Anonym skriver:
Hej
Jeg føler ofte misundelse over min mands forretningsrejser. Det er slet ikke altid, jeg giver udtryk for det, men nogle gange bliver jeg bare ked af det.
Jeg har rigtig svært ved at sige det højt, fordi jeg skammer mig over det og at jeg er bange for hans reaktion.
Nu har jeg så lige sagt det højt og ikke på en sur måde, jeg er bare ked af det og ganske rigtigt blev han rigtig sur og sagde også til mig, at misundelse er en grim ting.
Jeg føler bare så meget forkert og nu skammer jeg mig endnu mere.
Jeg ser ham som meget priviligeret at han egentlig også rejser med sin søster og sin far, når det er, fordi det er et familiefirma.
Hver gang, han rejser, så er jeg alene hjemme med 3 børn. Det er ikke ofte, han rejser og jeg føler også ofte, at mine karrieremuligheder er indskrænket pga hans arbejde.
Jeg føler måske nogle gange, at det bliver taget for givet, at han bare tager ud og rejser, imens jeg så er hjemme med børn og arbejde. Det er mit indtryk, at jeg ikke må synes, at det er svært en gang imellem.
Jeg føler ikke, at jeg har lov til at sige højt, hvordan jeg føler indeni, fordi han så bliver sur. Jeg synes godt, det kan være svært at stå på sidelinjen eller sådan leve lidt i skyggen af ham på den front. Og at opleve at hans familie kan tale om firmaet og jeg kan ikke rigtig være med. Jeg synes, det er svært at stå med følelsen af, at han "lever livet" og så er det mig, der retter ind.
For ham/dem er det naturligt, men jeg føler mig bare udenfor og det synes jeg bare er helt vildt svært indimellem. Min mand har gjort det klart for mig, at ægtefæller ikke skal være en del af firmaet pga evt problemer. Det kan jeg sådan set godt forstå, og det er egentlig heller ikke det, jeg fisker efter.
Det blev så ikke bedre af, at nu har min svigerindes mand så fået lov til at være sådan en alt mulig mand i firmaet for noget tid siden. Han er der ikke hver dag, men nogle gange følges de på arbejde og jeg kan høre, at han nu også går og snakker en smule med de ansatte og kan begynde at være lige så stille med på de interne jokes.
Og det er som om.... at det er ikke fordi jeg ikke under ham det.... men jeg bliver forvirret over, at han har fået lov. Vel kan han lave det, som han er ansat til og han er ikke ansat under nogen andre end min mand og hans søster, men hvis jeg havde evnerne til noget af det, de laver, så er det mit helt klare indtryk, at så måtte jeg finde på noget andet at lave, fordi ægtefæller ikke skal ind.
Dette er bare den forkortede version. Men jeg føler mig bare så forkert. Nogle gange kan jeg blive nødt til at trække mig, så jeg ikke begynder at græde og det er så dér at min mand gerne vil have, at jeg fortæller hvorfor, men jeg tør bare ikke, fordi jeg ved at han bliver sur. Jeg ved ikke, hvor jeg skal putte mig selv og mine følelser hen 
Jeg synes, at du skal dele det op i to adskilte “kasser” i hovedet: 1: Den ekstra tørn, du tager, når han er væk, og din oplevelse af, at det ikke bliver værdsat. 2: Misundelsen over hans rejser.
1: Det er rimeligt, at han udtrykker anerkendelse over, at du står med det hele, når han er væk. Jeg synes faktisk godt, at han kan tage det for givet, at eftersom hans job indebærer forretningsrejser, så er du “på den” med børnene - men det ville være passende og naturligt, at han viste påskønnelse af det.
2: Forretningsrejser er jo først og fremmest arbejde - det var noget helt andet, hvis han rejste på ferie uden dig og børnene. Du skriver også, det ikke er så tit, han er borte. Men det fylder meget hos dig - er det hele tiden eller kun, når han skal eller er afsted?
Jeg ville selv blive ked af det og uforstående, hvis min mand ikke glædede sig på mine vegne over de oplevelser, jeg har i forbindelse med arbejdet, som han ikke har i sit job. Kan du slet ikke finde en glæde på hans vegne? I er jo ikke konkurrenter, men “makkere”, der elsker hinanden. Håber jeg.
Jeg ville ikke sige til ham, at jeg var misundelig - kun med et glimt i øjet, for man kan godt være misundelig på en pæn måde, som mere er “Åh, det gad jeg godt!” end “Det er øv, at du skal opleve det!”
Det gør hverken fra eller til at skamme sig over sine følelser - følelser er der bare, og det skal du ikke dunke dig selv i hovedet med. Men du kan tage dig af dine følelser, måske finde ud af, hvorfor det gør dig så ked af det, at han rejser - hænger det måske sammen med 1 - at du ikke oplever hans påskønnelse? Eller er der noget andet i jeres forhold, som ikke er så godt? Noget, der får dig til at føle dig generelt mindreværdig eller indebrændt?
