Skille sig af med babyting i smug

Alernativt gjorde mine egne forældre det, at man skulle rydde ud inden fx fødselsdag, for “ellers er der da vist kun plads til, du skal ønske dig tøj i år”

Deril når de indrettede nye værelser til os i takt med vi skulle have “nyt sejt storpige værelse/teenageværelse/ungdomsværlse” (det fik jeg i fødselsdagsgave da jeg fylde 8, 11, 14 og 17) ryddede de også lidt og satte ting på loftet, af det, jeg ikke brugte eller som trængte til udskiftning af fx gardiner, seng eller skrivebord, jeg var blevet for stor til. Når man fik en masse flot nyt/nyt brugt og en anderledes. flot farve på væggen eller lidt nye billeder, tænkte jeg ikke over, hvad der “manglede”

Man kan også være åben og få ham til st vælge selv det der skal sælges … og sige at pengene går til nye ting .. ny Playstation eller cykel…

Jeg hader for mange ting - også til mine unger, og derfor har hverken de eller vi voksne ret mange ting. Jeg er benhård og gør følgende:

- Lader være med at købe. Og beder bedsteforældrene dæmpe sig. Børn i den alder har nu engang kun de ting vi voksne giver dem. 

- Det som ikke leges med, giver vi til andre. Det er ikke et spørgsmål de selv skal tage stilling til. Hvis det er noget man virkelig føler for, kan det “sættes på pause” i kælderen - og ryge videre når ingen har savnet det i 4 måneder.

- Nyt kommer først ind, år gammelt er foræret videre.

Jeg oplever at de leger og fordyber sig langt mere og bedre, når de ikke har ret meget at vælge mellem. 

Lidt nysgerrig på jer der siger I bare giver ting videre.. at det ikke er noget man taler med barnet om. Hvordan lærer barnet så om ejendomsret.
Jeg mener det faktisk helt seriøst - hvorfor er det i orden for forældre at smide børnenes ejendom væk. De ejer det / har fået det i gave. Jeg ville da blive tosset hvis min man i smug smed mine ting ud. Hvis min søn har fået en cykel fra bedstemor er det ikke min…

og det her med at hvis det ikke bruges i 4 mnd ryger det ud . mine børn har da genfundet legetøj og hygget sig med det på forskellige måder i forskellige aldre. Fx Lego.

Tullebadulle skriver:

Lidt nysgerrig på jer der siger I bare giver ting videre.. at det ikke er noget man taler med barnet om. Hvordan lærer barnet så om ejendomsret.
Jeg mener det faktisk helt seriøst - hvorfor er det i orden for forældre at smide børnenes ejendom væk. De ejer det / har fået det i gave. Jeg ville da blive tosset hvis min man i smug smed mine ting ud. Hvis min søn har fået en cykel fra bedstemor er det ikke min…

og det her med at hvis det ikke bruges i 4 mnd ryger det ud . mine børn har da genfundet legetøj og hygget sig med det på forskellige måder i forskellige aldre. Fx Lego.

Jeg tænker der forskellige kategorier.

jeg smider f.eks. Børnetegninger ud i stor stil for med piger der nemt kunne komme hjem med 5-6 tegninger om dagen fra børnehaven, så måtte der ryge nogen ud. Har gemt de bedste, så de kan deres udvikling.

det er lidt det samme med perleplader og andre kreative produktioner.

I forhold til legetøj, så taler vi om for de skal jo også lære at skille sig af med ting. Angående den med garagen, så bruger vi den enten på ting de ikke har leget med længe, og så spørges der selvfølgelig igen inden det ryger endeligt ud. Jeg bruger det også, hvis de bliver rigeligt oprydningsglade på ting, som jeg tror de måske kommer til at savne.

Jeg har en lille papkasse hvor jeg samler legetøj de ikke leger med sætter kassen op på tøj skabet hvis de ikke har spurgt efter noget af det i to mdr ryger det ud

Lidt nysgerrig på jer der siger I bare giver ting videre.. at det ikke er noget man taler med barnet om. Hvordan lærer barnet så om ejendomsret.
Jeg mener det faktisk helt seriøst - hvorfor er det i orden for forældre at smide børnenes ejendom væk. De ejer det / har fået det i gave. Jeg ville da blive tosset hvis min man i smug smed mine ting ud. Hvis min søn har fået en cykel fra bedstemor er det ikke min…

og det her med at hvis det ikke bruges i 4 mnd ryger det ud . mine børn har da genfundet legetøj og hygget sig med det på forskellige måder i forskellige aldre. Fx Lego.

Hvis mine unger har ting de er glade for og anvender regelmæssigt, så falder det ikke naturligt at smide det ud. Men er det noget bras de alligevel ikke gider, så bestemmer jeg det grundlæggende - nogle gange snakker vi om det og jeg fortæller hvorfor, andre gange ryger det i en hovedrengøring.

Forskellen på min partner og mine børn er grundlæggende set, at han kan tænke langsigtet og er bedre til at konsekvensberegne. Derfor er der herhjemme forskel på, hvad børn og voksne har af “ejendomsret” … eller generel selvbestemmelse.

Vi har egentlig ikke problemer med at de forstår det (du bruger det ikke, andre kan få glæde af det, lad os hellere skabe plads til andre ting, den er blevet for lille, den er i stykker og kan ikke lige laves, osv). Er der tale om noget lækkert og brugbart, så kan nogle måneder “på pause” i kælderen lige præcis gøre at de genfinder glæden ved det - og gør de ikke, jamen så var det jo netop fint at få det ud.

Det er ikke rigtig et issue herhjemme. Ingen af os er ret knyttet til ting, hvilket jeg sætter stor pris på. 

Jeg kunne ikke drømme om at smide min datters legetøj ud uden hun ved det. Andet end selvfølgelig små ting som sortering i tegninger, knækkede perleplader, plastikdimser fra kinderæg ol.

Det er hendes legetøj, som hun har fået. Hun er så også rigtig god til selv at sortere i det, hun ikke leger med mere. Det vi så gør, er at sætte det til salg og så får hun pengene. Igen, det var jo ting, hun har fået i gaver. Det kunne måske være en motivationsfaktor for din dreng at han får penge i stedet. 

Da min søn var mindre og med pigerne (den ældste er snart 2) sorterer jeg og smider ud/giver til mødrehjælpen løbende ca hver 3 måned. 
min søn er vokset op med det og han kan sagtens sortere i sine ting selv den dag i dag, og kommer selv nogengange med noget til mødrehjælpen eller rødekors fx. 
Han begyndte selv at sortere da han var 9-10 år. Fra 6/7 år inddragede jeg ham, og han er altid kommet med ned og aflevere tingene. 

Nu har vi lige haft en tur med teenage værelse der var lige vildt nok det var så døren næsten ikke kunne åbnes og han sagde netop “jamen det er mit værelse jo!” Og ja det er det, men det er under mit tag, og så længe han bor hjemme så skal han holde sit værelse - det gad han ikke og efter en måned hvor jeg mange gange bad ham rydde op endte jeg med at give værelset en overhaling inklusive at sortere ud. Det blev sat i en kasse han kunne se igennem og så blev det doneret da han havde set igennem hvad der var taget ud. 

børn har ejendomsret og egne ting men der er grænser. Han har da også fået en mobil i fødselsdagsgave det er ikke ens betydende med han bestemmer over den og jeg inddrager den da hvis det er nødvendigt så er jeg da ligeglad med det er hans “ejendom”. Børn kan bestemme over deres ejendele inden for rimelighedens grænser! Men når værelset ligner noget fra ekstreme samlere eller der skal konfiskeres noget som konsekvens, så ryger den ret.

Tak for svar, alle sammen