Jeg er desværre meget traumatiseret. Jeg kommer fra et meget dysfunktionelt barndomshjem. Mine forældre har aldrig elsket mig, det eneste de interesserede dem var Mine karakterbøger. Jeg skulle hele tiden yde noget for at få deres anerkendelse eller opmærksomhed. Hverken min mor eller far har givet mig kys, kram eller ros. Jeg lærte ikke at acceptere mig selv eller mærke mine behov eller grænser og slet ikke at udtrykke dem til andre. Mine forældre blev skilt for 15 år siden og min far har udviklet sig positivt siden han kom ind i et lykkeligere ægteskab. Min mor har stadig ikke respekteret mine grænser og ofte har vi ingen kontakt. Begge mine forældre kommer desværre fra barndomshjem med både fysisk og psykisk vold og har nok bare lagt låg på de følelser af svigt, de selv går rundt med. Den fysiske vold har jeg aldrig oplevet, men jeg er blevet talt meget hårdt til, kritiseret og også ind imellem været udsat for silent treatment (hvilket gjorde mere ondt end når jeg fik skæld ud)
Mit indtryk af min mor, var i lang tid, at hun tog mig for givet, fordi jeg var hendes datter. Jeg fik en følelse af, at hun så mig som en slags forlængelse af sig selv og ikke som et selvstændigt menneske, som man bør behandle med omsorg, respekt og interesse, som andre man gerne vil have en nær relation til.
I dag har jeg et meget distanceret forhold til mine forældre. De gør og siger ikke længere ting, der støder mig, fordi de jo er blevet forskrækket over de perioder, hvor jeg har været nødt til at bryde kontakten med dem.
Nu til mit egentlige spørgsmål. Jeg har desværre taget mine mønstre og dårlige selvværd med ind i mit kærlighedsliv og det er blevet meget værre med alderen. Forstået på den måde, at når jeg har kærester kommer fokus til at handle om, hvad mændene føler og hvad de gerne vil og ikke vil og jeg glider så ind i en rolle, hvor jeg hele tiden navigerer i, at please mine kærester og ikke være til besvær. Jeg glider simpelthen tilbage i setuppet jeg kender fra barn, hvor jeg skulle imponere mine forældre med gode karakterer, høflig og stille opførsel, pænt tøj og værelse osv. En rolle hvor det var utænkeligt, at jeg kunne stille krav eller ytre ønsker. Jeg er rigtigt ked af det, men jeg føler mig stadig som et ulykkeligt og ensomt barn, der så gerne vil elskes og jo mere jeg undertrykker mig selv i mine parforhold jo mere egoistiske typer har jeg været tilbøjelig til at møde. Det sværeste var et årelangt parforhold til en mand (med autisme og ocd), hvor det simpelthen blev en naturlighed at hans behov kom først. Vi talte ikke engang om det. Han var bare vigtigst. Så jeg gik ligesom på æggeskaller., Udadtil var han dog en veluddannet mand med et godt job, derhjemme var det bare helt fucked han styrede vores økonomi, boligindretning, hvad vi skulle lave i vores fritid mm og jeg lod ham styre, fordi jeg tænkte, at ingen andre nogensinde ville elske mig igen. Det forhold kom jeg først endeligt ud af for tre måneder siden og på mange måder føler jeg mig helt nedbrudt. Men desværre er det forhold ikke det eneste, jeg har været I, som har været usundt for mig. Når jeg ser tilbage, er der faktisk ikke nogen af de romantiske relationer, jeg har haft siden min skilsmisse for ti år siden, som har været sunde eller ligestillede og det har altid været mig, der er gået på kompromis.
Når jeg tænker på min opvækst er jeg næsten mere overrasket over, at det lykkedes mig at leve i et lykkeligt ægteskab da jeg var i tyverne end over de mænd, jeg har mødt de sidste år. Og nu er jeg ulykkelig, for jeg er bange for aldrig at få en følelse af selvværd og personlige grænser igen.
Er der nogen, der har nogle gode råd, for jeg er simpelthen så ked af det. Jeg tænker, at jeg har brug for en pause fra dating. Men jeg er så frygteligt bekymret for fremtiden og for om jeg altid vil tiltrække mænd, som ham jeg lige er flyttet fra. På grund af min opvækst og dårlige selvværd.
