Hvordan kom i videre efter ufrivillig abort?

Ja, spørgsmålet siger lidt sig selv. Det er nu 2,5 uger siden, at jeg måtte igennem en kirurgisk abort, da den medicinske behandling ikke virkede godt nok.

Graviditeten var længe ventet og højt ønsket og jeg har svært ved at finde ud af hvad der skal til, for at komme videre.

Jeg er så småt startet med at arbejde igen og har indtil nu været til psykolog 3 gange. Nogle dage er lige til at holde ud, mens andre er virkelig svære. Jeg går ture og hører en del musik/meditationsvideoer.

Jeg er meget følelsesladet, ked af det, vred, synes alt er unfair, og vil bare gerne have en ny baby i maven hurtigst muligt.

Hvad/hvem hjalp jer med at komme videre?

Det eneste der hjalp var at snakke højt om det, endte også med at måtte snakke med en psykolog 

Søde du … der er jo ikke nogen opskrift. Og selvom at man længes efter at det “går væk” så man “kommer videre” så er sandheden jo, at sorg tager lige præcis den tid, den tager. Der er “kun” gået et par uger - og du har allerede gjort 117 ting… men du kan nok ikke gøre ret meget andet eller mere end at være i det, vente, heles, bearbejde… uanset om det så tager 3, 7 eller 17 uger før det føles lidt lettere det hele … 

Anonym skriver:

Ja, spørgsmålet siger lidt sig selv. Det er nu 2,5 uger siden, at jeg måtte igennem en kirurgisk abort, da den medicinske behandling ikke virkede godt nok.

Graviditeten var længe ventet og højt ønsket og jeg har svært ved at finde ud af hvad der skal til, for at komme videre.

Jeg er så småt startet med at arbejde igen og har indtil nu været til psykolog 3 gange. Nogle dage er lige til at holde ud, mens andre er virkelig svære. Jeg går ture og hører en del musik/meditationsvideoer.

Jeg er meget følelsesladet, ked af det, vred, synes alt er unfair, og vil bare gerne have en ny baby i maven hurtigst muligt.

Hvad/hvem hjalp jer med at komme videre?

Er ked af dit/jeres tab

Vi har mistet 4 gange i alt. 3 gange før vores datter som kom til verdenen i efteråret 2022, og 1 gang mere i juni måned i år. 
Jeg kan sagtens genkende de følelser du skriver, og jeg husker godt hvor forfærdeligt det føles, og stadig føles når det sker

Da vi mistede for 2. gang stoppede jeg med at tænke “hvad nu hvis” hele tiden, og gjorde netop lige det jeg havde lyst til. Jeg startede bla. også på vægttab, for det havde jeg ønsket i længe. Vi fortsatte med at prøve, og da vi mistede for 3. gang lettede der en stor sten fra min skuldre, for da vidste jeg vi kunne få hjælp. Vi blev herefter udredt, og holdte pause i ca. 6 mdr. imens udredningen stod på. Det gjorde noget godt for os. 

Vi valgte også at være åbne om det for nære familiemedlemmer og venner, og er det stadigvæk. 

Jeg håber du snart får det bedre, og du skal vide, at du bestemt ikke er alene. Stort kram til dig!

Jeg forstår dig så godt. Jeg har mistet 2 gange inden min datter og 1 gang lige nu i forsøg på en søskende. 

Første gang jeg mistede var jeg DYBT ulykkelig og desperat for at blive gravid igen. Det lyder som om du gør nogle gode ting allerede. Mit bedste råd er at forsøge at leve dit liv så som du ville, hvis du ikke ventede på at blive gravid (selvfølgelig stadig forsvarligt og sundt). Men book den ferie I har tænkt på, drik et glas vin, skift job eller hvad end du egentligt godt kunne tænke dig. Så livet ikke bliver sat på pause  

Kram til dig. Det skal nok lykkes før eller siden selvom det er ben hårdt med tab. 

Jeg er ked af at høre om dine tab. Det er bare hårdt og føles så uretfærdigt. Du kan overveje at kontakte foreningen Forældre og sorg. De er for alle og det er gratis at tale med dem - de er virkelig gode. 

Anonym skriver:

Det eneste der hjalp var at snakke højt om det, endte også med at måtte snakke med en psykolog 

Tak for for dit svar. Når det hele rammer mig, snakker jeg højt om alle de tanker og følelser, der går igennem mit hoved og min krop. Det er hårdt at være i, men endnu hårdere at være alene med.

StortOgSmåt skriver:

Søde du … der er jo ikke nogen opskrift. Og selvom at man længes efter at det “går væk” så man “kommer videre” så er sandheden jo, at sorg tager lige præcis den tid, den tager. Der er “kun” gået et par uger - og du har allerede gjort 117 ting… men du kan nok ikke gøre ret meget andet eller mere end at være i det, vente, heles, bearbejde… uanset om det så tager 3, 7 eller 17 uger før det føles lidt lettere det hele … 

Tak for dit svar. Tro mig, jeg prøver og min psykolog siger da også, at jeg er rigtig god til at være i og gennemleve alle de svære tanker og følelser.

Det rammer mig bare meget hårdere denne gang, end første gang jeg mistede.

__anonym skriver:

Er ked af dit/jeres tab

Vi har mistet 4 gange i alt. 3 gange før vores datter som kom til verdenen i efteråret 2022, og 1 gang mere i juni måned i år. 
Jeg kan sagtens genkende de følelser du skriver, og jeg husker godt hvor forfærdeligt det føles, og stadig føles når det sker

Da vi mistede for 2. gang stoppede jeg med at tænke “hvad nu hvis” hele tiden, og gjorde netop lige det jeg havde lyst til. Jeg startede bla. også på vægttab, for det havde jeg ønsket i længe. Vi fortsatte med at prøve, og da vi mistede for 3. gang lettede der en stor sten fra min skuldre, for da vidste jeg vi kunne få hjælp. Vi blev herefter udredt, og holdte pause i ca. 6 mdr. imens udredningen stod på. Det gjorde noget godt for os. 

Vi valgte også at være åbne om det for nære familiemedlemmer og venner, og er det stadigvæk. 

Jeg håber du snart får det bedre, og du skal vide, at du bestemt ikke er alene. Stort kram til dig!

Jeg har desværre nok ikke så meget tid at løbe på mere, da jeg nu er 33 og dertil også har været igennem både inseminering og ivf for ca. 5 år siden, der ikke endte positivt.

Jeg mistede i min 1. graviditet og fik en datter i min 2. graviditet og mistede igen i 3. graviditet = nu her.

Anonym skriver:

Jeg er ked af at høre om dine tab. Det er bare hårdt og føles så uretfærdigt. Du kan overveje at kontakte foreningen Forældre og sorg. De er for alle og det er gratis at tale med dem - de er virkelig gode. 

Tak. Det vil jeg se på.