Graviditet tærer på parforhold…?:(

Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal starte tråden, så jeg går bare lige til sagen..

Jeg er gravid i 12. uge og har været en del ramt af kvalme og træthed fra uge 6. Lige siden da er der noget anderledes inde i mig ift. forholdet til min kæreste. Jeg har siden vi mødtes været stormende forelsket og ikke kunne få nok af ham. Det ændrede sig en del efter jeg blev gravid. Og det startede samtidig med at kvalmen og trætheden kom. Har bare ikke haft noget overskud til noget og til at ‘være en kæreste’. Jeg har ikke behov for at gå og kysse og kramme, være specielt intime og lign… som vi plejer. Vi sover heller ikke så meget sammen mere, fordi jeg går så tidligt i seng, og han vil ikke forstyrre mig, når først jeg er faldet i søvn, fordi jeg sover meget let. 
Vi kysser osv. så lidt, at når vi gør, så bliver han mega glad og kan mærke, at han savner det.. især hvis jeg tager initiativ, fordi det oftest er ham der gør

Jeg har endelig fået det lidt bedre med kvalme og har fået lidt mere overskud i hverdagen. Og kan da også mærke, at jeg har mere lyst til de der kæresteting, jo mere overskud jeg har. Men det gør mig ærligt lidt ked af, at jeg har det sådan her For han er virkelig den bedste kæreste og støtte, og jeg kunne ikke bede om mere. Jeg elsker ham og vil bare gerne have de der forelskelsesfølelser tilbage 

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit opslag. Men er der nogle der har oplevet noget lignende, da I blev gravide? Og hvor det kom tilbage igen?? Kan det være noget med hormoner og bare ren udmattelse at gøre? 

kh. den forvirrede og trætte gravide

Hvor længe har I været sammen?

Hvis I ikke har været sammen så længe, så er det meget normalt at den stormende forelskelse forsvinder med tiden og bliver erstattet af noget andet - også uden at være gravid.

Og ellers så kan graviditet helt kort gøre noget ved kvindens følelser og behov, der er noget andet på spil og flere/andre hormoner i kroppen - som påvirker nogle mere end andre.

Jeres forhold er under stor udvikling grundet graviditet med tilhørende kvalme, træthed, hormoner osv. 

Du ændrer dig. For altid. I kan godt få jeres intimitet tilbage, men jeres "to-somhed og store nyforelskelse" kommer ikke tilbage. Men i får et nyt forhold med andre perspektiver. I kommer til at skulle tilsidesætte jeres egne behov og det kan være en mavepuster for mange. At blive gravid er første lille mavepuster i et parforhold - den næste kommer om 6 måneder. 

Tal sammen og hav hinanden med i jeres tanker og følelser. Det må være mit bedste råd. 

Tak for jeres svar.

Vi har været sammen i halvandet år, så det er ikke så længe igen. Og jeg ved selvfølgelig godt, at nyforelskelsen lægger sig på et tidspunkt. Det kom bare meget fra en dag til den anden og kom meget bag på mig. Ja, lidt som en mavepuster.

Jeg tror jeg er lidt nervøs, fordi jeg tidligere har været i et længerevarende forhold, hvor der heller ikke var noget at sætte en finger på, men pludselig var vi bare mest venner end kærester. Og det var også mig der begyndte at miste følelserne. Det er dog mange år siden og jeg var meget yngre, og der er selvfølgelig helt andre ting på spil nu. Men jeg bliver bange for at ende sådan igen. Selvom det slet ikke er der vi er nu, så sidder det lidt i mig (tror jeg).

Men I har selvfølgelig ret i, at der sker mange ting i ens krop og også sind, fordi man skal til at være forældre. Og måske det er meget normalt. Det er bare en helt uvant følelse for mig..Jeg håber det kommer bare lidt tilbage, når jeg får det bedre igen og får endnu mere overskud tilbage  

Anonym skriver:

Tak for jeres svar.

Vi har været sammen i halvandet år, så det er ikke så længe igen. Og jeg ved selvfølgelig godt, at nyforelskelsen lægger sig på et tidspunkt. Det kom bare meget fra en dag til den anden og kom meget bag på mig. Ja, lidt som en mavepuster.

Jeg tror jeg er lidt nervøs, fordi jeg tidligere har været i et længerevarende forhold, hvor der heller ikke var noget at sætte en finger på, men pludselig var vi bare mest venner end kærester. Og det var også mig der begyndte at miste følelserne. Det er dog mange år siden og jeg var meget yngre, og der er selvfølgelig helt andre ting på spil nu. Men jeg bliver bange for at ende sådan igen. Selvom det slet ikke er der vi er nu, så sidder det lidt i mig (tror jeg).

Men I har selvfølgelig ret i, at der sker mange ting i ens krop og også sind, fordi man skal til at være forældre. Og måske det er meget normalt. Det er bare en helt uvant følelse for mig..Jeg håber det kommer bare lidt tilbage, når jeg får det bedre igen og får endnu mere overskud tilbage  

Jeg tror også problemet er, at man netop ofte går og venter på det kommer tilbage frem for at gøre noget aktivt for det. Når først den nye forelskelse har lagt sig, så er man et sted i et forhold, hvor man aktivt skal vælge hinanden til. Og hvis man ikke gør noget aktivt, når man begynder at mærke den afstand, ja så ender man desværre ofte som mere venner end kærester. Selvfølgelig kan et stabil forhold godt tåle perioder, hvor man ikke er så lovey-dovey af den ene eller anden årsag, men på et eller tidspunkt er man nødt til at gøre noget for det. Det er ikke bare den her usynlige ting, som pludselig kommer flyvende af sig selv.

Aftal med dig selv, at du skal kysse din mand dybt en gang om dagen. Lad være at presse dig selv til seksuel aktivitet, hvis du ikke har lyst, for så skaber det måske bare mere modstand. Men så aftal, at i hver aften, måske inden du går i seng, skal ligge og putte og holde om hinanden, tale om dagens gang, de ting der er vigtige for jer. Aftal dates og fælles aktiviteter. Find på små kærlige initiativer i hverdagen. Der er meget i begge kan gøre for at tænde op for gnisten igen. I er nødt til sammen at holde gang i flammen, det kræver et aktivt tilvalg og indsats.