Giv hvad du kan, men med stolthed. Enig i første svar. Jeg har været til en del bryllupsbegivenheder (både alm, guld,sølv og kobber) min indkomst har svinget enormt meget, så noget familie fik "gaven" at jeg dukkede op. Jeg sagde slet og ret at min økonomi kun var til transporten frem og tilbage -og de var så glade for at jeg kom. Andre i familien har været heldige at holde bryllup på et tidspunkt hvor jeg havde mange frie midler - de fik for et par tusinde fordi jeg havde muligheden og det lige var en gave der passede til dem
Fælles er at jeg har givet hvad jeg nu havde med stolthed. Og jeg har aldrig hængt mig i hvad jeg har fået af andre beløbsmæssigt. Bevares, jeg hsr da fået skæld ud af nogen for både at gøre forskel og være nærrig, men det har aldrig været fra hovedpersonerne selv, men altid nogen på sidelinjen, som havde en mening om hvad "man bør"
Jeg har også været på den anden side, hvor et vennepar meldte fra til mit bryllup nogle uger før (efter at have meldt til) fordi de ikke havde råd til både transport og gave - på trods af at der i indbydelsen stod at vi ønskede os folks selskab, ikke en masse gaver, og vi ringede og snakkede med dem og lyttede og fortalte det samme igen -vi holdt en fest og inviterede fordi vi ønskede at dele oplevelsen dem. Vi tilbød sågar at betale transporten, men de meldte stadig fra. Det gjorde virkelig ondt, og vi er så heller ikke venner mere..
Min pointe er at det, der virkelig betyder noget er selskabet
Ikke det beløb man kan give gave for 
Anmeld
Citér