Vi en familie på fem, vores mindste er lige blevet fire og vores ældste 14.
Vi har altid haft hund. Både min mand og jeg er vokset op med hunde og haft hund siden vi mødtes for femten år siden.
Dengang havde jeg hund med ind i parforholdet, en hund som flyttede med mig da jeg flyttede hjemmefra. Da den hund kom op i alderen fik vi en hvalp som jo havde en legekammerat i den gamle hund. Således har vi altid haft to hunde på samme tid.
Desværre mistede vi vores ældre hund for et lille år siden og valgte ikke at få ny hund igen, da vi ikke syntes tiden til hvalp var der.
Nu har vi så levet uden hund i et års tid og syntes tiden var rigtig. Fandt den dejligste lille hvalp som var af racen vi altid har haft.
Men hold nu op... Vi havde da fuldstændig glemt hvor forfærdeligt det er, at have hundehvalp. Tror vi havde glemt det. (Det jo så også 13 år siden vi har haft hundehvalp i huset, og dengang var der allerede en anden hund i huset til også at underholde hvalpen). Denne gang er hvalpen alene, altså vi har ikke en anden hund til at lege med den.
Nu har vi haft hvalp i en uge og nogle dage... Og jeg har fortrudt. Det så stressende og jeg græder hele tiden.
Kan slet ikke overskue at den ødelægger ting (utroligt destruktiv), piver og hyler hvis lågen til køkken er lukket, selvom vi er i samme rum som den. Vi forsøger med alle de tips og tricks der står på nettet, men det simpelthen som om det preller af som vand på en gås.
Den kan ligge og gnave i vores bordben eller panel. Hopper konstant op i ansigtet på en og er generelt bare så svær.
Jeg ved jo godt, at den bare er en lille hvalp og ikke kan gøre for det. Men jeg føler mig så uduelig og træt.
Hvornår stopper det? Vil virkelig ikke skuffe vores børn med at skulle af med den igen. Men omvendt vil jeg ikke knække nakken på, af havd hundehvalp i huset.
Vi (særligt jeg) have totalt undervurderet det.