Ingen at lege med

Min dreng er 8 år og går i 2.klasse. Efter en lidt svær skolestart er han kommet godt efter det - han er fint med fagligt og kan godt lide sin klasse og sine lærere.

Han plejede at være i en meget fasttømret gruppe af tre-fire drenge, som legede sammen i hvert eneste frikvarter. Vi havde dem på legeaftaler og han var også hjemme hos dem - dog ikke så meget den ene.

Men her i 2.klasse har der været noget opbrud. Der er sket nogle rokeringer i klasserne pga en ny struktur, og derfor er der kommet flere nye børn i klassen, som nok har rykket ved de grupperinger der var. Det er helt naturligt, tænker jeg. Men det har efterladt min dreng i en situation, hvor han kommer hjem de fleste dage og fortæller, at han har leget alene eller bare har gået rundt. Og det gør mig ked af det og bekymret for ham.

Vi har snakket med lærerne om det - og jeg regner med, de vil prøve at hjælpe ham med i nogle lege. Det er dog ikke sket endnu. (Vi snakkede med dem i fredags, så det er ok)

Han er ikke asocial eller vildt speciel, men han kan ikke lide boldspil og er heller ikke vild med computerspil. Så han falder måske lidt imellem to grupper af børn i skolen. Og så er han måske ikke den, der finder på en hel masse lege - men han vil meget gerne lege, og han bliver frustreret, når kammeraterne bare gerne vil ‘snakke’, som han siger. Så måske er han lidt umoden på nogle punkter.

Vi prøver at invitere på legeaftaler, og synes egentlig det går rigtig fint, når der er nogen her. Men alligevel er han meget alene i skolen.

Er der nogen, der har prøvet noget lignende, hvor det er gået over? Eller som har nogle gode råd? Indtil videre trives han nogenlunde i det. Men jeg er bekymret for, hvornår det begynder at påvirke ham for alvor.

Jeg har ikke selv en stor erfaring da jeg ikke har så store børn, men jeg synes du gør det jeg synes du kan gøre med at invitere på legeaftaler, en anden ide kunne være en fritidsaktivitet nogen af de andre går til fra klassen? Så er der ihvertfald måske mulighed for at udvikle på fælles interesser?

Du har gjort hvad du kan gøre. 
Tror de fleste børn går igennem det på et tidspunkt (både af hvad jeg ved fra min store på 12 og mine veninders børn) 

jeg opfordrede min dreng til at prøve at give de andres lege et forsøg også, man kan ikke forvente folk gider lege med en hvis det kun er ens egne lege der virker.. og så spurgte jeg til andre i klassen, også piger om de måske gad lege de lege han ville osv. 

han havde den periode i 3 klasse, og det tog lige et par måneder men så gik det fint igen og han har leget med nogen siden i skole tiden. 

Er også svært fordi de netop udvikler sig forskelligt, og interessere sig for forskellige ting, synes især da nogen drenge pludselig synes det at tale om piger var spændende og andre ikke gjorde et opbrud i de oprindelige grupper, og tror det er helt naturligt. 
Det er en del af børnenes udvikling at vi så skal lade dem finde deres plads i det sociale igen. 

Det skiftede også lidt i 4 klasse hvor han begyndte at rende med nogen af de lidt større børn (5-6 klasse) i frikvarteret en periode og så stoppede det igen.. det har været meget op og ned.. og her i 6 klasse er det en helt anden form for “legeaftaler” hvor de lige hænger lidt ud efter skole eller spiller online sammen, indimellem cykler rundt et par stykker og snakker.. Det er en helt naturlig udvikling i deres “dynamik” drengene imellem, og at de skal lære selv at finde deres plads i den sociale “rang”. 
Det er hårdt at se ens barn måske føler sig alene en periode, men det bedste vi kan gøre som forældre er at opfordre til at udvide horisonterne lidt og tro på de har styr på det. Har aldrig pylret eller vist ham jeg har været bekymret/ked omkring det og det tror jeg er vigtigt så han ikke oplever at det han står i er noget rigtig skidt man skal være ked af for det vil blot hæmme ham i den udvikling, for mor bliver bange/bekymret, og det er synd for “mig”, så dvæler de ved det, istedet for at arbejde på at se deres muligheder for at løse det.. 

de er desværre en alder hvor man skal lade dem gøre/løse det selv, og de blot skal vide mor står klar til at gribe det hele. 

Du lyder til at have en dejlig og fornuftig lille mand og er sikker på han nok skal finde sig til rette i den nye klasse dynamik når han lige finder ud af hvor han står

*.* skriver:

Du har gjort hvad du kan gøre. 
Tror de fleste børn går igennem det på et tidspunkt (både af hvad jeg ved fra min store på 12 og mine veninders børn) 

jeg opfordrede min dreng til at prøve at give de andres lege et forsøg også, man kan ikke forvente folk gider lege med en hvis det kun er ens egne lege der virker.. og så spurgte jeg til andre i klassen, også piger om de måske gad lege de lege han ville osv. 

han havde den periode i 3 klasse, og det tog lige et par måneder men så gik det fint igen og han har leget med nogen siden i skole tiden. 

Er også svært fordi de netop udvikler sig forskelligt, og interessere sig for forskellige ting, synes især da nogen drenge pludselig synes det at tale om piger var spændende og andre ikke gjorde et opbrud i de oprindelige grupper, og tror det er helt naturligt. 
Det er en del af børnenes udvikling at vi så skal lade dem finde deres plads i det sociale igen. 

Det skiftede også lidt i 4 klasse hvor han begyndte at rende med nogen af de lidt større børn (5-6 klasse) i frikvarteret en periode og så stoppede det igen.. det har været meget op og ned.. og her i 6 klasse er det en helt anden form for “legeaftaler” hvor de lige hænger lidt ud efter skole eller spiller online sammen, indimellem cykler rundt et par stykker og snakker.. Det er en helt naturlig udvikling i deres “dynamik” drengene imellem, og at de skal lære selv at finde deres plads i den sociale “rang”. 
Det er hårdt at se ens barn måske føler sig alene en periode, men det bedste vi kan gøre som forældre er at opfordre til at udvide horisonterne lidt og tro på de har styr på det. Har aldrig pylret eller vist ham jeg har været bekymret/ked omkring det og det tror jeg er vigtigt så han ikke oplever at det han står i er noget rigtig skidt man skal være ked af for det vil blot hæmme ham i den udvikling, for mor bliver bange/bekymret, og det er synd for “mig”, så dvæler de ved det, istedet for at arbejde på at se deres muligheder for at løse det.. 

de er desværre en alder hvor man skal lade dem gøre/løse det selv, og de blot skal vide mor står klar til at gribe det hele. 

Du lyder til at have en dejlig og fornuftig lille mand og er sikker på han nok skal finde sig til rette i den nye klasse dynamik når han lige finder ud af hvor han står

Tak for dit svar. Det er dejligt beroligende, jeg håber det går over af sig selv. 
Vi prøver at opfordre ham til at prøve nogle nye relationer lidt af - det er ikke så nemt for ham at komme ind. Men ja, han er egentlig en ret stille og rolig og rar dreng, så jeg håber da, de andre får øjnene op for ham på et tidspunkt inden alt for længe.

Men tak - dejligt at høre fra en, der har erfaring , at det nok skal gå.

Anonym skriver:

Tak for dit svar. Det er dejligt beroligende, jeg håber det går over af sig selv. 
Vi prøver at opfordre ham til at prøve nogle nye relationer lidt af - det er ikke så nemt for ham at komme ind. Men ja, han er egentlig en ret stille og rolig og rar dreng, så jeg håber da, de andre får øjnene op for ham på et tidspunkt inden alt for længe.

Men tak - dejligt at høre fra en, der har erfaring , at det nok skal gå.

Det skal helt bestemt nok gå.  
det kan være svært at komme ind på andre og skabe nye relationer men se det han synes er svært som en udvikling. Han lærer at tilpasse sig og regulere sig efter de mennesker omkring ham så han bedst muligt kan indgå i det sociale samspil. 
det vil ændre sig mange gange løbende gennem årene, og jeg synes især når der har været “udskiftning” i vennerne at der lige er en stille periode hvor min dreng har været lidt for sig selv, og så skabt nye relationer istedet. Men vi ved jo fra os selv at relationer tager tid. 
Han skal nok klare den det er en del af at blive stor

Jeg var selv sådan et barn. Jeg havde fællesskaber i fritidsaktiviteter og familie og så vendte det, da jeg kom på efterskole. Jeg har en lang videregående uddannelse, arbejder med mennesker og har mand og børn. Jeg havde det ikke skidt i skolen. Men mine forældre var bekymrede, er mit indtryk.