Hvordan fortæller jeg hende det?

Jeg kan ikke sove for tiden. 

Jeg er vokset op i et lidt kaotisk hjem som eneste biologiske barn, med forældre der har valgt at have plejebørn siden jeg var ganske ung. 

I de sidste mange år har de haft de samme plejebørn, hvilket har betydet, at mine egne børn har vokset op med nogle af de plejebørn og er jævnaldrende, ser sig selv som familie (selvfølgelig) og legekammerater. 

Men nu har mine forældre valgt at opsige samarbejdet omkring det ene plejebarn (som er jævnaldrende med min datter på 10 år). Min datter vil bliver fuldstændig knust når hun finder ud af, at plejebarnet forsvinder. (For det vil forsvinde helt ud af hendes og vores liv). 

Jeg kan slet ikke holde til det. Kan mærke en del af mig allerede er ved at gå helt i stykker og tanken om hvordan og hvornår vi skal fortælle det (vi har mundkurv på pt.) gør så frygteligt ondt. 

Søvn er en by i Rusland. 

Jeg har ALTID hadet mine forældres valg af erhverv, og første gang jeg virkelig blev ramt af det var, da jeg var gravid med vores første og de annoncerede de skulle have et plejebarn mere. Det plejebarn blev selvfølgelig jævnaldrende med vores første og det plejebarn forsvandt ud af vores liv igen ret pludseligt. Det tog hårdt på vores ældste barn dengang, men vi var heldige alderen var med os.

Denne gang er vi ikke så "heldige". 10 år er mange år at have et familiemedlem og ven/veninde. En som bare forsvinder. 

Min datter har i forvejen sine egne problemer af slås med, bl.a. frygt for at sove (hun er bange for vi alle forsvinder om natten, efter nyligt dødsfald i familien) og det her kommer da virkelig ikke til at hjælpe. 

Jeg er bange og bekymret for mit eget barn (også mine andre børn selvfølgelig). Det gør ondt. Virkelig ondt. 

Hvad ville i gøre? Føler ikke jeg kan gøre noget som vil gøre hendes tab eller forståelse nemmer. Hun er sensitiv og vil aldrig kunne forstå man vælger at få et barn og så give det væk. 

Jeg er ikke engang sikker på jeg selv forstår det helt. 

Allerførst. Hvordan har dine børn fået afvide hvorfor dine forældre har plejebørn.

Har de fået forklaringen at det ikke er for evigt men for en stund. 

Når de er 10 har de måske allerede en mobil og hinandens kontakter og det kan de jo blive ved med at have. 

Anonym skriver:

Jeg kan ikke sove for tiden. 

Jeg er vokset op i et lidt kaotisk hjem som eneste biologiske barn, med forældre der har valgt at have plejebørn siden jeg var ganske ung. 

I de sidste mange år har de haft de samme plejebørn, hvilket har betydet, at mine egne børn har vokset op med nogle af de plejebørn og er jævnaldrende, ser sig selv som familie (selvfølgelig) og legekammerater. 

Men nu har mine forældre valgt at opsige samarbejdet omkring det ene plejebarn (som er jævnaldrende med min datter på 10 år). Min datter vil bliver fuldstændig knust når hun finder ud af, at plejebarnet forsvinder. (For det vil forsvinde helt ud af hendes og vores liv). 

Jeg kan slet ikke holde til det. Kan mærke en del af mig allerede er ved at gå helt i stykker og tanken om hvordan og hvornår vi skal fortælle det (vi har mundkurv på pt.) gør så frygteligt ondt. 

Søvn er en by i Rusland. 

Jeg har ALTID hadet mine forældres valg af erhverv, og første gang jeg virkelig blev ramt af det var, da jeg var gravid med vores første og de annoncerede de skulle have et plejebarn mere. Det plejebarn blev selvfølgelig jævnaldrende med vores første og det plejebarn forsvandt ud af vores liv igen ret pludseligt. Det tog hårdt på vores ældste barn dengang, men vi var heldige alderen var med os.

Denne gang er vi ikke så "heldige". 10 år er mange år at have et familiemedlem og ven/veninde. En som bare forsvinder. 

Min datter har i forvejen sine egne problemer af slås med, bl.a. frygt for at sove (hun er bange for vi alle forsvinder om natten, efter nyligt dødsfald i familien) og det her kommer da virkelig ikke til at hjælpe. 

Jeg er bange og bekymret for mit eget barn (også mine andre børn selvfølgelig). Det gør ondt. Virkelig ondt. 

Hvad ville i gøre? Føler ikke jeg kan gøre noget som vil gøre hendes tab eller forståelse nemmer. Hun er sensitiv og vil aldrig kunne forstå man vælger at få et barn og så give det væk. 

Jeg er ikke engang sikker på jeg selv forstår det helt. 

Hvorfor kan I ikke holde kontakt? Mobil/ FaceTime osv. 

Tullebadulle skriver:

Hvorfor kan I ikke holde kontakt? Mobil/ FaceTime osv. 

Fordi når børnene bliver fjernet/flyttet, så sørger kommunen for, at kontakten forsvinder. Det gjorde de i hvert fald første gang og kan forstå på mine forældre, at de forventer samme fremgangsmåde denne gang. Det plejebarn måtte vi ingen kontakt have med fremover.

Anonym skriver:

Allerførst. Hvordan har dine børn fået afvide hvorfor dine forældre har plejebørn.

Har de fået forklaringen at det ikke er for evigt men for en stund. 

Når de er 10 har de måske allerede en mobil og hinandens kontakter og det kan de jo blive ved med at have. 

De ved, at børnene er plejebørn fordi deres egne familier ikke har været i stand til at passe dem, af den ene eller anden årsag. De kender ikke det store billede af hvorfor. (Det jeg jeg for den sags skyld heller ikke, så meget får vi ikke at vide). 

Nej, mine forældre gør altid en stor indsats for, at plejebørnene bliver hos dem til de voksne. Selv overfor plejebørnene giver de det indtryk. De jo ikke deltids plejere. 

Vores barn har telefon, men ikke plejebarn, og i øvrigt sørgede kommunen (det var i hvert fald den forklaring vi fik af mine forældre), for at al kontakt og kommunikation bliver stoppet af hensyn til plejebarn og dets muligheder for at komme videre med sit liv. 

Anonym skriver:

De ved, at børnene er plejebørn fordi deres egne familier ikke har været i stand til at passe dem, af den ene eller anden årsag. De kender ikke det store billede af hvorfor. (Det jeg jeg for den sags skyld heller ikke, så meget får vi ikke at vide). 

Nej, mine forældre gør altid en stor indsats for, at plejebørnene bliver hos dem til de voksne. Selv overfor plejebørnene giver de det indtryk. De jo ikke deltids plejere. 

Vores barn har telefon, men ikke plejebarn, og i øvrigt sørgede kommunen (det var i hvert fald den forklaring vi fik af mine forældre), for at al kontakt og kommunikation bliver stoppet af hensyn til plejebarn og dets muligheder for at komme videre med sit liv. 

Det er da netop er svigt bare st blive revet væk fra 10 års relationer . Hvor er det synd for alle. Det er da netop ved solide relationer man får tillid til verden. Der har godt nok ikke været en psykolog med i den rundkreds af beslutningstagere. 
Jeg ville give en lap med nummer med i en lomme.

Jeg ville pakke alle mine egne følelser væk og så tale med din datter omkring det at være plejebarn og at have plejebarn. 

Det er barskt at være vidne til (for slet ikke at tale om plejebarnet - frygteligt at være hende). Så jeg tænker at du skal byde ind til dialog og få talt om alt det sværere omkring plejefamilier, men også alt det gode. Vigtigt du selv lige trækker vejret dybt og er en voksen som dit barn kan hvile sig op ad. 

Der må jo være en årsag til at barnet skal væk. Kunne du få den årsag at vide fra dine forældre? Det kunne hjælpe alle til at få en forståelse. 

Sikke en træls situation