Hej alle
Jeg er lige nu i mit livs krise og efter en tur i byen i går, er krisen større end nogensinde før.
Jeg 36 år, hedder ikke Jessica, men er totalt paranoid og tror at jeg vil blive opdage hvis jeg bruger mit rigtige navn.
For ca. 7 år siden mødte jeg min kæreste, og vi flyttede sammen 14 dage efter. Jeg havde aldrig før mødt en som ham og blev fuldstændig overvældet af hvor tiltrukket af ham jeg var.
Han var ellers slet ikke min type, hverken høj eller specielt muskuløs, men utrolig intelligent.
En dag hvor jeg og veninderne var i byen og vi så ham, sagde min bedste veninde pludselig, med henvisning til ham, noget i retning af "selvom han slet ikke er min type, har han faktisk en ret fræk røv" vi grinede allesammen, et par af veninderne opfordrede faktisk min veninde til at prøve at score ham selvom at hun var i forhold(det gjorde hun ikke), den aften var det bare sjov, men næste morgen vågnede jeg og kunne kun tænke på ham. Nå et par dage efter skrev jeg til ham på messenger og samme aften var vi på date, og vi har været sammen lige siden.
De fleste vil nok sige at vi har det perfekte forhold. Han behandler mig som en prinsesse, men der er sket noget med mig.
Det startede igen på en bytur med veninderne i starten ad december, vi fik masser af drinks og havde det bare pissesjovt. Jeg dansede som altid med forskellige mænd, en af dem, den totale stereotyp af den her "jeg er for lækker type" blev ved med at tage mig på røven mens vi dansede. Jeg blev i starten vred, men han grinede bare af mig og sagde at jeg bare kunne gå min vej. Det gjorde jeg ikke. Næste morgen vågnede jeg i hans seng i fuldkommen panik. Så at min kæreste både havde ringet og skrevet mange gange, så fuld at skam og panik fik jeg fat i en taxa og på vejen hjem fik jeg opdigtet en løgnehistorie om min veninde der var blevet for fuld og jeg derfor havde været nødt til at følg hende hjem og så var faldet i søvn hos hende. Fik også afstemt historien med hende.
De første par dage skammede jeg mig helt utroligt, for jeg har altid været hende der, der finder utroskab utilgiveligt, og jeg elsker virkelig min kæreste. MEN siden starten af december og mit første utroskab, er det eneste der tænder mig pludselig, at være "uartig", så i januar skete det igen med en kollega til den forsinkede julefrokost(ham knalder jeg stadig med engang imellem) og derudover har jeg været sammen med 3 andre.
I går gik det så desværre helt galt, jeg var i byen scorede en virkelig lækker fyr(han hedder Mikael), vi kyssede mens vi dansede og blev enige om at vi skulle tage hjem til ham.
Jeg gik tilbage til mine veninder og fik lavet en "cover story" i tilfælde af, at min kæreste skulle finde på at kontakte dem. Mens vi aftale den, blev jeg pludselig prikket på ryggen, vendte mig om, og ser at det er Martin, en af min kærestes bedste venner. Jeg kan mærke panikken komme, hvad har han set. Han siger så, at han er i byen med sine kollegaer og at hans kollega siger at han har scoret og peget på mig. Panikken tager ret meget over og jeg griner og siger at han tager fejl. Men han ser bare mere alvorlig ud og siger at han har set det hele og har taget billeder. Jeg bliver fuldstændig hysterisk, så meget at jeg bliver smidt ud af baren.
Jeg vågnede klokken ca. 8 imorges, panikken var meget voldsom, og kan så se, at Martin havde skrevet at han ville give mig mulighed for selv at fortælle det til min kæreste. Det gjorde jeg så her klokken 10.00, fortalte kun om Mikael og vores kys. Min kæreste blev både virkelig vred og ked af det. Jeg tiggede ham om ikke at forlade mig. Efter en masse gråd endte han med at give mig en chance mere, mod at jeg lovede at det aldrig ville ske igen.
Derefter havde han brug for at være alene og tog bilen til Odense hvor hans bedste ven bor.
Jeg var stadig nervøs, mens også lettet, for det sidste han sagde inden han kørte var "vi skal nok komme over det skat".
Mens jeg skriver det her, skriver jeg også alt for frække beskeder med Mikael.
Jeg ved at jeg er et elendigt menneske, og slet ikke fortjener min kæreste. Men samtidig tænder det mig bare så meget, at være utro.
Jeg ved at jeg er ekstremt selvdestruktiv, at de fleste mennesker, nok også de fleste af jer, vil fordømme mig, men jeg har bare brug for at sige det her højt. Og et eller andet sted, håber jeg på, at der findes en der har været samme sted som jeg og kan hjælpe mig med et godt råd.
