Overvældende ensomhed

Jeg har for nogle år tilbage mistet begge mine forældre. Jeg er enebarn og har ikke rigtig nogen familie jeg er tæt med, udover den jeg selv har skabt. I hverdagen er jeg velfungerende, men når jeg deltager i veninders sammenkomster og mærker deres familiebånd, bliver jeg på nærmest lammet af ensomhed og tristhed over erkendelsen af, at jeg ikke længere har den trygge familie, som mine egne forældre repræsenterede - selvom vi ikke havde det tætteste bånd, egentlig. Følelsen sidder i mig i flere dage efter og har været nødt til at sygemelde mig et par gange.
Jeg har overvejet terapi eller sorggruppe. Er der nogen der kender følelsen? Og hvad har I gjort for at komme videre?

Ja .

Jeg har en stor familie. 

Men ingen interesse fra deres side.

Da min far fyldte 60 . Besluttede jeg mig til at jeg ikke ville kontakte nogen . Og se hvor lang tid der gik inden en kontaktede mig. 

Der er til maj gået 8 år....

Jeg har altid inviteret til alt muligt . Fødselsdag jul pakkespilhygge  weekendbesøg og alverdens sammenkomster. 

Folk kom gerne og hyggede sig . Men e dag tænkte jeg på at det aldrig gik den anden vej. 

Og ja det blev så et stop. Jeg savnes åbenbart ikke .

Så det jeg vil sige er at i selv en rigtig stor familie kan man være ensom.og det bedste du kan gøre er at finde mennesker der vil dig og så lav din egen familie af dem

Sygmelde dig fordi du er ked af det over du ikke har en familie? Har du ikke mand og børn og evt mands familie?

Anonym skriver:

Jeg har for nogle år tilbage mistet begge mine forældre. Jeg er enebarn og har ikke rigtig nogen familie jeg er tæt med, udover den jeg selv har skabt. I hverdagen er jeg velfungerende, men når jeg deltager i veninders sammenkomster og mærker deres familiebånd, bliver jeg på nærmest lammet af ensomhed og tristhed over erkendelsen af, at jeg ikke længere har den trygge familie, som mine egne forældre repræsenterede - selvom vi ikke havde det tætteste bånd, egentlig. Følelsen sidder i mig i flere dage efter og har været nødt til at sygemelde mig et par gange.
Jeg har overvejet terapi eller sorggruppe. Er der nogen der kender følelsen? Og hvad har I gjort for at komme videre?

Jeg tror langt fra at du står alene om dine følelser. Jeg genkender dem fra veninder som i en tidlig alder af den ene eller anden grund mistede forældre og/eller søskende. Deres følelse af at være alene i verden, også trods nye relationer og egne familier, den stikker dybt. Ingen kender reeelt deres historie, ingen har været gennemgående vidner, og den ubetingede kærlighed og omsorg som de forbinder med nær familie, den mangler de at modtage - selvom de giver den til egne børn.

I det små kan jeg selv mærke den også, følelsen af at være alene. Jeg er ikke ensom synes jeg, jeg trives med gode venner, arbejde, dejlig lille familie, men min ene forælder er meget syg og forholdet til en anden er virkelig kompliceret. Så der mangler noget. Nogle. Livsvidner, historie, sammenhæng …  

Anonym skriver:

Sygmelde dig fordi du er ked af det over du ikke har en familie? Har du ikke mand og børn og evt mands familie?

Jeg bliver så ked af det. Ked af det over at jeg aldrig får det at have en tæt familie igen. Hvor jeg er nogens barn. Det er lidt svært st forklare. Og den følelse sidder i mig i flere dage. Jeg har min mand pg børn og værdsætter hvert øjeblik med dem. Min mand har en familie, men jeg er ikke tæt med dem og bliver det nok aldrig. 

Jeg tænker at det er helt forståelige følelser du har. Og du har ret til din sorg og følelse af ensomhed. Kan du tale med din mand om det? Ellers ville jeg overveje en samtale med din læge, for at afklare om du kunne have gavn af at tale med nogle om det.

Jeg har ikke en familie selv - ej heller mand eller børn så jeg forstår dig virkelig godt. Jeg har dog fået nogle skønne venner som nu er min familie og de betyder alverdens - jeg føler derfor ikke længere en sorg andet end et lille stik i hjertet som går hurtigt væk igen. Har du tætte venner måske?

måske ligger der noget uforløst i dit tab til dine forældre du ikke har fået bearbejdet? Men som kalder på healing? Ville nok hive fat i en psykolog, det lyder til at fylde meget hos dig hvilket er forståeligt. 

Kan virkelig godt forstå din sorg.

Du kan også overveje at snakke med en præst om det hele. Du behøver ikke være kristen, men se om du kan finde en, som du har en god kemi med.