Lillebror/svigerinde familie?

Jeg aner ikke hvor jeg skal starte, men er nød til at starte med begyndelsen. Ellers giver det ingen mening. 

sagen er den, jeg har en lillebror, som jeg elsker overalt på jorden, han er 5 år og yngre end jeg selv. Jeg er 43. 
jeg fandt sammen med min mand for snart 20 år siden, og han og jeg har altid været sammen. Sammen har vi en 10 årig dreng. Min lillebror fandt sammen min svigerinde , kort før vores mor døde, og det er 17 år siden. Sammen har de 3 dejlige børn, som vi ikke ser så tit. 2 er teenager og en der er 8 år. 
I alle de år de har været sammen, har de været sammen, så er de gået fra hinanden, så er de blevet gift, så er de skilt, så er de sammen igen, gået fra hinanden og nu er de blevet forlovet og er sammen igen. 
min bror og jeg har ikke altid snakket sammen, så godt- vi har hver vores far og da hans far aldrig har brudt sig om mig/ blev tingene lidt sådan for ham at han måtte vælge imellem os. (Det følte jeg) så på en periode så jeg ham ikke . 
men her for 3 år siden havde jeg en lang samtale med med min bror i telefonen , hvor alt blev lagt bordet- hans frustrationer og mine frustrationer omkring vores forhold. Og der besluttede vi begge at det ikke skulle blive som før, at vi aldrig sås og ikke havde tid til hinanden og vires familier. (Det skal lige siges min søn var 8 år på det tidspunkt og havde aldrig mødt sin onkel og hans børn) men vi mødtes alle sammen- børn - vores bedrehalvdel og vi havde en rigtig dejlig dag sammen. 
der gik nogle måneder derefter så var de alle og besøge vores hjem også en skøn skøn dag. Men så efterfølgende, blev der stille fra dem. Jeg skrev til min bror hver fredag over sms/ hvis jeg ikke fangede ham på tlf og ønskede dem alle god weekend mm. Men så en maj måned i 22, fortalte min bror mig at min svigerinde havde det psykisk dårligt og de ikke lige kunne have overskud til at ses med os . Og det er helt fair, jeg aftalte med ham at så måtte de sige til når de havde tid til at ses med os igen og at vi ville give dem plads. 
høre intet fra ham efterfølgende- men det jeg ser er ikke en svigerinde der har ondt i sjælen på diverse medier, tværtimod. Hotelophold, festivaler, venindeture, rejser lige indtil vi får en invitation til konfirmation, vi tager med og bakker op denne store dag. Derefter høre vi intet igen, selvom jeg rækker ud til dem. 
vi får så en ny invitation i år, men der kan vi ikke komme da vi vi har fået indbydelse til bryllup først som vi har takket ja til. Men beder så om en adresse af min bror så vi kan sende en gave til konfirmanden. Høre intet. Har prøvet at google adresserne, krak osv. men de har hemmelig alt. 
og her står filmen af for mig . 
jeg har så svært ved at være i det her forhold- jeg  vil så gerne være der for mine nevøer og niece og få et forhold til dem. Og være der for min bror og svigerinde. Men energien er der bare ikke mere, når de køre sådan rundt med os i manegen.  
Jeg føler lidt at alting skal se flot ud ud ad til mens alt andet sejler for dem/os ( forholdet til dem). 

hvad ville i gøre i vores situation?

undakyld det blev så langt.

Anonym skriver:

Jeg aner ikke hvor jeg skal starte, men er nød til at starte med begyndelsen. Ellers giver det ingen mening. 

sagen er den, jeg har en lillebror, som jeg elsker overalt på jorden, han er 5 år og yngre end jeg selv. Jeg er 43. 
jeg fandt sammen med min mand for snart 20 år siden, og han og jeg har altid været sammen. Sammen har vi en 10 årig dreng. Min lillebror fandt sammen min svigerinde , kort før vores mor døde, og det er 17 år siden. Sammen har de 3 dejlige børn, som vi ikke ser så tit. 2 er teenager og en der er 8 år. 
I alle de år de har været sammen, har de været sammen, så er de gået fra hinanden, så er de blevet gift, så er de skilt, så er de sammen igen, gået fra hinanden og nu er de blevet forlovet og er sammen igen. 
min bror og jeg har ikke altid snakket sammen, så godt- vi har hver vores far og da hans far aldrig har brudt sig om mig/ blev tingene lidt sådan for ham at han måtte vælge imellem os. (Det følte jeg) så på en periode så jeg ham ikke . 
men her for 3 år siden havde jeg en lang samtale med med min bror i telefonen , hvor alt blev lagt bordet- hans frustrationer og mine frustrationer omkring vores forhold. Og der besluttede vi begge at det ikke skulle blive som før, at vi aldrig sås og ikke havde tid til hinanden og vires familier. (Det skal lige siges min søn var 8 år på det tidspunkt og havde aldrig mødt sin onkel og hans børn) men vi mødtes alle sammen- børn - vores bedrehalvdel og vi havde en rigtig dejlig dag sammen. 
der gik nogle måneder derefter så var de alle og besøge vores hjem også en skøn skøn dag. Men så efterfølgende, blev der stille fra dem. Jeg skrev til min bror hver fredag over sms/ hvis jeg ikke fangede ham på tlf og ønskede dem alle god weekend mm. Men så en maj måned i 22, fortalte min bror mig at min svigerinde havde det psykisk dårligt og de ikke lige kunne have overskud til at ses med os . Og det er helt fair, jeg aftalte med ham at så måtte de sige til når de havde tid til at ses med os igen og at vi ville give dem plads. 
høre intet fra ham efterfølgende- men det jeg ser er ikke en svigerinde der har ondt i sjælen på diverse medier, tværtimod. Hotelophold, festivaler, venindeture, rejser lige indtil vi får en invitation til konfirmation, vi tager med og bakker op denne store dag. Derefter høre vi intet igen, selvom jeg rækker ud til dem. 
vi får så en ny invitation i år, men der kan vi ikke komme da vi vi har fået indbydelse til bryllup først som vi har takket ja til. Men beder så om en adresse af min bror så vi kan sende en gave til konfirmanden. Høre intet. Har prøvet at google adresserne, krak osv. men de har hemmelig alt. 
og her står filmen af for mig . 
jeg har så svært ved at være i det her forhold- jeg  vil så gerne være der for mine nevøer og niece og få et forhold til dem. Og være der for min bror og svigerinde. Men energien er der bare ikke mere, når de køre sådan rundt med os i manegen.  
Jeg føler lidt at alting skal se flot ud ud ad til mens alt andet sejler for dem/os ( forholdet til dem). 

hvad ville i gøre i vores situation?

undakyld det blev så langt.

Kæmpe kram..

det er super hårdt når man ikke kan være der og støtte når man gerne vil..

jeg forstår hvordan det føles for dig og mit bedste råd er at stoppe med at forsøge at tage kontakten..

pust ud og sig det bliver ikke bedre og der er andre steder der kan bruge den energi i stedet for..

det er vanvittigt svært.. og der er dage hvor man bare har lyst til at møde op ved deres hoveddør og sige: hej nu er jeg her så kom lad os hygge nu... men det hjælper ikke noget..

det gør mega ondt ikke at kunne få lov til at støtte og hjælpe sine mindre søskende for uanset om man blodsøskende 100% eller ej så betyder de noget for os og vi vil bare gerne være med til at passe på dem uanset hvor store og gamle de bliver..

Jeg tænker at du må desværre må acceptere at de ikke ønsker kontakt med dig/jer og lade være med at række ud. Gang på gang viser han at han ikke har samme ønske om et forhold som du har. Det kan gøre rigtig ondt, men du mister lidt af dig selv hver gang du prøver, får håb og bliver afvist. Hvis han ville, havde han gjort det. 

Jeg havde nok sørget over det forhold som jeg håbede på og kommet videre i livet og fokuseret på mennesker der rent faktisk godt vil have mig og viser dette. Fordi man er i familie, er det ikke givent at man skal være i relation/kontakt. Så fokuser hellere på andre gode ting i dit liv som ikke dræner dig så meget. Hvis han så en dag kommer til dig, må du jo vurdere hvad du gør. 

Det er svært at vide, hvad der ligger bag. 

-Almen sløvsind måske. 
-At der er svigerinden, der styrer deres aftaler/kalendere, og hun måske er knap så vild med kontakten. 
-Gammel vane
-Du skriver, jeres mor er død. Lever jeres fædre stadig og kan det være hans far, der stadig påvirker ham. 

Jeg ville nok sende ham et brev og lukke op om dine frustrationer og at du savner ham. Spørg ham evt. om han vil ringe, når han har fået tænkt. At du bare gerne vil høre hans take på, hvad han ønsker af kontakt. 

Aalborgtøsen skriver:

Det er svært at vide, hvad der ligger bag. 

-Almen sløvsind måske. 
-At der er svigerinden, der styrer deres aftaler/kalendere, og hun måske er knap så vild med kontakten. 
-Gammel vane
-Du skriver, jeres mor er død. Lever jeres fædre stadig og kan det være hans far, der stadig påvirker ham. 

Jeg ville nok sende ham et brev og lukke op om dine frustrationer og at du savner ham. Spørg ham evt. om han vil ringe, når han har fået tænkt. At du bare gerne vil høre hans take på, hvad han ønsker af kontakt. 

Ja min brors far lever stadigvæk. Min egen har jeg ingen kontakt til. 

jeg har desværre ikke min brors adresse, da de har hemmelig adresse og er flyttet ret ofte . Mere end jeg lige følge med til. 

som de andre skriver er det måske også bare på tide at lukke den bog og komme videre, selvom det gør pisse ondt og er pisse svært. Han er den eneste familie jeg har tilbage af min egen. 

jeg takker af hjertet alle jeres svar og løftende ord . Jeg har læst hver og en og tager dem ind til vurdering.

Hey med dig. 

Det er sgu ikke sjovt og noget alle nok prøver på et tidspunkt i deres liv, om det er familie eller venner. 

Og jeg står i det med både familie og venner lige nu, og det kan skabe kæmpe diskussioner, men jeg er kommet frem til at jeg rækker en hånd ud en gang imellem, og så kan de gribe den, jeg er klar til at sige fuck fortiden hvad end der er sket, det sket nu skal vi se frem, og når de er klar til det så står jeg der 100% jeg er sgu blevet for gammel til at bære nag. 

Så når de er klar til at blive en del af mit liv så er de så meget velkommen, men jeg er selv meget obs på lige en gang hvert halve år lige sende en sms eller ring og spørg what up skal vi have kaffe. Så de ved jeg er der lige meget hvad og hvor længe der så end går, så er jeg der med opbakning og en hjælpende hånd om det er en snak, flytning eller bare en oprydning i hjemmet er træt af noget for noget, princip