Når det hele ramler...igen!

Jeg oplevede en missed abortion i august, med både medicinsk behandling og kirurgisk indgreb efterfølgende. Det påvirkede mig og påvirker mig stadig, rigtig hårdt psykisk.

Det er gået op og ned, men var vendt til det bedre. Ud af det blå fortæller en bekendt/veninde mig, at hun "er gået hen og blevet gravid" - I første hug, ved nærmest bare at kigge på sin kæreste.

Det ramte mig lige i maven og jeg har grædt uendelige tårer siden. Jeg vil gerne kunne rumme det, men nej, jeg kan simpelthen ikke. Det ødelægger mig fuldstændig.

Vi selv har kæmpet i rigtig mange år, for at få baby nr. 2, uden held. Både naturligt, gennem iui og ivf.

Da jeg så blev gravid i sommers, var det et kæmpe chok, men jeg knyttede mig til graviditeten med det samme og ønskede det mere end andet. Det endte jo så galt (igen )

Jeg ønsker mere end andet at blive gravid igen, men bliver dybt ulykkelig ved tanken om, at det måske slet ikke kan lade sig gøre.

Hvad ville i gøre, hvis i var i min situation?

Samtidig har mine kollegaer, bag min ryg, sagt til souschefen, "at jeg ikke laver noget". Den fik hun dog manet til jorden, da det ikke passer. Desværre hænger de fast i denne opfattelse.

De har arbejdet sammen i 20 år og jeg har svært ved at få plads på stuen. Min ene kollega, gav så besked til souschefen om, at hun synes "jeg skal træde mere i karakter". Hun vil gerne spare mere med mig. Det står hende frit for, jeg har snakket med hende om det, men alligevel vælger hun den anden kollega (selvom hun giver udtryk for, hellere at ville spare med mig).

Jeg overvejer stærkt at finde et nyt job, men mine kræfter er der ikke.

Dertil kom min mand og jeg op at diskutere ret meget, da han ikke kan forstå, hvordan jeg stadig er påvirket af aborten og bliver påvirket af andres graviditeter. Han fik sagt nogle virkelig dumme ting, der gjorde mig i tvivl, om jeg overhovedet har lyst til at få et barn mere med ham, hvis ikke han begynder at tænke før han taler.

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op. Jeg er træt, udkørt, trist, ked af det, frustreret, skuffet m.m..

Puha! Havde lige brug for at læsse lidt mere af. Det er så hårdt at have det, på denne måde.

Hej med dig.
Kram i første omgang. Du trænger da til en pause fra alt det her??? En MA påvirker. Jeg tænker stadig på min, selvom vi i 13. forsøg omsider fik barn nr. 2 og hun er 15 måneder nu.

Har du hørt om metakognitiv terapi? Det lyder for mig til at du grubler en masse over både børn/mand/MA/kollegaer og måske kunne have gavn af at lære at parkere disse grublerier i et begrænset tidsrum, så du kan få lidt fred i hovedet resten af tiden?

Kære du

Puha, jeg bliver helt rørt over dit opslag, for jeg har været lige præcis der hvor du lyder til at være nu, og selvom det er nogle år tilbage, kan jeg mærke meget tydeligt hvor hårdt ramt jeg var dengang og hvor nedslidt, opgivende og trist alting var. Jeg endte med at måtte tale med en terapeut med speciale indenfor barnløshed, for jeg følte mig fuldkommen alene med alle tankerne og min mand og jeg gik mere og mere fejl af hinanden i hver vores måde at tackle frustrationer og sorg på.

Samtidig blev min nærmeste veninde gravid og jeg tacklede det helt vildt dårligt, hvilket gjorde vores relation enormt svær over lang tid, samtidig med at jeg var ved at blive ædt op af dårlig samvittighed over at jeg havde det så svært med det hele. 

Jeg læste en gang en undersøgelse af barnløses mentale trivsel under deres forløb. Her sammenlignede man de stressreaktioner man fandt, med den man ser hos mennesker som rammes af livstruende sygdom. På en eller anden måde fik det mit til at føle mig lidt mindre alene og uduelig.

Har du nogen at tale med om det hele, også ud over din mand? Der er virkelig mange som kommer på kant med hinanden i forløbet fordi mand og kvinde ofte reagerer meget forskelligt. Din mand er også bange og frustreret - men han aner formentlig ikke hvad han skal gøre for at støtte dig, og din sorg gør ham fuld af afmagt, er mit bud. 

Puha TS det er noget af en mavepuster at få for dig med det hele .. Kan godt forstå, at det hele påvirker dig utrolig meget.. 

Jeg selv fik en MA i november 2017, og selvom jeg blev hurtigt gravid bagefter, så tog det mig altså 3-4 år, før jeg ikke fik en klump i halsen og tårer i øjnene, når jeg tænkte på den første baby eller så film med babyer.. Men jeg kan stadig godt mærke en form for "savn" til den første baby, og det tror jeg egentlig også min kæreste gør.. Så sådan en stor ting påvirker altså lang tid efter, og det må du gerne sige til din mand (evt. Lade ham læse den her debat).. 

Og mht. dit arbejde, så synes jeg bestemt, at du skal på udkig efter et nyt.. Du behøver ikke bruge mange kræfter på det, men bare kig lidt annoncer, og hvis der er et job, der lyder fedt, så se om du ikke kan bikse en ansøgning sammen

Anonym skriver:

Hej med dig.
Kram i første omgang. Du trænger da til en pause fra alt det her??? En MA påvirker. Jeg tænker stadig på min, selvom vi i 13. forsøg omsider fik barn nr. 2 og hun er 15 måneder nu.

Har du hørt om metakognitiv terapi? Det lyder for mig til at du grubler en masse over både børn/mand/MA/kollegaer og måske kunne have gavn af at lære at parkere disse grublerier i et begrænset tidsrum, så du kan få lidt fred i hovedet resten af tiden?

Ja! Jeg har brug for en pause. En mulighed for at lukke ned og få alle de her tanker og følelser til at forsvinde, bare for et kort øjeblik.

Denne gang påvirker det mig meget mere voldsomt end første gang. Jeg tænker både, at det skyldes, at jeg kort efter første abort blev gravid igen og fik min datter. Jeg fik hende og hun blev jo mit et og alt.

Vi prøvede så i meget lang tid på nr. 2, inklusiv behandling og fik så at vide, at håbet var ude.

Da jeg så blev gravid tænkte jeg, at nu ville jeg endelig få mit længe ventede ønske og frem om barn nr. 2 opfyldt, men nej.

Det har jeg ikke hørt om, nej. Jeg går dog til psykolog og det kan jeg ikke undvære. Der går bare for lang tid imellem, lige når det hele ramler.

StortOgSmåt skriver:

Kære du

Puha, jeg bliver helt rørt over dit opslag, for jeg har været lige præcis der hvor du lyder til at være nu, og selvom det er nogle år tilbage, kan jeg mærke meget tydeligt hvor hårdt ramt jeg var dengang og hvor nedslidt, opgivende og trist alting var. Jeg endte med at måtte tale med en terapeut med speciale indenfor barnløshed, for jeg følte mig fuldkommen alene med alle tankerne og min mand og jeg gik mere og mere fejl af hinanden i hver vores måde at tackle frustrationer og sorg på.

Samtidig blev min nærmeste veninde gravid og jeg tacklede det helt vildt dårligt, hvilket gjorde vores relation enormt svær over lang tid, samtidig med at jeg var ved at blive ædt op af dårlig samvittighed over at jeg havde det så svært med det hele. 

Jeg læste en gang en undersøgelse af barnløses mentale trivsel under deres forløb. Her sammenlignede man de stressreaktioner man fandt, med den man ser hos mennesker som rammes af livstruende sygdom. På en eller anden måde fik det mit til at føle mig lidt mindre alene og uduelig.

Har du nogen at tale med om det hele, også ud over din mand? Der er virkelig mange som kommer på kant med hinanden i forløbet fordi mand og kvinde ofte reagerer meget forskelligt. Din mand er også bange og frustreret - men han aner formentlig ikke hvad han skal gøre for at støtte dig, og din sorg gør ham fuld af afmagt, er mit bud. 

Jeg har det så skidt nu, igen Jeg kan ikke rigtig være i det og græder fuldstændig uhæmmet. Det kommer i bølger og jeg er ved at være der, hvor jeg tænker, "Hvor meget er det muligt at græde"

Jeg aner ikke hvad jeg skal stille op, når tankerne tager over og følelserne vælter ind over mig. Jeg knækket fuldstændig sammen og gennemlever alle følelserne. Det er forfærdeligt at være i.

Jeg skrev tilbage til hende, efter hun skrev hendes besked. Ikke samme dag ?der brød jeg sammen og stortudede), men et par dage efter. Om jeg har tacklet det godt..hmm. Det kunne godt tackles bedre. Hun er dog en af de få, der ved hvad jeg har været igennem, hvilket gør det endnu sværere. Hun formåede ikke at være der for mig og nu forventer hun, at jeg uden at blinke kan udvise glæde på hendes vegne. Det kan jeg ikke på nuværende tidspunkt.

Jeg går til psykolog. Dog kan jeg mærke, at der går for lang tid imellem, når filmen knækker. Når det går fremad passer det fint.

Unicorn1 skriver:

Puha TS det er noget af en mavepuster at få for dig med det hele .. Kan godt forstå, at det hele påvirker dig utrolig meget.. 

Jeg selv fik en MA i november 2017, og selvom jeg blev hurtigt gravid bagefter, så tog det mig altså 3-4 år, før jeg ikke fik en klump i halsen og tårer i øjnene, når jeg tænkte på den første baby eller så film med babyer.. Men jeg kan stadig godt mærke en form for "savn" til den første baby, og det tror jeg egentlig også min kæreste gør.. Så sådan en stor ting påvirker altså lang tid efter, og det må du gerne sige til din mand (evt. Lade ham læse den her debat).. 

Og mht. dit arbejde, så synes jeg bestemt, at du skal på udkig efter et nyt.. Du behøver ikke bruge mange kræfter på det, men bare kig lidt annoncer, og hvis der er et job, der lyder fedt, så se om du ikke kan bikse en ansøgning sammen

Tusind tak for dit svar.

Det var endelig begyndt at gå fremad og nu vælter alting igen. Jeg ved ærlig talt ikke, hvor meget mere jeg kan holde til.

Det var og er en kæmpe mavepuster og det gør så ondt. Jeg er dybt påvirket af mit forløb og alt blev forstærket efter hendes udmelding

Jeg er ked af det tab. Samtidig gør det du skriver, at jeg ikke føler mig så "forkert" med mine tanker og følelser. Hvis man kan udtrykke det sådan.

Jeg har sagt det til min mand af flere omgange. Også at jeg har brug for, at han er der for mig, når det hele ramler. At et langt kram eller det at lade mig græde ud, faktisk kan være en hjælp i selve øjeblikket. Dem er der mange af nu.

Jeg har downloadet en jobportal på min telefon og begynder så småt at kigge.