Søger råd omkring 12 årig.

Jeg har en datter som er ultra introvert, stille, genert og har det generelt bedst med få tætte venskaber. 

Desværre er problemet lidt, at alle de piger som er i hendes omgangskreds er ekstroverte og ekstremt sociale, de vil gerne være sammen mange og på kryds og tværs, både i skoletiden og i fritiden (det skal de selvfølgelig bare have lov til.) 

Men... Min datter føler sig alene og glemt af de andre. Den veninde hun har haft siden 0 klasse, er også meget social og har ikke lyst til at binde sig en hel dag til en enkelt.

Desværre er de meget få piger i klassen og derfor er følelsen af ensomhed hos min datter ekstra nem at få frem. Der er også begyndt at opstå episoder i skoletiden hvor min datter føler sig "udstillet" af sin veninde, f.eks hvor hendes veninde får de andre til at grine på bekostning af min datter. (Personligt mener jeg det grænser til mobning). 

Moderen til veninden har jeg god kontakt med normalt, vi er ikke tætte venner, men føler altid vi har kunne snakke åbent omkring børnenes trivsel og udvikling osv. samt det faktum at vores døtre er tætte veninder.

Nu har jeg så desværre haft en meget ulykkelig pige en en periode, som ikke fungerer med de andre piger i klassen. En af pigerne har sågar sagt "ej ved du hvad, nogle gange kan jeg simpelthen ikke lide dig, du er alt for meget!"... 

Valgte at ringe til min datters venindes mor, for at snakke med hende omkring det min datter oplever på skolen og på en pæn måde fortælle hvad hendes datter "gør", og som jeg også sagde, så det jo ikke engang sikkert at hendes datter ved hun gør min datter ulykkelig. 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg havde regnet med, men selvfølgelig gik hendes mor i defensivt mode. (Kan jeg selvfølgelig godt forstå). Hun mener omvendt at min datter ofte spørger om hun og veninden ikke bare skal være de to på skolen idag, og ikke sammen med de andre.  At min datter er omklamrende og gør "krav" på hendes datter. 

Det gør mig selvfølgelig utroligt ked af det, at høre. For selvfølgelig skal de have lov at være sammen med dem de ønsker. Men er det virkelig så forkert at have et ønske om at være sammen med en veninde en dag i skoletiden? 

Veninden kan jo bare sige nej, som hun jo gør. 

Nu vi blevet enige om at snakke sammen så det kan løses børnene imellem. Men som en der selv er meget konfliktsky har jeg virkelig ondt i maven. 

Kan næsten ikke holde til det. Har fornemmelsen af venindens mor vil kunne vende alt til hendes datters fordel og min datter og jeg vil komme til at sidde i klemme eller med følelsen af de os der er forkerte. 

Det ikke en oplevelse jeg har lyst til at byde hende. Venindens mor er normalt utroligt sød, men når det kommer til hendes datters "fejl" (alle er jo forskellige men vi kan jo stadigvæk såre hinanden), så virker hun meget lukket. 

Ved dog det også ville blive taget ile op hvis jeg går gennem skolen. Så jeg bange for vores forhold vil blevet helt ødelagt. 

Hvordan takler man det her. 

Vil min datter det bedste og hun kæmper virkelig. 

Hej med dig

Selvfølgelig bliver man ked af det, når ens børn ikke trives i noget, men det er nok samtidig vigtigt med lidt koldt vand i blodet, så ikke egne følelser overtager ungernes problemer. Du er jo ikke selv i konflikt, du behøver ikke som sådan at gøre andet end at rumme din datters svære følelser og støtte hende så godt du kan med de ting du kan.

Jeg forstår egentlig godt veninden (og dennes mor). Selvfølgelig skal man tale ordentligt og opføre sig ligeså (!), og det som er sagt lyder ikke pænt - det ville jeg guide ungerne i. Sådan noget sker jo i de år.

Veninder bliver formentlig klemt mellem følelse af loyalitet overfor din datter, samtidig med at hun ikke vil låses fast og tvinges til at indgå aftaler på dagsbasis, når nu mange andre spændende relationer trækker. Det skabet en uheldig dynamik, hvor din datter “klistrer” til en veninde, som helst bare gerne vil ud og nyde liv og venskaber på kryds og tværs som de nu opstår igennem en dag. Det husker jeg selv som ret normalt for den alder. 

Igen: Men skal behandle hinanden ordentligt. Men jeg kan godt forstå at andre 12-årige kan have svært ved at honorere de behov og ønsker din datter har for hvordan hun vil være at de skal være sammen. Min løsning ville være at støtte min datter i at bløde lidt op på relationer, turde være lidt fleksibel og øve sig i det små på at turde indgå i flere relationer.

Jeg tænker at man skal lære at være ok i eget selskab især når man er introvert og derudover øve sig i at være modig når man måske ikke får det ud af de relationer man har som man har brug for. Det kan måske være en ide at gå til noget nyt for at skabe nye relationer inden for fælles interesser.

Jeg forstår godt, at det er svært for både din datter og dig. Men jeg kan også godt forstå, at det er svært for hendes veninde, som jo har helt andre - og helt almindelige og rimelige - behov. Det er ikke rart at blive “kapret” af en veninde for en hel skoledag ad gangen, når man selv har et ønske om at være med, hvor tingene sker og at være fri til at se, hvad dagen bringer. Og ja, hun kan måske nok “bare sige nej” til din datter - men det er altså ikke “bare”. Hun ved jo godt, at det skuffer og sårer din datter. Jeg ville frygte, at hun - altså veninden - på et tidspunkt føler sig ked og træt af at blive spurgt og derfor helt trækker sig fra din datter.  

Jeg er slet ikke sikker på, at det er en god ide, at I taler med veninden og moren om det. I risikerer, at der vil blive sagt nogle sårende ting fra en presset veninde til din datter, eller at I mødre - som jo begge har følelser involveret - kommer til at forvikle situationen endnu mere. Ydermere kan det let blive lidt ydmygende for din datter, som jo let vil havne i en offerrolle. 

Hvis jeg forstår situationen rigtigt, så er det først og fremmest din datter, der har et problem. Det er synd, og det er svært, og det skal hun have hjælp til at klare. Det er ikke veninden, der skal “fikse” det for hende - det kan højst hjælpe kortvarigt. Jeg ville tale med klasselæreren og bede om hjælp til at undersøge, om hun kan få hjælp fx af en AKT-lærer til at finde bedre måder at navigere i det sociale på. Hun skal ikke lave om på sig selv - hun ER introvert, genert osv. som person, og det er der ikke noget galt i - men hun er nødt til at ændre på sin tilgang til veninden m.fl., så hun ikke omklamrer andre. Ideelt set skal hun også rustes til at kunne “overleve”, hvis veninden forsvinder/trækker sig. 

En mulighed er, at der også kan være angst på spil - blot en tanke. 

Jeg forstår godt, at det er svært for både din datter og dig. Men jeg kan også godt forstå, at det er svært for hendes veninde, som jo har helt andre - og helt almindelige og rimelige - behov. Det er ikke rart at blive “kapret” af en veninde for en hel skoledag ad gangen, når man selv har et ønske om at være med, hvor tingene sker og at være fri til at se, hvad dagen bringer. Og ja, hun kan måske nok “bare sige nej” til din datter - men det er altså ikke “bare”. Hun ved jo godt, at det skuffer og sårer din datter. Jeg ville frygte, at hun - altså veninden - på et tidspunkt føler sig ked og træt af at blive spurgt og derfor helt trækker sig fra din datter.  

Jeg er slet ikke sikker på, at det er en god ide, at I taler med veninden og moren om det. I risikerer, at der vil blive sagt nogle sårende ting fra en presset veninde til din datter, eller at I mødre - som jo begge har følelser involveret - kommer til at forvikle situationen endnu mere. Ydermere kan det let blive lidt ydmygende for din datter, som jo let vil havne i en offerrolle. 

Hvis jeg forstår situationen rigtigt, så er det først og fremmest din datter, der har et problem. Det er synd, og det er svært, og det skal hun have hjælp til at klare. Det er ikke veninden, der skal “fikse” det for hende - det kan højst hjælpe kortvarigt. Jeg ville tale med klasselæreren og bede om hjælp til at undersøge, om hun kan få hjælp fx af en AKT-lærer til at finde bedre måder at navigere i det sociale på. Hun skal ikke lave om på sig selv - hun ER introvert, genert osv. som person, og det er der ikke noget galt i - men hun er nødt til at ændre på sin tilgang til veninden m.fl., så hun ikke omklamrer andre. Ideelt set skal hun også rustes til at kunne “overleve”, hvis veninden forsvinder/trækker sig. 

En mulighed er, at der også kan være angst på spil - blot en tanke. 

Når jeg læser dit svar, så ser jeg ikke en som har læst mit skriv. 

Min datter føler sig tilsidesat af de andre piger inklusiv sin veninde. Hendes veninde udstiller min datter og får hende til at føle sig til grin foran de andre piger. 

Derudover er det vel stadigvæk normalt at man kan spørge sine venner og veninder igennem sin opvækst, om de har lyst til at lege eller hænge ud alt efter alder. ? Eller er det simpelthen ikke noget man gør ?

Nu har jeg snakket med min datter idag, som bekræftede at hun i løbet af den seneste måneds tid har spurgt sin veninde to gange (mener jeg ikke er meget) om de to skulle være sammen på skolen. Men var blevet afvist. (Hvilket også er fair nok, så det jo ikke fordi veninden ikke kan sige nej). 

Synes ikke hendes veninde skal ændre sig, men omvendt synes jeg heller ikke det hun byder min datter er fair. Vi må tage den med skolen tænker jeg. 

Tror ikke angst er en del af problemet, snare at min datter er bange for at miste en veninde, som måske alligevel ikke er en veninde når det kommer til stykket, for efter at have tænkt over det... Hvilke venner og veninder udstiller andre, stikker af fra sin veninde med de andre piger og ignorerer en veninde... Hmm

I har ret i en ting. Min datter skal lære at være glad i sit eget selskab og ikke frygte at være alene. Derudover må hun finde nye relationer, for de som er på skolen er usunde.

Jeg er venindens mor- forstået sådan, at min søn har en kammerat der ikke har andre relationer end min søn. Når de leger sammen i skole og sfo, er det kun de to sammen. Jeg forstår det som om at de andre børn synes at drengen er irriterende, og jeg tror at drengen mest har lyst til bare at være sammen med min søn. 

De har det egentlig ok sammen, men min søn giver også udtryk for at han klistrer for meget til ham, og han gerne vil være sammen med de andre drenge også. 

Drengen fylder virkelig meget, og vi synes det på mange måder er belastende at have ham på besøg i længere tid. Derfor har vi ikke rigtigt opsøgt legeaftaler med ham. I stedet skriver hans forældre- helt sikkert i bedste forsøg på at hjælpe deres søn- stort set hver eneste weekend for at få legeaftaler. Hvis man møder dem på skolen, i supermarkedet eller andre steder, er det også det eneste de spørger ind til. Det har virkelig modsat virkning, for vi føler også at forældrene pludselig klistrer til os. 

Jeg har haft svært ved at tackle det. Har haft lyst til at sige til dem, at det er for meget. Men omvendt er det også bare et ømt punkt, og jeg ved at de vil blive kede af at få det at vide. Jeg har lyst til at sige til dem, at de kunne forsøge at lægge deres æg i flere reder, men jeg ved godt at det jo er lettere i 2. klasse, hvor det jo stadig meget er os forældre der styrer aftalerne, og ikke det samme i 6. klasse. 

Hvordan ville hun havde det med et skoleskifte? Det er der jo mange der gør i 7. fx. Du skriver at der ikke er mange piger. Måske kunne et skifte give hende mulighed for at finde flere af samme sind? For selvfølgelig skal hun ikke lave sig selv om for at passe ind. Og hun er ikke forkert fordi hun er som hun er. Jeg er sikker på at hun er den skønneste pige

Anonym skriver:

Jeg er venindens mor- forstået sådan, at min søn har en kammerat der ikke har andre relationer end min søn. Når de leger sammen i skole og sfo, er det kun de to sammen. Jeg forstår det som om at de andre børn synes at drengen er irriterende, og jeg tror at drengen mest har lyst til bare at være sammen med min søn. 

De har det egentlig ok sammen, men min søn giver også udtryk for at han klistrer for meget til ham, og han gerne vil være sammen med de andre drenge også. 

Drengen fylder virkelig meget, og vi synes det på mange måder er belastende at have ham på besøg i længere tid. Derfor har vi ikke rigtigt opsøgt legeaftaler med ham. I stedet skriver hans forældre- helt sikkert i bedste forsøg på at hjælpe deres søn- stort set hver eneste weekend for at få legeaftaler. Hvis man møder dem på skolen, i supermarkedet eller andre steder, er det også det eneste de spørger ind til. Det har virkelig modsat virkning, for vi føler også at forældrene pludselig klistrer til os. 

Jeg har haft svært ved at tackle det. Har haft lyst til at sige til dem, at det er for meget. Men omvendt er det også bare et ømt punkt, og jeg ved at de vil blive kede af at få det at vide. Jeg har lyst til at sige til dem, at de kunne forsøge at lægge deres æg i flere reder, men jeg ved godt at det jo er lettere i 2. klasse, hvor det jo stadig meget er os forældre der styrer aftalerne, og ikke det samme i 6. klasse. 

Hvordan ville hun havde det med et skoleskifte? Det er der jo mange der gør i 7. fx. Du skriver at der ikke er mange piger. Måske kunne et skifte give hende mulighed for at finde flere af samme sind? For selvfølgelig skal hun ikke lave sig selv om for at passe ind. Og hun er ikke forkert fordi hun er som hun er. Jeg er sikker på at hun er den skønneste pige

Og det er slet ikke fordi jeg siger at din datter er irriterende osv. Men bare at det måske kan have en modsat effekt hvis vi forældre blander os for meget.

Og nej, som du skriver senere, så lyder det jo ikke omklamrende at din datter har opsøgt hende et par gange på en måned. 

Det lyder som et usundt mønster der er ved at udvikle sig, og din datter bliver måske det nemme offer, og veninden får nogle billige point ved at hævde sig over din datter. 

Jeg tænker at et møde med klasselæreren kunne være et sted at starte for at finde ud af hvordan I kan hjælpe hende

Anonym skriver:

Når jeg læser dit svar, så ser jeg ikke en som har læst mit skriv. 

Min datter føler sig tilsidesat af de andre piger inklusiv sin veninde. Hendes veninde udstiller min datter og får hende til at føle sig til grin foran de andre piger. 

Derudover er det vel stadigvæk normalt at man kan spørge sine venner og veninder igennem sin opvækst, om de har lyst til at lege eller hænge ud alt efter alder. ? Eller er det simpelthen ikke noget man gør ?

Nu har jeg snakket med min datter idag, som bekræftede at hun i løbet af den seneste måneds tid har spurgt sin veninde to gange (mener jeg ikke er meget) om de to skulle være sammen på skolen. Men var blevet afvist. (Hvilket også er fair nok, så det jo ikke fordi veninden ikke kan sige nej). 

Synes ikke hendes veninde skal ændre sig, men omvendt synes jeg heller ikke det hun byder min datter er fair. Vi må tage den med skolen tænker jeg. 

Tror ikke angst er en del af problemet, snare at min datter er bange for at miste en veninde, som måske alligevel ikke er en veninde når det kommer til stykket, for efter at have tænkt over det... Hvilke venner og veninder udstiller andre, stikker af fra sin veninde med de andre piger og ignorerer en veninde... Hmm

I har ret i en ting. Min datter skal lære at være glad i sit eget selskab og ikke frygte at være alene. Derudover må hun finde nye relationer, for de som er på skolen er usunde.

Nå - jeg har nu faktisk læst dit indlæg flere gange, før jeg svarede.  Jeg hæftede mig ved, at du skrev, din datter  følte sig udstillet af veninden - og at det jo ikke engang var sikkert, veninden vidste, at hun gjorde din datter ulykkelig. Det tog jeg som udtryk for, at der kunne være tvivl om, hvorvidt din datter tog sig noget meget nært, som måske slet ikke var ondt ment. Og mht. at spørge, om man skal lege eller hænge ud, så gik det igen i dit indlæg, at der var tale om mere end det - et ønske om at aftale, at man skal være sammen med hinanden hele dagen og ikke være sammen med andre. Jeg kunne heller ikke vide - lige så lidt, som du har gjort indtil i dag - at der kun var tale om to gange. Eller at veninden ignorerer og stikker af fra din datter.

I det hele taget er dit første indlæg noget mere forsigtigt og ikke-dømmende over for venindens adfærd end dette, og så er det søreme svært på afstand at vide, hvor utvetydigt, der er tale om ikke-okay opførsel. Jeg tror, de fleste af os gør vores bedste for at forstå de situationer, der bliver beskrevet, ud fra det, der står - og rammer man ved siden af, er det næppe af ond vilje eller fordi man ikke har læst det skrevne. 

Med den beskrivelse af og de holdninger til venindens opførsel, du nu giver udtryk for, så kunne det godt tyde på, at veninden er “på vej væk” - og det bestyrker min opfattelse af, at det ikke løses ved en snak mellem jer fire, ligesom du selv er nået frem til. 

Anonym skriver:

Jeg har en datter som er ultra introvert, stille, genert og har det generelt bedst med få tætte venskaber. 

Desværre er problemet lidt, at alle de piger som er i hendes omgangskreds er ekstroverte og ekstremt sociale, de vil gerne være sammen mange og på kryds og tværs, både i skoletiden og i fritiden (det skal de selvfølgelig bare have lov til.) 

Men... Min datter føler sig alene og glemt af de andre. Den veninde hun har haft siden 0 klasse, er også meget social og har ikke lyst til at binde sig en hel dag til en enkelt.

Desværre er de meget få piger i klassen og derfor er følelsen af ensomhed hos min datter ekstra nem at få frem. Der er også begyndt at opstå episoder i skoletiden hvor min datter føler sig "udstillet" af sin veninde, f.eks hvor hendes veninde får de andre til at grine på bekostning af min datter. (Personligt mener jeg det grænser til mobning). 

Moderen til veninden har jeg god kontakt med normalt, vi er ikke tætte venner, men føler altid vi har kunne snakke åbent omkring børnenes trivsel og udvikling osv. samt det faktum at vores døtre er tætte veninder.

Nu har jeg så desværre haft en meget ulykkelig pige en en periode, som ikke fungerer med de andre piger i klassen. En af pigerne har sågar sagt "ej ved du hvad, nogle gange kan jeg simpelthen ikke lide dig, du er alt for meget!"... 

Valgte at ringe til min datters venindes mor, for at snakke med hende omkring det min datter oplever på skolen og på en pæn måde fortælle hvad hendes datter "gør", og som jeg også sagde, så det jo ikke engang sikkert at hendes datter ved hun gør min datter ulykkelig. 

Jeg ved simpelthen ikke hvad jeg havde regnet med, men selvfølgelig gik hendes mor i defensivt mode. (Kan jeg selvfølgelig godt forstå). Hun mener omvendt at min datter ofte spørger om hun og veninden ikke bare skal være de to på skolen idag, og ikke sammen med de andre.  At min datter er omklamrende og gør "krav" på hendes datter. 

Det gør mig selvfølgelig utroligt ked af det, at høre. For selvfølgelig skal de have lov at være sammen med dem de ønsker. Men er det virkelig så forkert at have et ønske om at være sammen med en veninde en dag i skoletiden? 

Veninden kan jo bare sige nej, som hun jo gør. 

Nu vi blevet enige om at snakke sammen så det kan løses børnene imellem. Men som en der selv er meget konfliktsky har jeg virkelig ondt i maven. 

Kan næsten ikke holde til det. Har fornemmelsen af venindens mor vil kunne vende alt til hendes datters fordel og min datter og jeg vil komme til at sidde i klemme eller med følelsen af de os der er forkerte. 

Det ikke en oplevelse jeg har lyst til at byde hende. Venindens mor er normalt utroligt sød, men når det kommer til hendes datters "fejl" (alle er jo forskellige men vi kan jo stadigvæk såre hinanden), så virker hun meget lukket. 

Ved dog det også ville blive taget ile op hvis jeg går gennem skolen. Så jeg bange for vores forhold vil blevet helt ødelagt. 

Hvordan takler man det her. 

Vil min datter det bedste og hun kæmper virkelig. 

Jeg ville tage et møde med skolen og spørge dem ind til din datters adfærd også holde den på din banehalvdel i første omgang. 

der er jo altid to sider af samme sag. Så mon ikke sandheden er midt i mellem din datters version og venindens version af sagen. 

Helt enige med mange der skriver her. Tænker også hvad er skolen og trivselspædagog tiltage for at din datter får flere venner /nogle der vil hende ? Eller hvordan øver hun sig i det. Det er og vil være en mega sygt hårdt folkeskole år. Når man lukker sig inde. Og især hvis man "øver" får meget lov til at være det... for det bliver svært. 

Kontakt skolen.