Dyb krise - overvejer skilsmisse

Hej alle, 

Jeg er i dyb krise lige nu og har brug for nogle ord eller.. Jeg er gift, og vi er en sammenbragt familie. Jeg har to fra tidligere forhold, og vi har to sammen. Den yngste er tre.

Der er mange ting, der fungerer godt i vores ægteskab. Vi er ligeværdige i det huslige og i the mental load. Vi kan grine og have det sjovt sammen. 

Men der er en vanskelig historik i vores ægteskab. Min mand er vokset op med man skal undertrykke sine følelser. Det betyder at han i stedet for at tale om tingene løbende kan blive vrissen og vred ud af det blå, mene det er alle andres skyld og i de perioder ingen selvindsigt har. Han har svært ved at tale om følelser, og der har været mange episodee, hvor han ikke har støttet mig følelsesmæssigt i svære situationer, fordi han ikke forstår hvordan. 

Vores ægteskab har historisk bølget meget. Så går det godt, så er han presset af et eller andet og går og vrisser af alle, og mener det er alle andres skyld end hans egen. Det skaber i perioder utryghed. Det svære er, at når han ikke er i det mode, er han det kærligste, hjælpsomste, mest betænksomme og uselviske menneske, jeg kender.

Han har svært ved at styre økonomi, og han har tendens til at lyve. Ikke om store ting, men tvært om oftest små, fjollede og ligegyldige ting, hvilket bare gør det dummere. Det er han vokset op med. Det gør man i hans familie, og det er hans normal. Han har arbejdet enormt meget med det, og det er blevet meget bedre, det med løgnene. Men jeg har af og til fornemmelsen af at han stadig fortæller en løgner for at stille sig selv i bedre lys, jeg tror han er meget bange for ikke at være god nok.

Det har taget hårdt på mig gennem årene ikke at vide, hvornår han er i det der mode, hvor man ikke kan nå ind til ham. Og jeg er blevet bevidst om, at det også har påvirket mine store børn, som har det som jeg. Hvor har man ham lige? Uagtet at det ikke kommer fra et dårligt sted, og det handler om færdigheder han mangler, så har det haft en stor betydning.

Jeg er nået et punkt, hvor jeg er rigtig ked af at det skal være sådan, selv om der bliver længere mellem de perioder. Men en ting er jeg, som bliver ekstra ramt, fordi jeg har traumer fra min opvækst vedr. Utilregnelige forældre. En anden ting er den betydning det har for vores børn. Han har svært ved at rumme, når vi alle er samlet pga de mange indtryk, og så er der større risiko for han rammer det mode. Så det går altid bedre, når mine er hos deres far, men de er mest her. 

Efterhånden begynder jeg at tænke, at det ville være bedst for alle, at vi ikke var sammen. Der ville være færre triggere i vores alles liv, så han ville non også være mere i balance. Men især børnene. 

Jeg vurderer ikke, at det kan løses i parterapi, fordi det i høj grad handler om noget, der bor i ham. Jeg HAR arbejdet meget med mig selv og været i terapi af flere omgange. Men han er ikke et sted, hvor han har nok erkendelse til at ville terapi. 

Vi havde en åben og rolig snak den anden dag om forholdets fremtid, om vi burde blive sammen, og vi var begge i tvivl - men det er ikke kærligheden, der mangler.

Jeg er rådvild. Jeg tror ikke det her er sundt for nogen af os. Men hvor det var en lettelse at forlade min x, vil dette knuse mit hjerte, for jeg elsker ham jo også. Det er barskt at sætte børnene gennem. 

Og jeg kan bryde grædende sammen ved tanke om den overvældende ensomhed, jeg ville skulle leve med. Jeg er et ængsteligt og indadvendt menneske. Jeg har ikke rigtig en omgangskreds. Min familie er som nævnt ikke den bedste. Derudover på den lange bane føler jeg at jeg ville være alene for evigt. Hvem vil have en enlig mor, der har fire børn med to forskellige mænd? Ikke at jeg lige nu kan forestille mig andre end min mand. Jeg er også bekymret fordi jeg ikke tror vi ville kunne blive boende her, men blandt andet pga min mands økonomiske problemer har vi ikke rigtig nogen opsparing, ikke råd til at flytte og ikke råd til at etablere mere gæld gennem indskudslån.

Men dette er også uholdbart, der er for meget konflikt, dårlig energi, ustabile og utrygge rammer.

Hvordan ved jeg, hvad der er det rette at gøre? 

Anonym skriver:

Hej alle, 

Jeg er i dyb krise lige nu og har brug for nogle ord eller.. Jeg er gift, og vi er en sammenbragt familie. Jeg har to fra tidligere forhold, og vi har to sammen. Den yngste er tre.

Der er mange ting, der fungerer godt i vores ægteskab. Vi er ligeværdige i det huslige og i the mental load. Vi kan grine og have det sjovt sammen. 

Men der er en vanskelig historik i vores ægteskab. Min mand er vokset op med man skal undertrykke sine følelser. Det betyder at han i stedet for at tale om tingene løbende kan blive vrissen og vred ud af det blå, mene det er alle andres skyld og i de perioder ingen selvindsigt har. Han har svært ved at tale om følelser, og der har været mange episodee, hvor han ikke har støttet mig følelsesmæssigt i svære situationer, fordi han ikke forstår hvordan. 

Vores ægteskab har historisk bølget meget. Så går det godt, så er han presset af et eller andet og går og vrisser af alle, og mener det er alle andres skyld end hans egen. Det skaber i perioder utryghed. Det svære er, at når han ikke er i det mode, er han det kærligste, hjælpsomste, mest betænksomme og uselviske menneske, jeg kender.

Han har svært ved at styre økonomi, og han har tendens til at lyve. Ikke om store ting, men tvært om oftest små, fjollede og ligegyldige ting, hvilket bare gør det dummere. Det er han vokset op med. Det gør man i hans familie, og det er hans normal. Han har arbejdet enormt meget med det, og det er blevet meget bedre, det med løgnene. Men jeg har af og til fornemmelsen af at han stadig fortæller en løgner for at stille sig selv i bedre lys, jeg tror han er meget bange for ikke at være god nok.

Det har taget hårdt på mig gennem årene ikke at vide, hvornår han er i det der mode, hvor man ikke kan nå ind til ham. Og jeg er blevet bevidst om, at det også har påvirket mine store børn, som har det som jeg. Hvor har man ham lige? Uagtet at det ikke kommer fra et dårligt sted, og det handler om færdigheder han mangler, så har det haft en stor betydning.

Jeg er nået et punkt, hvor jeg er rigtig ked af at det skal være sådan, selv om der bliver længere mellem de perioder. Men en ting er jeg, som bliver ekstra ramt, fordi jeg har traumer fra min opvækst vedr. Utilregnelige forældre. En anden ting er den betydning det har for vores børn. Han har svært ved at rumme, når vi alle er samlet pga de mange indtryk, og så er der større risiko for han rammer det mode. Så det går altid bedre, når mine er hos deres far, men de er mest her. 

Efterhånden begynder jeg at tænke, at det ville være bedst for alle, at vi ikke var sammen. Der ville være færre triggere i vores alles liv, så han ville non også være mere i balance. Men især børnene. 

Jeg vurderer ikke, at det kan løses i parterapi, fordi det i høj grad handler om noget, der bor i ham. Jeg HAR arbejdet meget med mig selv og været i terapi af flere omgange. Men han er ikke et sted, hvor han har nok erkendelse til at ville terapi. 

Vi havde en åben og rolig snak den anden dag om forholdets fremtid, om vi burde blive sammen, og vi var begge i tvivl - men det er ikke kærligheden, der mangler.

Jeg er rådvild. Jeg tror ikke det her er sundt for nogen af os. Men hvor det var en lettelse at forlade min x, vil dette knuse mit hjerte, for jeg elsker ham jo også. Det er barskt at sætte børnene gennem. 

Og jeg kan bryde grædende sammen ved tanke om den overvældende ensomhed, jeg ville skulle leve med. Jeg er et ængsteligt og indadvendt menneske. Jeg har ikke rigtig en omgangskreds. Min familie er som nævnt ikke den bedste. Derudover på den lange bane føler jeg at jeg ville være alene for evigt. Hvem vil have en enlig mor, der har fire børn med to forskellige mænd? Ikke at jeg lige nu kan forestille mig andre end min mand. Jeg er også bekymret fordi jeg ikke tror vi ville kunne blive boende her, men blandt andet pga min mands økonomiske problemer har vi ikke rigtig nogen opsparing, ikke råd til at flytte og ikke råd til at etablere mere gæld gennem indskudslån.

Men dette er også uholdbart, der er for meget konflikt, dårlig energi, ustabile og utrygge rammer.

Hvordan ved jeg, hvad der er det rette at gøre? 

Jeg tror det sætter dybere spor i børn at blive i et forhold der er dysfunktionelt, end en skilsmisse. 
Vil du have at dine børn skal gentage samme mønster i deres kommende parforhold? 
En god rollemodel tar ansvar og gør hvad der er bedst for børnene. 
Du har dine børn at være noget for og give en sund og fornuftig opvækst med en stabil mor. 

Anonym skriver:

Hej alle, 

Jeg er i dyb krise lige nu og har brug for nogle ord eller.. Jeg er gift, og vi er en sammenbragt familie. Jeg har to fra tidligere forhold, og vi har to sammen. Den yngste er tre.

Der er mange ting, der fungerer godt i vores ægteskab. Vi er ligeværdige i det huslige og i the mental load. Vi kan grine og have det sjovt sammen. 

Men der er en vanskelig historik i vores ægteskab. Min mand er vokset op med man skal undertrykke sine følelser. Det betyder at han i stedet for at tale om tingene løbende kan blive vrissen og vred ud af det blå, mene det er alle andres skyld og i de perioder ingen selvindsigt har. Han har svært ved at tale om følelser, og der har været mange episodee, hvor han ikke har støttet mig følelsesmæssigt i svære situationer, fordi han ikke forstår hvordan. 

Vores ægteskab har historisk bølget meget. Så går det godt, så er han presset af et eller andet og går og vrisser af alle, og mener det er alle andres skyld end hans egen. Det skaber i perioder utryghed. Det svære er, at når han ikke er i det mode, er han det kærligste, hjælpsomste, mest betænksomme og uselviske menneske, jeg kender.

Han har svært ved at styre økonomi, og han har tendens til at lyve. Ikke om store ting, men tvært om oftest små, fjollede og ligegyldige ting, hvilket bare gør det dummere. Det er han vokset op med. Det gør man i hans familie, og det er hans normal. Han har arbejdet enormt meget med det, og det er blevet meget bedre, det med løgnene. Men jeg har af og til fornemmelsen af at han stadig fortæller en løgner for at stille sig selv i bedre lys, jeg tror han er meget bange for ikke at være god nok.

Det har taget hårdt på mig gennem årene ikke at vide, hvornår han er i det der mode, hvor man ikke kan nå ind til ham. Og jeg er blevet bevidst om, at det også har påvirket mine store børn, som har det som jeg. Hvor har man ham lige? Uagtet at det ikke kommer fra et dårligt sted, og det handler om færdigheder han mangler, så har det haft en stor betydning.

Jeg er nået et punkt, hvor jeg er rigtig ked af at det skal være sådan, selv om der bliver længere mellem de perioder. Men en ting er jeg, som bliver ekstra ramt, fordi jeg har traumer fra min opvækst vedr. Utilregnelige forældre. En anden ting er den betydning det har for vores børn. Han har svært ved at rumme, når vi alle er samlet pga de mange indtryk, og så er der større risiko for han rammer det mode. Så det går altid bedre, når mine er hos deres far, men de er mest her. 

Efterhånden begynder jeg at tænke, at det ville være bedst for alle, at vi ikke var sammen. Der ville være færre triggere i vores alles liv, så han ville non også være mere i balance. Men især børnene. 

Jeg vurderer ikke, at det kan løses i parterapi, fordi det i høj grad handler om noget, der bor i ham. Jeg HAR arbejdet meget med mig selv og været i terapi af flere omgange. Men han er ikke et sted, hvor han har nok erkendelse til at ville terapi. 

Vi havde en åben og rolig snak den anden dag om forholdets fremtid, om vi burde blive sammen, og vi var begge i tvivl - men det er ikke kærligheden, der mangler.

Jeg er rådvild. Jeg tror ikke det her er sundt for nogen af os. Men hvor det var en lettelse at forlade min x, vil dette knuse mit hjerte, for jeg elsker ham jo også. Det er barskt at sætte børnene gennem. 

Og jeg kan bryde grædende sammen ved tanke om den overvældende ensomhed, jeg ville skulle leve med. Jeg er et ængsteligt og indadvendt menneske. Jeg har ikke rigtig en omgangskreds. Min familie er som nævnt ikke den bedste. Derudover på den lange bane føler jeg at jeg ville være alene for evigt. Hvem vil have en enlig mor, der har fire børn med to forskellige mænd? Ikke at jeg lige nu kan forestille mig andre end min mand. Jeg er også bekymret fordi jeg ikke tror vi ville kunne blive boende her, men blandt andet pga min mands økonomiske problemer har vi ikke rigtig nogen opsparing, ikke råd til at flytte og ikke råd til at etablere mere gæld gennem indskudslån.

Men dette er også uholdbart, der er for meget konflikt, dårlig energi, ustabile og utrygge rammer.

Hvordan ved jeg, hvad der er det rette at gøre? 

Kunne det være en mulighed at I flytter hver for sig, men forsætter ægteskabet? For som du beskriver det, lyder det til at I egentlig har det godt og er glade, det meste af tiden. Men at problemet primært opstår når din mand bliver presset, fx når I alle er samlet. På den måde får han og I lidt en pause fra hinanden i en, måske til tider, hektisk hverdag. 

Det kan være han på den måde bedre kan overskue og rumme når dine børn er hos dig/jer. 

Om jeg selv ville kunne leve sådan, ved jeg ikke. Men hvis hverdagen ikke fungerede og jeg havde det godt med min mand ellers tror jeg ikke jeg ville være afvisende over for sådan en løsning. 

Selvom du skriver at parterapi ikke er en løsning, kan det måske alligevel give din mand et skub på vejen til selv at få bearbejdet nogle af de udfordringer han har. Men det kan måske føles mest trygt at I er sammen om det og så kan han måske efterfølgende få noget hjælp selv. 

Den er svær. På den ene side har du en mand der ikke evner selvrefleksion, at se indad eller at arbejde med sig selv. Det betyder at de udfordringer du beskriver desværre aldrig bliver bedre. 
du har også en mand der lyver og som ikke kan følelsesmæssigt regulere sig selv. Kort sagt er han følelsesmæssigt umoden. Han kan ikke støtte dig når du har det svært. Han kan kun møde andre så dybt som han har mødt sig selv. 

Det her vil være resten af dit liv. Dine børn vil vokse op og tro at det her er et normalt og godt forhold. Hvilket det sikkert er på nogle punkter! Men på de vigtige er det dysfunktionelt. 

lige nu er du i trygheden og du tør ikke at sige stop af frygt for det ukendte og at være alene. Jeg vil mene at det er bedre at være alene end du beskriver, men jeg er også ret sort/hvid og ville ikke være sammen med en mand som ikke er åben, reflektere eller ændre adfærd. 

Du må mærke efter hvad der er rigtigt for dig også selvom det kan tage lidt tid før du ved hvad svaret er. 

Anonym skriver:

Hej alle, 

Jeg er i dyb krise lige nu og har brug for nogle ord eller.. Jeg er gift, og vi er en sammenbragt familie. Jeg har to fra tidligere forhold, og vi har to sammen. Den yngste er tre.

Der er mange ting, der fungerer godt i vores ægteskab. Vi er ligeværdige i det huslige og i the mental load. Vi kan grine og have det sjovt sammen. 

Men der er en vanskelig historik i vores ægteskab. Min mand er vokset op med man skal undertrykke sine følelser. Det betyder at han i stedet for at tale om tingene løbende kan blive vrissen og vred ud af det blå, mene det er alle andres skyld og i de perioder ingen selvindsigt har. Han har svært ved at tale om følelser, og der har været mange episodee, hvor han ikke har støttet mig følelsesmæssigt i svære situationer, fordi han ikke forstår hvordan. 

Vores ægteskab har historisk bølget meget. Så går det godt, så er han presset af et eller andet og går og vrisser af alle, og mener det er alle andres skyld end hans egen. Det skaber i perioder utryghed. Det svære er, at når han ikke er i det mode, er han det kærligste, hjælpsomste, mest betænksomme og uselviske menneske, jeg kender.

Han har svært ved at styre økonomi, og han har tendens til at lyve. Ikke om store ting, men tvært om oftest små, fjollede og ligegyldige ting, hvilket bare gør det dummere. Det er han vokset op med. Det gør man i hans familie, og det er hans normal. Han har arbejdet enormt meget med det, og det er blevet meget bedre, det med løgnene. Men jeg har af og til fornemmelsen af at han stadig fortæller en løgner for at stille sig selv i bedre lys, jeg tror han er meget bange for ikke at være god nok.

Det har taget hårdt på mig gennem årene ikke at vide, hvornår han er i det der mode, hvor man ikke kan nå ind til ham. Og jeg er blevet bevidst om, at det også har påvirket mine store børn, som har det som jeg. Hvor har man ham lige? Uagtet at det ikke kommer fra et dårligt sted, og det handler om færdigheder han mangler, så har det haft en stor betydning.

Jeg er nået et punkt, hvor jeg er rigtig ked af at det skal være sådan, selv om der bliver længere mellem de perioder. Men en ting er jeg, som bliver ekstra ramt, fordi jeg har traumer fra min opvækst vedr. Utilregnelige forældre. En anden ting er den betydning det har for vores børn. Han har svært ved at rumme, når vi alle er samlet pga de mange indtryk, og så er der større risiko for han rammer det mode. Så det går altid bedre, når mine er hos deres far, men de er mest her. 

Efterhånden begynder jeg at tænke, at det ville være bedst for alle, at vi ikke var sammen. Der ville være færre triggere i vores alles liv, så han ville non også være mere i balance. Men især børnene. 

Jeg vurderer ikke, at det kan løses i parterapi, fordi det i høj grad handler om noget, der bor i ham. Jeg HAR arbejdet meget med mig selv og været i terapi af flere omgange. Men han er ikke et sted, hvor han har nok erkendelse til at ville terapi. 

Vi havde en åben og rolig snak den anden dag om forholdets fremtid, om vi burde blive sammen, og vi var begge i tvivl - men det er ikke kærligheden, der mangler.

Jeg er rådvild. Jeg tror ikke det her er sundt for nogen af os. Men hvor det var en lettelse at forlade min x, vil dette knuse mit hjerte, for jeg elsker ham jo også. Det er barskt at sætte børnene gennem. 

Og jeg kan bryde grædende sammen ved tanke om den overvældende ensomhed, jeg ville skulle leve med. Jeg er et ængsteligt og indadvendt menneske. Jeg har ikke rigtig en omgangskreds. Min familie er som nævnt ikke den bedste. Derudover på den lange bane føler jeg at jeg ville være alene for evigt. Hvem vil have en enlig mor, der har fire børn med to forskellige mænd? Ikke at jeg lige nu kan forestille mig andre end min mand. Jeg er også bekymret fordi jeg ikke tror vi ville kunne blive boende her, men blandt andet pga min mands økonomiske problemer har vi ikke rigtig nogen opsparing, ikke råd til at flytte og ikke råd til at etablere mere gæld gennem indskudslån.

Men dette er også uholdbart, der er for meget konflikt, dårlig energi, ustabile og utrygge rammer.

Hvordan ved jeg, hvad der er det rette at gøre? 

Jeg kender et ægtepar hvor manden har ptsd, han har en lille lejlighed hvor han bor nogle dage om ugen. De har tre børn sammen. Det hasr fungeret i 10 år på dden måde. Men det kræver selvfølgelig meget af konen. Så man skal nok kunne leve med “uretfærdigheden” over at være den der tager det store slæb. Men det ville du vel sandsynligvis alligevel skulle hvis i blev skilt?

al held og lykke