Håndtering af sammenstød med "besværlige" forældre

Hej med jer,

Jeg er helt ny herinde og håber at jeg er landet det rigtige sted.

Jeg har brug for lidt kommentarer på min håndtering af en episode, der opstod i dag på en legeplads, hvor jeg var med vores datter på knap 3 år, min kone, konens søster, konens veninde og dennes datter.
Vores datter og venindens datter havde moret sig hele dagen i et børnesvømmebad på legepladsen, og da det var tid til, at vi skulle videre, bad vi min datter om, at finde sine legesager, som er et par ting til at lege i sandkasse med, spand, skovl osv.
Der var så en anden lille pige, yngre endnu, der legede med hendes skovl, og min datter fik vristet den fra hende. Her dukkede der så to drenge på 6-7 år op og begyndte at hive skovlen ud af hånden på min datter.
I og med at de var to og dobbelt så gamle, synes jeg ikke bare, at jeg kunne sidde og se på, så jeg gik over og sagde til drengene, at det var vores datters. De gav slip, men straks derefter kom så en kvinde hen og sagde, at det var deres skovl.
Jeg ved, hvordan nogen mennesker altid tror de har ret, særligt når det handler om deres egne børn, så istedet for at insistere, sagde jeg at det vel måtte forholde sig sådan, at de begge havde samme type skovl, og at vi måtte finde ud af, hvor den anden skovl så var.
Det næste der så skete var, at en anden kvinde, der åbenbart var med i samme gruppe på ialt tre kvinder og deres børn, råbte op om, at jeg bare skulle give den skovl NU, for det var deres!
Min datter var fuldstændig grådkvalt, men jeg kunne heller ikke se, hvordan det her kunne ende godt, da gruppen af kvinder forekom mig at være meget agressive, men prøvede stadig på at opfordre til, om vi ikke lige kunne se, om ikke der skulle være en skovl mere af samme type.
Men jeg gav meget modvilligt skovlen til dem, da jeg kunne mærke, at det her virkelig kunne eskalere. Jeg tænkte også, at der er god chance for at møde dem igen, og så gider jeg ikke, at der skal være sådan en fjendestemning, der ødelægger atmosfæren - har dog ingen intentioner om at blive bedste venner med de folk.
Nå, men jeg forsøgte at forklare på bedste vis til min datter, at vi ikke kunne vide, hvis skovlen var, men det forstod hun selvfølgelig ikke.
Her kom den første kvinde over og spurgte om vi ville have en vandkande, som de havde en ekstra af. Det sagde jeg ja tak til for jeg følte, at det måtte gøre en lille positiv forskel i min datters oplevelse.

Min kones søster fortalte bagefter, da vi var gået, at hun så dem dække en skovl til, der lignede den, der var vores, så de har muligvis overset, at de havde deres skovl til at ligge og så i processen fundet ud af, at de tog fejl. Hvis det virkelig er sådan, det forholder sig, er det jo klart voldsomt dårlig stil, at de ikke kom over og gav en undskyldning, og jeg havde hele tiden forsøgt at være diplomatisk og venlig, så der var ikke noget for dem at frygte.
Min kone og resten af følget turde ikke gribe ind, hvilket selvfølgelig også gjorde det sværere for mig, men på den anden side kunne situationen sikkert være løbet mere af sporet - det er svært at vide.
Jeg skyndte mig bagefter at købe to nye og meget bedre skovle til min datter, og også forklare hende, at nogle gange er der en kamp, man ved man ikke kan vinde, som man ligeså godt kan lade være med at tage.
Jeg fortalte hende også, at ikke alle mennesker er gode mennesker, men roste hende også for, at hun stod op mod de to drenge, der var to hoveder højere end hende. Det er selvf. lidt i konflikt med, hvad jeg sagde omkring at afveje om det er smartest at kæmpe eller smutte, udfra hvad man er oppe imod, men jeg var ski stolt over hendes fandenivoldskhed

Nå, men hvordan synes I situationen blev håndteret fra min side, og hvad synes I om opfølgningen i forhold til kommunikationen med min datter efterfølgende?

Jeg føler mig som verdens mest skyldige far efter den episode, og har brug for nogle inputs!

På forhånd tak!

Jeg ville have fastholdt at skovlen var min. Man skal ikke lære sine børn at give efter for “mobning”.

hvis en fra din familie havde set dem dække en skole der lignede din datters til skulle hun have konfronteret dem straks.

Jo jo - De lyder da som nogle klaphatte og situationen havde selvfølgelig irriteret mig voldsomt. Mit fokus i en sådan situation, (som heldigvis forekommer mig ret usædvanlig og sjælden), havde dog klart været at vise mit barn, hvordan man trækker på skuldrene over idioti, når det heldigvis “bare” er i størrelsesordenen af en skovl. Konflikter kommer hele livet og dem kan man jo ikke lade sig opsluge af. Måske havde jeg sagt til barnet, at der var tale om ens skovle og at de andre havde misforstået - og så havde jeg afledt barnet til at komme videre. At begynde at tale med små børn om at andre “ikke er gode” synes jeg lyder ubehageligt - og jeg synes også at det er påfaldende, hvis nogen af jer vitterligt har set dem have skovlen og tildække den, så ikke blot har påpeget det venligt og bestemt. Det havde jo været en glimrende ydmygelse af de irriterende typer. Nå, men sket er sket og jeg ville ikke bruge mere energi på et stykke legetøj.

Jeg havde gjort som dig. Jeg ville ikke eskalere en situation for børn og da slet ikke over sådan noget som en skovl. 
jeg synes at du håndterede det super fint!

Jeg synes du gjorde det bedste du kunne som det var og tage the High Road. Man skal vælge sine kampe og i sådan en sitaution må man trække på skuldrene. 
Men det er fandme øv og jeg havde nok været irriteret over det i en periode.

Jeg tror, at jeg havde hjulpet min datter med at få skovlen fra pigen i første omgang. Det kan være svært for børn at forklare "du leger lige med min skovl, men vi skal hjem nu, så jeg skal have den tilbage". Som du skriver blev det til at den skulle vristes fri og brødrene kender jo heller ikke baggrunden, så jeg forstår godt at de lige vil hjælpe deres søster.

At det hele eskalerer virker helt tosset og jeg synes at du håndterede den del helt perfekt. Men man møder bare indimellem nogle, der opfører sig meget langt fra hvordan man selv er. 

Tak for mange gode input!

Mht. at fastholde ejerskabet kræver det jo nok, at man har sådan et familien på bryggen-gen i sig, der overhovedet ikke overvejer situationens udfald eller sagens detaljer, men blindt kaster sig ud i kæmpekonflikter, der, hvis man konsekvent vælger den tilgang, ofte skaber endnu større konflikter. Sådan er jeg bare ikke, men har den anden gruppe mistænkt for at være det. Men jeg er da også klart med på, at det er rigtig ufedt, at lade sit barn give afkald på noget, det holder af, og her synes jeg også det er en dårlig løsning at sige, at det jo bare er en skovl. Så underkender jeg jo det forhold, hun har til sin ejendel, hvilket jeg ikke synes er særlig empatisk.
Nå, men en løsning på eventuelle fremtidige skærmydsler, vi arbejder med, er at købe en indgraveringsdims og ridse hendes navn ind i alt det legetøj, hun måtte slæbe med sig udenfor.

Helt grundlæggende, så synes jeg vi alle skal stoppe med at mistænke eller lægge fortællinger ned over hovedet på andre. Det lyder som en træls situation, som du håndterede fint. Gad vide, hvordan den anden familie oplevede det. 

Noget helt andet, så er der i hvert fald for vores børn læring i, at de skal lade være med at tage legetøj med på en offentlig legeplads, som de er tæt knyttet til. Især hvis de ikke tager det med sig videre i legen. Vi har mistet mange skovle pg andre ting, som er forsvundet / andre har taget med sig. 
Hvis de har noget virkelig betydningsfuldt med, så hjælper vi dem nogle gange også med at have styr på det. 

Jeg er for så vidt enig i nedskaleringen af situationen fordi de virker udenfor rækkevidde og man står med sit barn. Men nogle gange er det også vigtigt at vise sine børn at man godt må sætte foden ned overfor uretfærdighed og at man ikke nødvendigvis bare skal lade sig køre over. Den her situation har nok ikke været den rette til den lektion, men jeg er ikke fortaler for altid at undgå konflikten.

Jeg tror ikke helt at jeg forstår, hvorfor du ikke gik med din KUN 3 årige datter for at hente hendes skovl fra en pige endnu yngre. Det vi altid gør er at gå hen til forældrene og lige sige hej, og at deres barn leger med vores legetøj, som vi nu skal have med hjem. Derved undgår man direkte konflikter med det andet barn, og misforståelser. Jeg ville som forældre eller søskende til den yngre pige helt klart været blevet sur over at nogen bare hev et legetøj ud af hånden på dem specielt hvis jeg var af den opfattelse at det var vores. Ikke på din datter, men den forældre som bare sidder og kigger på indtil det går udover deres eget barn.