At give slip …

Puh jeg synes det er svært at min søn bliver stor. Han er 8 år og er for første gang løbet på fodboldbanen med en bold alene. Banen er i gården så ingen veje han skal over eller noget som helst. 
men hold nu op hvor har jeg ondt i maven. Hvis han falder og slår sig f.eks og jeg ikke er der. 
det er så dumt for hvad gjorde man selv da man var barn. Så løb vi jo også ude og legede og faldt og slog os også hjem til mor og far og blive trøstet. 
men hold da op det er svært at slippe ham og accepterer at han er blevet så stor nu. 

han har ikke telefon endnu da det ikk har været en nødvendighed. Men nu overvejer jeg da om det er tid til at han får en til når han er ude og lege. 

Skullebare lige pylre lidt.

Det er mega svært at give slip! 
Min søn fik telefon da han begyndte at gå ud selv, også fordi han blev mere og mere selvstændig og modig og kunne så med tiden gå via stisystemet ned i netto med en ven og købe en is eller lign. 
Nu bliver han snart 13 og går tit rundt med sine venner i gågaden eller skal ud og lave noget med sine venner, tager toget over 1 time med skift i kbh til sin far… mine nerver er stadig flosset  

men de skal nok komme hvis der er noget. Vi andre lever jo også endnu! 

tænkte meget over det i starten hvad jeg egentlig fik lov til, og jeg har rendt på legepladsen (en fælles legeplads i bebyggelsen) da jeg var barn allerede som 5 årig og tog min lillesøster på 4 år med.. det klarede vi ganske fint jo! Og da jeg var på min drengs alder tog vi S-toget og rendte på Strøget.. er jo så også godt 20 år siden men jeg lever da endnu men hønemor vil altid blive siddende i en tror jeg

Jeg synes det er det fedeste når de kan selv.. 

Wuhu, frihed til mig

Hanspige skriver:

Jeg synes det er det fedeste når de kan selv.. 

 

Wuhu, frihed til mig

Det er det da også. Det må endelig ikk lyde som andet. Skal bare lige vænne mig til det

*.* skriver:

Det er mega svært at give slip! 
Min søn fik telefon da han begyndte at gå ud selv, også fordi han blev mere og mere selvstændig og modig og kunne så med tiden gå via stisystemet ned i netto med en ven og købe en is eller lign. 
Nu bliver han snart 13 og går tit rundt med sine venner i gågaden eller skal ud og lave noget med sine venner, tager toget over 1 time med skift i kbh til sin far… mine nerver er stadig flosset  

men de skal nok komme hvis der er noget. Vi andre lever jo også endnu! 

tænkte meget over det i starten hvad jeg egentlig fik lov til, og jeg har rendt på legepladsen (en fælles legeplads i bebyggelsen) da jeg var barn allerede som 5 årig og tog min lillesøster på 4 år med.. det klarede vi ganske fint jo! Og da jeg var på min drengs alder tog vi S-toget og rendte på Strøget.. er jo så også godt 20 år siden men jeg lever da endnu men hønemor vil altid blive siddende i en tror jeg

Jeg skal da også bare lige vænne mig til det. Og ved jo hvor meget det giver ham på selvtillids kontoen i sidste ende at han får lov selv. Men puh mors lille dreng bliver for hurtig stor

Jeg rendte også selv rundt på legeplads osv da jeg var lille. Som 5-6 årig faldt jeg endda og slog hul i hovedet på legepladsen. Og som 8-9 årig faldt jeg og brækkede armen.

Anonym skriver:

Jeg skal da også bare lige vænne mig til det. Og ved jo hvor meget det giver ham på selvtillids kontoen i sidste ende at han får lov selv. Men puh mors lille dreng bliver for hurtig stor

 

Jeg rendte også selv rundt på legeplads osv da jeg var lille. Som 5-6 årig faldt jeg endda og slog hul i hovedet på legepladsen. Og som 8-9 årig faldt jeg og brækkede armen.

Ja hvad vi ikke har overlevet  

må indrømme jeg stadig pylrer og kan sidde med helt ondt i maven.. men lader ham gøre det og ved jeg har en fornuftig dreng.. Min næste store frygt er fester/byturr

*.* skriver:

Ja hvad vi ikke har overlevet  

 

må indrømme jeg stadig pylrer og kan sidde med helt ondt i maven.. men lader ham gøre det og ved jeg har en fornuftig dreng.. Min næste store frygt er fester/byturr

For nogen af os forsvinder det pyldre nok aldrig. Så længe det ikk går ud over vores børn

min mor pyldre også stadig over mig og jeg er altså 38 år. Så sent som i weekenden overnattede vi hos min mor og når vi gør det så sover sønnen inde hos hende. Jeg havde så aftalt med hende at jeg ville gå over på den lokale med et par venner når de var gået i seng. Jeg var hjemme kl 2. Men min mor fortalte mig hun var vågnet kl 1:30 og tjekket om jeg var kommer hjem og blevet bekymret fordi jeg ikk var der

Anonym skriver:

For nogen af os forsvinder det pyldre nok aldrig. Så længe det ikk går ud over vores børn

min mor pyldre også stadig over mig og jeg er altså 38 år. Så sent som i weekenden overnattede vi hos min mor og når vi gør det så sover sønnen inde hos hende. Jeg havde så aftalt med hende at jeg ville gå over på den lokale med et par venner når de var gået i seng. Jeg var hjemme kl 2. Men min mor fortalte mig hun var vågnet kl 1:30 og tjekket om jeg var kommer hjem og blevet bekymret fordi jeg ikk var der

Haha ja den kender jeg godt! 
min mor bor langt væk, men skriver og ringer dagligt og Guds nåde trøste hvis jeg ikke svarer så er hun sikker på jeg må ligge død og lemlæstet.. det er nu meget sødt

Det er kæmpe ambivalent for mig med den evige løbende løsrivelse. Jeg er både ved at sprænges af stolthed og samtidig knuses mit hjerte over at de er blevet store “alt for hurtigt”.

Min ældste er meget selvstændig og moden af alder og har alle dage været det. Hun har i mange år måtte lege alene med jævnaldrende i gården, hun går i Netto alene, til skole om morgenen, hjem fra træning, legeaftaler i nabolaget, osv. Vi bor centralt i København … og hun er 7 år gammel Jeg skal dagligt afveje mellem hendes ønsker, mine egne vurderinger af hvad der er forsvarligt, stolthed, bekymring, savn… åh, det er svært.

Men jeg ønsker jo at støtte hende i alle de mange ting hun kan og altid klarer til perfektion - og som giver hende en kæmpe selvtillid og selvstændighed, der også kommer hende til gode mange andre steder.

Og jeg ønsker i øvrigt ikke at hun får ur eller telefon de næste mange år, fordi jeg gerne vil hjælpe hende med netop ikke at blive helt afhængig af teknologi eller altid at have en “direkte linje til de voksne”… for pointen er at hun gerne selv skal kunne handle…