak med tiden. Ikke nu, men på længere sigt. 

Accepter dine følelser. Græd når du har brug for det og vær sur. Har du en tæt veninde, søster eller lignende? For så ville jeg betro mig og sige "jeg har det ad helvedes tid og har brug for at tale om hele situationen igen, igen og igen. Jeg håber du vil være et lyttende øre og på den måde hjælpe mig videre". 

For hver gang du fortæller historien højt, så vil det, for en stund, lette dit hjerte. Har du ikke en tæt relation som kan bære at være lyttende, så ville jeg betale for en psykolog. 

Det er så vigtigt for din proces, at du har mulighed for at fortælle og gentage alt det du har brug for. Dét er terapi i sig selv. 

Alt efter din personlighed, så kunne du evt også lave bedsteforældre tage ungerne i 4-6 dage. Pak en kuffert og lej et sommerhus eller lignende. Langt væk. Bare dig og vind i hovedet ❤️ 

Stort kram til dig

Det er et enormt forræderi du oplever, og gennemgår. 
den smerte kan fylde alt og det kan føles som om ens sjæl går i stykker. Det du skal nu, er igennem en sorg proces.

først går man i chok, så bliver man vred, man forhandler måske også, så bliver man ked af det, og så forliger man sig med det.

den vrede du bærer er okay, du skal have lov at blive gal. Slå i en pude, tag ud i skoven og skrig højt. Brug dine nærmeste til at få læsset af. På et tidspunkt damper vreden af. 

Jeg ved det føles lige nu, som om den smerte og vrede aldrig forsvinder, man vidste hvad man havde men ikke hvad man får nu, man spekulerer i alt det man har mistet og kan ikke rumme og overskue hvordan man dog skal få det godt, at noget andet liv kan blive bedre endda. 
Men det kan det! Det skal nok blive godt, det bliver dit liv, du lever for dig og dine børn. Gør hvad der gør dig glad, prøv noget nyt når du føler dig klar, udforsk dine hobbyer osv. 

du har en lang proces foran dig lige nu, men jeg kan love når du giver det tid, og plejer dig selv - så vil du lige pludselig stå på den anden side og tage dig selv i at leve dit bedste liv. 
det skal nok blive godt igen, tiden læger alle sår.

tag det en dag af gangen, få læsset af når du har brug for det, og gør én god ting for dig selv hver dag. Om det er at tage neglelak på, drikke en kop kaffe på en café, et langt bad, eller blot læse en bog om aftenen- bare husk at gøre noget der giver dig ro og glæde hver dag om ikke andet bare 5-10 min. Det vil på sigt give dig overskud til at komme igennem.

Jeg føler med dig, og jeg håber du snart får det bedre

Jeg kan SÅ godt forstå dine følelser. Jeg får de samme bare af at læse dit indlæg. 
Der er en lang bearbejdning foran dig, og den skal du nok komme igennem. Og hvor er du trods alt heldig, at du ikke skal tilbringe resten af dit Liv med den idiot.