Frygter Babyshower

Jeg er gået ind i 3. trimester nu og er på det sidste begyndt at frygte at mine veninder vil afholde babyshower for mig. Det kan jeg virkelig ikke overskue.

Min graviditet har ikke været nem (både fysisk og mentalt), sikkert fordi jeg mest er blevet gravid efter 6-8 års pres fra manden, venner og især svigerfamilien. Jeg gik desværre under for presset, fordi de sidste par år har brugt min “høje” alder imod mig og sagt, at snart ville det være for sent at fortryde. Derudover fik jeg jo også hele tiden at vide, at man aldrig blive klar til at få børn, men når jeg først blev gravid, ville det være det bedste i verden og vi ville blive så lykkelige. Det er så ikke sket i mit tilfælde.
Jeg er bestemt ikke lykkelig gravid og jeg har prøvet at snakke med folk om det, men de slår mine følelser hen eller også bliver de nærmest fornærmet over, at jeg kan finde på at være ked af det over graviditeten.

Så derfor har jeg de sidste par måneder bare spillet komedie, smilet og ladet som om det hele er fint nok og at vi glæder os, når jeg har været i rum med andre.

På det sidste er jeg dog begyndt at trække mig fra sociale arrangementer, for jeg døjer efterhånden meget med kvalme og smerter, så det er blevet hårdt at lade som om man er glad.
Derfor kan jeg bare ikke overskue, hvis jeg pludselig står i en surprise-situation og skal sidde i flere timer med 8-10 personer, snakke om baby og graviditet og lade som om jeg er glad.
Jeg er også bekymret for at der vil være opmærksomhed på min mave, som fx tage billeder eller den vil blive målt. Det kan jeg heller ikke overskue, for jeg kan ikke lide hverken størrelsen og formen på min mave og hvor lidt mobil og hvor klodset den gør mig.

Jeg ved selvfølgelig ikke om veninderne overhovedet planlægger babyshower for mig, men den slags ligger lidt til vennekredsen.
De gør det jo i god mening, men kan jeg tillade mig at sige på forhånd, at jeg ikke har overskud til det, eller skal jeg bare bide de timer i mig som festen nu tager?

Bare til info… Nu hvor min mand, familie og veninder ikke vil høre eller tale om mine negative følelser, har jeg i det mindste talt med jordemoder og sundhedsplejersken omkring det og har da også fået tilknyttet samtaler med en 3. person.

Øv! Og ikke fordi du har det sådan der, men fordi ingen lader til at ville lytte til dig, men at du bare skal passe ind i en eller anden form, som dine nærmeste synes er bedst og nemmest.

Selvfølgelig kan du frabede dig et babyshower. Enten med den reelle begrundelse eller noget du finder på, hvis du ikke orker alle deres spørgsmål og irettesættelser.

Er glad for at du i det mindste kan snakke med din jordemoder om dine følelser (som er helt ok og også ret normale - selv for folk der ikke er blevet presset til en graviditet). 
Det skal nok gå alt sammen, men det kommer til at gå meget bedre, hvis du får lov at tale om dine følelser og ikke skal føle at de er forkerte. Håber du som minimum kan få din partner til at indse det - kan han måske få en lille opsang af jordemoderen?

Først får du lige en krammer herfra

Dernæst: Selvfølgelig kan du frabede dig en babyshower! Jeg ville hade det - og har af den grund heller aldrig fået én. Jeg har personligt rigtig svært ved tanken om at fejre et barn, som ikke er født endnu, fordi intet jo er sikkert, før barnet er ude og har det godt

Jeg synes, du skal sige til dine veninder/familie: "Hør, nu ved jeg ikke, om I overhovedet påtænker at holde babyshower for mig, men jeg vil faktisk helst være fri, og så vil jeg hellere, at vi mødes til en hyggedag, når jeg er klar efter fødslen." eller noget i den dur.

Anonym skriver:

Jeg er gået ind i 3. trimester nu og er på det sidste begyndt at frygte at mine veninder vil afholde babyshower for mig. Det kan jeg virkelig ikke overskue.

Min graviditet har ikke været nem (både fysisk og mentalt), sikkert fordi jeg mest er blevet gravid efter 6-8 års pres fra manden, venner og især svigerfamilien. Jeg gik desværre under for presset, fordi de sidste par år har brugt min “høje” alder imod mig og sagt, at snart ville det være for sent at fortryde. Derudover fik jeg jo også hele tiden at vide, at man aldrig blive klar til at få børn, men når jeg først blev gravid, ville det være det bedste i verden og vi ville blive så lykkelige. Det er så ikke sket i mit tilfælde.
Jeg er bestemt ikke lykkelig gravid og jeg har prøvet at snakke med folk om det, men de slår mine følelser hen eller også bliver de nærmest fornærmet over, at jeg kan finde på at være ked af det over graviditeten.

Så derfor har jeg de sidste par måneder bare spillet komedie, smilet og ladet som om det hele er fint nok og at vi glæder os, når jeg har været i rum med andre.

På det sidste er jeg dog begyndt at trække mig fra sociale arrangementer, for jeg døjer efterhånden meget med kvalme og smerter, så det er blevet hårdt at lade som om man er glad.
Derfor kan jeg bare ikke overskue, hvis jeg pludselig står i en surprise-situation og skal sidde i flere timer med 8-10 personer, snakke om baby og graviditet og lade som om jeg er glad.
Jeg er også bekymret for at der vil være opmærksomhed på min mave, som fx tage billeder eller den vil blive målt. Det kan jeg heller ikke overskue, for jeg kan ikke lide hverken størrelsen og formen på min mave og hvor lidt mobil og hvor klodset den gør mig.

Jeg ved selvfølgelig ikke om veninderne overhovedet planlægger babyshower for mig, men den slags ligger lidt til vennekredsen.
De gør det jo i god mening, men kan jeg tillade mig at sige på forhånd, at jeg ikke har overskud til det, eller skal jeg bare bide de timer i mig som festen nu tager?

Bare til info… Nu hvor min mand, familie og veninder ikke vil høre eller tale om mine negative følelser, har jeg i det mindste talt med jordemoder og sundhedsplejersken omkring det og har da også fået tilknyttet samtaler med en 3. person.

Ja selvfølgelig kan du tillade dig at sige at du ikke vil have et babyshower... Det er DIT babyshower og det skal være en god dag for dig, så hvis du ikke kan overskue det, så siger du det.

Jeg vil bare lige give dig et skulderklap for at turde sige højt, at du faktisk har det svært! Det er virkelig et flot initiativ at, du har taget kontakt til jordemor/SP og ikke bare lukker dig inde med, hvad man nok kan kalde tabulagte følelser. Du er FANME sej!! ❤️ og hvor er det bare røv, at når du faktisk har modet til at være åben og ærlig, at folk ikke tager dig seriøst Kæmpe kram til dig, det må være ulideligt at være i

Det vil være så mega sejt af dig, at sætte dig lidt op på føresædet, hvis du på nogen måder kan - lige om lidt står du med en lille baby på armen, og dine evner til at sætte sunde grænser bliver vigtigere end nogensinde før:

- Du bestemmer om du vil have et babyshower. Det gør andre ikke. Nej er som bekendt en fuld sætning.

- Hvis du vil have et babyshower, siger du til og fra på hvad du vil have. Ingen rør, måler eller tager billeder af nogle som helst dele af din krop, hvis du ikke ønsker det.

- Du har ret dine følelser, hvem har ellers? Så når det for dig er svært at være gravid, så er det jo sådan det er. For hvis skyld spille komedie?

- Du bestemmer om du er sammen med mennesker, som er gode for dig og respekterer dig og dine følelser og synspunkter. Ellers skal de mest dominerende måske skiftes ud: Uanset om det er veninder, kærester eller (sviger)familiemedlemmer.

Alle de her råd gælder også når du står midt i en fødsel og et moderskab - og alle har enormt mange holdninger til hvad du skal. Op på føresædet og bestem retningen, så du ikke blot er passagerer. 

Panther skriver:

Øv! Og ikke fordi du har det sådan der, men fordi ingen lader til at ville lytte til dig, men at du bare skal passe ind i en eller anden form, som dine nærmeste synes er bedst og nemmest.

Selvfølgelig kan du frabede dig et babyshower. Enten med den reelle begrundelse eller noget du finder på, hvis du ikke orker alle deres spørgsmål og irettesættelser.

Er glad for at du i det mindste kan snakke med din jordemoder om dine følelser (som er helt ok og også ret normale - selv for folk der ikke er blevet presset til en graviditet). 
Det skal nok gå alt sammen, men det kommer til at gå meget bedre, hvis du får lov at tale om dine følelser og ikke skal føle at de er forkerte. Håber du som minimum kan få din partner til at indse det - kan han måske få en lille opsang af jordemoderen?

Mange tak for din besked.

Min mand og jeg har kendt hinanden siden vi var helt unge og han har altid vidst, at jeg ikke ønskede børn, hvilket han havde det fint med i mange år, for børn passede heller ikke ind i hans liv, hvor han rejser meget pga. arbejdet. Men da han fik nevøer og niecer ændrede tingene sig. Jeg tror egentlig ikke han blev skruk, men fik i stedet lyst til at få børn, så hans familie vil acceptere mig og vise interesse for os. Svigerfamilien har aldrig rigtig kunne lide mig, bl.a. fordi jeg har prioriteret uddannelse, arbejde og brugt min fritid på rejser. Sådan som de ser det, er det eneste rigtige at stifte familie og kvinder bør lægge mere fokus på hus og børn. Det er også sket nogle gange at svigerfamilien holder middag eller tager på udflugt, hvor de kun inviterer de par som har børn inkl. børnene og så min mand, hvilket vil sige, at jeg er den eneste som ikke får en invitation. Det genere sådan set ikke mig, for de dage bruge jeg på at hygge omkring mig selv, men min mand er ret ærgerlig over, at jeg ikke er inkluderet som en del af hans familie.

I starten har jeg haft min mand med til flere af de samtaler jeg har været til. Til dels kan han godt forstå mig at det hårdt at være gravid. Men for nogle måneder siden fortalte han mig, at jeg ødelægger hans oplevelse og glæde ved graviditeten. Så hvis jeg ikke har noget positivt at sige om graviditeten, vil han gerne være fri for at høre på mig.

Anonym skriver:

Mange tak for din besked.

Min mand og jeg har kendt hinanden siden vi var helt unge og han har altid vidst, at jeg ikke ønskede børn, hvilket han havde det fint med i mange år, for børn passede heller ikke ind i hans liv, hvor han rejser meget pga. arbejdet. Men da han fik nevøer og niecer ændrede tingene sig. Jeg tror egentlig ikke han blev skruk, men fik i stedet lyst til at få børn, så hans familie vil acceptere mig og vise interesse for os. Svigerfamilien har aldrig rigtig kunne lide mig, bl.a. fordi jeg har prioriteret uddannelse, arbejde og brugt min fritid på rejser. Sådan som de ser det, er det eneste rigtige at stifte familie og kvinder bør lægge mere fokus på hus og børn. Det er også sket nogle gange at svigerfamilien holder middag eller tager på udflugt, hvor de kun inviterer de par som har børn inkl. børnene og så min mand, hvilket vil sige, at jeg er den eneste som ikke får en invitation. Det genere sådan set ikke mig, for de dage bruge jeg på at hygge omkring mig selv, men min mand er ret ærgerlig over, at jeg ikke er inkluderet som en del af hans familie.

I starten har jeg haft min mand med til flere af de samtaler jeg har været til. Til dels kan han godt forstå mig at det hårdt at være gravid. Men for nogle måneder siden fortalte han mig, at jeg ødelægger hans oplevelse og glæde ved graviditeten. Så hvis jeg ikke har noget positivt at sige om graviditeten, vil han gerne være fri for at høre på mig.

Æh, okay.. jeg synes det lyder helt mærkeligt. Al respekt for at mænd også skal føle sig involveret i graviditet mm. men det er dig det har hormoner rasende rundt i din krop og oplever overvældende både fysiske og mentale forandringer.

Jeg synes du skal prøve at sætte ham ned og forklare, at hvis han ikke tager dig en lille smule seriøst, så risikerer han en rigtig dårligt start for jer som forældre og ærligt; det første skridt mod at gå fra hinanden. Ikke for at male fanden på væggen, men jeg synes det er ret alvorligt først at presse på med et barn og derefter ikke ville lytte til dine bekymringer og følelser.

Hold fast i din åbne dialog med fagpersoner! 

Mit første barn fik jeg selvom jeg ikke ønskede et barn. Men blev gravid af andre årsager. Det er simpelthen et rigtigt svært udgangspunkt for en nybagt mor. Jeg havnede med et stort plask i en identitetskrise sjasket godt til med en efterfødselsreaktion. En voldsom cocktail, hvis du spørger mig. 

Ikke at være lykkelig som gravid eller som mor til en baby, er et stort tabu i vores samfund. Men du er ikke alene. Og fordi de er så reflekterende og bevidst om det, så skal det hele nok gå ganske fint. Kærligheden til dit barn kommer. Måske snigende, men den skal nok komme  

Og selvfølgelig kan du sige NEJ til babyshower. Men mon din mand og omgangskreds forstår et nej? Hvis de ikke forstår dig nu, vil de så forstå og respektere at du fravælger en opmærksomhedsfest? 

Pøj pøj med det. Uanset hvad. Du virker stærk og sej