Teen der blander sig i voksenting

Hej alle 

jeg har en 12 årig dreng der er en tænker og føler. Han er virkelig ved at være hormonramt og humøret kører op og ned. 
han kan være enormt diskussionslysten og har en holdning til ALT! 

så sent som nu, hvor han spørger om lillesøster ikke skal til noget fritids interesse (som kræver min deltagelse) og jeg siger nej ikke idag, fordi jeg har det skidt. Så begynder han at sige at far bare burde gøre det med hende, for jeg gider jo aldrig (vi har 7/7).. hvilket intet har på sig. Han har ret i at det ikke er min interesse at være med, men jeg gør det altså hver gang, for hendes skyld. Jeg bliver så pisse træt af at han mener han skal mene noget om den slags. Det har jo intet med ham at gøre. Men det er som om han tager “ansvaret på sig” og derfor påtaler det. 

jeg bliver så monster træt af at han blander sig i noget der er de voksnes ansvar. 

det er også i skolen. alt muligt hvor han konstant føler at han skal have en holdning til hvordan de voksne agerer - i stedet for at acceptere at han er barn og de er voksne, og de gør alting af en årsag (som han ikke nødvendigvis kender eller kan regne ud) og det er han nødt til at have tiltro til og høre efter.. Ligeså meget for selv at få ro. Han bruger SÅ meget energi på hvad andre gør. 

hvordan kommer man det til livs??? 

Anonym skriver:

Hej alle 

jeg har en 12 årig dreng der er en tænker og føler. Han er virkelig ved at være hormonramt og humøret kører op og ned. 
han kan være enormt diskussionslysten og har en holdning til ALT! 

så sent som nu, hvor han spørger om lillesøster ikke skal til noget fritids interesse (som kræver min deltagelse) og jeg siger nej ikke idag, fordi jeg har det skidt. Så begynder han at sige at far bare burde gøre det med hende, for jeg gider jo aldrig (vi har 7/7).. hvilket intet har på sig. Han har ret i at det ikke er min interesse at være med, men jeg gør det altså hver gang, for hendes skyld. Jeg bliver så pisse træt af at han mener han skal mene noget om den slags. Det har jo intet med ham at gøre. Men det er som om han tager “ansvaret på sig” og derfor påtaler det. 

jeg bliver så monster træt af at han blander sig i noget der er de voksnes ansvar. 

det er også i skolen. alt muligt hvor han konstant føler at han skal have en holdning til hvordan de voksne agerer - i stedet for at acceptere at han er barn og de er voksne, og de gør alting af en årsag (som han ikke nødvendigvis kender eller kan regne ud) og det er han nødt til at have tiltro til og høre efter.. Ligeså meget for selv at få ro. Han bruger SÅ meget energi på hvad andre gør. 

hvordan kommer man det til livs??? 

Man kommer det ikke til livs, det er i min optik en del af udviklingen, at udvikle selvstændige meninger og holdninger. Snak med ham, vær nysgerrig, sig selvfølgelig gerne når noget er dit ansvar og ikke hans, og lad ham vide når det er dig som bestemmer, men jeg synes ikke du skal komme det til livs eller bliver sur/ireterret på ham, han er blot igang med at blive voksen.

Mom skriver:

Man kommer det ikke til livs, det er i min optik en del af udviklingen, at udvikle selvstændige meninger og holdninger. Snak med ham, vær nysgerrig, sig selvfølgelig gerne når noget er dit ansvar og ikke hans, og lad ham vide når det er dig som bestemmer, men jeg synes ikke du skal komme det til livs eller bliver sur/ireterret på ham, han er blot igang med at blive voksen.

Tak. Måske har du ret.

jeg siger mange mange mange gange fra, når han synes han skal blande sig i noget der er mit bord. Det har dog ingen effekt. 

jeg kan ærligt bare ikke erindre at jeg selv satte spørgsmål ved mine forældre og andre voksne på dén måde. Selvfølgelig havde jeg en holdning når det vedrørte mig, og jeg synes de var uretfærdige.. men sgu ikke når det ikke havde en dyt med mig at gøre. :-S

Anonym skriver:

Tak. Måske har du ret.

jeg siger mange mange mange gange fra, når han synes han skal blande sig i noget der er mit bord. Det har dog ingen effekt. 

jeg kan ærligt bare ikke erindre at jeg selv satte spørgsmål ved mine forældre og andre voksne på dén måde. Selvfølgelig havde jeg en holdning når det vedrørte mig, og jeg synes de var uretfærdige.. men sgu ikke når det ikke havde en dyt med mig at gøre. :-S

Jeg har helt sikkert været som din dreng, og det har alle mine 3 børn også, det gav for det meste nogen gode snakke, men selvfølgelig også lidt grænsesætning. Men jeg bilder mig selv ind, at det har medvirket til deres måde at sætte sig i andres sted, diskutere på et ordentligt niveau og konfliktløsning. For hvis de ikke stillede spørgsmål, havde en holdning osv, hvordan skulle de så lære det? men jeg er med på, at det på en dag, hvor man er træt, er temmeligt træls.

Mom skriver:

Jeg har helt sikkert været som din dreng, og det har alle mine 3 børn også, det gav for det meste nogen gode snakke, men selvfølgelig også lidt grænsesætning. Men jeg bilder mig selv ind, at det har medvirket til deres måde at sætte sig i andres sted, diskutere på et ordentligt niveau og konfliktløsning. For hvis de ikke stillede spørgsmål, havde en holdning osv, hvordan skulle de så lære det? men jeg er med på, at det på en dag, hvor man er træt, er temmeligt træls.

Problemet for mig er nok især at der netop ikke kommer nogen “gode snakke” ud af det. Det er ren konflikt og diskussion og han bliver pissesur og top fornærmet når jeg på en rolig måde fortæller ham, enten at det ikke er hans bord eller hvorfor jeg gør som jeg gør. 

Jeg fatter ikke at han vil diskutere med mig om alting. Uden undtagelse. Den anden dag ville min kæreste give pizza. Vi blev enige om at købe 3 som vi 4 (2 voksne og 2 børn) kunne deles om. Min søn brokkede sig fra vi gik hjemmefra til vi var hjemme igen med pizzaer, over at der med garanti ikke var nok mad til at han kunne blive mæt. Selvom både jeg og min kæreste sagde at vi ikke spiste en hel hver - og det gør søster heller ikke, så han skulle nok blive mæt. Men brok brok brok. I stedet for at være glad og taknemmelig for at min kæreste ville give pizza.. og gæt hvad. Han blev rigeligt mæt.. 

jeg er bare uendelig træt af evige diskussioner. 

Hej alle 

jeg har en 12 årig dreng der er en tænker og føler. Han er virkelig ved at være hormonramt og humøret kører op og ned. 
han kan være enormt diskussionslysten og har en holdning til ALT! 

så sent som nu, hvor han spørger om lillesøster ikke skal til noget fritids interesse (som kræver min deltagelse) og jeg siger nej ikke idag, fordi jeg har det skidt. Så begynder han at sige at far bare burde gøre det med hende, for jeg gider jo aldrig (vi har 7/7).. hvilket intet har på sig. Han har ret i at det ikke er min interesse at være med, men jeg gør det altså hver gang, for hendes skyld. Jeg bliver så pisse træt af at han mener han skal mene noget om den slags. Det har jo intet med ham at gøre. Men det er som om han tager “ansvaret på sig” og derfor påtaler det. 

jeg bliver så monster træt af at han blander sig i noget der er de voksnes ansvar. 

det er også i skolen. alt muligt hvor han konstant føler at han skal have en holdning til hvordan de voksne agerer - i stedet for at acceptere at han er barn og de er voksne, og de gør alting af en årsag (som han ikke nødvendigvis kender eller kan regne ud) og det er han nødt til at have tiltro til og høre efter.. Ligeså meget for selv at få ro. Han bruger SÅ meget energi på hvad andre gør. 

hvordan kommer man det til livs??? 

Din søn lyder fuldstændig som min knægt på 12 år. Jeg synes også det kan være anstrengende, især fordi han er så vedholdende, og har meget stærke holdninger, men mangler erfaringer og modenhed, han er jo helt ny i den her teen/halvvoksen verden som har åbnet sig for ham. Men jeg kan også høre på ham, at han er en god fyr, med god moral og værdier, og det gør mig virkelig stolt. Tænk at den skønne unge mand er min søn! <3

Kan også bare være super pinligt hvis han gør det ude i offentligheden, og så er han blevet højere end mig, og det føles lidt skørt at kigge opad mens man opdrager, men det er også bare fedt, og lige som det skal være :-)

Din søn lyder fuldstændig som min knægt på 12 år. Jeg synes også det kan være anstrengende, især fordi han er så vedholdende, og har meget stærke holdninger, men mangler erfaringer og modenhed, han er jo helt ny i den her teen/halvvoksen verden som har åbnet sig for ham. Men jeg kan også høre på ham, at han er en god fyr, med god moral og værdier, og det gør mig virkelig stolt. Tænk at den skønne unge mand er min søn! <3

Kan også bare være super pinligt hvis han gør det ude i offentligheden, og så er han blevet højere end mig, og det føles lidt skørt at kigge opad mens man opdrager, men det er også bare fedt, og lige som det skal være :-)

Ingen tvivl om hans moral og værdier heller. Selvom han sommetider har temmelig svært ved at se egen andel i konflikter både i skole og med sin søster. :-D

Men vi har fx set korpset her til aften, og så reflekterer han over ting som at han ikke synes denne sæsons deltagere  har et ligeså godt sammenhold og tager sig af hinanden, som forrige sæson. og det synes han er synd for dem der har det svært undervejs.