Når man føler sig malplaceret

Hvordan har I det med at deltage i jeres børn’s arrangementer i skolen?? At være sociale og snakke sammen med de andre forældre? 
I min søns klasse føler jeg mig virkelig ikke godt tilpas i de sociale sammenhænge med de andre forældre. Jeg har ingen at snakke med, så jeg sidder altid og kigger hvilket er ubehageligt. De andre snakker godt sammen. 
Det skal lige siges, at jeg er introvert og aldrig har været det store sociale menneske, og ej snakkesalig. 
Det her gør bare, at jeg ikke har lyst til de her arrangementer… Men jeg er jo nødt til det for vores søns skyld…

Hvordan har I det??

På samme måde. For nogle uger siden var jeg dog til et mødre arrangement uden børn, hvor der endte med at gå lidt druk i den og det var virkelig rart at få løsnet lidt op, tænker faktisk der er flere som har det på samme måde. Man kan godt se hvem som er "de nye" og hvem som har ældre søskende hvor forældrene kender hinanden (eller bare lokale)

Åh jeg hader det. Jeg er lærer og meget udadvendt, snakkesalig og på, når jeg er på arbejde. Men som privatperson er jeg introvert, og til sociale arrangementer i mit barns børnehave har jeg lyst til at grave mig ned i et hul. Jeg tvinger mig selv til at være på, men det er kunstigt og drænende. Og det værste er, at folk ofte forventer noget andet, fordi jeg er anderledes på arbejdet (lille lokalsamfund, hvor de fleste kender, eller kender til, hinanden). Så jeg føler, jeg skuffer.

Det er nærmest min mindst yndlingsting ved at være forælder - lige før jeg hellere vil have søvnløse nætter...

Anonym skriver:

Åh jeg hader det. Jeg er lærer og meget udadvendt, snakkesalig og på, når jeg er på arbejde. Men som privatperson er jeg introvert, og til sociale arrangementer i mit barns børnehave har jeg lyst til at grave mig ned i et hul. Jeg tvinger mig selv til at være på, men det er kunstigt og drænende. Og det værste er, at folk ofte forventer noget andet, fordi jeg er anderledes på arbejdet (lille lokalsamfund, hvor de fleste kender, eller kender til, hinanden). Så jeg føler, jeg skuffer.

Det er nærmest min mindst yndlingsting ved at være forælder - lige før jeg hellere vil have søvnløse nætter...

Helt enige med dig. 

Og jeg er pædagog I en lille by. 

Jeg har lært at spørger ind til folk. (De fleste elsker at tale om sig selv)det har hjulpet. 

Anonym skriver:

Åh jeg hader det. Jeg er lærer og meget udadvendt, snakkesalig og på, når jeg er på arbejde. Men som privatperson er jeg introvert, og til sociale arrangementer i mit barns børnehave har jeg lyst til at grave mig ned i et hul. Jeg tvinger mig selv til at være på, men det er kunstigt og drænende. Og det værste er, at folk ofte forventer noget andet, fordi jeg er anderledes på arbejdet (lille lokalsamfund, hvor de fleste kender, eller kender til, hinanden). Så jeg føler, jeg skuffer.

Det er nærmest min mindst yndlingsting ved at være forælder - lige før jeg hellere vil have søvnløse nætter...

Fuldstændig enig. Jeg har et meget socialt arbejde (er socialrådgiver). Men privat hader jeg det, er introvert, og ved ikke noget værre end skolearrangementer.

Ting med jobbet, totalt fremmede mennesker o.l. gør mig intet, det kan jeg nyde, og snakke løs. Men der er bare nogle steder, så som på en skole til noget fællesspisning, fester osv jeg bare ikke trives i

Jeg har det på fuldstændig samme måde

Jeg var yngre end de fleste andre mødre i min store piges gamle klasse, og hun var vores første barn, hvor stort set alle de andre havde ældre børn, så jeg følte mig meget malplaceret og ung. Jeg fik efter et par år nogle gode relationer til pigemødrene, men nu har hun fået en ny klasse her på 7. årgang, så nu kan jeg starte forfra, og jeg orker det ærlig talt ikke rigtig, når der kun er 2½ år tilbage af hendes skoletid  

I  børnehaven med den yngste har jeg givet op. Der er så tydelige grupperinger, at jeg holder mig til den samme mor, hver gang der er arrangementer. Jeg har overhovedet ikke lyst til at deltage, men jeg gør det for min datters skyld, fordi hun gerne vil afsted. Jeg orker slet ikke at tænke på, at vi næste år starter helt forfra i skoleregi

Min mand er rigtig god til at smalltalke, så ofte er det ham, der tager til sociale arrangementer, og jeg tager forældremøderne, hvor der ikke kræves de store sociale kompetencer.

Hvor er det dejligt at høre, at jeg ikke er den eneste, for hold da op jeg føler mig alene omkring det