Jeg kan snart ikke mere, men dårlig samvittighed

_____LANGT opslag_____
Kort om mig. Jeg er studerende men snart færdig som læge. Har to børn fra et tidligere forhold, som gik i stykker, pga hans alkoholmisbrug. 
Mødte en ny mand for et år siden. Han er 3 år yngre end mig. Vi har det godt, når der ikke er problemer. Men så snart jeg har brug for at snakke om noget, som fylder hos mig, angående børnene, mine følelser, eller andet, som skal luftes som der nu engang er i et forhold og et familieliv, så ser han det som et angreb, går i forsvar, går til modangreb, eller bliver stille og siger slet ingenting. Jeg ender stort ser hver gang med at blive enormt frustreret over ikke at blive hørt, og jeg sidder bagefter og føler, det var forkert af mig overhovedet at sige noget. 
Jeg har sagt så mange gange, at kommunikation er enormt vigtigt for mig, og det problem skal løses, for ellers kan jeg ikke være i det. Men her et år efter har vi ikke rykket os en millimeter. 

Jeg tror snart, jeg har læst samtlige artikler på Google om kommunikation. Jeg snakker blidt til ham. Holder mig på min banehalvdel. Taler ud fra mine følelser. Kommer ikke med beskyldninger. Men lige lidt hjælper det. 

Jeg bliver så ked af, at han fare sådan i flint og siger at det er pga min tone, mit kropssprog, eller tidspunktet, eller at jeg ikke lige spørger om han vil snakke, før jeg snakker. 

Når jeg så bliver ked af det eller alt for frustreret, så går jeg min vej. Jeg fjerner mig fra situationen, når jeg ikke kan klare flere modargumenter, angreb eller misforståelser. Jeg går ind i et andet rum og er ked af det eller frustreret. Men han kommer aldrig ind til mig. Han holder sig fra mig. Han kan tænde fjernsynet og se et eller andet indtil han til sidst går i seng. Han opfører dig nærmest som om, jeg ikke eksisterer og bringer ikke samtalen op igen på et senere tidspunkt. 

Jeg har snakket med ham om, at jeg har brug for, han viser mig om ikke andet bare engang imellem, at han går op, hvordan jeg har det. At han kommer til mig, hvis jeg trækker mig. Så jeg ikke føler han bare er ligeglad. Ligesom jeg kommer til ham og spørger ind til ham, hvis han trækker sig. Men han har endnu ikke formået at gøre det. 

Jeg er efterhånden præget af det på den måde, at jeg ikke rigtig “tør” komme til ham med noget som helst, jeg har på hjerte, fordi jeg ikke kan overskue lavinen, jeg forventer, det sætter i gang.

Han er en usikker fyr med en dårlig barndom i baggagen, men jeg føler, jeg forstår ham. Ifølge hans psykiater har han svært ved at se sig selv udefra og andre indefra. Det kan jeg kun skrive under på. Jeg synes, det er synd for ham, at han det er så udfordrende for ham. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han så gerne vil.

Jeg har lige haft fødselsdag, og han gjorde intet for mig. Igen gave. Intet lille kort eller bare en lille blomst fra grøftekanten. Intet. Han sov længe, mens jeg stod op og lavede mad og hyggede mig med børnene. Da han stod op sagde han. Tillykke med fødselsdag gamle dame, og det var det. Resten af dagen sad han mest bare og arbejde med nogle ting på sin computer, mens jeg var den sædvanelige lille husmor med alle de dertilhørende opgaver. Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være sammen med og lave ting med mine børn, så dem hyggede jeg mig med. Jeg er bare ked af, at han ikke gjorde noget. Bare et eller andet “ekstra”. Viste at han synes, jeg fortjente bare noget.

Jeg føler snart, jeg er suget tom for mere at give af. Jeg føler mig så opgivende. Men jeg har også så skide dårlig samvittighed over, at jeg kræver så meget af ham, når han så tydeligt har svært ved at gøre det. Og han har kun mig.

Børnene var oppe og grave på værelserne efter en gave. Aldrig er jeg blevet så varm om hjertet over en fjernstyret bil pakket ind i en dyne

Tak fordi I læste med så langt!  Jeg havde brug for at lette mit hjerte et sted. Beklager det blev så langt. 

Hvad tænker I. Kræver jeg måske for meget? Skal jeg være mere overbærende? Eller hvad pokker skal jeg stille op.

Min erfaring er, når man giver og giver, og stadig føler sig taget forgivet, man aldrig får sagt hvad man har brug for, og når man endelig siger noget højt bliver trampet ned.. så står man til sidst tilbage og mister sig selv. 
Jeg endte med at slutte forholdet. (Og det var ikke bare en morgen hvor jeg sagde slut det tog mig 1 år bare at blive afklaret med det og nå dertil det var rigtig svært at slutte selvom jeg vidste det ikke var sundt for mig! Bare så det ikke lyder som en “fuck ham og gå!” For det er rigtig svært). 

men mit råd må være at gøre klart hvad du har brug for fra ham, og hvis han ikke kan leve op til det må du overveje hvad der er vigtigt for dig. Hvis han ikke ved hvordan han skal gøre det anderledes kan i måske gå i parterapi og få hjælp til hvordan i tager de snakke sammen? 

håber det løser sig og du bliver glad i forholdet. 

og sikke en dejlig gave fra ungerne

Du mødte ham for et år siden? I burde jo stadig være nyforelskede og knalde som kaniner og ikke en sky på himlen. 
Han lyder som en sur stodder der er kørt fast i et årelangt ægteskab. 
Ud med ham!

Men du kan jo ikke kræve mindre fra ham - og du kan ikke være mere overbærende? 

Jeg kan ikke forstå du er sammen med ham. På intet tidspunkt nævner du kvaliteter hos ham. Det eneste du nævner er, at du ved han har problemer i relationer grundet sin opvækst og at det er synd for ham. 

Jeg er med på, at det er synd for ham og at muligvis prøver alt hvad han kan. Men det er bestemt ikke dit ansvar at tage ham under vingerne. Måske som ven - men ikke som partner. 

Det er hårdt at gå fra en, hvor man sidder tilbage med en følelse af omsorgssvigt. Men det er jo dit kærlighedsliv det handler om, og der kan du finde bedre. 

Hvis han har andre kvaliteter, som du ELSKER og hvor han scorer topkarakterer, så søg parterapi. 

Hvis han er som du beskriver uden noget andet ekstra, så må du stoppe forholdet. Og måske beholde ham som en ven. 

PS. Synes også det lidt handler om dine børn. De skal have en rollemodel at se op til. De skal se og lære hvad et sundt forhold er. Og det er ikke helt tilfældet her. 

Drop ham.. 

Du mister dig selv i alt det her, hvis du bliver hos ham.. Så drop ham og tænk på dig selv.. 

Og (det er ikke ment hårdt) tænk over, hvorfor du har et behov for at vælge de mænd, der har problemer.. Det lyder som om, at du gerne vil redde folk - læge som profession, en eksmand med misbrug, en ny kæreste med traumer.. Og du mister noget af dig selv hver gang..  

Så sæt dig selv først, og kom ud af det usunde forhold, og så find dig en sød og fornuftig kæreste i stedet for

GodKarma skriver:

Men du kan jo ikke kræve mindre fra ham - og du kan ikke være mere overbærende? 

Jeg kan ikke forstå du er sammen med ham. På intet tidspunkt nævner du kvaliteter hos ham. Det eneste du nævner er, at du ved han har problemer i relationer grundet sin opvækst og at det er synd for ham. 

Jeg er med på, at det er synd for ham og at muligvis prøver alt hvad han kan. Men det er bestemt ikke dit ansvar at tage ham under vingerne. Måske som ven - men ikke som partner. 

Det er hårdt at gå fra en, hvor man sidder tilbage med en følelse af omsorgssvigt. Men det er jo dit kærlighedsliv det handler om, og der kan du finde bedre. 

Hvis han har andre kvaliteter, som du ELSKER og hvor han scorer topkarakterer, så søg parterapi. 

Hvis han er som du beskriver uden noget andet ekstra, så må du stoppe forholdet. Og måske beholde ham som en ven. 

PS. Synes også det lidt handler om dine børn. De skal have en rollemodel at se op til. De skal se og lære hvad et sundt forhold er. Og det er ikke helt tilfældet her. 

Det har du selvfølgelig ret i.

Som jeg skrev, så har vi det godt, når det hele kører. Når der ikke er nogle sten på vejen, der skal tages op og vendes. 
Jeg faldt for ham i første omgang fordi han er virkelig sjov, kan lide de samme ting som mig, har samme værdier, og så elsker han børn.

Lidt tid inde i forholdet åbnede han op for hans problemer i barndommen og med familien. At han går i psykiatrien pga det og har fået diagnosen ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Men det skræmte mig ikke væk, for jeg tænkte, at men kan snakke sig igennem de fleste udfordringer.

men fuck hvor er det svært at snakke med ham. Og jeg kan mærke, mine følelser for ham bliver påvirket mere og mere for hver gang, ham ikke evner at se ud over sin egen næsetip. 

Unicorn1 skriver:

Drop ham.. 

Du mister dig selv i alt det her, hvis du bliver hos ham.. Så drop ham og tænk på dig selv.. 

Og (det er ikke ment hårdt) tænk over, hvorfor du har et behov for at vælge de mænd, der har problemer.. Det lyder som om, at du gerne vil redde folk - læge som profession, en eksmand med misbrug, en ny kæreste med traumer.. Og du mister noget af dig selv hver gang..  

Så sæt dig selv først, og kom ud af det usunde forhold, og så find dig en sød og fornuftig kæreste i stedet for

Dét har jeg virkelig også selv tænkt over. Mest af alt føler jeg mig bare uheldig. Min alkoholiker ekskæreste var min første kæreste. Jeg var sammen med ham i 8 år, og alkoholproblemerne var der ikke fra start. De kom snigende efter de første 4 år. Jeg havde ikke se det komme. 

Denne gang vidste jeg heller intet om, at han har de udfordringer med sin barndom og med familien, før jeg var inde i forholdet. Han fortalte først senere om dem og at han kort for inden havde fået stillet diagnosen ængstelig evasiv personlighedsforstyrrelse. Men jeg vidste det er noget, man kan arbejde sig ud af, så min tanke var, at jeg ikke så et problem i at holde ham i hånden, mens han arbejde sig igennem det. For han virkede ikke til at ville lade det bestemme kursen i sit liv.

Men jeg må indrømme, at jeg synes han sidder godt og grundigt fast i en offerrolle. Han har rigtig svært ved at sætte andre før sig selv.

Jeg ved godt nok heller ikke, hvor meget længere jeg kan blive ved.
Omvendt har jeg sgu lidt mistet troen på at der findes mænd, det kan give mig mere. Han er stadig hundrede gange bedre end min eks. Hans hjerte sidder på rette sted. Han har bare meget svært ved at vise det på den rigtige måde, hvis man kan sige det sådan.  

Der er ikke noget du skal finde dig i at være i.. Han kommer aldrig til at ville kommunikere sine følelser til dig og til at kunne være i dine følelser, når de bliver svære.

Som en anden skriver - der er intet i det du beskriver som gør at du burde blive. Han får ikke den bedste version af dig frem..?? Og du går rundt konstant med dårlig samvittighed - hvorfor? Fordi du er den eneste han har. Det er ikke nok …. Og du er stadigvæk ung. 

Kom væk - for sin egen skyld og før du bliver en skygge og undskyldning af dig selv. Du har dårlig samvittighed over at stille krav om andet end “tillykke med fødselsdagen”. Helt seriøst han er da en nar.

Dine børn pakker en gave ind i en dyne, fordi de kan se at du bliver påvirket. Det er fandme trist. Du viser dem lige nu hvad er parforhold er: man fjerne sig når ting bliver hårde og man fejre ikke hinanden. Så også for dem: kom væk! Det fortæller ingvert fald mig st de meget tydeligt registrere hvad der foregår og prøver at gøre dig glad (dejlige børn - men lær dem andre ting om hvad er parforhold kan være)

Rigin15 skriver:

_____LANGT opslag_____
Kort om mig. Jeg er studerende men snart færdig som læge. Har to børn fra et tidligere forhold, som gik i stykker, pga hans alkoholmisbrug. 
Mødte en ny mand for et år siden. Han er 3 år yngre end mig. Vi har det godt, når der ikke er problemer. Men så snart jeg har brug for at snakke om noget, som fylder hos mig, angående børnene, mine følelser, eller andet, som skal luftes som der nu engang er i et forhold og et familieliv, så ser han det som et angreb, går i forsvar, går til modangreb, eller bliver stille og siger slet ingenting. Jeg ender stort ser hver gang med at blive enormt frustreret over ikke at blive hørt, og jeg sidder bagefter og føler, det var forkert af mig overhovedet at sige noget. 
Jeg har sagt så mange gange, at kommunikation er enormt vigtigt for mig, og det problem skal løses, for ellers kan jeg ikke være i det. Men her et år efter har vi ikke rykket os en millimeter. 

Jeg tror snart, jeg har læst samtlige artikler på Google om kommunikation. Jeg snakker blidt til ham. Holder mig på min banehalvdel. Taler ud fra mine følelser. Kommer ikke med beskyldninger. Men lige lidt hjælper det. 

Jeg bliver så ked af, at han fare sådan i flint og siger at det er pga min tone, mit kropssprog, eller tidspunktet, eller at jeg ikke lige spørger om han vil snakke, før jeg snakker. 

Når jeg så bliver ked af det eller alt for frustreret, så går jeg min vej. Jeg fjerner mig fra situationen, når jeg ikke kan klare flere modargumenter, angreb eller misforståelser. Jeg går ind i et andet rum og er ked af det eller frustreret. Men han kommer aldrig ind til mig. Han holder sig fra mig. Han kan tænde fjernsynet og se et eller andet indtil han til sidst går i seng. Han opfører dig nærmest som om, jeg ikke eksisterer og bringer ikke samtalen op igen på et senere tidspunkt. 

Jeg har snakket med ham om, at jeg har brug for, han viser mig om ikke andet bare engang imellem, at han går op, hvordan jeg har det. At han kommer til mig, hvis jeg trækker mig. Så jeg ikke føler han bare er ligeglad. Ligesom jeg kommer til ham og spørger ind til ham, hvis han trækker sig. Men han har endnu ikke formået at gøre det. 

Jeg er efterhånden præget af det på den måde, at jeg ikke rigtig “tør” komme til ham med noget som helst, jeg har på hjerte, fordi jeg ikke kan overskue lavinen, jeg forventer, det sætter i gang.

Han er en usikker fyr med en dårlig barndom i baggagen, men jeg føler, jeg forstår ham. Ifølge hans psykiater har han svært ved at se sig selv udefra og andre indefra. Det kan jeg kun skrive under på. Jeg synes, det er synd for ham, at han det er så udfordrende for ham. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han så gerne vil.

Jeg har lige haft fødselsdag, og han gjorde intet for mig. Igen gave. Intet lille kort eller bare en lille blomst fra grøftekanten. Intet. Han sov længe, mens jeg stod op og lavede mad og hyggede mig med børnene. Da han stod op sagde han. Tillykke med fødselsdag gamle dame, og det var det. Resten af dagen sad han mest bare og arbejde med nogle ting på sin computer, mens jeg var den sædvanelige lille husmor med alle de dertilhørende opgaver. Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være sammen med og lave ting med mine børn, så dem hyggede jeg mig med. Jeg er bare ked af, at han ikke gjorde noget. Bare et eller andet “ekstra”. Viste at han synes, jeg fortjente bare noget.

Jeg føler snart, jeg er suget tom for mere at give af. Jeg føler mig så opgivende. Men jeg har også så skide dårlig samvittighed over, at jeg kræver så meget af ham, når han så tydeligt har svært ved at gøre det. Og han har kun mig.

Børnene var oppe og grave på værelserne efter en gave. Aldrig er jeg blevet så varm om hjertet over en fjernstyret bil pakket ind i en dyne

Tak fordi I læste med så langt!  Jeg havde brug for at lette mit hjerte et sted. Beklager det blev så langt. 

Hvad tænker I. Kræver jeg måske for meget? Skal jeg være mere overbærende? Eller hvad pokker skal jeg stille op.

Du skal væk! Det der lyder usundt. Det første jeg tænker er: "redningsaktion". Din x-kæreste havde udfordringer og din nuværende kæreste har udfordringer. Det er ikke din opgave at redde din kæreste. Eller redde jeres forhold. Han lyder ret usympatisk i din beskrivelse. Og drænende. Og ikke som en, der vil ændre på noget. Hvilket jo i virkeligheden er der mest problematiske.

Kom væk. Fokuser på dig selv, få gjort din uddannelse færdig, få ro på din lille familie. 

Vh.

Flere andre skriver fine ting - måske det på den anden side af det her ligger et stykke arbejde foran dig, med at finde ud af hvorfor du går så langt i dine relationer og lader dig behandle dårligt, samtidig med at du lidt tror at det er din egen skyld og at du burde gøre mere? Hvorfor tiltrækkes du? Hvor er dine tydelig krav og grænser?

Afsted med dig ud på egne ben, i meget lang tid indtil du står sikkert i dig selv igen - ikke mindst fordi dine børn har brug for at se dig tage ansvar for dig selv…