Ingen fødselsdagsgave

Hej - håber I kan hjælpe mig med at få lidt klarsyn. 

Jeg har fødselsdag i dag, og min kæreste har ikke givet mig en gave. Han har intet gjort eller givet mig. Kun ønsket mig tillykke, og det var det.

Har haft min familie forbi i dag, og min mor spurgte mig, hvad jeg havde fået i gave af ham. Måtte så sige, at jeg intet havde fået. Hun blev dybt forarget og konfronterede ham med det. 
Han sagde, at han i starten af vores forhold havde fortalt mig, at han ikke er giver gaver, fordi hans familie har ødelagt det for ham. Han har aldrig prøvet at få en god og betænksom gave af dem. (Vi snakker fx kakaopulver og en knudret hovedpude, han slet ikke har ønsket sig. Sådan noget). Jeg fortalte ham dengang, at jeg godt kunne forstå, at han ikke har lyst til at modtage gaver fra dem, og derfor heller ikke giver gaver til dem, men at han må give andre en chance. Jeg synes nemlig gaver kan have rigtig stor værdi.

På hans fødselsdag gik jeg all in på at han skulle prøve at opleve en god fødselsdag med et sødt kort og gode gaver, der virkelig var lagt tid og tanker i. Og han blev mega glad. 

Tilbage til samtalen med min mor. Han sluttede så af med at sige, at det jo er mit eget valg. Jeg ved slet ikke, hvad han mener med det. Jeg har intet valg haft. Mon han mener, at fordi jeg har valgt ham til, har jeg også valgt gaver fra? 

Det var ikke fordi jeg havde forventet en hel masse. Men jeg er ked af det, og skuffet. Jeg har det som om, han ikke synes jeg er den ekstra indsats værd. Ikke engang efter alt det jeg gjorde for at give ham en god fødselsdag sidst. Det er jo heller ikke fordi, der behøver at være en gave. Men så en indsats af en eller anden art. Mere end bare en kommentar på, at jeg nu er blevet gammel. 

Er det forkert af mig at være skuffet, når han nu har sagt, han ikke giver gaver?

Det her handler formentlig ikke om at ikke få gave af ham. Han lyder til at have haft  en traumatisk barndom og opvækst med svigt. Der er dem der arbejder sig igennem disse svigt og kommer ud på den anden side og så der er dem der holder fast i rollen som den svigtede. Og din kæreste er den sidstnævnte. Han er så opslugt af sin egen skuffelse at han ikk engang føler han vil ændre på det eller gå på kompromis med at finde en gave eller fejre dig.

du skal tænke dig virkelig godt om hvordans ageren og fastholdelse af sine egne traumer påvirker jeres børn. Havde nok insisteret på noget terapi. Ikke pga manglende gaver men fordi han er groet fast. 

Og at ikke kunne eller ville glæde sig på andres vegne er særdeles ucharmerende og alarmerende.  

Jeg ville sige det helt stille og roligt til ham - at du forstår hvor han kommer fra, men at du - præcist som han har med sig - ikke ønsker at fødselsdage skal være noget negativt i jeres familie, og du derfor synes, det er rart, hvis I kunne gøre jer umage over for hinanden. Det kan være en gave eller en skovtur eller en filmaften eller hvad ved jeg. Giv ham nogle eksempler så han ved, hvad du mener.

Jeg har det virkelig stramt med når folk bruger deres barndomstruamer som undskyldning for ikke at gøre sig umage for andre, særligt i et forhold.

Han fik dårlige gaver som barn, hvorfor skal du straffes for det? Det betyder tydeligvis noget for dig, og derfor skal han forsøge at arbejde med sine dårlige minder - fordi det gør man for sin partner (og det gælder selvfølgelig begge veje). Step up, mester.

Jeg synes du skal sætte dig ned og snakke med ham. Anerkende at hans opvækst har været traumatisk for ham selvfølgelig.

Og sige nærmest det du har skrevet “Det var ikke fordi jeg havde forventet en hel masse. Men jeg er ked af det, og skuffet. Jeg har det som om, han ikke synes jeg er den ekstra indsats værd. Ikke engang efter alt det jeg gjorde for at give ham en god fødselsdag sidst. Det er jo heller ikke fordi, der behøver at være en gave. Men så en indsats af en eller anden art. Mere end bare en kommentar på, at jeg nu er blevet gammel. ”. Måske endda vise ham det hvis det er svært at sige det ordret, fordi det kan være sårbart.

Men jeg synes faktisk også det er fair at italesætte at han er ved at give sit traume videre til dig. Og at han risikerer at give sit traume videre til jeres børn. Italesat hvordan du ønsker jeres familie, som en glad ting hvor man gør sig umage og glæder andre, hvor ingen traumer skal have lov til at slå rod i jeres fællesskab.

Jeg er helt enig med en ovenover der siger man ikke skal bruge traumer som undskyldning for at opføre sig dårligt overfor andre. 

Hvis hans opvækst har været traumatisk mht andet end gaver, og det har den jo nok, da det er ret atypisk at give sit barn kakaopulver til sin fødselsdag. Så synes jeg egentlig det er en sag for en professionel faktisk. Der kan sidde en lille dreng inde i din mand med ondt i hjertet over ting der er sket. Dermed ikke sagt, at det er tilfældet. Men uanset, så lyder det som om det bygger på noget reelt fra hans side, men også noget reelt han fortjener hjælp til at håndtere og slippe