Eksperthjælp: Min mand er initiativforladt og lader ikke til at tænke på parforholdet

Spring til sidste ulæste indlæg
Følg denne tråd

11.120 visninger
0 svar
0 synes godt om
20. september 2023

Gitte Sander

Hej Gitte.
Jeg har længe overvejet, om jeg skulle skrive men kan mærke jeg simpelthen er nødt til af få luft.
Lad mig slå fast at jeg elsker min mand og aldrig vil ødelægge vores forhold, men jeg savner noget.
Lidt baggrund om os, kan måske være med til at forstå min situation lidt bedre.
Min mand og jeg har 14 års aldersforskel. Han var 31 da vi mødtes.
Jeg blev stormende forelsket dengang og alt mellem os gik utroligt hurtigt, jeg var nok den styrende når jeg tænker tilbage. Jeg ved han dengang havde sine betænkeligheder og han er virkelig en velovervejet, jordnær og kærlig mand.
Han var/er min første sådan rigtige forelskelse.

Men… og der er et kæmpe stort men… jeg føler det ALTID har været mig som har “passet” forholdet, hvis man kan kalde det det.

Alt er gået stærkt i vores forhold. Jeg blev gravid tre måneder efter vi lærte hinanden at kende og siden har vi fået to børn mere. (Så vi nu tre børn i aldersgruppen 2 -13 år).

Vi var “bare” kærester i 13 år… for selvom jeg tiggede og tiggede ham om at blive gift med mig, ja så havde havde han altid alle mulige undskyldniger. Men sagde altid han gerne ville en dag…
Jeg endte med at sætte ham stolen for døren (for har altid følt vi manglede noget i forholdet, men det mente han ikke), hvis han ikke ville giftes så flyttede jeg.
Hans resultat af det var, jammen så lad os blive gift.
Jeg stod for alt til brylluppet… han gjorde intet, det var endda mig som købte hans smoking.
Til brylluppet ved jeg ikke hvad jeg havde forventer, for efter så mange år sammen, ja så kan man vel ikke forvente han græder når han ser sin brud ?

Jeg savner og mangler virkelig noget og jeg ved ikke hvad det er, eller om jeg er urimelig ?

Troede det jeg manglede var at han ville giftes… men nu vi gift og der er gået næsten et år og jeg er næsten endnu mere ulykkelig. Føler mig snydt for et frieri, selvom det måske er lidt fjollet.
Føler aldrig han tænker på mig, medmindre jeg selv går og “prikker” til ham, og selv der er det sjældent han gør noget “romantisk”.

Jeg ved godt han ikke er den spontane type SLET ikke… men han har aldrig købt et smykke eller en lille ting spontant. Han har ALDRIG overrasket mig på nogen måde.

Er begyndt at forestille mig hvordan et forhold ville være til en helt anden, hvis vi aldrig havde mødt hinanden dengang, og det gør mig ulykkelig, for jeg elsker virkelig min mand.

Han er også utroligt kedelig i sengen… det altid det samme og de første ti år var det ok. Men nu… ja jeg ved det ikke, han er ikke den eksperimenterende type.

Når jeg forsøger at snakke med ham om alle de ovenstående ting (og forsøger virkelig at være sød, for det sidste jeg ønsker er, at gøre ham ked af det), så er hans respons altid enten “ja jeg kan godt se det, jeg er en dårlig mand!” Eller “hvornår skulle jeg have tid til det?”…
Men helt ærligt… efter så mange år, har han åbenbart ikke haft tid en eneste gang, til at tænke på forholdet?

Tror jeg føler mig lidt fortabt.



Gittes svar

Hej fru V.,

Dit skriv er interessant, fordi det rører ved et tema, som rigtig mange, måske endda næsten alle, mennesker føler i parforhold. Jeg elsker min partner, men jeg savner noget og "føler ikke at jeg får det, jeg har bestilt."

De fleste mennesker ønsker sig og længes efter sådan noget som: Opmærksomhed, kærlighed, nysgerrighed, bekræftigelse, værdsættelse, anerkendelse, tryghed. Hertil kommer de mere specifikke ønsker og længsler man kan finde frem for hver enkelt. Af hvordan netop denne person kan komme til at føle sig elsket, god nok, værd at elske, tryg, og tilpas udfordret.

For dig ville du ønske at din partner havde vist sin kærlighed ved at fri. Og det kunne eller gjorde han ikke på det tidspunkt, hvor du ønskede det. Du beskriver, at du nok har været den mest styrende og initiativtagende. Og det, som dine følelser kører død i, er hans mangel på at tage styring og initiativ, samt manglende handlinger fx omkring brylluppet. Samtidigt er der de kvaliteter, som du forelskede dig i og elsker, såsom hans velovervejethed, omtanke, jordnære og kærlige sider.

Det giver jo mening, hvis du på sigt savner at han tager initiativ og handler på måder, som får dig til at føle dig elsket. Du spørger om du er urimelig, og det vil jeg ikke kalde det. Men jeg vil kalde det almindeligt.

Det forstemmende er, at man som regel forelsker sig i en person, der matcher nogle negative karaktertræk, som vil vise sig på sigt, som udfordrer en. Den han er, er dybest set ikke den, som du ønskede han ville være. Og det lyder som om, at når du taler til ham om det, lyder det som kritik i hans ører.

Du forsøger at skubbe ham over i den retning, som du drømmer om vil kunne give dig lidt mere af det, som du føler at du har behov for. Du udfordrer ham til at udvikle sig i en retning, hvor han bliver bare lidt mere initiativrig og handlende. Problemet er, at der er en årsag til, at han er, som han er. Og det er sandsynligt, at jo hårdere du skubber på, jo mere vil han stivne og trække sig tilbage. Fordi han fx kommer til at føle sig kritiseret, utilstrækkelig eller ikke god nok som mand.

Du kan ikke ændre på hvem han er, eller hvordan han agerer i verden. Det er kun ham selv, der kan det, når han er motiveret for det. Så den del af setuppet, som du kan ændre på, er det, som du selv gør og den måde du er i jeres forhold på. Men det er jo lidt af en knivsæg at gå på. Fordi:

Hvis den mest handlende og initiativrige i et parforhold for eksempel stopper helt med at tage initiativ, så er der en reel risiko for at I som par glider fra hinanden. Du beskriver, at dit initiativ og dine handlinger på en måde "holder" parforholdet. Og ja, det kan godt være tungt at stå med i længden.

På den anden side, så er det naturligt sådan ofte i parforhold at den ene er mere initiativrig på visse områder end den anden. Det er sådan, mange par finder sammen. Så kan man forvente, at en mand, der måske ikke har romantik i sig, ikke synes at et bryllup er noget særligt, og måske endda ikke ejer nogen kæmpe drift henimod parforholdet, pludselig bliver en, der viser initiativ i retning af sin partners behov?

Ihvertfald kan man jo sige det sådan, at hvis man går rundt i et langvarigt parforhold og konstant ønsker sig, at partneren vil forandre sig og være en anden, end den han/hun reelt er, så kan man komme til at ligge rigtig meget pres ind på den anden, med sine ønsker om at "du burde være anderledes, end den du er", "du burde gøre noget andet, end det du gør" eller "du gør ikke nok af det, som jeg forventer, du skulle gøre."

Jeg har set mange par, hvor den ene mere eller mindre sidder og siger: "Kom nu. Jeg føler mig som en knastør ørken i forhold til om du kommer og vander mig bare et par dråber, altså." Det har altid sin grænse, fordi alle mennesker har en grænse. Hvornår tipper balancen. Hvornår føler du, at du får så lidt, af det, som har behov for, at du ikke magter vente på det længere.

Samtidigt må man sige at som voksne mennesker må vi jo indse, at partnere er ikke til for at imødekomme andre menneskers mødte behov. Altså: Man kan ikke som sådan forvente, at der kommer en partner og vil opfylde alle ens behov. Man kan drømme om det, ønske sig det og længes efter det. Men man kan hverken forvente eller kræve det.

Der er et ordsprog, der siger, at hvis du ikke kan få det, du elsker, så må du elske det, du får. Og det kan der godt være noget om, i min erfaringsverden. At du skal på en måde kunne elske det, du får, for at blive lykkelig. Derfor kan et bud for dig være, at kigge på: "På hvilke måder viser min mand mig sin kærlighed." "Hvad er det han gør, som er for forholdets skyld." "Hvad er hans intentioner bag det, han gør." Sådan nogle ting. Hvor du på en måde leder efter at se bedre, hvad han rent faktisk gør for jeres forhold og på hvilke måder.

De allerfleste gør rigtig meget for deres parforhold og relationer, på deres egen måde. Nogle gange kan det ligge som gaver i noget mærkeligt indpakningspapir, eller blive nærmest usynligt for en, hvad den anden i det hele taget overhovedet bidrager med. Nogle gange, though, kan det være større gaver, end man ænser. Fx kan træk som tålmodighed, rummelighed, stabilitet, være nogle meget værdifulde gaver, når vi taler om at opfostre børn sammen som forældre.

Jeg tænker ikke, at du "bare skal se glasset som halvfyldt i stedet for halvtomt". Men jeg tænker, at det er værd at arbejde ind i det, og jeg tænker at det ville være godt for jer at gå i parterapi og få noget hjælpe udefra til at skubbe lidt til nogle af de dynamikker, der er i jeres parforhold. Han har sikkert tanker, følelser og gør handlinger, som han ikke engang fortæller dig. Men jeg tror også, at han måske kan blive overrasket over at høre om hvem du på et dybereliggende sted egentlig er.  Du lyder skuffet over ham. Gad vide om du fortæller ham, hvor hårdt det rammer dig, at du er den, der så at sige føler, at du skal 'løfte og bære parrelationen'. Og gad vide, om du ved, hvad det, der holder ham så meget tilbage, i forhold til dig? Hvad er det han føler? Hvad er det, han ville føle, hvis han skulle fri til dig og købe sin smoking selv? Har han altid haft svært ved at tage initiativ og handle? Hvor stammer hans tilbageholdthed fra? Har den noget med dig og mere forhold at gøre? Eller har den noget med hans historie at gøre?

Det er gået meget stærkt for jer med at stifte familie. Måske er det først nu, at I som par kan lære hinanden bedre at kende og har overskud til at fokusere mere på jeres parforhold.

Håber det gav lidt,

Gitte

 



Gitte modtager enkeltpersoner og par i terapi, ligesom hun afholder mindfulnessgrupper, udviklingsgrupper, samt weekend workshops for par. Hun er forfatter til bogen "Grib kærligheden"

Se Gittes hjemmeside: gittesander.dk

Anmeld Citér

Køb et abonnement på Vores Børn

Magasinet til dig med børn på 0-12 år

Priser fra 149 kr.

[ Spring til toppen ]

Gå til forsiden

Gratis eksperthjælp

Det er gratis at søge hjælp hos vores eksperter - se alle eksperterne her.