Jeg er nu to gange i samme tråd stødt på kommentarer, som anklager TS for at curle/have curlingbørn. Og åh, hvor bliver jeg ærgerlig over det.
Det er i mine øjne det mest tåbelige udtryk, som bruges i flæng og uden nærmere kendskab til de børn og forældre, der får det smidt i hovedet.
Det rammer ikke mig personligt - jeg har voksne børn, og mit barnebarn er endnu for lille til at være omfattet. Men jeg bliver så harm på vegne af både børn og forældre. Det er simpelthen for nemt og for unuanceret bare at sende sådan et prædikat afsted. Lige så dumt som at skrive “boomer” til og om mennesker, der er ældre end én selv.
Jeg hører/ser det oftest brugt af (nogle!) ældre og af folk uden børn, som har et horn i siden på “ungdommen” og/eller børnefamilier generelt. Derfor overrasker det mig - på den ufede måde - at se det herinde, hvor de fleste af jer er i samme båd. Det er virkelig en udskammende måde at omtale hinanden og hinandens børn på!
Er der forældre i dag, som går meget langt i deres servicering af, støtte og hjælp til deres børn? Ja. Det var der også for 25 og 50 år siden.
Gør forældrene, som de nu gør, af et godt hjerte og ud fra det bedste, de kan? Ja.
Som lærer og som samfundsborger kan jeg godt støde på forældre, som går meget langt for at beskytte og servicere deres børn. Men jeg vil til enhver tid hellere møde børn, som har fået masser af støtte og omsorg end børn, der ikke får, hvad de skal have. Og hvem er det lige, der skal afgøre, hvornår præcist det bliver for meget? - og om én løsrevet situation definerer hele den måde, børnene behandles på? Kunne man forestille sig, at dét, vi hører om eller ser i én særlig situation ikke kendetegner børn og forældre som helhed?
Jeg håber, at begreberne snart dør en stille død.
Anmeld
Citér
