Problemer med 9-årig dreng

Advarsel: laaangt indlæg!

Vi er en helt almindelig familie med 2 børn, ingen problemer af nogen art (ingen alkohol, vold, misbrug, skilsmisse,  sygdom eller andet), vi elsker vores børn og hinanden, har en rar omgangstone, behandler hinanden med respekt, har regler og grænser, og holder fast i dem. Det vildeste jeg kan komme i tanke om er, at jeg bliver sur når det roder, og min mand der er sød og tålmodig kan også nogle gange miste tålmodigheden, og råbe op. Men jeg vil sige det ligger indenfor normalen.

Vores yngste er en 9-årig dreng. Han har alle dage været en håndfuld, og i flere år har jeg været seriøst bekymret for hans fremtid. Jeg skriver dette indlæg i håb om at nogen enten svarer "sådan var min søn også, nu er han voksen og helt ok" eller "det lyder som diagnose XX, og I kan gøre sådan og sådan". 

Jeg vil gerne understrege at vi elsker vores søn og ønsker at hjælpe ham - men til trods for at jeg elsker ham, er jeg ikke blind for de problemer der er.

Første gang vi blev gjort opmærksomme på hans opførsel var i vuggestuen - jeg mener det var lige før han fyldte 2 år. Vi blev indkaldt til PPR møde, hvor vi fik at vide at "vi skulle være bedre til at sige nej til ham, for ellers ville vi få problemer senere hen". Vi har nu altid sagt nej til ham, han er nr 2 barn, og er ikke blevet behandlet anderledes end den ældste. Så vi vidste ikke rigtig hvad vi kunne gøre anderledes, sad nok bare lidt paffe over den besked.

Vi var selvfølgelig opmærksomme på at han var ret stædig, men som sagt har vi altid holdt ret godt fast i vores regler - jeg er nok bedre end far, men vi er ikke sådan nogen der altid giver op og lader barnet få sin vilje. Jeg læste op på forskellige ting, og kom frem til konklusionen at han er et viljestærkt barn - det forklarede ret meget hans opførsel.

Skiftet fra børnehave til skole var ret svær for ham - han blev meget udad reagerende, og var meget ked af at være kommet væk fra det vante sted og hans venner. Det blev tydeligt han er en meget følsom gut, og han og jeg fik en vane med at snakke meget hver aften inden han skulle sove - jeg tænkte det var vigtigt at han fik sine følelser ud med ord i stedet for fysisk. Den snak tager vi fortsat ofte, og han er ikke længere fysisk.

I dag er han glad for skolen, men vi har i flere år studset over at der sjældent er nogen der spørger til legeaftaler med ham. Nogle forældre virker nærmest som om de undgår os/ham.

Han er fortsat ekstremt stædig, og bliver sur og fornærmet hvis ikke ALT går præcist som han vil have det. Det kan være noget så simpelt som aftensmaden - hvis han har lyst til X, bliver han sur over vi skal have Y. Vores holdning er at man skal smage på maden, hvis man ikke kan lide det, er der rugbrød. Så igen - det er ikke fordi han så bare får lov til det han vil. Men det kan vitterligt være ALT og den mindste ting, og denne daglige surhed ødelægger da ofte stemningen - vi prøver at få ham god igen, men det er nærmest umuligt.

Han er meget besat at at vinde, og helt ekstremt af penge - det er vi IKKE, så det kommer ikke fra os. Han gider kun lave noget og gøre en indsats hvis der er en belønning til ham - enten penge eller mad/is/slik. Han er yderst snu, og har haft gang i flere projekter hvor han forsøger at tjene penge. Han har også talegaverne i orden, og kan lokke eller tricke andre til at give ham det han vil have. Andre synes ofte det er cute han er så beregnende og snedig, hans 0-klasse lærer var vildt imponeret over hans evner til at sælge fx sten.

Han er helt ærligt også ofte et røvhul overfor andre - han siger ikke decideret grimme ting til nogen, da vi har opdraget med at det gør man ikke, man kan ligefrem se fryden i hans øjne hvis hans søster falder og slår sig, eller gør noget der udløser skæld ud. Han kan faktisk også finde på at grine højlydt og hånligt i en sådan situation (og nej, det har vi aldrig gjort ved ham eller nogen andre).

Vi har prøvet at snakke med ham om om han opfører sig ligesådan overfor sine venner i skolen, men det siger han han ikke gør (det ville jo ellers forklare hvorfor ingen vil lege med ham). 

Han går til en holdsport i fritiden - her er han overbevist om at han er MEGET bedre end de andre, og han sørger jævnligt for at fortælle dem hvor ringe de er, og praler af hvor god han selv er. Han er IKKE bedre end de andre - jeg ved virkelig ikke hvor han har det fra - vi har ikke sådan rost ham til skyerne eller noget, kun helt almindelig opmuntring, som man vel gør. Vi skælder ud og efterfølgende snakker med ham om det at sige til de andre at de er dårlige - forsøger at gøre ham det klart at det er ledt, og at han i øvrigt IKKE er bedre end de andre (det må man sikkert ikke, det er ren jantelov, men han skal skisme da ikke opføre sig sådan!). 

Vi har af flere omgange taget ham i at lyve om nogle ret alvorlige ting. Jeg ved godt børn lyver hvis de bliver taget med fingrene i kagedåsen. Men her er tale om at han decideret opfinder løgne uden at det er fordi han bliver taget i noget, men lyver sig selv bedre og opfinder løgne om andre han ikke kan lide for at få andre til ikke at kunne lide dem. Altså ret udspekuleret.

Også her skælder vi ud og snakker snakker og snakker med ham, forklarer ham konsekvenserne af hans løgne osv. Efter sådan en snak, som varer længe og vi føler os helt sikre på at NU har han forstået det. Men der går desværre altid kun kort tid inden den er gal igen. Den seneste måned er det stukket helt af - vi har haft 3 sports episoder, og også et hold forældre fra klassen der har skrevet til os. Faktisk nogen JEG var lige ved at skrive til ugen før, fordi min søn fortalte nogle grimme ting denne dreng havde gjort. Jeg fik så aldrig skrevet, og gudskelov da for det, for da jeg så konfronterer ham, viser det sig det halve var løgn.

Senest i dag til sport får han så en holdspiller til at græde fordi han sagde "det var hans skyld de tabte". - vel og mærke på en ikke konstruktiv måde.

Ind imellem er han selvfølgelig også en sød og kærlig dreng, han har empati med fx dyr, og KAN også komme med søde kommentarer så man tænker han er en god ven (dette ofte efter en af vores lange snakke). Der fylder desværre nok kun ca 10% i forhold til den dårlige opførsel.

Jeg ved ikke om jeg med disse få historier kan få forklaret hvor stort et "røvhul" han opfører sig som. Essensen er "Me, myself and I, Im the best, give me, give me". Jeg ved godt børn er egoistiske, men jeg synes dette går langt over stregen for en normal 9-årigs opførsel.

Jeg synes jeg er ved at miste modet. Så håber nogen kan hjælpe eller genkende problemerne, og fortælle om jeres oplevelser eller give et godt råd, så vi kan få rettet op på den opførsel inden det er for sent.

Jeg ville søge hjælp hos en psykolog. Og jeg synes det lyder en lille smule bekymrende, men heldigvis lyder I som mega seje forældre, der godt kan se eget barns “fejl og mangler”, samtidig med at I selvfølgelig elsker ham!

Min venindes dreng var sådan, og de løgne han kunne komme med var helt vilde og blev vildere med alderen! 
det endte med ingen i hans klasse ville have noget at gøre med ham, hans søstre ville ikke lege med ham eller i det hele taget omgåes ham og det skabte utrolig meget konflikt og splittelse i hjemmet. 
men han var rasende klog, han kunne have solgt en vindrue og overbevist en om det var en diamant. Han gik ligeledes meget op i penge, trods forældrene slet ikke er sådan.. din beskrivelse lyder præcis som ham. 

Det der skete, var han kom på et “super helte kursus” hedder det. Hvor man lærer at være en god ven osv. det ændrede ham FULDSTÆNDIG sådan et forløb. Og han er i dag en lynene intelligent ung mand, der er meget omsorgsfuld og en god ven. 

problemet var, at han var så klog, og langt foran ifht sine jævnaldrende at han ikke blev forstået. Hans humor var i en ung alder noget hans jævnaldrende slet ikke forstod osv. han kedede sig i skolen, og havde lavt selvværd. Han prøvede at skabe et bedre selvbillede via løgne, at hævde sig selv og på den måde “skabe den han ville være”. (Ubevidst) 

han grinte også når han fik skæld ud, men det var ikke for at være fræk selvom det så sådan ud, det var fordi han ikke vidste hvordan han skulle håndtere situationen og de følelser han stod med, så det var lidt den der “skal jeg grine eller græde?”. Det er en måde at regulere sine følelser på fordi det sender endorfiner ud at grine, så han kunne være i de følelser han stod med. 

Så ja, de fremstår som små røvhuller.. Men der er ofte enormt mange følelser bag. Jeg kan kraftigt anbefale sådan et superhelte kursus der. Det var en helt anden dreng man mødte efter det kursus!

https://helteskolen.dk/heltetr-ning/

Han lyder meget som min ældste, han går dog på specialskole, ligger formentlig er sted på autisme spektret. Ikke at jeg siger at din dreng gør det, men der kunne måske være noget, så alt afhængig af hvordan du synes han fungerer overordnet og hvordan du tænker hans fremtid ser ud, ville jeg umiddelbart ikke gøre så meget mere end I gør

Hej med dig / jer 

Opmærksomhed, opmærksomhed og igen opmærksomhed, og det her lyder så lamt, men prøv i en periode at opdrage ham som en hund, ignorer dårlig opførelse og ros god. 

Stop, med at snak med ham hele tiden, og have lang samtaler, det er lige præcis det hans hjerne ønsker, at han er i fokus, ja han griner af andre for skældud fordi så kommer fokus over på ham, han lyver fordi han er så afhængige af få opmærksomhed og det bliver kun værre og værre det han lyver om. 

Ta han i når han lyver, og hjælp ham med at hold sig til hvad der er rigtigt uden at gå i vilde dialoger omkring det. For det værste for ham er hans hjerne arbejder på højtryk på at holde styr på sine løgne, og når i har fået dem banket i jorden vil i de en knægt der blomster men prøver at komme tilbage til hvor han er tryg og det er med et skold af løgne, så det bliver en laaaang kamp vi snakker om år, 

Arbejder selv med en knægt, der er præcis sådan og efter vi har fået pillet hans, skjold ned og givet ham nye strategier, er han bare skudt af sted, men falder stadig i og prøver på at spille os voksne ud mod hinanden, men han gør det ikke med vilje, men alt i ham skriger efter opmærksomhed. 

Bare det han forventer en masse ting, og selv om hans forventninger er at alt går galt, og så det ikke gør så bliver han sur og gal fordi hans forventninger ikke blev som han troede også selv om det blev bedre, end han havde forventet så bliver han sur, fordi så bliver vi sure på ham og wuptii så blev alle hans forventninger opfyldt og han fik ret og ro og opmærksomhed. 

Jeg ville søge en voksen ven til ham, en han kan åbne sig 100% opfor, og han føler sig tryg ved og som kan hjælpe ham med at vise hvordan en god kammerat egentlig er, 

Tænker også i skal have han igennem psykiatrien for det lugter lagt væk af adhd/add eller en form for autisme, ikke at i skal have et stempel på ham, men mere i kan få nogle redskaber til at støtte op omkring ham, det er så vigtigt han ved i har ham lige meget hvad, for når der kommer hul på den byld så er det et dybt fald for ham, og der skal i gribe ham, og hjælpe med at bygge en selvtillid op som er sund, og ikke bare en skjold af løgne. 

Håber det giver mening, kan sige ham vi hjælper, er bare på 6 mrd gået fra at være sur/ked af det, diskutere og nedgøre andre til at hjælpe, give andre oros og begynde at se hans egen fejl i konflikter, ikke at vi er 100% i mål for det er vi ikke, men vi er gået fra at han ikke troede på at han ville blive til noget til at han faktisk har drømme om fremtiden, at han ikke er bange for at indrømme fejl, og selv kommer tilbage og sige det der jeg sagde lige før var ikke helt rigtigt, men det er sgu en kamp som man skal være 120% sikker på man vil kæmpe for hvis du fejler over for ham så er han tilbage med det samme og ja jeg har været ved at give op flere gange, men har holdt ved og det giver så mange fede oplevelser med sådanne en lille menneske der kæmper en kamp mod ham selv hverdag, for det gør han alt er en daglig kamp lidt som at stoppe med at ryge, det er så nemt at falde i men så svært ved at blive ved dag efter dag 

Håber mit opslag giver mening ellers spørg du bare 

Det lyder som om, at jeres dreng har ADHD. Ros og belønning udløser dopamin og det er det som børn med ADHD mangler. Derfor reagere jeres dreng så godt på det. 

Det lyder fuldstændig som vores dreng som har ADHD. Han er i dag snart 17 år og er ved, at færdiggøre sin adgangseksamen i folkeskolen. 

Jeg ville tage kontakt til PPR og få ham udredt for ADHD. 

Lad være med at lytte til kommentarer om, HVAD i skal gerne (selvom de er velmente), men HVOR I kan søge hjælp. 

Du/I får lige en kæmpe high five for at elske jeres søn og være åbne for hans udfordringer - og søge hjælpe. Dét er gode forældre

Jeg tænker der kan ligge noget autisme. Lyder meget som vores vennepars søn og særligt den sociale del tænker jeg peger mest den vej på spektret. 

Jeg genkender meget få af de ting hos mit barn med adhd, men til gengæld kunne det måske alligevel godt lyde som en kombination og måske også med en adfærdsforstyrrelse oveni (som jo ofte kan opstå hvis man har kæmpet i flere år før man bliver udredt).

I gør det godt. Det er virkelig en udvidet forældreopgave at have et barn med en diagnose, så hvis det viser sig at det der grunden til at jeres søn agerer som han gør, håber jeg også du/i kan sænke skuldrende og vide i har gjort alt så godt i kunne, med de værktøjer i nu engang har haft i forhold til jeres viden. Synes hvert fald det lyder til i prøver meget og i er selvreflekterende og har prøvet med en masse forskellige tiltag, men det er ikke altid nok, hvis det er en helt anden værktøjskasse der skal hives frem. 

Kæmpe kram

Jeg vil gerne takke for alle svarene, og især de mange gode råd samt søde kommentarer - det er meget overvældende og rørende

Vi vil forsøge at sætte os ind i de forskellige bud, jeg ved helt hvad jeg selv tror - dog tænker jeg at fx lavt selvværd helt sikkert spiller ind, og det med at fremhæve den positive adfærd er nok også en god ide.

Så igen tusind tak for jeres konstruktive råd