Eksperthjælp: Dreng på 6 er blevet ængstelig i førskole

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

544 visninger
0 svar
0 synes godt om
24. juni

Gitte Sander

Mit barn på knapt 6 år har de sidste tre uger udvist en anderledes adfærd end han plejer.

Han er lige startet i førskole (for 3 uger siden) og er han er pludseligt blevet bange for ting i en grad der minder om tvangstanker.

Har tre konkrete eksempler: Han tør ikke cykle fordi han er bange for han slipper styret, ville ikke sidde ved den varme gryde forleden fordi han er bange for at komme til at røre ved den med vilje og brænde sig, eller her igår hvor han bad mig flytte mit bestik fordi han var bange for at “komme til at røre” det og skære sig på det. Jeg er ved at gå ud af mit gode skind og er bund ulykkelig for synes det er synd for ham og frygter hvad der kan være galt med ham.

Det er en omvæltning for ham at begynde i førskole. Jeg henter ham tidligt og forsøger give ham ro og nærhed. Min mand og jeg har det ikke så godt sammen for tiden men giver vores barn en god hverdag.

Kan det være skolestress der giver ham disse tanker, og/eller er det vores dårlige ægteskab og skal jeg se det an lidt tid til der falder ro på før jeg kontaktet lægen?

Er der nogen der har oplevet det samme med deres barn og det gik over igen eller skal jer kontalte lægen asap?

Han er en ganske klog og velfungerende dreng. Omsorgsfuld og reflekterende og virkelig godt fremme sprogligt. Han er også lidt følsom, men lige så meget en frisk og sjov dreng.



Gittes svar

Hej,

Ud fra hvad du skriver, tænker jeg at din dreng nok reagerer på dels at I ikke har det så godt sammen i øjeblikket, dels at han lige er startet i førskole.

Jeg læser det som om at han har ikke udvist den grad af ængstelse for alt muligt tidligere, men at han generelt er en følsom dreng. Så har har måske en mere ængstelig 'grundstruktur' og reagerer på de nye forandringer samt mulige krav, ved at gå lidt tilbage i sin udvikling og blive i tvivl om han kan handle frit uden at komme til skade.

Du kan jo godt kalde det "skolestress", men det lyder måske også lidt stigmatiserende. Jeg tror ikke at du skal blive meget bekymret for dette, for det kan meget vel være en midlertid ting indtil han falder til i skolen.

For at sige det lige ud er det min opfattelse at hele før-skole-ideen er et fejlskud, som helt generelt stresser både børn og pædagoger unødigt. I forvejen er der i mange institutioner og skoler alt for mange skift for børnene af de næste voksne, som burde være stabile voksne over lang tid, for at skabe mest muligt tryghed. Det ville være det bedste for børnene. Men ofte har barnet jo allerede oplevet mange skift i sine 'primære omsorgspersoner' i form af skiftende pædagoger og måske også skifte derhjemme, og et lille barn har behov først og fremmest for tryghed, samt at udvikle sig i stabile relationer med voksne.

Så her får du så fra min side et surt opstød over, at en følsom dreng som din, skal bringes derhen hvor han reagerer med ængstelige reaktioner. Det burde slet ikke være nødvendigt.

Når det så er sagt, så er selve overgangen fra børnehave til skole jo en kæmpe stor ting for ethvert barn, og nogle har lettere ved det skifte end andre. Det kan godt tage rigtig lang tid for mere følsomme børn at falde til i skolegangen og begynde at føle sig mere tryg.

Så jeg synes du skal give det tid. Det du kan gøre er at skabe maksimal tryghed. Du kan tale med lærere og pædagoger om de reaktioner du oplever derhjemme. Og du kan invitere nogle han gerne vil lege med hjem på legeaftale, så han får et par mere trygge relationer med de andre børn.

Når du siger, at I ikke har det så godt derhjemme, så ville det jo også betyde noget godt for ham, hvis I kan arbejde på at få det bedre sammen, fx via parterapi. En lavthængende frugt her er også at lave nogle familie aktiviteter, som drengen vil opleve som helt trygge og rare, fx picnic, familietur til stranden, biograftur osv. Og hvor I som voksne forinden aftaler, at det er et "konflikt-frirum". At have en god struktur og rammer derhjemme hjælper også drengen, gentagelser i dagligdagen, ned i gear, forsøg at skære unødige 'stressende' oplevelser fra. Måske er han bare generelt bange for om han 'gør det rigtige' i forhold til nye krav i hans verden, som han skal forholde sig til. Du kan også støtte hans selvtillid ved at bemærke og anerkende 

Personligt ville jeg se tiden an, før jeg sprang til lægen, da det sagtens kan være en periode og overgang, der falder på plads, hvis han aldrig har reageret sådan før. Det lyder til at I gør det helt rigtige med ro og nærhed. 

Vh.

Gitte



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmeside: gittesander.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.