Dårlig adfærd hos 12-årig

Pyha. Som mor til fire synes jeg, at jeg har oplevet meget i mit forældreskab, men intet så ubetinget vanskeligt som at være mor til en preteen datter. Hun er 12 og er min ældste, så jeg har ikke erfaring at læne sig op ad. Jeg kan heller ikke spejle mig i min egen opvækst, fordi jeg var skilsmissebarn og voksede op i to forskellige hjem, som var dysfunktionelle. I det ene hjem ekstremt mange overdrevne regler, skæld ud, straf, store konsekvenser. I det andet hjem diametralt modsat. Ingen pligter, regler, grænser, konsekvenser.

Min datter på nu 12 er skilsmissebarn, og jeg har et rigtig godt samarbejde med min x og er meget tæt med børnenes bonusmor. Blot for at give kontekst. 

Men min datters adfærd bliver værre og værre. Hun har altid haft store følelser og været sensitiv, men der hvor hun er nu, er alting alle andres skyld, og hun har ikke et ansvar. 

Hun bliver rasende, hver gang jeg stiller et krav, også selv om det er ting, vi har aftalt sammen. Om aftenen aftaler og fordeler vi børnene imellem næste dags pligter (og de har ikke ret mange), så de har medbestemmelse. Men når hun så skal gøre det, bliver hun rasende og meget personlig. 

Eksempler. 

- De skal vaske madkassen op, når de kommer hjem fra skole. Jeg var hjemme og mindede min datter om det, da hun var ved at glemme det. Hun skældte ud, råbte FUCK DIG MOR og trampede ovenpå og smækkede døren. 

- Hun spillede PC ovenpå, jeg stod i køkkenet nedenunder og lavede mad. Airfryer og emhætte kørte, og jeg kunne derfor ikke høre ret meget. Hun siger noget til mig ovenpå. Jeg siger pænt, at jeg ikke kan høre hende, fordi de støjer. Hun taler videre. Jeg gentager, at jeg desværre ikke kan høre, hvad hun siger, hvortil hun råber fuck dig mor igen. 

- I morges i bilen mindede min mand hende om (stille og roligt), at når de ryddede op på værelset i eftermiddag måtte de gerne sætte service direkte i opvaskeren. Mind you, min datter har selv bedt om at blive forberedt på den slags. Hun begynder at hidse sig op og siger, at min mand bare er pisse sur, og så går hun ud af bilen og råber fuck dig og smækker døren. 

- I aftes havde hun fået lov at tage i svømmehal med veninderne og var derfor i seng 21.30 frem for 21 som hun plejer. Alligevel gav jeg lov til 15 min lydbog, selv om det var blevet sent. Hun var mega sur og utilfreds med, at lydbogen blev så kort, og hun må aldrig noget, og jeg hader dig mor osv (jeg ved hendes bedste veninder kommer i seng normalt 20.30).

- en anden aften for nyligt blev hun vanvittigt rasende. Egentlig over hun skulle i seng, for det ville hun ikke, men det eskalerede mere og mere, fordi vi havde sat restriktioner på skærm (ingen skærm mellem 17-19 og 20-21. Det betyder hun må have skærm fra 14.20-17 og fra 19-20. Fordi hun virker afhængig. Det har faktisk skabt masser af god kvalitetstid med hende, hvor hun har været glad, men her var hun så rasende over det). hvor hun sagde nogle dybt personligt sårende ting til mig.

Jeg siger naturligvis fra, når hun taler til mig på den måde, men laver ikke en større diskussion når hun stadig er i affekt. Når der så er lidt ro på, går jeg ind i samtalen med hende for at tale med hende om, at alle følelser er okay, men vores måde at reagere på dem på kan være forkert og over grænsen. Spørge ind til hendes perspektiv osv, men så snart hun fornemmer ANTYDNINGEN af, at det kan handle on, at hun har gjort noget forkert, råber og skriger hun og render på værelset. 

Jeg føler mig så opgivende. Hvad fanden skal jeg snart gøre?? 

Anonym skriver:

Pyha. Som mor til fire synes jeg, at jeg har oplevet meget i mit forældreskab, men intet så ubetinget vanskeligt som at være mor til en preteen datter. Hun er 12 og er min ældste, så jeg har ikke erfaring at læne sig op ad. Jeg kan heller ikke spejle mig i min egen opvækst, fordi jeg var skilsmissebarn og voksede op i to forskellige hjem, som var dysfunktionelle. I det ene hjem ekstremt mange overdrevne regler, skæld ud, straf, store konsekvenser. I det andet hjem diametralt modsat. Ingen pligter, regler, grænser, konsekvenser.

Min datter på nu 12 er skilsmissebarn, og jeg har et rigtig godt samarbejde med min x og er meget tæt med børnenes bonusmor. Blot for at give kontekst. 

Men min datters adfærd bliver værre og værre. Hun har altid haft store følelser og været sensitiv, men der hvor hun er nu, er alting alle andres skyld, og hun har ikke et ansvar. 

Hun bliver rasende, hver gang jeg stiller et krav, også selv om det er ting, vi har aftalt sammen. Om aftenen aftaler og fordeler vi børnene imellem næste dags pligter (og de har ikke ret mange), så de har medbestemmelse. Men når hun så skal gøre det, bliver hun rasende og meget personlig. 

Eksempler. 

- De skal vaske madkassen op, når de kommer hjem fra skole. Jeg var hjemme og mindede min datter om det, da hun var ved at glemme det. Hun skældte ud, råbte FUCK DIG MOR og trampede ovenpå og smækkede døren. 

- Hun spillede PC ovenpå, jeg stod i køkkenet nedenunder og lavede mad. Airfryer og emhætte kørte, og jeg kunne derfor ikke høre ret meget. Hun siger noget til mig ovenpå. Jeg siger pænt, at jeg ikke kan høre hende, fordi de støjer. Hun taler videre. Jeg gentager, at jeg desværre ikke kan høre, hvad hun siger, hvortil hun råber fuck dig mor igen. 

- I morges i bilen mindede min mand hende om (stille og roligt), at når de ryddede op på værelset i eftermiddag måtte de gerne sætte service direkte i opvaskeren. Mind you, min datter har selv bedt om at blive forberedt på den slags. Hun begynder at hidse sig op og siger, at min mand bare er pisse sur, og så går hun ud af bilen og råber fuck dig og smækker døren. 

- I aftes havde hun fået lov at tage i svømmehal med veninderne og var derfor i seng 21.30 frem for 21 som hun plejer. Alligevel gav jeg lov til 15 min lydbog, selv om det var blevet sent. Hun var mega sur og utilfreds med, at lydbogen blev så kort, og hun må aldrig noget, og jeg hader dig mor osv (jeg ved hendes bedste veninder kommer i seng normalt 20.30).

- en anden aften for nyligt blev hun vanvittigt rasende. Egentlig over hun skulle i seng, for det ville hun ikke, men det eskalerede mere og mere, fordi vi havde sat restriktioner på skærm (ingen skærm mellem 17-19 og 20-21. Det betyder hun må have skærm fra 14.20-17 og fra 19-20. Fordi hun virker afhængig. Det har faktisk skabt masser af god kvalitetstid med hende, hvor hun har været glad, men her var hun så rasende over det). hvor hun sagde nogle dybt personligt sårende ting til mig.

Jeg siger naturligvis fra, når hun taler til mig på den måde, men laver ikke en større diskussion når hun stadig er i affekt. Når der så er lidt ro på, går jeg ind i samtalen med hende for at tale med hende om, at alle følelser er okay, men vores måde at reagere på dem på kan være forkert og over grænsen. Spørge ind til hendes perspektiv osv, men så snart hun fornemmer ANTYDNINGEN af, at det kan handle on, at hun har gjort noget forkert, råber og skriger hun og render på værelset. 

Jeg føler mig så opgivende. Hvad fanden skal jeg snart gøre?? 

Der kan jo være mange ting, der er svært for din datter fx. trods godt samarbejde, så det at mor og far er skilt. Hvor længe har I været skilt og hvordan er dine 4 børn fordelt, jeg mener har du fået børn med din nye mand?

Er der ro og fred til din datter, eller har I et hjem med gang i den hele tiden? Du nævner hun er sensitiv.

Hvordan går det i skolen? Kan der være noget der, som går hende på, og hun derfor reagerer som hun gør derhjemme?

Er der ydre ting, omkring hende som har ændret sig, et dødsfald i familien fx.?

Hvis alt omkring din datter er i den skønneste orden, så er hun for det første pre-teenager, og det er hårdt for deres hormoner. Men når det er sagt, skal hun selvfølgelig ikke råbe, og skælde på den møde hun gør. Hvsd kan man gøre? Ja nok ikke så meget andet end det du gør, blive ved med at anerkende hende i hendes følelser, men gøre hende det klart at der er grænser for hvad du vil finde dig i.

Åh hvor jeg forstår dig.

Pubertet er jo en meget forskellig størrelse, men jeg kan huske fra mig selv at mine følelser var meget voldsomme, og jeg virkelig handlede i affekt og meget rasende overfor min mor mange gange.

Det har jeg prøvet at huske mig selv på, når min ældste har opført sig voldsomt på samme måde som du beskriver med din datter. Det er det helt samme billede.

Ikke at det undskylder det, men jeg ser det lidt som de vilkår man skal igennem, men piger, der bliver væltet af østrogen.

Når det så er sagt: Det der har hjulpet hos os, har været at få far på banen, når jeg vidste at der ville blive højkonflikt af at jeg præsenterede noget, har far fået opgaven. Det har mindsket lidt. Der er du jo lidt udfordret, for bonusfar kan jo give lige så meget reaktion.

Så har vi taget noget tid, hvor vi går nogle ture, og snakker med hende (en voksen + hende), det har virkelig hjulpet. Hun har tumlet med en masse, som hun har haft brug for at snakke om.

Når hun så er kommet af med de ting hun tumler med, kan vi godt snakke om opførsel uden hun går totalt amok og i forsvarsposition. Men det har altid været min mand der gjorde det, når hun havde opført sig træls overfor mig.

Og vi kan tydeligt se når hun er i "underskud" af ture, for så begynder den dårlige opførsel at eskalere igen.

Og så kan jeg trøste med at her ser det ud til at 11,5-14 er det hårdeste tidspunkt, og så falder det til ro. Vi er i gang med nr. 2 nu, som virker til at køre efter samme mønster

Mom skriver:

Der kan jo være mange ting, der er svært for din datter fx. trods godt samarbejde, så det at mor og far er skilt. Hvor længe har I været skilt og hvordan er dine 4 børn fordelt, jeg mener har du fået børn med din nye mand?

Er der ro og fred til din datter, eller har I et hjem med gang i den hele tiden? Du nævner hun er sensitiv.

Hvordan går det i skolen? Kan der være noget der, som går hende på, og hun derfor reagerer som hun gør derhjemme?

Er der ydre ting, omkring hende som har ændret sig, et dødsfald i familien fx.?

Hvis alt omkring din datter er i den skønneste orden, så er hun for det første pre-teenager, og det er hårdt for deres hormoner. Men når det er sagt, skal hun selvfølgelig ikke råbe, og skælde på den møde hun gør. Hvsd kan man gøre? Ja nok ikke så meget andet end det du gør, blive ved med at anerkende hende i hendes følelser, men gøre hende det klart at der er grænser for hvad du vil finde dig i.

Rigtig dejligt du spørger, for en af grundene til jeg synes, at det er en vanskelig balancegang er, at jeg også forsøger at forstå og tage hensyn til hendes sårbarhed, og der gør vi virkelig meget. 

Min datters far og jeg gik fra hinanden, da hun var helt helt lille, så min mand og jeg (og min x og hans kæreste) har været sammen i tæt på 9 år, så hun har kendt bonus så længe hun husker. Min mand og jeg har særbørn, ja, og jeg har selvfølgelig forståelse for, at det altid er svært at være barn af skilsmisse.

Vi har altid førsøgt at tage hensyn. Vores deleordning er med udgangspunkt i særligt hendes ønsker. Hun har sit eget værelse, selv om vi ikke har nok rum til alle og vores særbørn, som er her 100% af tiden deler. Men vi har prioriteret, at hun har sit eget frirum. Det er klart, at i hverdagen er det om eftermiddagen svært at finde tid til en til en, men de små kommer tidligt i seng, og der er hun så hundrede procent i fokus, når hun vil.

Hun har været presset i skolen og af søvnvanskeligheder. Sidstnævnte har vi fået styr på, og førstnævnte går også markant bedre, da hun har fået aflastende timer i skolens mellemform og andre særlige hensyn. Hun har gode veninder i klassen. Så selvfølgelig er det også en faktor, og det er også grunden til, at vi nok har behandlet hende lige vel meget med fløjlshandsker for at tage hensyn, men jeg vil ikke acceptere at blive talt til på den måde længere. Man må gerne være vred, ked af det og tænkte jeg er den største idiot i verden, men synes det er vigtigt hun lærer, at der er måder at håndtere store følelser på, som ikke indebærer personangreb.. 

Åh det er sgu svært 

Anonym skriver:

Rigtig dejligt du spørger, for en af grundene til jeg synes, at det er en vanskelig balancegang er, at jeg også forsøger at forstå og tage hensyn til hendes sårbarhed, og der gør vi virkelig meget. 

Min datters far og jeg gik fra hinanden, da hun var helt helt lille, så min mand og jeg (og min x og hans kæreste) har været sammen i tæt på 9 år, så hun har kendt bonus så længe hun husker. Min mand og jeg har særbørn, ja, og jeg har selvfølgelig forståelse for, at det altid er svært at være barn af skilsmisse.

Vi har altid førsøgt at tage hensyn. Vores deleordning er med udgangspunkt i særligt hendes ønsker. Hun har sit eget værelse, selv om vi ikke har nok rum til alle og vores særbørn, som er her 100% af tiden deler. Men vi har prioriteret, at hun har sit eget frirum. Det er klart, at i hverdagen er det om eftermiddagen svært at finde tid til en til en, men de små kommer tidligt i seng, og der er hun så hundrede procent i fokus, når hun vil.

Hun har været presset i skolen og af søvnvanskeligheder. Sidstnævnte har vi fået styr på, og førstnævnte går også markant bedre, da hun har fået aflastende timer i skolens mellemform og andre særlige hensyn. Hun har gode veninder i klassen. Så selvfølgelig er det også en faktor, og det er også grunden til, at vi nok har behandlet hende lige vel meget med fløjlshandsker for at tage hensyn, men jeg vil ikke acceptere at blive talt til på den måde længere. Man må gerne være vred, ked af det og tænkte jeg er den største idiot i verden, men synes det er vigtigt hun lærer, at der er måder at håndtere store følelser på, som ikke indebærer personangreb.. 

Åh det er sgu svært 

Det lyder på mig som om, at I gør al det rigtige og tager fine hensyn til din datter.

Måske rådet fra en anden herinde om gode gåture er en god ide, man snakker mange gange bedre når man går.?

Jeg syntes det er fint, at du sætter klare grænser for hendes sprog, og det skal du helt sikkert blive ved med.

Og husk, det går over igen, det er en fase

Nu skal det lige pointeres, at jeg ikke er psykolog eller psykiater, men har tæt samarbejde med dem i forbindelse med mit arbejde.

Jeg bider mærke i nogle af dine beskrivelser; at din datter er kravafvisende, har store følelser og sensitiv. Kan forestille mig, at hun har en masse antenner ude og derfor reagerer og udtrættes mere. Og det her med, at hun fralægger sig alt ansvar. 

Jeg kan blive nysgerrig på, om din datter er udredt? En af mine første tanker er, om din datter kan have adhd. For mig lyder hun, som en pige på overarbejde. 

Det er ikke nødvendigvis adhd, der er på spil. Hun kan jo også være en pre teenager med store følelser. Jeg har slet ikke kompetencerne til at udrede, men kan ikke lade være med at tænke i de baner. 

Din datter reagerer helt normalt. Kravene er simpelthen for høje til hende. At tale hver aften om hvilke pligter man skal lave dagen efter lyder også vildt. Hun er et barn. Lad hende være barn lidt. Jeg havde det selv svært i den alder og er så taknemlig for det var minimalt med krav hjemme, så jeg kunne fokusere på mig selv, at udvikle mig, veninder, skole osv. Jeg kunne også være strid og når jeg var mest strid var det fordi jeg var mest ked af det og ikke magtede de krav der blev stillet til mig. 
12 års alderen og teenage alderen er virkelig svær for rigtig mange, særligt hvis man er sensitiv. Man kan ikke selv sætte ord på hvordan man har det altid, så man reagerer udadtil til ens omgivelser uden at man egentlig ønsker det. 
Det lyder til hun mest af alt har brug for omsorgsfulde forælde som lytter og er der for hende og stiller færre/mindre krav. Fordi hun kan ikke rumme det lige nu. Der er formentlig også noget dybere som er årsag til hendes adfærd, som kunne være værd at gå på opdagelse i og støtte hende i. Men seriøst.. ingen krav i en periode. 

Har du snakket med far, om det er det samme hos ham?

Velkommen til rollen som mor til præteen/pubertet barn - det skal selvfølgelig ikke skygge for, hvis der er andet der nager din datter, men jeg ville selv lige være nysgerrig på hendes følelser før jeg råbte udredning, udfordringer eller andet.

Selvom jeg efterhånden har ramt en del runde fødselsdage, så kan jeg næsten tydeligt huske hvordan følelserne rasede i min krop fra cirka 11 (der fik jeg mens) til jeg var en 15 år. Det ene øjeblik var så pjattet lykkelig, det næste uden varsel sad jeg græd for igen at blive rasende. Det var så nyt og uvant så de følelser kom bag på mig selv og var med til at forstærke mine følelser af jeg bok vat helt forkert. 

Krav blev det ene øjeblik opfattet fornuftige og det andet øjeblik som opgaver på størrelse med Mount Everest som jeg umuligt kunne overkomme også selvom det var noget så simpelt som at tage min tallerken af bordet. 

På den ene side var jeg lille bitte Line som ønskede sin mor hele tiden, og på den anden side var jeg den store Line, hvor min bare skulle pisse af, for jeg havde styr på det hele - det var sjældent i hvert fald når jeg var hjemme, at jeg var den rolige ting midt imellem.

Min mor gjorde noget fantastisk som jeg har bragt med mig til mine børn. Hun sagde at jeg skulle i teatret med hende 5 gange om året- jeg valgte forestillingerne, og det eneste krav var ar vi sad ved siden af hinanden (jeg havde en periode hvor jeg dårligt ville gå på samme side af gaden som hende). Jeg tænker det har været nogle hårde aftner, men hun gennemførte og lige så stille fik vi nogle hyggelige aftener, aftener hvor jeg kunne pæne lidt og hun kunne anerkende de følelser, der var i mig.

Jeg har gjort det samme fundet nogle fælles ting jeg har lavet individuelt med, det kan som en skriver være gå en tur for det er langt lettere at tale med anden til en face to face. Og når de har sagt noget har jeg altid gjort mig ekstremt umage med at lytte og anerkende deres perspektiv - eksempelvis kom min nu 20 årige datter hjem fra Berlin, hendes kæreste var her for at overraske hende og hun steg i armene på ham, nussede, kyssede og gik ind på værelset. Dagen efter kom.min søn hjem fra Budapest, og der var ikke en kæreste men en mor der tog imod, så han gav mig rum til at spørge ind til turen osv. 2 timer senere sad min datter stortudende: du var slet ikke så interesseret i mig, da jeg kom hjem, jeg går aldrig den opmærksomhed. Først lyttede jeg anerkendte, at ja jeg havde ikke hørt om hendes tur, det skal jeg nok blive bedre til, men måske det også vil gøre det lettere for mig at vise, at jeg nyder dit selskab hvis du ikke altid går ind og lukker døre  

Så ved ikke om det er et råd, men det er en erfaring: giv dem tid, lad dem råbe fuck dig en gang imellem og tag den så i fredstid: hvad skete der inde i dig? Og ikke mindst husk det kan du råbe til mig også selvom det er forkert for jeg elsker dig ubetinget, men det før andre ikke nødvendigvis...