Hej alle,
Jeg skriver fordi jeg håber, at nogen har et godt råd.
Jeg har en generel frygt for sygehuse. Jeg havde en traumatisk oplevelse i 2018. Jeg fødte mit tredje barn, som var syg efter fødslen og indlagt i en uge. Vi var selvsagt også på sygehuset, og allerede dagen efter fødslen blev jeg også meget dårlig med feber, smerter og voldsomme kulderystelser. Personalet tog mig ikke alvorligt (dem oppe på den afdeling, jeg var tilknyttet som mor), blev ved med at vrisse af mig, feje mig af og sige, det nok bare var en virus, at der jo var folk, der havde det værre end mig osv.
Og jeg har vel at mærke altid været enormt forsigtig, venlig og ordentligt i mødet med mennesker, der arbejder med noget så vigtigt som på sygehuse, så det var ikke fordi jeg var ubehagelig eller noget.
Først tre dage efter fødslen, hvor jeg nærmest intet kunne, fik de taget blodprøver, og mit infektionstal var ekstremt højt. Jeg havde blodforgiftning/var i sepsis, og det hele gik meget stærkt med at få mig ba-bu indlagt og i gang med kraftig behandling. Jeg fik flere forskellig slags kraftig antibiotika, blev overvåget konstant, fik foretaget et hav af undersøgelser, blev stukket i flere gange dagligt.
Det var en meget voldsom oplevelse, men især at blive behandlet som en hypokonder, når jeg var SÅ syg PÅ et sygehus.
Så derfor er sygehuse forbundet med frygt for mig. Desværre har jeg sidenhen haft flere oplevelser med sundhedsfaglige, der har fejet mig af, hvor det senere viste sig, at der faktisk var noget.
Senest var jeg ved egen læge med føleforstyrrelser i ansigtet. Hun sad decideret og vrængede ansigt og himlede med øjnene af mine beskrivelser og sukkede dybt og konstateret, at nu blev hun jo NØDT til at ringe til neurologisk. Hun havde den på medhør og fortalte med tydelig hån i stemmen, at det jo altså ikke var andre symptomer, og øjnene rullede nærmest om i nakken på hende, da hun forklarede den anden læge, at jeg også talte om en lidt "lodden" følelse i hovedet. Den anden læge spurgte om jeg var "Sådan en der tit render til læge", hvortil hun svarede, at "det kan sagtens være, det skal siges det er første gang jeg møder patienten".
Modvilligt fra begge parter blev de jo så NØDT til at tage mig ind til tjek obs blodprop i hjernen.
Personalet på Stroke afsnittet var virkelig søde, og MR scanningen viste ingen blodprop, til gengæld var der flere fund der indikerer, at jeg har forhøjet tryk i kraniet. Blandt andet hævede synsnerver, rygmarvsvæske om synsnerverne, rygmarvsvæske udsevet til der hvor hypofysen er. Så igen et potentielt alvorligt og faktisk reelt fysiologisk problem.
Jeg var lidt betrygget ved at personalet på Stroke var søde, men så skulle jeg have lavet en rygmarsprøve mellem jul og nytår. Og lægen var SÅ ubehagelig, hun forklarede intet, var vrissen, ingen smil, kort for hovedet. Jeg skulle krumme mig sammen på lejet, og det er desværre svært, fordi jeg har lidt ekstra sul, men jeg krummede mig så meget jeg kunne i liggende lege. Hun blev ved at skælde ud på mig. Om jeg virkelig gjorde mit bedste, om jeg virkelig ikke kunne krumme mig mere sammen. Jeg var i forvejen mega bange for undersøgelsen, og jeg anstrengte mig så meget for at krumme mig sammen, at jeg havde blodsprængninger i panden bagefter.
Desværre kunne hun ikke finde det rigtige sted, så det blev til tre smertefulde fejlstik. Det er selvfølgelig hvaf der kan ske, er ikke utilfreds med den del overhovedet. Men så konstaterede hun udskældende, at så måtte hun jo henvise mig til en anden afdeling der kunne scanne og finde det rette sted.
Det er i morgen, og jeg er RÆDSELSSLAGEN. Dels pga erindringen om de tre smertefulde fejlstik, men jeg er faktisk mere bange for at blive skældt ud, at personalet er surt og ubehageligt end for selve undersøgelsen. Når man i forvejen er bange og utryg. Jeg forventer overhovedet ikke at blive vartet op eller sådan noget, det er bare en rolig og venlig tone og et lille smil, jeg har brug for, så jeg ikke er bange.
Jeg har næsten lyst til at aflyse, fordi jeg er så bange.
Jeg ved godt, personalet er pressede. Jeg arbejder selv i det offentlige med mental sundhed og arbejder under et kæmpe pres og taler dagligt med utilfredse mennesker, der skælder mig ud over fx ventetid, som ikke er min skyld, men uanset hvor meget jeg udskældes og tilsvines, så møder jeg altid den næste familie varmt og med omsorg, fordi de er en sårbar situation.
Jeg er bare så ked af det. Jeg kunne sagtens have selvindsigt, hvis jeg fx var påtrængende eller bad om meget hjælp. Men jeg er nærmere for meget over i den anden grøft. Min mand blev ved med at bede mig hive i den røde snor, da jeg havde siddet til over midnat (8+ timer) og ventet på svar på MR scanning og ikke vidste om jeg skulle sove der, men det ville jeg ikke en gang gøre, fordi jeg ikke ville forstyrre unødigt.
Da jeg blev udskrevet fra Stroke sagde sygeplejersken, der havde været i aftenvagt begge aftener jeg var der, at hun synes jeg havde en virkelig dejlig og venlig personlighed (i øvrigt mega sødt sagt), så jeg mener bestemt ikke problemet skal findes i, at jeg gør nogen sure..
