Angst for at miste - hvad har hjulpet jer?

Hej alle,

Ja, som overskriften siger, er jeg rigtig bange for, at miste min baby. Grunden til dette skal findes i min forhistorie.

I 2013 bliver jeg gravid, men mister mine tvillinger. Jeg bliver gravid lige efter, alt går som det skal og jeg føder en datter. Fra 2015-2017 kæmper vi for at få nummer 2, uden held.

Fra 2017-2019 er vi så i fertilitetsbehandling, hvor de påstår at begge æggeledere er lukkede. Vi er igennem 6 IUI og 3 IVF, selvbetalt. Uden held.

Det tager mig flere år at komme 100 % over forløbet. 

I 2023 melder et familiemedlem ud, at hun venter barn. Jeg bliver så glad på hendes vegne

Hvad jeg ikke ved, er at jeg, på daværende tidspunkt, selv er gravid. Jeg mister barnet og igennem en MA og KA. 

Nu er jeg så gravid igen, 7+5, og så igår en baby helt efter bogen, med et hjerte der blinkede derudaf.

Så hvorfor bliver jeg ved med at være så bange?

Jeg ønsker dette barn mere end noget andet og forestiller mig allerede hvordan graviditeten kommer til at forløbe og ser frem til at forberede mig på babys ankomst.

Hvad har i gjort, når angsten for at miste er blevet for stor? Hjælp.

Det eneste som hjalp mig var selvbetalte scanninger, det var dyrt men det var det hele værd

Anonym skriver:

Det eneste som hjalp mig var selvbetalte scanninger, det var dyrt men det var det hele værd

Jeg har fået 2 scanninger 6+0 og igår 7+4, via. henvisning fra lægen (pga. tidligere forløb), men jeg kan slet ikke finde ro.

Hvis jeg kunne, ville jeg scanne mig selv efter mit behov (det lyder helt sindssygt i mine ører )

Gik du samme sted hver gang og hvor ofte betalte du, for en ekstra scanning?

MortilF skriver:

Hej alle,

Ja, som overskriften siger, er jeg rigtig bange for, at miste min baby. Grunden til dette skal findes i min forhistorie.

I 2013 bliver jeg gravid, men mister mine tvillinger. Jeg bliver gravid lige efter, alt går som det skal og jeg føder en datter. Fra 2015-2017 kæmper vi for at få nummer 2, uden held.

Fra 2017-2019 er vi så i fertilitetsbehandling, hvor de påstår at begge æggeledere er lukkede. Vi er igennem 6 IUI og 3 IVF, selvbetalt. Uden held.

Det tager mig flere år at komme 100 % over forløbet. 

I 2023 melder et familiemedlem ud, at hun venter barn. Jeg bliver så glad på hendes vegne

Hvad jeg ikke ved, er at jeg, på daværende tidspunkt, selv er gravid. Jeg mister barnet og igennem en MA og KA. 

Nu er jeg så gravid igen, 7+5, og så igår en baby helt efter bogen, med et hjerte der blinkede derudaf.

Så hvorfor bliver jeg ved med at være så bange?

Jeg ønsker dette barn mere end noget andet og forestiller mig allerede hvordan graviditeten kommer til at forløbe og ser frem til at forberede mig på babys ankomst.

Hvad har i gjort, når angsten for at miste er blevet for stor? Hjælp.

jeg ville måske snakke med sundhedsplejerske tilknyttet området og jordemoder om muligheden for ekstra støtte samtaler..

måske de kender andre i samme situation og kan skabe kontakt så du har nogen der kender hvordan det føles først at miste og så også være gravid igen...

kæmpe kram herfra det lyder som et forfærdeligt forløb du/I har været igennem..

Wampires skriver:

jeg ville måske snakke med sundhedsplejerske tilknyttet området og jordemoder om muligheden for ekstra støtte samtaler..

måske de kender andre i samme situation og kan skabe kontakt så du har nogen der kender hvordan det føles først at miste og så også være gravid igen...

kæmpe kram herfra det lyder som et forfærdeligt forløb du/I har været igennem..

Tak for din besked Det har været fuldstændig forfærdeligt at være i og jeg tror simpelthen, at min angst nu er blevet så stor, at jeg slet ikke kan finde ro. Jeg græder stort set dagligt, fordi jeg er så bange og føler at der må være noget fuldstændig galt med mig.

MortilF skriver:

Jeg har fået 2 scanninger 6+0 og igår 7+4, via. henvisning fra lægen (pga. tidligere forløb), men jeg kan slet ikke finde ro.

Hvis jeg kunne, ville jeg scanne mig selv efter mit behov (det lyder helt sindssygt i mine ører )

Gik du samme sted hver gang og hvor ofte betalte du, for en ekstra scanning?

Jeg gik samme sted hver gang og jeg fik 10 scanninger 6+0 til og med 14+0 det var dyrt men det hele værd efter mange tab, kunne ikke finde ro ellers. Det blev lidt bedre da jeg begyndte at mærke liv i uge 16

Anonym skriver:

Jeg gik samme sted hver gang og jeg fik 10 scanninger 6+0 til og med 14+0 det var dyrt men det hele værd efter mange tab, kunne ikke finde ro ellers. Det blev lidt bedre da jeg begyndte at mærke liv i uge 16

Sagde de noget til det?

Jeg må indrømme, at jeg er bange for at blive "dømt" som værende forkert.

Kære du.

Jeg har lige afsluttet min 9. graviditet efter en ufrivillig KA. Jeg har gudskelov fået to dejlige sunde og levende børn undervejs. Men jeg har aldrig oplevet en graviditet, som ikke var fyldt med angst. Nogle dage værre end andre, men selv hen mod termin kunne jeg sjældent sige “når baby kommer”, men holdt mig til “hvis baby kommer”.

Jeg kæmpede med skyld og skam over at have det så svært - fx hadede jeg når andre var vildt begejstrede for min graviditet, for jeg var jo selv ved at dø af skræk.

Jeg fandt til sidst nogenlunde fred i, at mine følelser var ok - min angst var jo ikke irrationel. Den var baseret på virkelig voldsomme erfaringer. En hver dag der gik, var en god dag. Et skridt nærmere målet.

Jeg tog imod alt hjælp jeg kunne - ekstra scanninger ved læge, egenbetalte scanninger, købte en dobler, tid hos jordemoder og sundhedsplejerske (det er jo først langt senere de vil hjælpe). Det hjalp lidt, men sjældent ret længe af gangen.

Det er okay at du har det svært. Dagene skal seriøst bare gå én efter én. Vær tilgivende overfor dig selv. 

Forsigtigt tillykke til dig

Jeg har selv stået der. Haft mange graviditetstab men er også gået igennem tre vellykkede graviditeter. 

Det er pisse hårdt og jeg havde det også sådan lige til det sidste, at der kunne nå at ske noget. Hver dag var en kamp og hver dag tjekkede jeg trusserne mange gange for blod. 

Her hjalp det også at få mange scanninger. Jeg gik et sted hvor de var så forstående og også tog sig tid til en snak. 

Ved sidste graviditet mærkede jeg meget tidligt aktivitet, og hun var altid i bevægelse (Det er hun også nu som 1-årig, der er aldrig ro på hende)  så jeg var aldrig i tvivl om at hun var i live. Det hjalp meget. 

Den mellemste var noget mere rolig og der kunne godt gå dage hvor jeg ikke rigtig syntes at have mærket ham. Det var forfærdeligt når man har det sådan. Jeg skulle ofte lægge mig ned og tage isvand og skubbe godt rundt med ham før der kom gang i ham. 

Så jeg håber da at din baby bliver én med godt gang i så du ikke er i tvivl

Jeg har ikke rigtig andre råd. Pludselig tager den ene dag den anden og så er man ved vejs ende. Accepter at det er hårdt og vær ligeglad med hvad andre tænker og hvor meget andre mener man skal glæde sig. 

Efter fødslen de to sidste gange har jeg haft det rigtig svært. Nok på grænsen til en fødselsdepression. Jeg tror bare at hele følelsesregisret havde været vendt på hovedet og jeg havde svært ved at glæde mig over at alle anstrengelserne faktisk havde resulteret i en baby. Jeg skulle nok have grebet mere ud efter sundhedsplejersken på forhånd

Jeg ville tage fat i egen læge, så kan I måske ligge en plan sammen. Når du bliver tilknyttet jordemoder kan du også få lagt en plan sammen med hende. F.eks ekstra jordemoderbesøg. 

Det er vigtigt at blive grebet nu, og få taget hånd om tingene. Det er helt ok at have alle de følelser - jeg kender det virkelig godt efter 4 tab, og så to yderligere graviditeter med Hyperemesis (så 6 graviditeter i alt + en udredning). Det sætter virkelig sine spor at opleve sådanne ting, og nu har jeg bedt om hjælp