Nybagt mor til 2

Jeg ved egentlig slet ikke hvor jeg skal starte, søger måske råd fra nogle der har været i lidt lignende, som er kommet ud på den anden side og kan give nogle råd eller opmuntrende ord.

Jeg er for nylig blevet mor igen. Havde i forvejen en på 20 måneder da jeg fødte og baby er nu ved at være en måned gammel. Hold kæft en rutsjebanetur det har været. Jeg følte mig eller forberedt, fordi jeg jo havde prøvet det før, men det har virkelig ramt mig. Jeg synes det er sindsyg hårdt med en baby der græder i stort set alle sine vågentimer, medmindre han ligger med brystet i munden. Er konstant bundet til sofaen for at amme, og har derfor svært ved at bruge ligeså meget kvalitetstid med min ældste, som nu er begyndt at skubbe mig væk og foretrække far til alt. Jeg kan mærke min irritation går udover baby jeg er så hudmæt at jeg slet ikke bryder mig om at være i nærkontakt med ham hele tiden. Derudover lider jeg desværre af en hudlidelse og pga. amning kan jeg ikke tage medicin for at dæmpe den og den blusser desværre rigtig meget op, især når min hud er i berøring med andre. Synes alting ser rigtig sort ud ligenu og fanger mig selv i næsten at fortryde jeg fik nr. 2.. 

Det første jeg tænker er; skidt pyt med at den ældste nu søger far mere. Det er ikke fordi han ikke kan lide dig, men du har andet at tage dig til. Så fedt med en far der kan tage over. Prøv at hvil i det. 

Så tænker jeg, om amningen er det værd for dig? Det er ingen skam at give flaske, selvom det lige kan være en overvindelse ar tage beslutningen. 

Vores nr 3 var også en der græd. Konstant. I 6 måneder før det blev bedre. For os handlede det virkelig om at trække vejret dybt. Tale om det når muligheden bød sig. Intet vare for evigt og det skal nok blive bedre. Men der kan gå lang tid  især når de ikke er ældre. 

PS. Jeg har også i perioder fortrudt mine børn. Det er en frygtelig følelse at side med. Der er bare så meget på spil. 

Jeg synes du skal hive fat i din sundhedsplejerske så hun kan nå at gribe dig inden du falder, det kunne tyde på at du er ved at få en efr. 

Og man skal jo ikke amme sit barn

Min datter var 18 måneder da jeg fik nr 2. 
Den lille er 3 måneder i dag.. min mand er ikke hjemme i lange perioder (kun lige kort ved fødslen og så afsted igen) så er alene med dem. Og ja det er benhårdt men også skønt! 
Når jeg har ammet har jeg sat mig med dynerne i sofaen og den “store” og så har vi læst bøger sammen og puttet. Så snart baby sover bruger jeg tiden på den store der hjælper med at lave mad og alting så hun føler sig set. 
min lille har dog hurtigt fået gode rutiner og sover fx om aftnen en times tid mellem 17-18 så vi kan spise mad der og gå i bad. Ved putning af den store ligger den lille i kravlegården og kigger på legetøj hvis hun er glad, og ellers har jeg hende på armen og ammer mens jeg synger godnat sang og putter den store. 
Nogle dage er hårdere end andre, og især i starten da amningen skulle op og køre var det med at være kreativ for at inddrage den store og kunne putte om hende. Har haft stor glæde af at have baby i slynge så jeg har kunne sidde og lege med den store også. 
Så kan fortælle selvom det kan føles hårdt så hold fast i det gode, tænk konstruktive løsninger der inddrager begge børn og husk det bliver nemmere særligt når baby får mere rytme  

Jeg har selv været der. Det var virkelig ikke sjovt, men du skal nok komme ud på den anden side. 

Jeg tænkte også, at det var piece of cake- jeg var jo en garvet mor. Der var endda fire år imellem dem, så den store var ret selvkørende. Det kunne ikke gå galt, det her!

Men jeg blev ved med at græde rigtig meget, også mere end baby blues. 

Jeg følte mig alene hele tiden, også når min mand og store søn var hjemme. Jeg følte mig bundet til den her lille klump, som jeg ikke kendte og ikke elskede (endnu!) Jeg følte at min frihed blev taget fra mig. Med min store kunne vi gøre hvad vi ville og når vi ville. Nu var alt afhængigt af baby. Jeg var nok bange for at miste styringen; at indse at jeg ikke kunne have kontrol over alt. 

Han var også en virkelig krævende baby- han græd hele tiden og sov dårligt, og der var problemer med at han ikke tog på. Den ældste var nok verdens nemmeste. Jeg troede helt naivt, at lillebror også ville blive det, når vi nu lavede de samme rutiner som med den store. 

Jeg havde verdens bedste sundhedsplejerske, som kom jævnligt bare for at snakke med mig. Jeg kom i en gruppe for andre i samme situation, men det startede desværre ikke op pga corona. Til gengæld betød coronanedlukningen som kom, da han var 3 mdr, at min mand og ældste var hjemme hele tiden. Det hjalp så meget at vi var sammen om det hele, og det var faktisk det, der skulle til for at jeg kom over på den anden side. Efterhånden blev han jo også nemmere som de fleste babyer gør. 

Men åbn op for din sundhedsplejerske og for din familie og bed om så meget omsorg og støtte, som du har brug for. Måske at din mor, søster eller anden kommer og tager barnevognen mens du tager en lur. 

Og amning er ikke alt.

Krammer til dig

Kram til dig. 

Min den mellemste skreg også helt vanvittigt, det viste sig han havde kolik og refluks men det er bare så utrolig hårdt og da jeg blev gravid med min tredje gik faren og jeg desværre fra hinanden og han har valgt kun at ville se den mellemste hver fjerde uge så er så godt som alenemor til tre på fuldtid og den mindste fik så også refluks. Jeg vil helt sikkert prøve at se om der evt kan være en grund til at baby græder så meget, der kan hurtig have sat sig noget i klemme ved fødslen osv. 

Jeg siger tit til mig selv " det kun en overgang" det hjælper lidt på det syntes jeg at jeg siger det om og om igen. 

Håber i finder en løsning

Anonym skriver:

Jeg ved egentlig slet ikke hvor jeg skal starte, søger måske råd fra nogle der har været i lidt lignende, som er kommet ud på den anden side og kan give nogle råd eller opmuntrende ord.

Jeg er for nylig blevet mor igen. Havde i forvejen en på 20 måneder da jeg fødte og baby er nu ved at være en måned gammel. Hold kæft en rutsjebanetur det har været. Jeg følte mig eller forberedt, fordi jeg jo havde prøvet det før, men det har virkelig ramt mig. Jeg synes det er sindsyg hårdt med en baby der græder i stort set alle sine vågentimer, medmindre han ligger med brystet i munden. Er konstant bundet til sofaen for at amme, og har derfor svært ved at bruge ligeså meget kvalitetstid med min ældste, som nu er begyndt at skubbe mig væk og foretrække far til alt. Jeg kan mærke min irritation går udover baby jeg er så hudmæt at jeg slet ikke bryder mig om at være i nærkontakt med ham hele tiden. Derudover lider jeg desværre af en hudlidelse og pga. amning kan jeg ikke tage medicin for at dæmpe den og den blusser desværre rigtig meget op, især når min hud er i berøring med andre. Synes alting ser rigtig sort ud ligenu og fanger mig selv i næsten at fortryde jeg fik nr. 2.. 

Er amning meget vigtig for dig? For ellers ville jeg nok hellere skabe lidt overskud ved at give flaske, sikre han får nok og så få den rette medicin og nyde hud mod hud og mere overskud

Jeg ved egentlig slet ikke hvor jeg skal starte, søger måske råd fra nogle der har været i lidt lignende, som er kommet ud på den anden side og kan give nogle råd eller opmuntrende ord.

Jeg er for nylig blevet mor igen. Havde i forvejen en på 20 måneder da jeg fødte og baby er nu ved at være en måned gammel. Hold kæft en rutsjebanetur det har været. Jeg følte mig eller forberedt, fordi jeg jo havde prøvet det før, men det har virkelig ramt mig. Jeg synes det er sindsyg hårdt med en baby der græder i stort set alle sine vågentimer, medmindre han ligger med brystet i munden. Er konstant bundet til sofaen for at amme, og har derfor svært ved at bruge ligeså meget kvalitetstid med min ældste, som nu er begyndt at skubbe mig væk og foretrække far til alt. Jeg kan mærke min irritation går udover baby jeg er så hudmæt at jeg slet ikke bryder mig om at være i nærkontakt med ham hele tiden. Derudover lider jeg desværre af en hudlidelse og pga. amning kan jeg ikke tage medicin for at dæmpe den og den blusser desværre rigtig meget op, især når min hud er i berøring med andre. Synes alting ser rigtig sort ud ligenu og fanger mig selv i næsten at fortryde jeg fik nr. 2.. 

Du skal helt sikkert have hjælp. Tag kontakt til din sundhedsplejerske - og evt. din læge. Samtidig tror jeg også lige, at du skal lave et “reality tjek” - altså: du har aktivt valgt at få to børn på 20 måneder - hvad pokker havde du regnet med?? Sænk dine forventninger til ALT omkring dig. Du lever i “undtagelsestilstand” 

kram til dig