Eksperthjælp: Min kæreste lyver overfor mig

Gitte Sander

Jeg er så meget tvivl. Om jeg har gjort det rigtige.
Jeg har kendt en mand i knap 10 år. Vi er begge i den modne alder. De sidste 4 år har jeg taget ham i flere løgne og fortielser. Mest om hvor han har været, men også fortielser hvor han ikke fortæller mig at han er ved at planlægge eller har købt skiferie med sin bror. Det har han gjort før og først fortalt dagen før afrejse, selvom ferien var bestilt lang tid i for ejen.
Han besøger ofte en gammel veninde som han har kendt siden skolen. Jeg vil gerne møde hende, så jeg kan få ro i mit sind. Han har planlagt det en gang, hvor vi begge skulle til middag hos ham. Men så aflyste hun på dagen. Har rykket flere gange for ny aftale, men det bliver ikke til noget.

Jeg har flere gange forklaret at tillid og ærlighed betyder meget for mig. Og hver gang siger han, at han har gjort det for ikke at gøre mig ked af det. Hvor jeg må forklare, at fortielser og løgne gør mig endnu mere ked af det.

Han fortæller mig så også for første gang, at han er i tvivl om os. Han elsker mig højt og siger vi passer sammen på alle måder, men det bekymrer ham, at han ikke er bange for at miste mig. I tidligere forhold havde han altid den angst i maven. Det har han ikke med mig. Mit svar til det var, at det vel er naturlig nok, da jeg jo altid har vist hvor han har mig, fordi jeg gang på gang har tilgivet hans fortielser og løgne.

For en uge siden bad jeg ham tænke over om han vil mig 100%. Gå all in med os, og dermed holde op med fortielser og løgne. Bad ham kontakte mig når han var færdig med at tænke. Men det var lige som om at det ikke sev ind. Han fortsatte med at ringe, sende sms og komme forbi, som om intet var hændt.

Mandag sagde jeg så til ham, at jeg mener det seriøst. Ingen kontakt. Find ud af hvad du vil med dit liv, og når du har klarhed så lad os mødes og se hvor vi begge står. Sagde også at jeg vil tænke over om jeg kan få tillid igen, og samtidig prøve at få ham ud af mit hoved, da jeg jo ikke ved hvordan det ender.
Der er nu gået 2 dage, hvor han har respekteret ingen kontakt, og jeg kommer nu i tvivl om jeg har været for hård. Fik heller ikke sat en frist på. Savner ham voldsomt, og skal hele tiden beskæftige mig med noget andet, for ikke at falde i og kontakte ham, hvad jeg jo altid har gjort.

Om 2 uger har vi bestilt en weekendtur (bestilt for måneder siden). Skal jeg kontakte ham inden eller bare lade tiden gå og miste pengene, da vi ikke kan få det refunderet.

Det snurrer rundt i mit hoved. Har brug for at høre hvad andre tænker om det hele. Er jeg for naiv? For nem? Jeg er ikke typen der spiller kostbar, men den type der taler lige fra hjertet, så han ved hvor han har mig, og at jeg elsker ham.
Hilsen den tvivlende

Gittes svar

Hej tvivlende,

Jeg kan godt forstå at du reagerer på hans fortielse og løgne. Jeg kan også godt forstå at du reagerer med nu at ville lægge mere afstand til ham. Ud fra hvad du skriver kan det godt lyde som om at han tager dig lidt for meget for givet, og ikke fuldt ud lytter til hvad du siger og respekterer dig som du fortjener.

Sætningen med at "jeg siger det ikke til dig for ikke at gøre dig ked af det", er jo bare en undskyldning, hvor du så nærmest kan få halvdelen af skylden for hans adfærd, fordi du følelsesmæssigt reagerer på hvordan han gør. Men det er sikkert sådan han tænker, og muligvis det, han har lært i livet at gøre.

Nogle børn lærer i opvækst, at hvis de vil have frihed og gøre visse ting, gør de bedst i at skjule det for deres forældre. Fordi de ellers får en overvældende reaktion, for eksempel skæld ud eller at en forælder bliver meget ked af det. Hvilket man som barn kan have svært ved at håndtere og navigere i.

Hvis en forælder har svært ved at være i, rumme og udtrykke nogle af sine følelser, lærer barnet ikke altid hvordan man egentlig gør det. Nogle børn opdrages direkte til at benægtelse fx er en "go-to" overlevelsesstrategi, hvis man føler sig presset. Eller at det nemmeste for at holde fred i familien og ikke få uro, er at fortie, lyve eller skjule sig selv og sin reelle følelser, sit reelle liv.

I virkeligheden er det meget trist og sørgeligt. Du kigger måske på et menneske, der sørgeligt nok ikke tør være sig selv, og som bruger mængder af energi på at holde styr på sine egne historier og hvem der ved hvad osv. Et ensomt menneske, fordi mennesker, der lyver eller fortier, er jo ikke rigtig helt i kontakt med andre som sig selv, men som en rolle eller et skuespil. Et menneske, der nok ikke har et særligt stort selvværd, men er lidt... jeg ved ikke hvad man skal kalde det... relationelt afstumpet? Det lyder måske hårdt, men man har ikke forstået ret meget om relationer, hvis man tænker at det er bedre for sin partner ikke at vide, at man tager på ferie med sin bror eller at man må præsentere kvindelige bekendtskaber for sin kæreste.

Med mindre han direkte lever et dobbeltliv helt forsætligt, synes jeg du gør ret i at ryste posen lidt og sætte en fod i jorden. I har trods alt kendt hinanden i ti år, skriver du. Og han bør også respektere dig og tænke på din tryghed og tillid, ikke kun på sig selv.

Du må endelig ikke tro, at der er noget galt med dine egne følelser. Dine følelser er naturlige for situationerne. Jeg ved jo ikke om du er for naiv eller for nem, for jeg kender ikke manden og ved ikke hvad der reelt foregår. Men jeg ved da, ud fra hvad du beskriver, at han opfører sig umodent overfor dig og på en måde, som kommer til at sætte dig på en masse unødigt arbejde med at orientere dig i, hvad der er sandt og falsk og om du kan have tillid til hvad han siger og om han giver dig besked, når der er noget, du gerne vil vide.

Jeg synes måske bare du skulle invitere ham med til parterapi i stedet for at kontakte ham og tage med på tur, som du plejer. Så du kan få hjælp til at få en større klarhed om hvad der er op og ned i det, du oplever med ham.

Hvis du vælger at tage med ham på tur, kunne du jo stille ham spørgsmål som: Hvordan kan det være, at du er så bange for at gøre mig ked af det? Hvad føler du egentlig for hende, som du ser, men som jeg aldrig møder? Har du altid grebet til at fortie eller lyve om noget, hvis du var bange for den andens reaktion? Fungerer det for dig? Var det sådan tingene fungerede i din familie, med at man greb til fortielser og løgne, hvis man følte sig presset? Har du svært ved at håndtere, når jeg er ked af det? Hvad skal jeg forvente mig af dig i fremtiden? Hvordan tænker du, at jeg kan opbygge tillid til dig igen, efter alle de gange du har fortiet noget eller løjet overfor mig? Er der noget, jeg selv kan gøre, for at det ikke sker i fremtiden? Hvad kan jeg gøre, for at du har tillid til mig og kan være åben og ærlig overfor mig?

Den slags spørgsmål kan måske inspirere lidt

Vh. Gitte

PS. Han skal ikke være bange for at han ikke er bange for at miste dig. Det er en god ting i et parforhold at føle sig tryg. Det eneste, det for så vidt fortæller om hans tidligere forhold, er at han har følt sig mere utryg i dem. Det er selvfølgelig et problem, hvis hans tryghed er baseret på, at han tror du er så tilgængelig, at du vil forblive hos ham uanset hvor respektløst han opfører sig. Der kan det måske være relevant at sige: Okay. Jeg er her altså ikke på et hvilket som helst vilkår. Vi er voksne mennesker, og nogle gange, når du fortier eller lyver opfører du dig jo som et barn, der trækker for store veksler på min tillid til dig.

Det gør ikke noget, at han forstår, at han er i gang med at nedbryde eller destruere din tillid til ham, med sine historier fra de varme lande, og at hvis han vil genopbygge tilliden skal han på banen og være åben og ærlig.