Hej.
Jeg søger nogle gode råd til hvordan jeg kan komme videre med de her følelser som jeg har. Jeg har i en længere tid ikke haft lyst til at besøge mine forældre med mit barn. Det er som om, at min mor og søster taler sammen bag min ryg om mig. Og min mor har i perioder ikke tålmodighed til at have vores barn på besøg med os. Hun kan snerre af ham eller svare med utålmodig stemme hvis hun skal gentage sig selv overfor vores barn. Jeg har ikke meget kontakt til min mors familie (stor familie) da jeg ikke har noget tilfælles med dem (aldersspredning bl.a) og geografisk er vi meget spredt i landet. Jeg kunne af personlige årsager ikke deltage i min mormors begravelse, da jeg geografisk boede for langt væk og samtidigt er jeg alene en del af tiden med vores barn som på det tidspunkt var under skolealderen. Det kunne ikke lade sig gøre. Jeg har aldrig været tæt med min mormor og hun har ikke været inde i mit liv. Min mor tog det ok med min beslutning, fordi jeg prioriterede vores søn så han ikke skal bruge 4 timer transport tid. Jeg mener at en begravelse ikke er egnet til børn. Men jeg kan mistænke hun er skuffet over dette. Min søster derimod fik en møg anfald på mig - men hun har altid været sur på mig.
Når jeg er hos min forældre mens min partner har kvalitetstid med barn, oplever jeg nogle følelser jeg ikke kan forklare. Min far er meget fraværende overfor mig, og har en attitude på - som gør at jeg ikke føler mig respekteret men i vejen. De følelser mener jeg stammer fra min barndom, da han arbejdede meget. Jeg husker ikke konkrete episoder. Men jeg føler at jeg skammer mig over mig selv, noget jeg kan mærke i min karriere og andre områder i mit liv.
Nogle der har siddet/sidder med lignende følelser. Hvordan håndterer i det?
Anmeld
Citér
