Arbejde efter ufrivillig abort

Mon jeg er den eneste, eller er der andre herinde, der har prøvet det samme?

Jeg har haft en ufrivillig abort efterfulgt af en masse komplikationer, der gjorde, at jeg var sygemeldt i 2 uger (lægens og psykologens anbefaling).

Derefter er jeg startet på arbejde igen, på nedsat tid, med en genoptrapningsplan.

Efter 3 uger fik jeg et tilbagefald, med voldsomme smerter, uro i kroppen ondt i maven og hedeture. Jeg græd spontant og pludseligt.

Jeg nævnte det for min leder og sagde at jeg psykisk ikke kan følge med. Han virkede ikke til at lytte og sagde bare, "Kom igen, hvis du har brug for at vi justerer i timer eller laver en længere plan. Det havde jeg jo lige fortalt ham.

Psykologen anbefalede mig at tage en snak med ham igen og "skære det ud i pap". Jeg skrev en mail og bad om en samtale igår.

Jeg tog så på arbejde igår og spurgte efter lederen, som åbenbart ikke kommer igen før tirsdag. Så måtte tage den med souschefen.

Hun virkede heldigvis mere forstående og justerede mine timer ned idag og i næste uge. "Vi tager en uge af gangen. Det vigtigste er, at vi passer på dig lige nu", sagde hun.

Er der andre, der har prøvet det samme? Jeg er så bange for, hvad mine kollegaer tænker om mig og ikke mindst bange for at blive opsagt pga. dette forløb.

Anonym skriver:

Mon jeg er den eneste, eller er der andre herinde, der har prøvet det samme?

Jeg har haft en ufrivillig abort efterfulgt af en masse komplikationer, der gjorde, at jeg var sygemeldt i 2 uger (lægens og psykologens anbefaling).

Derefter er jeg startet på arbejde igen, på nedsat tid, med en genoptrapningsplan.

Efter 3 uger fik jeg et tilbagefald, med voldsomme smerter, uro i kroppen ondt i maven og hedeture. Jeg græd spontant og pludseligt.

Jeg nævnte det for min leder og sagde at jeg psykisk ikke kan følge med. Han virkede ikke til at lytte og sagde bare, "Kom igen, hvis du har brug for at vi justerer i timer eller laver en længere plan. Det havde jeg jo lige fortalt ham.

Psykologen anbefalede mig at tage en snak med ham igen og "skære det ud i pap". Jeg skrev en mail og bad om en samtale igår.

Jeg tog så på arbejde igår og spurgte efter lederen, som åbenbart ikke kommer igen før tirsdag. Så måtte tage den med souschefen.

Hun virkede heldigvis mere forstående og justerede mine timer ned idag og i næste uge. "Vi tager en uge af gangen. Det vigtigste er, at vi passer på dig lige nu", sagde hun.

Er der andre, der har prøvet det samme? Jeg er så bange for, hvad mine kollegaer tænker om mig og ikke mindst bange for at blive opsagt pga. dette forløb.

Altså, det er jo et voldsommere forløb end “gennemsnittet”, hvis man kan tale om sådan et. Men hvis du er syg (enten fysisk eller psysisk), så er du jo syg!

I forhold til fyring kommer det an på, hvilke forhold du er ansat under, men tag en snak med din fagforening, hvis du har en. Uanset så skal en fyring vel være saglig.

Panther skriver:

Altså, det er jo et voldsommere forløb end “gennemsnittet”, hvis man kan tale om sådan et. Men hvis du er syg (enten fysisk eller psysisk), så er du jo syg!

I forhold til fyring kommer det an på, hvilke forhold du er ansat under, men tag en snak med din fagforening, hvis du har en. Uanset så skal en fyring vel være saglig.

Jeg er i hvert fald påvirket mere, end jeg lige havde forventet, særligt psykisk. Jeg har svært ved at være I det, men prøver virkelig at tackle følelserne så godt jeg kan.

Mine tætteste kollegaer siger, at de kan mærke, at min energi ikke er den samme som før. Derudover kan de intet mærke på mig, når jeg er på stuen og sammen med børnene. (Jeg er pædagog i en vuggestue).

Min fagforening sagde bare, "Husk at du kan blive opsagt, hvis du har for meget fravær". Dette er jeg godt klar over. Jeg gør det jeg kan, så det ikke ender værre (f.eks med en depression eller en fuldtidssygemelding).

jeg er også pædagog. 
Vi har haft to kollegaer, der hver især har har været syge i 1 år før de blev opsagt - så tænker ikke du bliver opsagt efter så kort fravær. 
Men der er 120 dages reglen - man kan blive opsagt, hvis man er langtidssygemeldt i mere end 120 dage. 
Dine kollegaer tænker ikke noget dårligt - vi gjorde i hvert fald ikke og syntes det var vigtigt at vores syge kollega blev rask, fremfor at have det skidt på arbejdet. 
Så tag du det bare i eget tempo og mærk efter hvad du kan og ikke kan.

mor:) skriver:

jeg er også pædagog. 
Vi har haft to kollegaer, der hver især har har været syge i 1 år før de blev opsagt - så tænker ikke du bliver opsagt efter så kort fravær. 
Men der er 120 dages reglen - man kan blive opsagt, hvis man er langtidssygemeldt i mere end 120 dage. 
Dine kollegaer tænker ikke noget dårligt - vi gjorde i hvert fald ikke og syntes det var vigtigt at vores syge kollega blev rask, fremfor at have det skidt på arbejdet. 
Så tag du det bare i eget tempo og mærk efter hvad du kan og ikke kan.

 

Tusind tak for dit svar. Jeg har desværre utrolig nemt ved at få dårlig samvittighed og derved presse mig selv til at komme hurtigt tilbage på arbejde.

Heldigvis har jeg en læge og en psykolog, der er enige om, at "det tager den tid det tager". De tænker, at det med min forhistorie, er der ikke noget at sige til, at jeg er påvirket.

1. gang mistede jeg, 2. gang fik jeg min datter. Så prøvede vi er næsten 2 år uden held. Derefter røg vi til inseminering og videre til ivf.

Jeg fik at vide, at mine æggeledere var ødelagt. Den ene blev åbnet (der kom i hvert fald lidt passage).

Så blev jeg naturligt gravid for 3. gang i juni og mistede i august. Så det har været en hård omgang, men ønsker brændende en ny graviditet og baby.

Anonym skriver:

Tusind tak for dit svar. Jeg har desværre utrolig nemt ved at få dårlig samvittighed og derved presse mig selv til at komme hurtigt tilbage på arbejde.

Heldigvis har jeg en læge og en psykolog, der er enige om, at "det tager den tid det tager". De tænker, at det med min forhistorie, er der ikke noget at sige til, at jeg er påvirket.

1. gang mistede jeg, 2. gang fik jeg min datter. Så prøvede vi er næsten 2 år uden held. Derefter røg vi til inseminering og videre til ivf.

Jeg fik at vide, at mine æggeledere var ødelagt. Den ene blev åbnet (der kom i hvert fald lidt passage).

Så blev jeg naturligt gravid for 3. gang i juni og mistede i august. Så det har været en hård omgang, men ønsker brændende en ny graviditet og baby.

Søde du - du behøver jo hverken en læge, en psykolog eller en forhistorie for at retfærdiggøre at du har det skidt - det kan du jo udemærket selv mærke og vurdere at du har, og det er jo rigeligt begrundelse. Det er skide hårdt at abortere og det er skide hårdt at være ufrivilligt barnløs, og hvis dette for dig i en periode gør dig så dårlig at du er ude af stand til at arbejde, ja så er den jo sådan set ikke meget længere. God bedring