Hvordan skal det føles efter mange år?

Jeg har nu været i et forhold med den samme i 18 år. 

Starten var selvfølgelig vild, forelskelsen bangede deruda', men her 18 år senere, føler jeg, at vi lever et liv i parallel.

Børnene er i fokus og det er dem, der giver gejsten i hverdagen. Jeg får ingen af konen og så snart børnene er puttet, går vi hver til sit.

Når jeg ser mine veninder og venner i forhold, så føler jeg deres kærlighed. Den er varm og dejlig og jeg misunder dem virkelig meget.

Nogle af dem har været sammen længere end os. 

Er det bare mig? Eller er det normalen og ser jeg bare 'lyspunkterne' i de andre forhold bevidst? 

Anonym skriver:

Jeg har nu været i et forhold med den samme i 18 år. 

Starten var selvfølgelig vild, forelskelsen bangede deruda', men her 18 år senere, føler jeg, at vi lever et liv i parallel.

Børnene er i fokus og det er dem, der giver gejsten i hverdagen. Jeg får ingen af konen og så snart børnene er puttet, går vi hver til sit.

Når jeg ser mine veninder og venner i forhold, så føler jeg deres kærlighed. Den er varm og dejlig og jeg misunder dem virkelig meget.

Nogle af dem har været sammen længere end os. 

Er det bare mig? Eller er det normalen og ser jeg bare 'lyspunkterne' i de andre forhold bevidst? 

Det er nok ikke unormalt, men det gør det jo ikke nødvendigvis ønskeligt, hvis du higer efter noget andet.

Jeg ville nok italesætte det med parallel livet for hende, oplever hun det også, generer det hende?

Det er nok savnet af at lave noget fælles der skal italesættes først, rigtig gerne med fokus på at det er at lave sjove ting kun dig og hende, så det ikke kommer ud som (evt.) kun en higen efter fysisk intimitet. Italesæt det med en ja-hat uden bebrejdelser ihvertfald.

Hvis du tror det køre i hårdknude ovenstående kan du arrangere noget (og børnepasning) og der sige at du elsker at lave ting med hende (uden et kritiserende aspekt). Lave en god kop te til hende, spørge om i skal se en film sammen, skrive et lille kærligheds brev

Tænker godt man kan finde ind til kæresteskabet efter forældreskabet, men det kræver selvfølgelig at der gøres en indsats. Og ofte rigtig meget at man påtaler det med åbent sind og uden (ved en fejl) at dunke den anden i hovedet med sine ‘shortcomings’.

Tror det er meget forskelligt. 

Min personlig mening

Det der er vigtigst er man skal huske hinanden.

Kys kram klap i numsen kærtegn osv og sex ind i mellem 

Vi elsker at se film og serier sammen og selv om vi sidder i hver sin sofa griner vi snakker tjekker mobil osv.

Vi deler opgaverne i hjemmet 

Og vi er der for hinanden 

Og det er jo ikke sikkert det sådan køre i alle forhold men jeg er stadig mega forelsket i min kæreste og det var jeg også i starte. Og ja vi har også nedture skændes mund hugger. Men det er sjælden fordi vi er virkelige god til at snakke og åbenhed. 

Vi har været sammen i 16år

Men vores forhold er lang fra perfekt men det er os

Det har jeg ingen erfaring med, men et parforhold skal passes og plejes. Gør du noget aktivt for at bringe gnisten tilbage? Har du talt med din kone om du føler dig disconnected? Måske overvej en par terapeut? 

Små ting i hverdagen betyder meget. Dyrk kærligheden. Find den frem igen. Du er nødt til at gøre noget aktivt. Eller alternativt indse hvis det løb er kørt og du ikke føler for den indsats. Det må du mærke efter indeni. 

Hvorfor går i hver til sit - hvad laver vi. Min mandlig jeg ser serier sammen, går en aftentur sammen, lægger puslespil sammen osv med en flaske rødvin en gang imellem. 
Man kan diskret bede den anden im st tage en skylle og så dæmpe lyset og finde en massageolie frem. 
Hvis I ikke arbejder på det dør det jo. Du må fortælle hvad  du føler uden at kritisere og invitere til mere samvær. 
I må tage en snak og vælge hinanden aktivt til som par. Vi tager også spa ophold med hygge alene og børnene passet… det er en investering ifht. følelseskontoen om du vil.

Du er selv nød til at tage skeen i den anden hånd,og fortælle hvordan du føler,og hvad du ønsker,der efter er det måske nødvendigt,du selv stabler noget på benene,så tingene også rent faktisk sker.

Hvad angår det du ser hos dine venner og bekendte,så husk du kun ser det,de ønsker du skal se.

De lufter ikke deres beskidte undertøj,når de er ude fra hjemmets 4 vægge.

Derfor er det jo også ofte,en kæmpe overraskelse for venner og familie,når folk ‘pludselig’ meddeler de skal skilles,for det hele så jo så perfekt ud udad til.

Jeg kan sagtens genkende det du siger. I vores forhold går det også lidt op og ned - vi sidder godt nok ikke hver for sig, men i hver vores ende af sofaen.

Vi har indført månedlige statusmøder i vores forhold. Det synes jeg er rigtig godt. Så får vi snakket lidt om, hvordan vi går og har det. Nogle måneder er det lange snakke og tårer osv. Andre måneder er det bare et tjek ind: "Jeg synes det går fint" - "Ja, det synes jeg også". 

Jeg tror, at efter mange år - med mange praktiske opgaver og en hverdag der kører derudaf - er det ret normalt, at man glemmer lidt hvad man har sammen.

Anonym skriver:

Jeg har nu været i et forhold med den samme i 18 år. 

Starten var selvfølgelig vild, forelskelsen bangede deruda', men her 18 år senere, føler jeg, at vi lever et liv i parallel.

Børnene er i fokus og det er dem, der giver gejsten i hverdagen. Jeg får ingen af konen og så snart børnene er puttet, går vi hver til sit.

Når jeg ser mine veninder og venner i forhold, så føler jeg deres kærlighed. Den er varm og dejlig og jeg misunder dem virkelig meget.

Nogle af dem har været sammen længere end os. 

Er det bare mig? Eller er det normalen og ser jeg bare 'lyspunkterne' i de andre forhold bevidst? 

Jeg har været sammen med min mand i godt og vel 28 år, hvor vi har været gift i de 24 af årene.

Vi har tre børn, efterhånden store. Den ene er flyttet hjemmefra

Men det jeg har lært i vores ægteskab, det er at kommunikation er vejen frem. Min mand kan på ingen måder læse mine tanker, selvom jeg efterhånden syntes han burde kende mig godt nok til det.

Dertil, så går alle forhold op og ned. Det kan ikke være anderledes. Nogle gange er det ren "leverpostej og drift" og andre gange kan man mærke forelskelsen helt ind i knoglen - og det er skønt, når det passer med at vi begge har det sådan på samme tid.

Parterapi kan sagtens være vejen frem, men det kan også være jævnlige hjemme-date-aftener, ude aftner, eller bare dage hvor man lige får hanket op i sig selv og giver lidt kærlighed til sin partner, også selvom det måske ikke gives tilbage 1:1.

Selvfølgelig skal et forhold ikke altid bare være "grå-vejr" - men med børn, så er der bare ufattelig meget drift, og vi skal lige, og lige og lige.... 

Du skal også spørge dig selv: Hvad gør jeg for at kærligheden blomstre? Venter jeg bare på at min partner gør noget, eller gør jeg selv noget aktivt? Åbner jeg munden, eller lider i stilhed?

De små ting i hverdagen, kan betyde så uendelig meget - at få kaffen serveret, eller ens ynglingsslik med hjem fra indkøbsturen, et spontant kys, eller kram. En der kommer med tæppet om aftenen, når man er sønderbombet af dagens pligter.

Nå, men konklusionen for mig er: Intet er ren forelskelse hele tiden. Det kræver arbejde og især kommunikation. 

Så tal med din hustru - hun har måske noget på hjertet!

som andre skriver kommunikation - hvad er det i hver især ønsker jer. 

Måske sidder konen med samme indtryk som dig, at i lever hvert jeres liv og at i hver især føler at den anden går.

I må finde noget at være fælles om - ikke nødvendigvis hver aften men indimellem.

På den anden side kan jeg også sagtens have behov for bare at være mig efter en lang dag med krav fra arbejde og børn, så kan en time alene med yndlingsserie og strikketøj uden krav være lige det man har brug for - men det er også dejligt at gøre noget sammen.

Så foreslå at i sætter jer ned og snakker en aften efter børnene er puttet - bare sig jeg savner dig og at vi laver noget sammen - og så se om ikke i kan begynde at finde hinanden igen