Åbent forhold - men langdistance

Hvis der er nogen, der kan huske det, så er det mig, der ind imellem har skrevet om en langdistance kæreste i Canada. Men nu har jeg brug for et konkret råd.

Vi har kendt hinanden i 2,5 år og har prøvet at slippe hinanden flere gange, da vores situation er umulig. Ingen af os kan flytte og vi har skiftevis været frustreret over den store afstand. Men vi kan ikke glemme hinanden og er kommet frem til, at det ønsker vi faktisk heller ikke. Vi har indrettet os på en måde, hvor vi på andre områder er glade for distancen og får det bedste ud af den. Vi ønsker for eksempel ikke børn og har heller ikke behov for at blive gift og den slags.

Men nu til mit spørgsmål, fordi vi er så langt væk fra hinanden og jo kun kan ses ind imellem, tænker vi at det vil give mening at åbne forholdet op, forstået på den måde, at vi gerne vil give hinanden mulighed for at have andre seksuelle partnere, men kun være romantisk forbundet med hinanden. Vi er virkelig lykkelige sammen og føler et dybt lidenskabeligt engagement i hinanden, så vi ønsker ikke andre kærester. Men vi vil gerne være ærlige overfor hinanden om, at vi ind imellem savner sex og jo ikke altid geografisk har mulighed for at tilfredsstille det behov sammen.

Men hvad gør i der lever i åbent forhold? Hvordan undgår i jalousi og hvordan undgår I at få følelser for de andre i er sammen med? Og fortæller i jeres kæreste, når i har været sammen med andre? Hvad skal man være opmærksom på?

Det er første gang, at jeg skal forsøge at leve i åbent forhold.

Hvis der er nogen, der kan huske det, så er det mig, der ind imellem har skrevet om en langdistance kæreste i Canada. Men nu har jeg brug for et konkret råd.

Vi har kendt hinanden i 2,5 år og har prøvet at slippe hinanden flere gange, da vores situation er umulig. Ingen af os kan flytte og vi har skiftevis været frustreret over den store afstand. Men vi kan ikke glemme hinanden og er kommet frem til, at det ønsker vi faktisk heller ikke. Vi har indrettet os på en måde, hvor vi på andre områder er glade for distancen og får det bedste ud af den. Vi ønsker for eksempel ikke børn og har heller ikke behov for at blive gift og den slags.

Men nu til mit spørgsmål, fordi vi er så langt væk fra hinanden og jo kun kan ses ind imellem, tænker vi at det vil give mening at åbne forholdet op, forstået på den måde, at vi gerne vil give hinanden mulighed for at have andre seksuelle partnere, men kun være romantisk forbundet med hinanden. Vi er virkelig lykkelige sammen og føler et dybt lidenskabeligt engagement i hinanden, så vi ønsker ikke andre kærester. Men vi vil gerne være ærlige overfor hinanden om, at vi ind imellem savner sex og jo ikke altid geografisk har mulighed for at tilfredsstille det behov sammen.

Men hvad gør i der lever i åbent forhold? Hvordan undgår i jalousi og hvordan undgår I at få følelser for de andre i er sammen med? Og fortæller i jeres kæreste, når i har været sammen med andre? Hvad skal man være opmærksom på?

Det er første gang, at jeg skal forsøge at leve i åbent forhold.

Hvorfor blive i et forhold med en person, som man ikke kan være fysisk sammen med?

Jeg forstår godt, at I leger med ideen om at åbne forholdet op, men hvis I gør, vil jeg vædde med, at det bare er et spørgsmål om tid, før den ene part får følelser for en anden.

Ville det ikke være bedre at gå fra hinanden men forblive i hinandens liv som gode venner? Er et forhold som foregår over telefonen virkelig hvad du vil have?

Jeg tænker bare, at I begge risikerer at gå glip af andre kærligheds connections ved at holde fast i hinanden på trods af, at I jo ikke kan være fysisk sammen.

Anonym skriver:

Hvorfor blive i et forhold med en person, som man ikke kan være fysisk sammen med?

Jeg forstår godt, at I leger med ideen om at åbne forholdet op, men hvis I gør, vil jeg vædde med, at det bare er et spørgsmål om tid, før den ene part får følelser for en anden.

Ville det ikke være bedre at gå fra hinanden men forblive i hinandens liv som gode venner? Er et forhold som foregår over telefonen virkelig hvad du vil have?

Jeg tænker bare, at I begge risikerer at gå glip af andre kærligheds connections ved at holde fast i hinanden på trods af, at I jo ikke kan være fysisk sammen.

Jeg forstår egentlig godt dit spørgsmål og min bedste veninde siger de samme ting. Jeg tror der er to ting, som gør sig gældende for mig. Den ene er, at jeg aldrig har følt mig forstået og set på den måde, jeg oplever med ham. Og jeg har ellers haft virkelig mange kærester. Men der er bare noget særligt ved vores forbindelse.

Den anden grund er nok mere sørgelig, for det er at jeg har skizofreni og får førtidspension. Den del indskrænker feltet af interesserede mænd og dem jeg så kan vælge imellem har ikke haft meget at byde på. Jeg tænker, at jeg nok er mere kræsen på sådan et personligt plan, når det kommer til intellekt og personlig dybde, fordi jeg jo har en længere videregående uddannelse. Eller måske er dating generelt bare svært, når man er omkring 40 år, man bliver nok lidt mere kritisk. Og det samme gør mændene sikkert. Plus i den alder er mange jo også optaget.

Kontrast skriver:

Jeg forstår egentlig godt dit spørgsmål og min bedste veninde siger de samme ting. Jeg tror der er to ting, som gør sig gældende for mig. Den ene er, at jeg aldrig har følt mig forstået og set på den måde, jeg oplever med ham. Og jeg har ellers haft virkelig mange kærester. Men der er bare noget særligt ved vores forbindelse.

Den anden grund er nok mere sørgelig, for det er at jeg har skizofreni og får førtidspension. Den del indskrænker feltet af interesserede mænd og dem jeg så kan vælge imellem har ikke haft meget at byde på. Jeg tænker, at jeg nok er mere kræsen på sådan et personligt plan, når det kommer til intellekt og personlig dybde, fordi jeg jo har en længere videregående uddannelse. Eller måske er dating generelt bare svært, når man er omkring 40 år, man bliver nok lidt mere kritisk. Og det samme gør mændene sikkert. Plus i den alder er mange jo også optaget.

Efter min skilsmisse genoptog jeg kontakten med en tidligere gymnasiumkammerat. 13 år var der gået. Da vi mødtes "for første gang" igen var det som at komme hjem. Han er indbegrebet af tryghed for mig. Han griber mig altid. Vi har også en forståelse for hinanden, som jeg ALDRIG har prøvet før. Men jeg er ikke et gram seksuelt tiltrukket af ham. Som Taylor Swift:   But it would've been fun

If you would've been the one. 

Min pointe er. Du kan sagtens have en forbindelse og samvær med ham også finde andre partner. Lad ham være din bedste ven

Så fik jeg også for første gang prøvet anonymknappen I må såmænd godt vide, hvem jeg er. Men mine børn eller andre skulle nødig finde det her svar fra mig

Vi eller nok rettere min mand har leget med tanken om et mere åbent forhold, partner bytte , swinger klub. Han vil gerne bringe den spænding ind i forholdet. I det første øjeblik var jeg rummelig, lyttende og kunne lege med på tanken - men så vækkedes jalousi monsteret og især usikkerhedsmonsteret i mig: hvad hvis sex med den anden er bedre, hvad hvis hun er smukkere, mere lækker, sjovere osv. Han forstod ikke min usikkerhed, men har heldigvis accepteret eller rettere jeg har skudt den til hjørne og sagt vi kan tales ved om 6 måneder

At have et åbent forhold, tror jeg nu hvor jeg har tænkt en del over min egen reaktion, handler om hvad man forbinder med sex. For mig er sex forbundet med følelser, tænder vildt på at tænde min mand og være med til at give ham tilfredsstillelse, for mig er sex noget der varer en hel dag, eller i hvert fald flere timer, hvor vi med ord, blikke og berøringer bekræfter hinanden i, at vi vil hinanden. Forspillet til sex er også snakke om alt mellem himmel og jord i sengen mens vi lige så stille tænder hinanden - alt det involverer følelser og derfor gør det mig jaloux at han vil med en anden. For ham er sex mere selve akten og derfor kan han sagtens se mig med en anden der tilfredsstiller mig.

Så mit råd, som en der står midt i overvejelserne, tænk efter, hvad sex er for jer. Kan I godt forestille jer, at der ikke opstår følelser i hvert fald de dybe til en sexpartner? Så go for it - der er sjældent man møder sine sjæleven, og måske kan I nyde hinanden som netop sjælevenner men havde sexpartnere ved siden af.

Jeg har været i et åbent forhold, men det meste foregik sammen (som f.eks swingerfester, klubber, par-dating). Det kan sagtens være en god oplevelse hvis begge parter i forholdet er helt afklarede og sikre på sig selv og hinanden.

Men spørgsmålet der stilles i det første indlæg er lidt anderledes, da I jo ikke vil opleve disse ting sammen. I kan jo selvfølgelig snakke om dem sammen, men jeg ved ikke helt hvad det skulle give jer (det ved I måske selv).

Jeg kan også godt forstå at I vil være ærlige overfor hinanden, så måske skal I give hinanden lov til at have sex med andre hvis I har lyst, men ikke diskutere det mellem jer? Hvis een af jer får følelser for en anden og ønsker at gå videre med det bliver jeres forhold alligevel til et venskab (håber jeg) med tiden.

Det er let at leve lidt i en boble i et forhold hvor man ikke ses, fordi alt det kedelige ikke er der og længselen er så stor at den anden får en status det er svært at bevare når man er sammen hver dag. Men kan sagtens forstå at du ikke har lyst til at give slip på det.

Christian Darcy skriver:

Jeg har været i et åbent forhold, men det meste foregik sammen (som f.eks swingerfester, klubber, par-dating). Det kan sagtens være en god oplevelse hvis begge parter i forholdet er helt afklarede og sikre på sig selv og hinanden.

 

Men spørgsmålet der stilles i det første indlæg er lidt anderledes, da I jo ikke vil opleve disse ting sammen. I kan jo selvfølgelig snakke om dem sammen, men jeg ved ikke helt hvad det skulle give jer (det ved I måske selv).

 

Jeg kan også godt forstå at I vil være ærlige overfor hinanden, så måske skal I give hinanden lov til at have sex med andre hvis I har lyst, men ikke diskutere det mellem jer? Hvis een af jer får følelser for en anden og ønsker at gå videre med det bliver jeres forhold alligevel til et venskab (håber jeg) med tiden.

Det er let at leve lidt i en boble i et forhold hvor man ikke ses, fordi alt det kedelige ikke er der og længselen er så stor at den anden får en status det er svært at bevare når man er sammen hver dag. Men kan sagtens forstå at du ikke har lyst til at give slip på det.

Hej Christian

Tak for dit svar. Jeg tror du har ret. På grund af den store afstand, har han godt nok fået en særstatus inde i mit hoved. Som om ingen nogensinde vil komme op på siden af ham. Jeg er faktisk nærmest lidt bange for at få ham afmystificeret. Det er svært for en romantiker som mig at bære tanken om, at han er en almindelig mand, der også piller næse og går i Netto. Og det er jo fordi, at han er rejst hjem, mens der stadig har været sommer, blomster og kulørte drinks under solen.

Lige nu kan jeg ikke engang finde ud af om, jeg overhovedet gider at have sex med andre end ham. Jeg har været i nogle dating grupper og synes ikke, at udvalget er sådan så spændende. Den klassiske med, at dem jeg gerne vil have ikke vil have mig og omvendt.

Christian Darcy skriver:

Jeg har været i et åbent forhold, men det meste foregik sammen (som f.eks swingerfester, klubber, par-dating). Det kan sagtens være en god oplevelse hvis begge parter i forholdet er helt afklarede og sikre på sig selv og hinanden.

 

Men spørgsmålet der stilles i det første indlæg er lidt anderledes, da I jo ikke vil opleve disse ting sammen. I kan jo selvfølgelig snakke om dem sammen, men jeg ved ikke helt hvad det skulle give jer (det ved I måske selv).

 

Jeg kan også godt forstå at I vil være ærlige overfor hinanden, så måske skal I give hinanden lov til at have sex med andre hvis I har lyst, men ikke diskutere det mellem jer? Hvis een af jer får følelser for en anden og ønsker at gå videre med det bliver jeres forhold alligevel til et venskab (håber jeg) med tiden.

Det er let at leve lidt i en boble i et forhold hvor man ikke ses, fordi alt det kedelige ikke er der og længselen er så stor at den anden får en status det er svært at bevare når man er sammen hver dag. Men kan sagtens forstå at du ikke har lyst til at give slip på det.

Evigt ejes kun det tabte...

Jeg kender jo ikke jeres historie eller forhold, men hvis det virkelig er et faktum at I aldrig kan leve sammen, helt eller delvis, må du måske spørge dig selv hvad du ønsker af resten af dit liv. Er det værd at stoppe uret her?

Mit udgangspunkt her er at ovenstående er hugget i granit, så hvis der er muligheder for at I kan komme til at leve sammen må I selvfølgelig forfølge dem alt I kan.

Er jeres liv (af ukendte grunde) tvunget til at være langt fra hinanden vil jeg håbe at I begge kan tale jer frem til at blive tæt, men lade den anden leve videre i hverdagen - det er dem der er langt flest af - og få det godt.

Der hvor du er nu kan du slet ikke mærke andre mænd (eller kvinder) rigtigt, fordi dine tanker og din loyalitet og tiltrækning er hos din partner. Så det er helt naturligt at du enten ikke er tiltrukket eller tiltrækkes af noget andet der er umuligt.

Du har for længe siden lavet en i indlæg om kærlighed og om det er et valg at blive sammen og skrev bl.a. “Altså jeg har altid haft en drøm om kærligheden som sådan en storslået, altoverskyggende størrelse, hvor forelskelsesfasen ville vare for evigt.”

forelskelse varer ikke evigt. Det du har nu, varer den længere fordi i ses så lidt og der er noget længsel og spænding i det. Med tiden, vil det blive hverdag i er fra hinanden og forelskelsen vil gå væk. 
kærlighed er et valg, man vælger at blive sammen selv når det hele går op i vasketøj og hverdagsrutiner. 

Min mand arbejder udenlands. Vi ses ca 1 weekend om måneden og sådan har det været i 4 år, og vil være sådan et år eller to endnu. Det er noget vi har talt meget om og er indstillet på at det er sådan. 
Forelskelsesfasen for os har varet meget længe! Det er først nu, at hverdagen har ramt og vi direkte vælger at bygge videre på den kærlighed vi har. 
længsel og savn kan gøre utrolig meget ved forelskelsen, og vi ved også at når han kommer hjem, så har vi et kæmpe arbejde foran os, for så skal han til at blive en del af min og børnenes hverdag på en helt ny måde, og det skal nok blive ben hårdt for os alle sammen, på trods af glæden ved at være samlet. 

Men når du ikke har udsigter til et liv sammen, og det lader til ud fra hvad du skriver at være helt umuligt, ville jeg spørge mig selv nu når tankerne kredser om et åbent forhold, om i måske skulle sige stop og være venner? Selvom det ikke føles sådan lige nu, så vil forelskelsen ligge sig en dag. Det vil formegentlig bare tage lidt længere end hvis i så hinanden til hverdag

jeg tænker dine overvejelser skal gå på, hvad når du ikke er forelsket mere? Hvad så? Vil du så stadig holde fast og kæmpe - og for hvad? Et liv hvor i aldrig kommer til at være sammen? 

Jeg synes du har rigtig mange ting du bør overveje. Du kan selvfølgelig også nyde det som det er nu, og tage tankerne når forelskelsen damper af.. 

det med du ikke kan se dig selv med andre, det er helt naturligt når man er loyal over for sin partner. 
selvom min mand og jeg ikke er nyforelskede mere, kan jeg ikke engang forestille mig at være sammen med en anden mand. Han er den eneste for mig, fordi jeg har valgt at ligge min kærlighed og loyalitet hos ham. Lige så vel som jeg ved, at gik vi fra hinanden, ville der komme en anden en dag, hvor usandsynligt det end virker nu. 

I mine øjne, er et langdistance forhold én ting, det kan fungere og lykkes. Men et åbent forhold + lang distance.. for det første går jeg ikke ind for åbne forhold, og dertil tænker jeg hvis forholdet er åbent, og langdistance oveni og i ses så lidt og ingen udsigt har til at dele livet sammen.. så er i jo bare venner…?