Trodsalder?

Bryder mig egentlig ikke om betegnelsen “trods” for ved jo godt min datter ikke gør noget i trods men nærmere af nysgerrighed osv. 

Men. Min søde pige på 22 måneder, stor trives og er så glad. Men putning er gået helt galt?? 
Hun har altid kunne blive lagt i seng, godnat sang, sige godnat og så lå hun og snakkede lidt i 10-15 min for så at falde i søvn. 
I weekenden slår det så over i den helt anden boldbane! Både til middagslur og aften, har det taget 1 time +! Selvom hun er død træt og dårligt kan hænge sammen. Så skriger hun højt (fjol), snakker, stiger ud af sengen, kravler rundt, kaster med dyne osv, græder, råber.. vi er hele følelsesregisteret igennem! Det er utrolig hårdt synes jeg og gruer for at putte hende.. 

Har prøvet at sidde ved hende og det gjorde det nærmest bare værre for så sku vi kramme, så sku jeg holde det ene og det andet. Lagde hende hver gang og sagde godnat, men det resulterede til sidst i hun blev rasende.. så har jeg gået til og fra. Hver gang hun rejser sig tage hende i hånden op i seng igen og godnat og forfra igen og igen og igen.. 

Er det “trodsalderen”? Ved godt ingen er tankelæsere men tænker selv om det er sådan en “hvis nu jeg kan trække den…” ting? 
nogen gode råd? 

kh en meget træt mor..

Nu er jeg ikke ekspert, men det lyder lidt som noget, vi har været igennem (et par gange) med min søn på nu knap 5 år.

Jeg tænker, at det er en fase (åh ja, endnu en fase) og at du "bare" skal overleve den.

På mig lyder det ikke som trods, men mere et barn, der ikke har lyst til at lægge sig til at sove for ikke at gå glip af noget, og derfor tester nye metoder til at få lov til det.

Jeg brugte lidt forskellige værktøjer (og bevares - har ikke altid haft lige så meget tålmodighed, som det kan lyde til) :

Da han var mindre og blev ved at rejse sig i tremmesengen, lagde jeg ham pænt ned i sengen igen. De første gange sagde jeg at det var puttetid og han skulle lægge sig til at sove. De næste 1.000.000 gange sagde jeg ingenting. Og det kunne blive til rigtig mange gange! I starten syntes han det var sjovt, til sidst blev han sur på mig. Det varede måske et par uger og så gik det lidt i sig selv igen.

Nu hvor han forstår meget mere, siger jeg til ham, at jeg gerne vil blive inde hos ham indtil han sover, men at så skal han også lægge sig til at sove (altså være stille og ligge stille). Det skal han af og til mindes om et par gange. Nogle gange går jeg så, men kommer tilbage ret hurtigt efter

Som sagt, har han haft nogle perioder, hvor putningen bare har været hård. Op til flere timer. Men det har været kortere perioder og selvom det har virket super hårdt og endeløst når det står på, er det altid gået over igen.

Jeg håber, du kan bruge svaret til noget og at det snart bliver bedre med putterutinen

Trodsalderen er et misforstået udtryk,  for det hedder selvstændighedsfasen. Dem kommer der mange af og er et tegn påsat dit barn udvikler nye færdigheder som de prøver af. Pisse irriterende, men alle faser går over. Så hæng i