Familielivet er en skuffelse

Nøj, hvor det føles forfærdeligt at sige det højt... Men hvor er det bare overhovedet ikke som jeg forestillede mig og hvor føler jeg mig alene... Måske ville det være lettere at være alene?

Min kæreste og jeg har en søn på lidt over 2år og han har en pige fra et tidligere forhold (7/7 ordning.)

Han er selvstændig og har lige startet nyt firma op. Jeg forstår udmærket at sådan et firma kræver mange timer og det kommer til at give os rigtigt meget økonomisk frihed. Men hvor er det surt at skulle være den der holder styr alt praktisk herhjemme, imens han er væk 10 timer om dagen plus timer med det administrative imens han er hjemme. Jeg er slet ikke blevet involveret i beslutningen om start af nyt firma og udover det tager han ekstra arbejde i weekenderne..

Han engagere sig overhovedet ikke i feks fødselsdage eller hvad der foregår i vuggestue eller skole.

Føler mig ærligt talt en smule snydt.

Derudover har vi rigtigt meget sygdom ved børnene.. Der er meget sygdom ved min svigerfamilie pt, som ellers er rigtigt søde til at hjælpe..  Min egen familie bakker ud og jeg har så dårlig samvittighed over at tage sygedage og fridage for at passe min dreng, på mit forholdsvis nye job.

Måske mest en brokketråd, men håber der måske er nogen der har nogle gode råd med på vejen. 

Jeg synes ikke at dit indlæg er brok - jeg læser det som en helt retfærdig problematisering af at du er overbelastet, fordi du er efterladt med alt for meget af det, som i en familie bør være et fælles anliggende.

Det er jo umiddelbart ikke familielivet som skuffer dig - det er snarere det manglende familieliv, som en konsekvens af din kærestes manglende prioriteringer, som du ikke trives i. Det ville jeg heller ikke gøre - og jeg ville ikke på sigt ønske at dele familieliv med en partner, som ikke delte mine prioriteter. Jeg ville heller ikke ønske at vise mine børn, at vores familieliv og en ligeværdig fordeling af opgaver mellem forældre ikke prioriteres. 

Så ja … det kalder jo på at I får talt sammen. Økonomisk frihed er ikke meget værd, hvis man skilles og ikke oplever sine børns opvækst… Men måske din mand uenig - og det er jo også legitimt nok, men så må han muligvis acceptere, at du ikke vil være med på at leve efter hans værdier. 

Mulighederne kan være mange; selvom det koster på økonomien:

- Han kan vælge et almindeligt lønarbejde

- I kan vælge at én af jer går ned i tid

- Han kan (selvfølgelig!) tage sygedage selvom han er selvstændig

I må sætte Jer ned og drøfte forventninger, følelser og oplevelser. Penge er rare at have, men lykken er størst. 

Hvad er tidshorisonten på opstart af nyt firma? Handler det om 4 hårde måneder og så kan han arbejde mindre og være med til at tage sygedage? Eller er hans plan at fortsætte med 10t om dagen? 

Hvad flygter han fra? - siden han også ønsker at arbejde i weekenderne? Eller har han svært ved at sige nej til vennerne? I så fald, så skal han måske støttes og motiveres til at få sagt til venner og bekendte, at han ikke arbejder sort mere. 

Jeg ville tale med ham. Fortælle om dit og jeres børns behov, for at han er mere hjemme og deltager aktivt i livet med børn. Deler han slet ikke samme familie-værdier? I så fald, så er der nok lang vej til jeres fælles levevej. 

Men mit råd må være; tal sammen. Han kan ikke gætte sig til hvad du føler og tænker (det kan mænd generelt ikke). Så ud med sandheden  

Hvorfor er familielivet og logistikken dit problem? Hvis han ikke har tid til at klare det praktiske ifht sine børn OG være selvstændig, ja, hvad kan han så vælge fra

Det havde været en anden situation, hvis du havde bakket op om hans beslutning eller på anden måde været en del af den.

Har du haft en samtale med ham om disse ting? Hvor vigtigt det er at der kommer en balance i det? At han ikke blot kan fokusere på arbejdet hele tiden og ikke passe sin familie? 
tænker først og fremmest så er en dialog vejen frem også se om i kan finde en fælles løsning.

Problemet er jo ikke familielivet det er mangel på samme. Han skal fa ind i kampen. Stil ham stolen for døren og sig at set ender i skilsmisse hvis prioriteringen ikke ændres. For det er det mest sandsynlige udfald. 
Herudover - man bliver ikke selvstændig og arbejder 10+ timer om dagen plus weekender uden forventningsaftale. Wtf

Jeg er enig i, at det ikke er familielivet som sådan, der skuffer dig, men mere manglen på samme. At du bliver overladt til dig selv med børnene og I netop ikke er en familie omkring dem. 

Det springer mig også i øjnene, at hans datter fra tidligere er ved jer i en 7/7 ordning. Hun bliver så også 'bare overladt' til dig i hans periode med hende. Dermed ikke sagt, at du ikke er villig til at tage dig af hende også, men det er trods hendes far, hun skal forestille at være hos, så der burde han som minimum steppe op og deltage med hvad der er at se se til med hendes aftaler og skole- og fritidsliv. 

Jeg ville nok foreslå en tidshorisont med opstart at det her firma og så skulle han mere på banen derefter, især med hans egen datter. Det kunne fx være fra efter sommerferien. Det andet er lidt for let for ham. 

StortOgSmåt skriver:

Jeg synes ikke at dit indlæg er brok - jeg læser det som en helt retfærdig problematisering af at du er overbelastet, fordi du er efterladt med alt for meget af det, som i en familie bør være et fælles anliggende.

Det er jo umiddelbart ikke familielivet som skuffer dig - det er snarere det manglende familieliv, som en konsekvens af din kærestes manglende prioriteringer, som du ikke trives i. Det ville jeg heller ikke gøre - og jeg ville ikke på sigt ønske at dele familieliv med en partner, som ikke delte mine prioriteter. Jeg ville heller ikke ønske at vise mine børn, at vores familieliv og en ligeværdig fordeling af opgaver mellem forældre ikke prioriteres. 

Så ja … det kalder jo på at I får talt sammen. Økonomisk frihed er ikke meget værd, hvis man skilles og ikke oplever sine børns opvækst… Men måske din mand uenig - og det er jo også legitimt nok, men så må han muligvis acceptere, at du ikke vil være med på at leve efter hans værdier. 

Mulighederne kan være mange; selvom det koster på økonomien:

- Han kan vælge et almindeligt lønarbejde

- I kan vælge at én af jer går ned i tid

- Han kan (selvfølgelig!) tage sygedage selvom han er selvstændig

Tror som minimum han skal prioriterer at hyre en ekstern virtuel assistent på freelance basis til det administrative, så han kan holde fri når han er hjemme. 10 timer om dagen er nok, når man også har små børn og særligt når den ene kun er der hver anden uge og vel også ønsker at se sin far.. Vi er mange som tilbyder administrative ydelser, for soloselvstændige og små virksomheder. 

Det lyder, som om at du køber præmissen om at familielivet bare er sådan … men undrer dig over at du er skuffet. Som koret i denne tråd vidner om, er det ikke et familieliv det du beskriver.. men mere alenemor, der har en logerende, der kommer hjem om aftenen .. og som betaler nogle regninger. 
I skal have nogle snakke omkring hvad I forventer af hinanden, drømmer om osv. Jeg ville slet ikke acceptere at min mand arbejdede 10 timer + hver dag. Hvorfor snakkede han ikke med dig først??

Og jeg har en mand der er adm. direktør. … han står for tøjvask, henter/ bringer børn, når det er nødvendigt (vores er 10 og 14). Laver lektier og mad nogle dage også. 

Der er mange mænd med krævende stillinger, som bidrager til det praktiske også og involveret sig i skolesamtaler og hospitalsbesøg osv.