Forskellig opdragelse - bio & bonus

Jeg har ikke læst hele tråden - men hvor længe har du været en del af familien?

Med 8 års mellemrum tror jeg ikke, det vil gøre alverden, at lillebror opdrages anderledes end storebror. Det vil ikke være oplagt, at han sammenligner og spejler sig i, hvad storebror må og kan, når én er fx 4, og den anden er 12. 
Den del kan godt fungere, tror jeg. 

Til gengæld må du nok forberede dig på, at børn er andet og mere end et resultat af deres opdragelse, og at du ikke er garanteret et barn med gode manerer og en vindende personlighed, selv om du sætter grænser og tydelige rammer. Det er langt mere komplekst. Biologiske søskende med samme grundlæggende opdragelse kan blive og opføre sig vidt, vidt forskelligt. Og når du skriver “at opdrage det ene barn med gode manerer og gode værdier, mens der er stor mangel hos det andet barn”, får jeg lidt ondt i hjertet - din målsætning er simpelthen, at jeres fællesbarn skal være dét, hans storebror ikke er? Og dit bonusbarn har slet og ret mangler? 

Hvis det reelt er dit syn på din søns kun 8-årige bror - og du mener, du kan forme din søn til et “bedre udfald” - så forudser jeg mange udfordringer for jer alle 4. Jeg siger ikke, at en 8-årig ikke kan opføre sig rædselsfuldt, men det er jo ikke hele ham. Lillebror vil forhåbentlig knytte sig til sin bror og knuselske ham - han må for alt i verden ikke mærke, at du synes, bonus er “mangelfuld”. Det vil kunne give sådan en lille fyr så mange loyalitetskvaler - og så kommer fars blødere tilgang oveni. For slet ikke at tale om, hvordan bonus vil reagere, når han mærker, at planen er, at lillebror skal blive “et bedre barn” end ham. For sådan noget fornemmer børn. 

Det kan godt være, at bonus ville have en anden adfærd, hvis han mødte grænser og konsekvenser. Det kan også være, at det ingen forskel ville gøre. Men lad for guds skyld være at holde de to brødre op imod hinanden som “det dårlige eksempel” og “ham, der skal lykkes”. 

Mor og meget mere skriver:

Med 8 års mellemrum tror jeg ikke, det vil gøre alverden, at lillebror opdrages anderledes end storebror. Det vil ikke være oplagt, at han sammenligner og spejler sig i, hvad storebror må og kan, når én er fx 4, og den anden er 12. 
Den del kan godt fungere, tror jeg. 

Til gengæld må du nok forberede dig på, at børn er andet og mere end et resultat af deres opdragelse, og at du ikke er garanteret et barn med gode manerer og en vindende personlighed, selv om du sætter grænser og tydelige rammer. Det er langt mere komplekst. Biologiske søskende med samme grundlæggende opdragelse kan blive og opføre sig vidt, vidt forskelligt. Og når du skriver “at opdrage det ene barn med gode manerer og gode værdier, mens der er stor mangel hos det andet barn”, får jeg lidt ondt i hjertet - din målsætning er simpelthen, at jeres fællesbarn skal være dét, hans storebror ikke er? Og dit bonusbarn har slet og ret mangler? 

Hvis det reelt er dit syn på din søns kun 8-årige bror - og du mener, du kan forme din søn til et “bedre udfald” - så forudser jeg mange udfordringer for jer alle 4. Jeg siger ikke, at en 8-årig ikke kan opføre sig rædselsfuldt, men det er jo ikke hele ham. Lillebror vil forhåbentlig knytte sig til sin bror og knuselske ham - han må for alt i verden ikke mærke, at du synes, bonus er “mangelfuld”. Det vil kunne give sådan en lille fyr så mange loyalitetskvaler - og så kommer fars blødere tilgang oveni. For slet ikke at tale om, hvordan bonus vil reagere, når han mærker, at planen er, at lillebror skal blive “et bedre barn” end ham. For sådan noget fornemmer børn. 

Det kan godt være, at bonus ville have en anden adfærd, hvis han mødte grænser og konsekvenser. Det kan også være, at det ingen forskel ville gøre. Men lad for guds skyld være at holde de to brødre op imod hinanden som “det dårlige eksempel” og “ham, der skal lykkes”. 

 

Tak for dine input. Det er nu slet, slet ikke sådan jeg ser på det, på den sort/hvide måde som du beskriver. Langtfra. Jeg forsøgte i indlægget at nuancere det ved at skrive, at jeg selvfølgelig ved at alle børn får nedsmeltninger, kan være uretfærdige (for det er børn), og at man ikke skal tage alle kampe. Og en del også er barnets personlighed der gør udfaldet... Den anden del kan man selv forsøge at præge med opdragelse og at hjælpe barnet til, hvad der er “rigtigt” og “forkert”. Jeg ser også alle mit bonusbarns gode sider, for han er også meget andet end umulig og grænsesøgende, og jeg peger på ingen måde fingre af ham - det er aldrig barnets skyld. Men forælderens ansvar, til dels. Mit mål er BESTEMT ikke at lillebror skal lykkes og storebror er en syndebuk! Som du beskriver. Og jeg ønsker også kun det bedste for mit bonusbarn. 

Men børn tester grænser og de tester de voksne, nogle mere end andre. 

Et scenarie (og nu tænker jeg også langt frem i fremtiden, det ved jeg godt) kunne være at vi ønsker begge børn hjælper med småting i hjemmet - dækker bord og tømmer en opvasker. Beder man bonus om det idag vil reaktionen være råben, skrigen og et “NEJ jeg gider da ej!” Måske med en hårdt smækket dør og en nedsmeltning, hvis man stille og roligt insisterer og beder om det 2 gange, eller skældsord der ryger ud. Han er vant til at alle føjer ham og at alt er efter hans ønsker. Meget få grænser. Sådan holder jeg ikke selv ud at mit eget barn opfører sig - og ja for at være helt ærlig, så ønsker jeg også at mit barn kan begå sig når man er ude hos gæster fx. Dermed ikke sagt at mit eget barn ikke bliver umulig, får raserianfald eller ikke gider sidde på en stol altid. Eller at jeg skal opdrage et dydsmønster. Men jeg vil forsøge at lære mit barn, at vente på tur, sidde stille på en stol (det man kan nogenlunde forvente aldersmæssigt) og ikke skrige én i ansigtet hvis man beder dem pænt om noget … 

Tak for dine input. Det er nu slet, slet ikke sådan jeg ser på det, på den sort/hvide måde som du beskriver. Langtfra. Jeg forsøgte i indlægget at nuancere det ved at skrive, at jeg selvfølgelig ved at alle børn får nedsmeltninger, kan være uretfærdige (for det er børn), og at man ikke skal tage alle kampe. Og en del også er barnets personlighed der gør udfaldet... Den anden del kan man selv forsøge at præge med opdragelse og at hjælpe barnet til, hvad der er “rigtigt” og “forkert”. Jeg ser også alle mit bonusbarns gode sider, for han er også meget andet end umulig og grænsesøgende, og jeg peger på ingen måde fingre af ham - det er aldrig barnets skyld. Men forælderens ansvar, til dels. Mit mål er BESTEMT ikke at lillebror skal lykkes og storebror er en syndebuk! Som du beskriver. Og jeg ønsker også kun det bedste for mit bonusbarn. 

Men børn tester grænser og de tester de voksne, nogle mere end andre. 

Et scenarie (og nu tænker jeg også langt frem i fremtiden, det ved jeg godt) kunne være at vi ønsker begge børn hjælper med småting i hjemmet - dækker bord og tømmer en opvasker. Beder man bonus om det idag vil reaktionen være råben, skrigen og et “NEJ jeg gider da ej!” Måske med en hårdt smækket dør og en nedsmeltning, hvis man stille og roligt insisterer og beder om det 2 gange, eller skældsord der ryger ud. Han er vant til at alle føjer ham og at alt er efter hans ønsker. Meget få grænser. Sådan holder jeg ikke selv ud at mit eget barn opfører sig - og ja for at være helt ærlig, så ønsker jeg også at mit barn kan begå sig når man er ude hos gæster fx. Dermed ikke sagt at mit eget barn ikke bliver umulig, får raserianfald eller ikke gider sidde på en stol altid. Eller at jeg skal opdrage et dydsmønster. Men jeg vil forsøge at lære mit barn, at vente på tur, sidde stille på en stol (det man kan nogenlunde forvente aldersmæssigt) og ikke skrige én i ansigtet hvis man beder dem pænt om noget … 

Er du slet ikke en del af opdragelsen og regelsætning for bonus i jeres fælles hjem? 

jeg bor sammen med min kæreste og vores sammenbragte 4 børn. Jeg synes det er vigtigt at vi begge siger til og fra. Og begge beder ungerne om det vi synes er rimeligt. Fx at tømme opvasker. Så du kan vel selv starte ændringen, ved at stille krav og sætte grænser? 

Har i talt om, om han måske føler sig som alene forældre, selvom i er 2? Det har jeg prøvet. Og det føles nærmest dobbelt så hårdt, som var man alene. Måske det kunne hjælpe på hans vedholdenhed hvis du viste din opbakning i situationen og hjalp ham med at stå fast?

Mor11 skriver:

Er du slet ikke en del af opdragelsen og regelsætning for bonus i jeres fælles hjem? 

jeg bor sammen med min kæreste og vores sammenbragte 4 børn. Jeg synes det er vigtigt at vi begge siger til og fra. Og begge beder ungerne om det vi synes er rimeligt. Fx at tømme opvasker. Så du kan vel selv starte ændringen, ved at stille krav og sætte grænser? 

Har i talt om, om han måske føler sig som alene forældre, selvom i er 2? Det har jeg prøvet. Og det føles nærmest dobbelt så hårdt, som var man alene. Måske det kunne hjælpe på hans vedholdenhed hvis du viste din opbakning i situationen og hjalp ham med at stå fast?

Jo jeg må gerne sige fra og sætte grænser for ham, vi har haft gode snakke vedr dette. Problemet er bare at han oftest ingen grænser sætter - så jeg skulle gøre 97% af arbejdet selv og det hverken har jeg lyst til eller føler er det rigtige, da jeg er bonusmor. Han fortæller at jeg da gerne må tage kampen, hvis bonus opfører sig urimeligt - men er det virkelig mit ansvar stort set alene? Det synes jeg bestemt ikke. Jeg synes at det er forælderen der først og fremmest må være drivkraften bag og stå for det primære af opdragelsen, end mig som bonusmor, og jeg vil meget gerne bakke op og støtte min mand, hvilket jeg i forvejen gør. Problemet igen er blot at han jo nærmest ikke sætter grænser, selvom at vi har aftalt hvad der er OK eller ikke OK… 

mor:) skriver:

Jeg har ikke læst hele tråden - men hvor længe har du været en del af familien?

I 3,5 år

Jeg tror desværre slet ikke, at jeg kunne være sammen med en kæreste, hvor vi var så uenige om børneopdragelse. Jeg ville både føle, at det var ubehageligt, hvis der var en partner, der opdragede på min søn mod mine værdier, men også hvis jeg var den part, der fik mine grænser overskredet af min kærestes barn. Så ville jeg føle, at det var malplaceret, hvis jeg skulle stå alene om at sige fra eller sætte rammer. Jeg ville ikke have lyst til nogen af delene. For nu at være ærlig. Undskyld, for jeg ved godt, at man altid kan være bagklog, og jeg er også en type, der bekymrer mig for meget. Men jeg ville ikke have turde få et fælles barn for jeg ville tænke, at det ville være lig med en lang række uenigheder og konflikter i fremtiden, hvis vi var så forskellige. 

Anonym skriver:

Jeg tror desværre slet ikke, at jeg kunne være sammen med en kæreste, hvor vi var så uenige om børneopdragelse. Jeg ville både føle, at det var ubehageligt, hvis der var en partner, der opdragede på min søn mod mine værdier, men også hvis jeg var den part, der fik mine grænser overskredet af min kærestes barn. Så ville jeg føle, at det var malplaceret, hvis jeg skulle stå alene om at sige fra eller sætte rammer. Jeg ville ikke have lyst til nogen af delene. For nu at være ærlig. Undskyld, for jeg ved godt, at man altid kan være bagklog, og jeg er også en type, der bekymrer mig for meget. Men jeg ville ikke have turde få et fælles barn for jeg ville tænke, at det ville være lig med en lang række uenigheder og konflikter i fremtiden, hvis vi var så forskellige. 

Der behøver du ikke undskylde og må indrømme at du også rammer hovedet på sømmet med din beskrivelse. Set i bagklogskabens lys ville jeg nok også have ventet med vores fælles barn - det er jo selvfølgelig for sent nu og så må jeg arbejde med det jeg har nu. Jeg var nok forblændet af den kærlighed jeg isoleret set havde til min mand og havde en idé om at tingene ville løse sig, på den ene eller anden måde…

Der behøver du ikke undskylde og må indrømme at du også rammer hovedet på sømmet med din beskrivelse. Set i bagklogskabens lys ville jeg nok også have ventet med vores fælles barn - det er jo selvfølgelig for sent nu og så må jeg arbejde med det jeg har nu. Jeg var nok forblændet af den kærlighed jeg isoleret set havde til min mand og havde en idé om at tingene ville løse sig, på den ene eller anden måde…

Nu er jeres baby jo kun 6 måneder og din mands søn kun 8. Så jeg tænker bestemt, at I har mulighed for at løse tingene fremadrettet. Hvis i begge to er villige. Jeg synes godt nok personligt, at det er lidt vagt, at han siger, at du gerne må tage kampen. I er jo en familie. Jeg har ikke så meget erfaring med at være uenig om børneopdragelse, for min søns far og jeg er meget på linje med hinanden. Men vi var også forblændet af kærlighed og blev gravide efter kun et år. Så vi kendte heller ikke hinanden I dybden eller 100 procent, og vi kunne ligeså godt have vist os at blive uenige. Men ingen af os havde børn i forvejen. Jeg tænkte bare lige, at når du havde set ham opdrage/ikke opdrage det barn han havde, kunne du måske have tænkt, at han også ville være lidt laisez faire i opdragelsen af et fælles barn.