Hej allesammen,
Jeg har været sammen med min mand i 10 år. Jeg har to børn fra et tidligere forhold i den tidlige teenageralder, og så har vi to fælles børn på 3 og 6.
Vores liv og forhold kører ad helvedes til. Der er ekstremt mange og meget hårde belastninger på én gang.
Mit ene barn har ADHD, og jeg bruger enormt meget energi på samarbejdet med skolen, møder med psykiatri, PPR osv. Osv. Hans far er desværre ikke ret engageret (og nej, kan heller ikke motiveres til at være det, trust me, I've tried), Så det er mig, der står med den. Min datter lider af angst og skolevægring, og det giver sig selv, at det også medfører en kæmpe belastning både følelsesmæssigt, fordi hun kun bruger mig, og også praktisk, fordi hun jo så kommer meget lidt i skole og ikke uden en voksne. Og koordinering af hvad hun så skal i sine ikke-skole tidspunkter. Mest af alt er det jo sindssygt synd for dem, men nu taler jeg lige ind i familiær belastning.
Som om det ikke var rigeligt og tilstrækkeligt har vores fælles søn også vanskeligheder af uklar oprindelse, han er i forløb med PPR og fysioterapeut. Han har en masse med sanserne og en snert autisme symptomer, men alligevel ikke helt. Han er meget vred meget af tiden og har (hvor de andre egentlig trives okay når de er derhjemme) udadreagerende adfærd, store og voldsomme sammensmeltninger, råben og skrigen.
Jeg har lige været sygemeldt pga alt ovenstående, og gud hjælpe mig om jeg netop ikke også er blevet diagnosticeret med en sjælden og svær kronisk sygdom. Den er ikke dødelig, men kan blive funktionsnedsættende, og jeg har selvsagt symptomer fra den. Så jeg har været rigtig meget fysisk syg de sidste måneder og forsøger at lande i min nye diagnose og jeg er ikke en gang på min medicin lige nu. Fordi den giver tunge bivirkninger, og det kan jeg ikke se, hvordan jeg skal have tid til at være i, når jeg også har tre børn med vanskeligheder, herunder et skolevægrende barn og jeg forsøger at komme op i tid på mit job. Er pt oppe på 25 timer ud af 37 om ugen.
Ja, så er vores økonomi også enormt presset pga mange uventede store udgifter på én gang. Det vender forhåbentlig om et par mdr, men lige nu er det svært.
Så kan i selv regne ud, hvor meget tid der er til parforholdet.
Nå, men som i måske nok kan forestille sig, hænger jeg seriøst slet ikke sammen som menneske, men hvad jeg har, giver jeg mine børn. Jeg vil beskrive os som ressourcestærke forældre alt til trods, og vi hiver fat i alle de redskaber og personer vi kan. Vi har fx også benyttet åben anonym familierådgivning i kommunen og har et godt samarbejde med skole og PPR.
Men lige nu kan jeg ikke se mig ud af hvordan vi nogensinde skal komme ovenpå som familie.
Jeg kan ikke både håndtere et skolevægrende barn, en kompleks kronisk sygdom, et barn med ADHD, mental rummelighed til et barn, der har det svært, fordi en almindelig dag i institution er langt over hans tilgængelige ressourcer og fordi han har vanskeligheder. OG samtidig arbejde op i tid og være kone. Men jeg kan heller ikke blive sygemeldt igen, min arbejdsplads er presset og jeg risikerer at miste mit job. Som sagt er vi allerede presset økonomisk. Hvis jeg mister mit job, kan vi ikke bo her, faktisk slet ikke i den her by.
Jeg kan ikke se nogen løsning. Så sådan helt ærligt har jeg tænkt på, om vi burde blive skilt. Det kunne godt gøre noget ift. Det økonomiske. Måske ville det være nemmere for min 6 årige med de store reaktioner herhjemme, fordi der så ville være færre mennesker i hjemmet, hvilket ville give mere ro for ham. Vi voksne ville få et pusterum fra de konstante voldsomme konflikter og udadreagerende adfærd. Måske ville hans fantastiske ressourcer skinne mere, fordi der var færre stimuli. Vi ville ikke skulle tænke på at finde tid til parforhold. Osv osv.
Det er jo en forfærdelig tanke, for vi elsker hinanden og har ellers et godt forhold. Vi er bare begge pressede til det yderste. Jeg ved også godt, at skilsmisse kan være traumatisk for børn. Men ville det være bedre, end det vi har nu?
Jeg kan simpelthen ikke komme på mere. Vi hiver i alle de ressourcer vi kan. Havde vi vidst tidligere, at børnene ville få de vanskeligheder (eller allerede havde dem, nogen gange bliver symptomerne jo tydeligere med alderen) havde vi skabt os et andet liv, end det vi har, men nu er det her, vi er. Jeg elsker dem alle sammen mere end livet selv, og vi ofrer os begge for vores børn, fordi vi ønsker deres bedste.
Jeg kan bare ikke holde til mere nu. Vi er begyndt at have trælse diskussioner, når børnene sover, fordi vi begge er fyldt op. Men det er jo ikke forholdet, der er problemet. Det er vores livsomstændigheder.
