Hvordan rejser jeg væk ?

Beklager den røg på en eller anden måde i en forkert kategori.

Jeg kan ikke være i min familie, det for hårdt og psykisk kan jeg ikke klare det. 

Jeg ved det er et underligt spørgsmål, men hvordan rent praktisk gør man, når man gerne vil "forsvinde". 

Min mand og jeg har tre børn, men efter den sidstes fødsel har jeg ikke haft det godt psykisk. Det ikke en depression, det er udelukket. Men fik kort efter diagnosen ængstelig personlighedsforstyrrelse, men jeg er kun delvist enig. For alt min frygt er rettet mod mit seneste barn og frygten for at miste dette.

Den frygt er så enorm og æder mig op, at jeg har fysisk ondt i kroppen og hjertet nu. Vores barn er tre et halvt og jeg ser kun et sygt barn. Andre ser ikke hvad jeg ser og reagerer med at det mig som den er gal med (måske er det). Men de ting barnet gør, som at tage sig til hovedet hele tiden og konstant er sygt (forkølet og træt), bekræfter frygten hele tiden.

Tror desværre ikke på at psykiatrien kan hjælpe mig mere, de kan ikke overbevise mig om barnet er rask, jeg ønsker en scanning af barnets hjerne, men dette vil faderen ikke gå med til (måske forståeligt, når han ikke er så observerede som jeg). 

Men jeg er kommet frem til efter al den tid vi har haft barnet, at nu kan jeg ikke længere leve i det. Det gør for ondt.

Så jeg vil væk. Langt væk, men hvordan gør jeg rent praktisk? Hvordan søger jeg for at sikre familien inden og hvordan får man job i udlandet?

Jeg har alt for længe været hjemme pga min psyke og føler mig hæmmet i det sociale og jobmæssiget ved jeg ikke hvad jeg skal stille op. Så hvis nogen herinde ved og kender til det med at starte forfra et andet sted, vil i så fortælle mig hvordan jeg skal starte og hvordan får det til at fungere. 

Tak. (Undlad venligst hårde og unødvendige kommentarer, det gør ondt i forvejen og vil ikke hjælpe). 

Anonym skriver:

Beklager den røg på en eller anden måde i en forkert kategori.

Jeg kan ikke være i min familie, det for hårdt og psykisk kan jeg ikke klare det. 

Jeg ved det er et underligt spørgsmål, men hvordan rent praktisk gør man, når man gerne vil "forsvinde". 

Min mand og jeg har tre børn, men efter den sidstes fødsel har jeg ikke haft det godt psykisk. Det ikke en depression, det er udelukket. Men fik kort efter diagnosen ængstelig personlighedsforstyrrelse, men jeg er kun delvist enig. For alt min frygt er rettet mod mit seneste barn og frygten for at miste dette.

Den frygt er så enorm og æder mig op, at jeg har fysisk ondt i kroppen og hjertet nu. Vores barn er tre et halvt og jeg ser kun et sygt barn. Andre ser ikke hvad jeg ser og reagerer med at det mig som den er gal med (måske er det). Men de ting barnet gør, som at tage sig til hovedet hele tiden og konstant er sygt (forkølet og træt), bekræfter frygten hele tiden.

Tror desværre ikke på at psykiatrien kan hjælpe mig mere, de kan ikke overbevise mig om barnet er rask, jeg ønsker en scanning af barnets hjerne, men dette vil faderen ikke gå med til (måske forståeligt, når han ikke er så observerede som jeg). 

Men jeg er kommet frem til efter al den tid vi har haft barnet, at nu kan jeg ikke længere leve i det. Det gør for ondt.

Så jeg vil væk. Langt væk, men hvordan gør jeg rent praktisk? Hvordan søger jeg for at sikre familien inden og hvordan får man job i udlandet?

Jeg har alt for længe været hjemme pga min psyke og føler mig hæmmet i det sociale og jobmæssiget ved jeg ikke hvad jeg skal stille op. Så hvis nogen herinde ved og kender til det med at starte forfra et andet sted, vil i så fortælle mig hvordan jeg skal starte og hvordan får det til at fungere. 

Tak. (Undlad venligst hårde og unødvendige kommentarer, det gør ondt i forvejen og vil ikke hjælpe). 

Jeg vil meget, meget nødigt skrive noget unødvendigt, men vil du rejse væk fra det barn, du frygter at miste - og tror du, det vil hjælpe dig at være på lang fysisk afstand af ham/hende? Rent rationelt er det svært at forestille sig, at du vil få fred i sjælen af ikke at kunne være hos dit barn. 
Har du en forestilling om, at barnet - og resten af familien - er bedst tjent uden dig? 
Jeg vil indtrængende opfordre dig til at give psykiatrien en chance til ved at fortælle om disse tanker/planer. Jeg frygter, at du er i en tilstand, hvor du kan volde dig selv og dine børn alvorlig skade i bestræbelserne på det stik modsatte. 
Vil du ikke godt tage på psykiatrisk skadestue hurtigst muligt og fortælle om de planer, du lufter her? Kan din mand eller en veninde måske støtte dig i dette? 

Jeg føler virkelig med dig og håber, at du vil kunne få den fornødne hjælp til at passe på dig selv og dermed også din familie. 

Som ovenstående siger så skal du kontakte psykiatrisk skadestue. Nu! Og involvere din mand og sige du skal have hjælp. For det her er alvorligt. Du kan ikke rejse væk, det hjælper ikke nogen.

Håber inderligt du får den hjælp du har brug for men du skal være helt åben med de tanker du skriver ned her. Tror ikke der er noget galt med dit barn, men du er i en tilstand hvor din angst og din tilstand har taget over og du kan ikke tænke rationelt. 

du må gerne opdatere os når du har kontaktet dem. For er nok ikke den eneste der er bekymret for dig og din familie. 

Kære ven

Du har det helt afgjort meget meget skidt. Og der er ingne tvivl om at du har brug for hjælp og behandling for ikke at komme til at gøre skade på dig selv eller din familie. Henvend dig akut som flere andre skriver og fortæl dem om dine tanker og planer. 

Du skal spørge dig selv helt seriøst nu: 

1. Får dine børn det bedre ved at miste deres mor? 

2. Får du 100% ro i dit hoved, hvis dit barn bliver scannet og scanningen viser, at der ikke er noget galt med barnet? Eller vil du fortsat mene, at der er noget galt? For jo du kan da sagtens have ret, men på et tidspunkt må man også indse, at man måske leder efter problemer, der ikke er der.. Kan jo være noget så simpelt som svækket immunforsvar pga. vitamin-mangel, eller at barnet bare ikke har så stærkt immunforsvar som dine andre børn.. 

3. HVIS nu du skulle have ret, og du tager væk fra din familie og mister barnet om 2 år.. Vil du helst seriøst have det godt med, at du har mistet 2 år med dit barn og aldrig ser det igen? 

Du har brug for hjælp.. Jeg siger det af et godt hjerte, for du ødelægger desværre dine børn, hvis du forsvinder.. Og du får det ikke bedre af det.. Og ærligt så tænker jeg heller ikke, at der er noget galt med barnet, eftersom det lyder til, at det er blevet undersøgt flere gange 

Kære du 

Jeg er selv mor til tre børn. Jeg har selv en psykisk diagnose og jeg har været der hvor du er i dag. Med en inderligt og reelt ønske om at rejse væk. Den smerte du sidder med et så intens og ødelæggende. 

Jeg tænkte dengang at børnenes liv ville være bedre uden mig. Det samme med min mands. Jeg kunne simpelthen ikke se at tingene kunne blive værre af at jeg rejse væk. Selvmord var også i mine tanker, men ideen med at rejse væk lokkede mere. 

Jeg sagde det højt. Og jeg blev grebet. Jeg har arbejdet intens med mig selv og det har været hårdt og jeg har stadig mine kampe. Men din smerte skal og må ikke gå ud over dine børn. Uanset hvor forpint du er, så er din tilstedeværelse stadig 100 gange bedre end hvis du forsvinder. 

Ræk hånden ud! Og vær ærlig i din kontakt med dem der vil hjælpe dig. Det er passe hårdt at overvinde. Og det er pissehårdt at kæmpe sig op igen. Men du kan godt! Dine børn har brug for dig. 

Bed om hjælp ❤️

HilliHallo skriver:

Kære du 

Jeg er selv mor til tre børn. Jeg har selv en psykisk diagnose og jeg har været der hvor du er i dag. Med en inderligt og reelt ønske om at rejse væk. Den smerte du sidder med et så intens og ødelæggende. 

Jeg tænkte dengang at børnenes liv ville være bedre uden mig. Det samme med min mands. Jeg kunne simpelthen ikke se at tingene kunne blive værre af at jeg rejse væk. Selvmord var også i mine tanker, men ideen med at rejse væk lokkede mere. 

Jeg sagde det højt. Og jeg blev grebet. Jeg har arbejdet intens med mig selv og det har været hårdt og jeg har stadig mine kampe. Men din smerte skal og må ikke gå ud over dine børn. Uanset hvor forpint du er, så er din tilstedeværelse stadig 100 gange bedre end hvis du forsvinder. 

Ræk hånden ud! Og vær ærlig i din kontakt med dem der vil hjælpe dig. Det er passe hårdt at overvinde. Og det er pissehårdt at kæmpe sig op igen. Men du kan godt! Dine børn har brug for dig. 

Bed om hjælp ❤️

Hvordan kom du ud på den anden side ? 

Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan de kan hjælpe mine tanker og min virkelighed, med at komme til at se anderledes ud. Jeg har selv søgt hjælp og netop af den grund fik jeg diagnosen. Men de ting de foreslår kan jeg ikke se skulle ændre noget. 

Jeg søgte hjælp hos psykiateren, fordi det er så vanvittigt hårdt at fungere. Men det har intet hjulpet endnu (det selvfølgelig stadigvæk nyt). Men de kan ikke trylle mit barn rask i mit hoved, jeg ville ønske at de kunne, det ville jeg virkelig, men jeg kan ikke se hvordan de skal hjælpe mig med det. 

Jeg er så brugt op af bekymringer og har ondt over alt af spændinger og stress. Når jeg er sammen med mit barn (når andre er der) kræver det krafter at holde mig "fornuftig" og ikke kede andre med mine konstante bekymringer omkring mit barn. Det hårdt. Folk er trætte af mig, og det værste er, at jeg forstår dem godt. 

Jeg er åbenbart blevet hende den skøre, hende som man ikke lytter til og som er paranoid. Hvilket forstærker min frygt helt vildt, for nu lytter folk jo slet ikke når jeg har bekymringer for mit barns helbred. Jeg har åbenbart råbt "ulven kommer" for ofte, på trods af jeg selv oplever det rigtigt OG siger det samme og det samme, men igen og igen bliver fejet væk. 

Jeg drømmer om skilsmisse hvor min mand får fuld forældremyndighed over vores barn, men problemet er, at så skal jeg stadigvæk hører om barnet via de to større børn. 

Så den bedste løsning er, at jeg forsvinder helt. 

Jeg vil ikke vide noget mere, jeg vil ikke have kendskab til vores barns skæbne eller helbred, jeg vil slette den del der gør så ondt helt, og hvis det indebærer at slette alt det andet, så må det være sådan. Det nemmere at overleve og komme videre, hvis jeg kan forestille mig for mig langt væk fra det hele, at de har det godt og nogen at styr på det.  

Jeg ved de nok skal komme videre uden mig, for de stærke og har et godt netværk. Men jeg er ikke god at have som relation mere, jeg er blevet usund for selv mine to andre børn. 

Anonym skriver:

Hvordan kom du ud på den anden side ? 

Jeg kan slet ikke forestille mig hvordan de kan hjælpe mine tanker og min virkelighed, med at komme til at se anderledes ud. Jeg har selv søgt hjælp og netop af den grund fik jeg diagnosen. Men de ting de foreslår kan jeg ikke se skulle ændre noget. 

Jeg søgte hjælp hos psykiateren, fordi det er så vanvittigt hårdt at fungere. Men det har intet hjulpet endnu (det selvfølgelig stadigvæk nyt). Men de kan ikke trylle mit barn rask i mit hoved, jeg ville ønske at de kunne, det ville jeg virkelig, men jeg kan ikke se hvordan de skal hjælpe mig med det. 

Jeg er så brugt op af bekymringer og har ondt over alt af spændinger og stress. Når jeg er sammen med mit barn (når andre er der) kræver det krafter at holde mig "fornuftig" og ikke kede andre med mine konstante bekymringer omkring mit barn. Det hårdt. Folk er trætte af mig, og det værste er, at jeg forstår dem godt. 

Jeg er åbenbart blevet hende den skøre, hende som man ikke lytter til og som er paranoid. Hvilket forstærker min frygt helt vildt, for nu lytter folk jo slet ikke når jeg har bekymringer for mit barns helbred. Jeg har åbenbart råbt "ulven kommer" for ofte, på trods af jeg selv oplever det rigtigt OG siger det samme og det samme, men igen og igen bliver fejet væk. 

Jeg drømmer om skilsmisse hvor min mand får fuld forældremyndighed over vores barn, men problemet er, at så skal jeg stadigvæk hører om barnet via de to større børn. 

Så den bedste løsning er, at jeg forsvinder helt. 

Jeg vil ikke vide noget mere, jeg vil ikke have kendskab til vores barns skæbne eller helbred, jeg vil slette den del der gør så ondt helt, og hvis det indebærer at slette alt det andet, så må det være sådan. Det nemmere at overleve og komme videre, hvis jeg kan forestille mig for mig langt væk fra det hele, at de har det godt og nogen at styr på det.  

Jeg ved de nok skal komme videre uden mig, for de stærke og har et godt netværk. Men jeg er ikke god at have som relation mere, jeg er blevet usund for selv mine to andre børn. 

Jeg blev tilknyttet FACT i min by. Enten var det via min egen læge eller også var det via spædbarns psyk son fulgte os i forvejen. 

Din virkelighed er lige nu at dit barn er syg og ingen lytter og tror på dig. Det er jo en frygtelig tilstand at være i. Og opslidende. 

Du skriver det jo selv; at du ikke er en sund relation lige nu. I det ligger jo at du et eller andet sted godt ved at du ser syner. Men du kan ikke styre det. Og det skal du have hjælp til. Det er ikke en læring der kommer over natten men kræver en stor indsats. Både fra dig og din familie. 

Mit aller bedste råd er at være ærlig. Fortæl lige ud af posen hvad du tænker og hvad dine planer er. Sig det som det er. 

Du skal ikke have det sådan er. Du fortjener at få hjælp og støtte. Og dine børn fortjener dig. Uanset hvordan du har det. 

Det kan godt være du ikke er den bedste udgave af dig selv - men du er stadig mor. Dine børn har brug for dig uanset hvilken tilstand du er i. Uanset styrke og netværk kan intet slå mor. Intet. 

Please søg hjælp. Hæng i. 

Søg hjælp og følg hvad specialisterne - det er ligegyldigt om du kan se at det skulle virke. De har erfaring med sådanne tilfælde. Og vær for gud skyld ærlig om dine tanker også mht at tage væk.

Og nej .. der er aldrig børn som kommer sig over at deres far eller mor bare forsvinder. De skal nok klare sig .. men du giver dem ar for livet. 

Du skal på psykiatrisk skadestue… ring hvis du ikke allerede har ringet og tal ud af posen overfor din mand. Han ved med garanti ikke at du overvejer st rejse. 
Og  der er altså så meget alm. sygdom i omløb - så at dit barn har været syg.. tja. Det er altså meget normalt. Det er din psyke der spiller dig et pus. Og en scanning hjælper dig ikke. Min søn har været hjemme 4 dage bare den sidste måned. 

Jeg husker hvordan det er at føle sig giftig for sine omgivelser. Hvordan det havde været bedre om jeg ikke var her. Endnu bedre hvis jeg aldrig havde fået børn. Hvordan det var synd for min familie og særligt børnene at du skulle trækkes med mig. Hvordan jeg ødelagde alt omkring mig ved bare at være her.

Hvordan selvmord ville give mig fred, men skabe flere problemer for familien med ubesvarede "hvorfor" 

Jeg drømte også om skilsmisse og at opgive forældremyndigheden. Rejse til et andet land og glemme mit gamle liv.

Det gør så usigelig ondt at have det på den måde

Jeg besluttede mig for at tage ansvaret på mig for den familie og de børn jeg havde sat i verden. Jeg talte højt om det. Gik til psykolog og psykoterapeut (skiftede fordi psykologen ikke kunne anerkende nogle helt simple ting, men bland andet brugte frasen at jeg skulle "se at komme mig over fødslen for den kan jo ikke gøres om") kemi er ekstremt vigtigt i terapi. Ligeså er erfaring inden for det felt man har brug for terapi i. Og blot fordi en pskykolog har erfaring med depression, betyder det ikke at de har forståelse for efterfødselsdepressioner f.eks.

Men det virkede stille og roligt med psykoterapi. Og hvor er jeg glad i dag for at jeg fik hjælp og ikke bare skred. Børn kan tage enorm skade af at forældre bare smutter. Jeg håber virkelig at du vil tage imod hjælp der er et godt liv på den anden side. Og i dag er det helt underligt at tænke tilbage på hvor syg jeg var. Jeg kunne ingenting overhovedet anden end at gå i terapi

Det tog i øvrigt et helt år.. og det første halve år følte jeg ikke at der skete noget som helst bedring