Hvordan overlever man perioden mellem ens 50 og 60

Jeg er helt overrasket over, at det sker, men om nogle måneder fylder jeg 50 år.

Det er- eller det har jeg været ret afklaret med, men.....der er godt nok lidt rigeligt af mine jævnaldrende og ungdomsvenner, der enten er døde eller har fået sygdomme på livet, jeg gerne vil undgå.

Dette, da jeg blev far som 42'årig og gerne vil være der for min dreng så længe som muligt

I går var jeg hos min læge, og i modsætning til, hvad jeg troede, kan man/jeg ikke gå til et årligt tjek for at undersøge, om man skulle have fået kræft.

Jeg ryger ikke. 

Selvmedicinerer ikke - fx alkohol. 

Vejer 15 kg for meget, som jeg taber løbende ved styrketræning, "trappegang" og gåture i naturen - faktisk hver dag.

Jeg spiser meget fed fisk og har efterhånden fået lidt ro i hovedet.

Jeg faster og drikker vand, og bestræber mig på - ikke at spise for meget, men....det gjorde mine venner sgu også

Er der mon nogen af jer, der har noget, I synes, der kunne være godt at vide for en mand, der nærmer sig risikoalderen?

Tak for svar

Tror man skal holde sig i gang og have glæde i sit liv. Være social og ikke lade hamsterhjulet stå for meget til. Ensomhed er med til at gøre en doven og gammel. 

Hvis man lever et nogenlunde sundt og godt liv, og passer man på sig selv, kan man komme langt.

Men der findes nok ikke en opskrift på at 100% undgå sygdomme og for tidlig død. Tror mere på at man kan gøre det liv man har og er i, godt.

Og indtræffer en sygdom og er man opmærksom på ens helbred så man kan fange ting i tide inden de blir alvorlige, så kan man måske bedre klare sig igennem det.

Har selv nogle arvelige tilstande som jeg er opmærksom på, og sørger for at blive tjekket ift om det skulle være nødvendigt med behandling. og har endda haft modermærkekræft der blev opdaget tidligt fordi jeg var opmærksom på min krop at jeg selv opdagede det inden det var for sent.

Lyder som en gedigen midtvejskrise du befinder dig i og det er helt naturligt når man rammer den alder. Tænker selv meget over at livet ikke er så langt som jeg gik og bildte mig selv ind. Men så husker jeg mig på at jeg selv vælger hvordan jeg vil være indstillet på det liv jeg har lige nu. Og når jeg bliver ramt af “angsten” så mediterer jeg og bruger mindfulness for at holde fokus på det der er vigtigt. 

Less is more skriver:

Jeg er helt overrasket over, at det sker, men om nogle måneder fylder jeg 50 år.

Det er- eller det har jeg været ret afklaret med, men.....der er godt nok lidt rigeligt af mine jævnaldrende og ungdomsvenner, der enten er døde eller har fået sygdomme på livet, jeg gerne vil undgå.

Dette, da jeg blev far som 42'årig og gerne vil være der for min dreng så længe som muligt

I går var jeg hos min læge, og i modsætning til, hvad jeg troede, kan man/jeg ikke gå til et årligt tjek for at undersøge, om man skulle have fået kræft.

Jeg ryger ikke. 

Selvmedicinerer ikke - fx alkohol. 

Vejer 15 kg for meget, som jeg taber løbende ved styrketræning, "trappegang" og gåture i naturen - faktisk hver dag.

Jeg spiser meget fed fisk og har efterhånden fået lidt ro i hovedet.

Jeg faster og drikker vand, og bestræber mig på - ikke at spise for meget, men....det gjorde mine venner sgu også

Er der mon nogen af jer, der har noget, I synes, der kunne være godt at vide for en mand, der nærmer sig risikoalderen?

Tak for svar

 

Jeg syntes modsat et andet svar til dig, ikke at du lyder som en der er i en midtvejskrise - det lyder mere på mig som om, at du måske er blevet opmærksom på dig selv.

Min mand er et par år yngre end dig, men vejer også lidt for meget, og det er netop en af de ting der skal ændre i det nye år (jeg skal i øvrigt også tabe mig, så vi er fælles om det), og det skal ændres både for den fysiske gevinst = færre knæsmerter og måske kan man forblive mobil og i god form længere og den mentale gevinst i at vide at man har behandlet sin krop godt.

Vi har også oplevet dødsfald og sygdom blandt venner og familie, nogle ældre og nogle på vores egen alder - og hver gang uden undtagelse, kommer der sådan en følelse af, at vi virkelig skal huske at værdsætte hinanden imens vi kan, samtidig med en frygt for at dø "for tidligt" - er der nogen kur for det, det tror jeg ikke. Og måske er det meget godt? Forstået på den måde, at imens man kan gøre hvad man kan for at holde sig fysisk og mentalt rask, så er der bare sygdomme, som man ikke kan gøre noget ved, hvis lynet rammer - men man kan måske gøre noget for, at man i så fald bedre kan komme igennem et hårdt sygdomsforløb.?

Jeg tror den vigtigste læring, må være at man netop ikke går i panik - men tager gode og overvejet beslutninger, prøver at holde sig i form, og sidste men nok det allervigtigste: Nyder livet , for det er trods alt kun til låns. 

Mom skriver:

Jeg syntes modsat et andet svar til dig, ikke at du lyder som en der er i en midtvejskrise - det lyder mere på mig som om, at du måske er blevet opmærksom på dig selv.

Min mand er et par år yngre end dig, men vejer også lidt for meget, og det er netop en af de ting der skal ændre i det nye år (jeg skal i øvrigt også tabe mig, så vi er fælles om det), og det skal ændres både for den fysiske gevinst = færre knæsmerter og måske kan man forblive mobil og i god form længere og den mentale gevinst i at vide at man har behandlet sin krop godt.

Vi har også oplevet dødsfald og sygdom blandt venner og familie, nogle ældre og nogle på vores egen alder - og hver gang uden undtagelse, kommer der sådan en følelse af, at vi virkelig skal huske at værdsætte hinanden imens vi kan, samtidig med en frygt for at dø "for tidligt" - er der nogen kur for det, det tror jeg ikke. Og måske er det meget godt? Forstået på den måde, at imens man kan gøre hvad man kan for at holde sig fysisk og mentalt rask, så er der bare sygdomme, som man ikke kan gøre noget ved, hvis lynet rammer - men man kan måske gøre noget for, at man i så fald bedre kan komme igennem et hårdt sygdomsforløb.?

Jeg tror den vigtigste læring, må være at man netop ikke går i panik - men tager gode og overvejet beslutninger, prøver at holde sig i form, og sidste men nok det allervigtigste: Nyder livet , for det er trods alt kun til låns. 

Tak for kloge ord❤️

Jeg er helt overrasket over, at det sker, men om nogle måneder fylder jeg 50 år.

Det er- eller det har jeg været ret afklaret med, men.....der er godt nok lidt rigeligt af mine jævnaldrende og ungdomsvenner, der enten er døde eller har fået sygdomme på livet, jeg gerne vil undgå.

Dette, da jeg blev far som 42'årig og gerne vil være der for min dreng så længe som muligt

I går var jeg hos min læge, og i modsætning til, hvad jeg troede, kan man/jeg ikke gå til et årligt tjek for at undersøge, om man skulle have fået kræft.

Jeg ryger ikke. 

Selvmedicinerer ikke - fx alkohol. 

Vejer 15 kg for meget, som jeg taber løbende ved styrketræning, "trappegang" og gåture i naturen - faktisk hver dag.

Jeg spiser meget fed fisk og har efterhånden fået lidt ro i hovedet.

Jeg faster og drikker vand, og bestræber mig på - ikke at spise for meget, men....det gjorde mine venner sgu også

Er der mon nogen af jer, der har noget, I synes, der kunne være godt at vide for en mand, der nærmer sig risikoalderen?

Tak for svar

 

For at sige det hårdt .. hvis alle skulle tjekkes uden symptomer hvert år, ville kassen være tom. Så ville folk med diabetes ikke få pumper, gravide ville ikke blive scannet osv. man er selvfølgelig nødt til at prioritere. 
Det min mand og jeg gør er at få sundhedstjek gennem arbejde. Mine forældre betaler sig fra det på et privat sted. Det kan man jo gøre. Man kan gøre det billigere på en ferie fx. De får det gjort i Thailand hvor de ofte er.

Man bestemmer heller ikke som kvinde hvornår og hvor ofte man får en mammografi eller celleskrab for kræft.