Åh... min mor og jeg havde en aftale, som jeg har italesat og lavet med hende for at tage hensyn til hende. Den kan hun så lige pludselig ikke huske noget om, og nu er det mig, som sætter hende i et dilemma. Egentlig synes jeg, det var hende, der oprindeligt gjorde det med mig, da hun ikke holdt sig til aftalen. Hun får mig til at få skyldfølelse over, at hun nu har det dårligt.
Det handler mere konkret om, hvor vi skal holde jul henne. Vi ved, at vi skal holde den sammen, men vi har ikke aftalt hvor.
Men generelt har jeg svært ved at tale med min mor, når jeg har det skidt med et eller andet. Jeg føler mig ofte misforstået og ikke lyttet til. Det er som om, hun tager afstand til mig/mine følelser, hvis jeg har brug for at tale med hende. Jeg føler ofte, at jeg er nødt til at holde igen og tage hensyn. Hun føler ofte, at hun skal være den stærke, hun magter ikke flere problemer, at de har det dårligt og at hun bruger ikke os børn til at læsse af på.
Men det har hun bare gjort. Rigtig meget endda. Så meget i en overgang, at jeg næsten selv følte, det blev for meget, men jeg sagde aldrig noget, jeg vidste, at hun havde det svært og jeg kunne i øvrigt godt forstå hende. Det handler om en søskende. Jeg har tænkt over, at denne søskende har fyldt så meget, at vi andre slet ikke må være kede af noget, for så er det os, der er skyld i, når bægeret flyder over.
Jeg føler det ubehageligt, at jeg skal gå og passe på med, hvad jeg åbner op for og går til min mor med. Jeg har det i det hele taget rigtig svært ved, at hun giver mig skylden for, at hun har det dårligt og jeg har det svært ved at blive tillagt dårlige intentioner, når jeg udelukkende prøver at tage hensyn... til min mor. Og jeg har det dårligt med at hun giver mig skyldfølelse over noget, jeg slet ikke var klar over, hun var ked af. Vi har som sagt selv lavet en aftale, som hun nu slet ikke kan huske noget om... jeg ved slet ikke, hvad jeg skal synes eller tænke 
