Raserianfald og spørger HELE tiden

Jeg har ikke et favorit barn ud af mine tre, men må tilstå at vores mellemste datter har en særlig plads i mit hjerte. Hun er så stærk udadtil og virker på andre som en der har styr på det hele og en masse selvtillid.

Men jeg kan fornemme en kæmpe usikkerhed hos hende det på trods. Som om hun altid prøver at over kompensere for en gemt usikkerhed. 

Nogle gange mistænker jeg hende for at have adhd eller noget der læner sig op af autisme. Men hvor søger man hjælp og hvorfor føles det som et enormt nederlag. ?

Hun kan få nogle enorme nedsmeltninger hvor hun råber, bander og sviner os til (der plejer at være langt imellem, men synes det blevet oftere på det seneste, måske på grund af alderen ?). Det hårdt at stå i, når hun gør det og igår f.eks. måtte min mand efterfølgende lægge sig op og melde pas resten af dagen, fordi han ikke forstår hvad der sker eller hvorfor. 

Hun bliver selv enormt ked af det bagefter, siger undskyld men kan ikke forklare hvad der skete. Det hjælper ikke at forsøge, at italesætte hvad der skete for hun kan ikke huske det eller forklare hvorfor. 

Jeg ser et lille mønster efterhånden i, at når hun får mange beskeder på rækker eller som i går, en besked af mor og efterfølgende siger hendes store søskende, noget andet (hvilket de har fået at vide de skal lade være med). Så skal der ikke meget til, før hun eksploderer. 

Derudover er hun faktisk en super sød pige, hjælpsom, nemt til grin og snakker meget. Hun har en særinteresser som dyrkes meget (nærmest ekstremt) og derudover spørger hun HELE tiden om noget.

Alle mine børn (har tre) spørger selvfølgelig meget, men her snakker vi HELT ekstremt. Jeg elsker hendes nysgerrighed og interesse og hjælpe hende gerne med at få alle de svar hun spørger til. F.eks. hvordan en ko ser ud uden hår og hvorfor en høne har tre tær, eller hvor højt det højeste træ er osv. 

Men kan mærke hendes omgangskreds bliver trætte af hende. 

Hvordan hjælper jeg min datter ? 

Vær søde at holde tonen pæn. 

Anonym skriver:

Jeg har ikke et favorit barn ud af mine tre, men må tilstå at vores mellemste datter har en særlig plads i mit hjerte. Hun er så stærk udadtil og virker på andre som en der har styr på det hele og en masse selvtillid.

Men jeg kan fornemme en kæmpe usikkerhed hos hende det på trods. Som om hun altid prøver at over kompensere for en gemt usikkerhed. 

Nogle gange mistænker jeg hende for at have adhd eller noget der læner sig op af autisme. Men hvor søger man hjælp og hvorfor føles det som et enormt nederlag. ?

Hun kan få nogle enorme nedsmeltninger hvor hun råber, bander og sviner os til (der plejer at være langt imellem, men synes det blevet oftere på det seneste, måske på grund af alderen ?). Det hårdt at stå i, når hun gør det og igår f.eks. måtte min mand efterfølgende lægge sig op og melde pas resten af dagen, fordi han ikke forstår hvad der sker eller hvorfor. 

Hun bliver selv enormt ked af det bagefter, siger undskyld men kan ikke forklare hvad der skete. Det hjælper ikke at forsøge, at italesætte hvad der skete for hun kan ikke huske det eller forklare hvorfor. 

Jeg ser et lille mønster efterhånden i, at når hun får mange beskeder på rækker eller som i går, en besked af mor og efterfølgende siger hendes store søskende, noget andet (hvilket de har fået at vide de skal lade være med). Så skal der ikke meget til, før hun eksploderer. 

Derudover er hun faktisk en super sød pige, hjælpsom, nemt til grin og snakker meget. Hun har en særinteresser som dyrkes meget (nærmest ekstremt) og derudover spørger hun HELE tiden om noget.

Alle mine børn (har tre) spørger selvfølgelig meget, men her snakker vi HELT ekstremt. Jeg elsker hendes nysgerrighed og interesse og hjælpe hende gerne med at få alle de svar hun spørger til. F.eks. hvordan en ko ser ud uden hår og hvorfor en høne har tre tær, eller hvor højt det højeste træ er osv. 

Men kan mærke hendes omgangskreds bliver trætte af hende. 

Hvordan hjælper jeg min datter ? 

Vær søde at holde tonen pæn. 

Det lyder som vores pige, hun har en aspergers diagnose.

 I skolen holdt hun sammen på sig selv, men var totalt udkørt når hun kom hjem og kunne ikke holde på sine følelser.

Piger er sværere at opdage, da de har lettere ved at maskere, men når de udtalte sociale spilleregler begynder at dukke op i klassen og i omgangskredsen af veninder, så falder de sammen og kan ikke følge med.

Tag fat i læreren og få en snak og evt. Få kontakt til ppr.

Anonym skriver:

Jeg har ikke et favorit barn ud af mine tre, men må tilstå at vores mellemste datter har en særlig plads i mit hjerte. Hun er så stærk udadtil og virker på andre som en der har styr på det hele og en masse selvtillid.

Men jeg kan fornemme en kæmpe usikkerhed hos hende det på trods. Som om hun altid prøver at over kompensere for en gemt usikkerhed. 

Nogle gange mistænker jeg hende for at have adhd eller noget der læner sig op af autisme. Men hvor søger man hjælp og hvorfor føles det som et enormt nederlag. ?

Hun kan få nogle enorme nedsmeltninger hvor hun råber, bander og sviner os til (der plejer at være langt imellem, men synes det blevet oftere på det seneste, måske på grund af alderen ?). Det hårdt at stå i, når hun gør det og igår f.eks. måtte min mand efterfølgende lægge sig op og melde pas resten af dagen, fordi han ikke forstår hvad der sker eller hvorfor. 

Hun bliver selv enormt ked af det bagefter, siger undskyld men kan ikke forklare hvad der skete. Det hjælper ikke at forsøge, at italesætte hvad der skete for hun kan ikke huske det eller forklare hvorfor. 

Jeg ser et lille mønster efterhånden i, at når hun får mange beskeder på rækker eller som i går, en besked af mor og efterfølgende siger hendes store søskende, noget andet (hvilket de har fået at vide de skal lade være med). Så skal der ikke meget til, før hun eksploderer. 

Derudover er hun faktisk en super sød pige, hjælpsom, nemt til grin og snakker meget. Hun har en særinteresser som dyrkes meget (nærmest ekstremt) og derudover spørger hun HELE tiden om noget.

Alle mine børn (har tre) spørger selvfølgelig meget, men her snakker vi HELT ekstremt. Jeg elsker hendes nysgerrighed og interesse og hjælpe hende gerne med at få alle de svar hun spørger til. F.eks. hvordan en ko ser ud uden hår og hvorfor en høne har tre tær, eller hvor højt det højeste træ er osv. 

Men kan mærke hendes omgangskreds bliver trætte af hende. 

Hvordan hjælper jeg min datter ? 

Vær søde at holde tonen pæn. 

Hey du!

Jeg er selv mor til en dreng, der fungerer meget som du beskriver. Og så er jeg PPR-psykolog til daglig, så jeg svarer ud fra lidt forskellige vinkler, men også for at sige, at jeg forstår godt, at det er barskt at være i som forældre.

Men jeg tænker, at der er flere ting i det. Både hvordan i forebygger vreden og hvad i gør, når den er der. Som voksne har vi en tendens til at falde i den fælde, hvor vi faktisk bare optrapper affekten. Den slags vrede vækker helt naturligt modstand i os, så måske skælder vi ud. Prøver at sige tydeligt fra, forklare hvorfor det ikke er okay. Måske spørger og spørger vi for at forstå, hvad der sker, men får brugt alt for mange ord. Når hun er helt deroppe, hvor hun er så vred, så har hun allermest brug for at blive mødt af voksne, der har eget nervesystem i ro. Så godt som man nu kan. Brug kun få ord. Lad være med at prøve at rationalisere med hende, det kan hun ikke i den tilstand. Begræns øjenkontakt og mød hende på niveau - en voksne der står frustreret over et lille barn kan, i affekt, tolkes helt primitivt som truende. Afledning, give plads omkring hende. Sig med få ord, at i er der og gerne vil hjælpe hende.

Det skal formodentlig på langt større afstand, før man kan snakke om det. Og måske ved hun ikke selv, hvorfor hun ender dér. Måske er det kulminationen af noget, der er startet længe forinden, og det er der, forebyggelsen bliver vigtig. Man kan jo desværre ikke undgå alle triggere, men det lyder som om, at i er i en proces, hvor i langsomt bliver opmærksom på, hvad hendes triggerpunkter er, og det er dem, i med fordel kan arbejde med. Alle de mange mundtlige beskeder, der bliver svære - kan hun have gavn af en visuel plan eller struktur, som minimerer behovet for alle de ord?

Mit råd ville derfor også være at fortsætte med detektivhatten på den næste periode. Prøv mellem jer voksne at være registrerende på de her episoder. Hvad går forud, måske et godt stykke tilbage. Er der et mønster?

Jeg ville også anbefale at snakke med dem i skolen om, hvad de oplever der. Den spørgelyst og nysgerrighed er en kæmpe styrke, men kan i andre kontekster uheldigt tolkes som et forsøg på at udfordre de voksne, eller bliver ikke set som en ressource, eller.. Måske udtrættes hun er skoledagen. Måske er hun kognitivt godt kørende, men lidt asynkront udviklet og ikke lige så godt kørende følelsesmæssigt. 

Der er utroligt mange spor og veje, man kan køre ad. Jeg ville ikke nødvendigvis anbefale jer at få fat i PPR med det samme, fordi det giver mening, at skole og hjem arbejder sammen om at støtte barnet og stilladsere pædagogisk, inden der kaldes på ekstern hjælp. Afhængigt af barnets generelle trivsel. I nogle kommuner kan man også opsøge åben rådgivning ift. At få værktøjer eller støtte til at håndtere de situationer, der er derhjemme.

Men igen vil næste step nok også afhænge af, hvad der er arbejdet med, hvad skolen ser (eller ikke ser), hendes generelle trivsel. Men den nysgerrighed du ligger for dagen og dit fokus på hendes ressourcer er et rigtigt godt fundament

Der findes flere gode bøger om emnet, jeg kender ikke barnets alder. Men der er en god bog, der hedder vredeshåndtering i indskolingen, hvor der er mange konkrete forslag til tiltag i skolen, men første del af bogen forklarer en masse om vrede, tolerancevindue osv. Der findes også flere bøger om følelser, man kan læse med sine børn for at øge deres indsigt i egne og andres følelser.

Jeg har egentlig meget mere at sige om emnet, flere redskaber og tiltag som kan være fine udgangspunkter på det stadie, i er i nu, men jeg skal nok beherske mig

Liland skriver:

Det lyder som vores pige, hun har en aspergers diagnose.

 I skolen holdt hun sammen på sig selv, men var totalt udkørt når hun kom hjem og kunne ikke holde på sine følelser.

Piger er sværere at opdage, da de har lettere ved at maskere, men når de udtalte sociale spilleregler begynder at dukke op i klassen og i omgangskredsen af veninder, så falder de sammen og kan ikke følge med.

Tag fat i læreren og få en snak og evt. Få kontakt til ppr.

Jeg har virkelig også tænkt i aspergers, specielt fordi hun også altid har haft ret svært ved det med øjenkontakt. Ikke at hun ikke kan det, men det svært for hende og hun holder den ikke længe. 

Hendes mønstre minder også meget om det, og lavede for "sjovt" (synes jo bestemt ikke det sjovt) en test på nettet for børn. Hun scorede forholdsvis højt. 

Men omvendt, synes også der er meget som peger en anden retning. Måske hun bare er lidt mere 'skjult' sensitiv og tager mere ind end andre, og derfor har kraftigere reaktioner. Synes faktisk jeg har nemt ved at være i det når hun reagerer, men især min mand tager det hårdt og som et nederlag hver gang det sker. jeg er måske bare lidt mere tålmodig og har en anden forståelse af, at når hun bliver voldsomt verbal og rasende, så skal man lade hende helt være, så det bedre at fjerne de to andre børn fra situationen og bare være der for hende. 

Men det evner min mand ikke. Det kan ødelægge hele hans dag og hans selvtillid ift at være far, forsvinder fuldstændigt. 

Socialt er hun jo faktisk okay i skolen, men hun havde en meget svær start. Hun var udadreagerende i vuggestue og børnehave og var meget længe om at tale så folk kunne forstå hende. Idag er hun sprogligt fint med (hun er i øvrigt 10 år snart 11). Men tror hun er på overarbejde i skolen, det svært at følge med for hende og læsningen fungerer slet ikke. 

Hendes lærer tror hun er ordblind, men det kan først testes til næste år åbenbart. men det jo næppe det alene som giver hende så mange udfordringer med sit temperament. 

Det i øvrigt kun hjemme hun reagerer, det yderste sjældent i skoletiden. 

Hun har mange tiks ift. Host/rømmen, rullen øjne og dybe suk, men hun ved ikke selv hvorfor, og egen læge mente det noget forbigående og det ikke noget vi skal gøre hende opmærksom på. Men det svært især for hendes søskende. 

Anonym skriver:

Hey du!

Jeg er selv mor til en dreng, der fungerer meget som du beskriver. Og så er jeg PPR-psykolog til daglig, så jeg svarer ud fra lidt forskellige vinkler, men også for at sige, at jeg forstår godt, at det er barskt at være i som forældre.

Men jeg tænker, at der er flere ting i det. Både hvordan i forebygger vreden og hvad i gør, når den er der. Som voksne har vi en tendens til at falde i den fælde, hvor vi faktisk bare optrapper affekten. Den slags vrede vækker helt naturligt modstand i os, så måske skælder vi ud. Prøver at sige tydeligt fra, forklare hvorfor det ikke er okay. Måske spørger og spørger vi for at forstå, hvad der sker, men får brugt alt for mange ord. Når hun er helt deroppe, hvor hun er så vred, så har hun allermest brug for at blive mødt af voksne, der har eget nervesystem i ro. Så godt som man nu kan. Brug kun få ord. Lad være med at prøve at rationalisere med hende, det kan hun ikke i den tilstand. Begræns øjenkontakt og mød hende på niveau - en voksne der står frustreret over et lille barn kan, i affekt, tolkes helt primitivt som truende. Afledning, give plads omkring hende. Sig med få ord, at i er der og gerne vil hjælpe hende.

Det skal formodentlig på langt større afstand, før man kan snakke om det. Og måske ved hun ikke selv, hvorfor hun ender dér. Måske er det kulminationen af noget, der er startet længe forinden, og det er der, forebyggelsen bliver vigtig. Man kan jo desværre ikke undgå alle triggere, men det lyder som om, at i er i en proces, hvor i langsomt bliver opmærksom på, hvad hendes triggerpunkter er, og det er dem, i med fordel kan arbejde med. Alle de mange mundtlige beskeder, der bliver svære - kan hun have gavn af en visuel plan eller struktur, som minimerer behovet for alle de ord?

Mit råd ville derfor også være at fortsætte med detektivhatten på den næste periode. Prøv mellem jer voksne at være registrerende på de her episoder. Hvad går forud, måske et godt stykke tilbage. Er der et mønster?

Jeg ville også anbefale at snakke med dem i skolen om, hvad de oplever der. Den spørgelyst og nysgerrighed er en kæmpe styrke, men kan i andre kontekster uheldigt tolkes som et forsøg på at udfordre de voksne, eller bliver ikke set som en ressource, eller.. Måske udtrættes hun er skoledagen. Måske er hun kognitivt godt kørende, men lidt asynkront udviklet og ikke lige så godt kørende følelsesmæssigt. 

Der er utroligt mange spor og veje, man kan køre ad. Jeg ville ikke nødvendigvis anbefale jer at få fat i PPR med det samme, fordi det giver mening, at skole og hjem arbejder sammen om at støtte barnet og stilladsere pædagogisk, inden der kaldes på ekstern hjælp. Afhængigt af barnets generelle trivsel. I nogle kommuner kan man også opsøge åben rådgivning ift. At få værktøjer eller støtte til at håndtere de situationer, der er derhjemme.

Men igen vil næste step nok også afhænge af, hvad der er arbejdet med, hvad skolen ser (eller ikke ser), hendes generelle trivsel. Men den nysgerrighed du ligger for dagen og dit fokus på hendes ressourcer er et rigtigt godt fundament

Der findes flere gode bøger om emnet, jeg kender ikke barnets alder. Men der er en god bog, der hedder vredeshåndtering i indskolingen, hvor der er mange konkrete forslag til tiltag i skolen, men første del af bogen forklarer en masse om vrede, tolerancevindue osv. Der findes også flere bøger om følelser, man kan læse med sine børn for at øge deres indsigt i egne og andres følelser.

Jeg har egentlig meget mere at sige om emnet, flere redskaber og tiltag som kan være fine udgangspunkter på det stadie, i er i nu, men jeg skal nok beherske mig

Tuuuusind tak for dit svar. Det var utroligt brugbart.

Jeg har slet heller ikke lyst til at tage fat i ppr endnu, men specielt min mand har så svært ved at være i det, at han forleden sagde han gav op.Det en hård pille at sluge. Personligt er jeg slet ikke der, tværtimod vil jeg så gerne hjælpe hende. 

Skrev en lang besked til hende der havde skrevet til mig først, vil du evt læse det svar og give dig bud på hvad vi kan gøre. ?  

Anonym skriver:

Jeg har virkelig også tænkt i aspergers, specielt fordi hun også altid har haft ret svært ved det med øjenkontakt. Ikke at hun ikke kan det, men det svært for hende og hun holder den ikke længe. 

Hendes mønstre minder også meget om det, og lavede for "sjovt" (synes jo bestemt ikke det sjovt) en test på nettet for børn. Hun scorede forholdsvis højt. 

Men omvendt, synes også der er meget som peger en anden retning. Måske hun bare er lidt mere 'skjult' sensitiv og tager mere ind end andre, og derfor har kraftigere reaktioner. Synes faktisk jeg har nemt ved at være i det når hun reagerer, men især min mand tager det hårdt og som et nederlag hver gang det sker. jeg er måske bare lidt mere tålmodig og har en anden forståelse af, at når hun bliver voldsomt verbal og rasende, så skal man lade hende helt være, så det bedre at fjerne de to andre børn fra situationen og bare være der for hende. 

Men det evner min mand ikke. Det kan ødelægge hele hans dag og hans selvtillid ift at være far, forsvinder fuldstændigt. 

Socialt er hun jo faktisk okay i skolen, men hun havde en meget svær start. Hun var udadreagerende i vuggestue og børnehave og var meget længe om at tale så folk kunne forstå hende. Idag er hun sprogligt fint med (hun er i øvrigt 10 år snart 11). Men tror hun er på overarbejde i skolen, det svært at følge med for hende og læsningen fungerer slet ikke. 

Hendes lærer tror hun er ordblind, men det kan først testes til næste år åbenbart. men det jo næppe det alene som giver hende så mange udfordringer med sit temperament. 

Det i øvrigt kun hjemme hun reagerer, det yderste sjældent i skoletiden. 

Hun har mange tiks ift. Host/rømmen, rullen øjne og dybe suk, men hun ved ikke selv hvorfor, og egen læge mente det noget forbigående og det ikke noget vi skal gøre hende opmærksom på. Men det svært især for hendes søskende. 

Svarer lige som følge af dit andet svar til mig (mig der skrev jeg selv havde en dreng på samme vis og er PPR-psykolog). Uanset baggrunden for jeres datters adfærd kunne det godt lyde som om, at din mand har brug for hjælp og rådgivning ift. At forstå din datters reaktionsmønstre og det at ryge i affekt. Og at det ikke er personligt. Børn gør deres bedste. Samtidig er det måske fornuftigt nok han trækker sig, fordi hun netop har brug for en rolig voksen. På sigt kan det dog blive svært, han lyder til han har brug for støtte til at håndtere sine egne følelser, så der ikke opstår en kløft mellem dem. Så han ikke føler sig personligt angrebet, og så hun ikke føler sig afvist af far. Særligt hvis det skulle vise sig, at hun har en underliggende diagnose. Har i jeres kommune tilbud om forebyggende samtaler i socialforvaltningen? I min kommune har vi socialrådgivere ansat I PPR, som kan have kortere støttende og rådgivende samtaleforløb med forældre.

Der er i hvert fald nogle steps ift at støtte hende i at udvikle hensigtsmæssige strategier til affektregulering, der kræver, at far først lander et lidt andet sted i sin forståelse af, hvad der sker. Jeg tror, det er svært for mange. Vrede vækker jo modstand hos os. Gad vide om bogen "Det eksplosive barn" kunne give mening for ham, ellers ville jeg igen anbefale første del i den bog, der hedder vredeshåndtering i indskolingen (selv om hun er lidt ældre).

Om det du beskriver giver anledning til mistanke er svært at sige. Det kan da ikke afvises - det ville i hvert fald give mening at snakke med skolen om, hvordan de kan stilladsere hende (hvad tænker de selv) ift det, der er svært. Og ja, så kan der jo altid kaldes på PPR. Men henvisning til psykiatrisk udredning, skulle det en gang blive aktuelt, kræver at man kan klargøre, at der i en lang periode er arbejdet målrettet med pædagogiske indsatser for at hjælpe barnet.

Ultimativt er det vigtige jo hendes trivsel, og at hun ikke bliver væltet af det, der er svært, før der sættes ind. Gad vide hvordan de støtter hende ift mistanke om ordblindhed? Nå, det var blot en sidetanke

Men også værd at nævne, at der er MEGET stor forskel på fra kommune til kommune, hvordan ppr er organiseret, hvilke tilbud der ligger i PPR, arbejdsgange, faggrupper osv. Så jeg taler selvfølgelig ud fra den måde, vi arbejder hos os