Barn vil ikke i skole

Jeg har et barn på 9 år, som ikke trives lige nu. Hun har autisme og går på en almen folkeskole, pt uden støtte men med en fast pause på biblioteket i det store frikvarter. 
Hun fortæller hver dag at hun er blevet drillet, men det varierer lidt hvem der driller. Og nu vil hun ikke i skole, som i slet ikke. Hun er ked af det hver aften, og bruger morgenen på at sidde og knuge en bamse ind til sig indtil vi skal afsted. Og det er en diskussion hver morgen når vi skal afsted. Hun ved jeg er meget hjemme da jeg er syg og i gang med et ressourceforløb, der pt ikke byder på ret meget aktivitet (dette ændrer sig dog snart). 

Skolen er på sagen og de vil holde et intern møde med klassens team, ledelsen og ppr, for de ser også en pige i nedadgående trivsel. De vil så lave en handleplan og informere os forældre bagefter. 

Samtidig afventer vi at borgercenter handikap laver en §50 undersøgelse så vi kan få støtte i hjemmet (både pga autismen og min sygdom). 

Jeg synes det er så svært! Jeg sidder bare i venteposition og føler ikke jeg kan gøre noget for at hjælpe hende lige nu og her. Jeg kunne teknisk set godt holde hende hjemme de fleste dage, men det synes jeg bare heller ikke er en god løsning. 

Er der mon nogen der har været i en lignende situation? Hvad har I gjort?

Anonym skriver:

Jeg har et barn på 9 år, som ikke trives lige nu. Hun har autisme og går på en almen folkeskole, pt uden støtte men med en fast pause på biblioteket i det store frikvarter. 
Hun fortæller hver dag at hun er blevet drillet, men det varierer lidt hvem der driller. Og nu vil hun ikke i skole, som i slet ikke. Hun er ked af det hver aften, og bruger morgenen på at sidde og knuge en bamse ind til sig indtil vi skal afsted. Og det er en diskussion hver morgen når vi skal afsted. Hun ved jeg er meget hjemme da jeg er syg og i gang med et ressourceforløb, der pt ikke byder på ret meget aktivitet (dette ændrer sig dog snart). 

Skolen er på sagen og de vil holde et intern møde med klassens team, ledelsen og ppr, for de ser også en pige i nedadgående trivsel. De vil så lave en handleplan og informere os forældre bagefter. 

Samtidig afventer vi at borgercenter handikap laver en §50 undersøgelse så vi kan få støtte i hjemmet (både pga autismen og min sygdom). 

Jeg synes det er så svært! Jeg sidder bare i venteposition og føler ikke jeg kan gøre noget for at hjælpe hende lige nu og her. Jeg kunne teknisk set godt holde hende hjemme de fleste dage, men det synes jeg bare heller ikke er en god løsning. 

Er der mon nogen der har været i en lignende situation? Hvad har I gjort?

Jeg har selv et barn med autisme, og fra en forældre til en anden, så behold hende hjemme de dage hvor du kan mærke at hun er rigtig ked af det. 

I er i gang med at skaffe hende hjælp og skolen er heldigvis på banen med møder, men lige pt. lyder hun som om, at skolen er uoverskuelig, hvilket det sagtens kan være for et barn med autisme.

Hendes trivsel er vigtigere end at møde ind i skole

Enig i ovenstående. Trivsel er vigtigst lige nu, hvor der er ved at blive fundet hjælp og støtte. Går ud fra i er i kontakt med lærer omkring lektier mv. 

Jeg har selv et skolebarn med autisme på en almindelig skole. Jeg frygter sådan at ende i sådan en situation. Men er trivslen der ikke, lærer de ikke noget. 

Håber snart I finder en løsning som passer til alles behov. 

Det lyder hårdt.

Hold hende hjemme, hvis du kan, og bed hendes lærer om at sende dig lektier på mail, så hun ikke kommer for langt bagud fagligt.

Mom skriver:

Jeg har selv et barn med autisme, og fra en forældre til en anden, så behold hende hjemme de dage hvor du kan mærke at hun er rigtig ked af det. 

I er i gang med at skaffe hende hjælp og skolen er heldigvis på banen med møder, men lige pt. lyder hun som om, at skolen er uoverskuelig, hvilket det sagtens kan være for et barn med autisme.

Hendes trivsel er vigtigere end at møde ind i skole

Jeg er bare nervøs for at starte en spiral der bliver til meget fravær hvis hun bliver hjemme hver gang hun er ked af det. Og for at det bare udskyder ubehaget. At det bliver sværere for hende at komme tilbage i skolen hvis hun først for lov til at blive hjemme.

Rent fagligt er hun godt med, men hun er så ked af det fordi hun ikke er på samme bølgelængde som de andre børn

Anonym skriver:

Jeg er bare nervøs for at starte en spiral der bliver til meget fravær hvis hun bliver hjemme hver gang hun er ked af det. Og for at det bare udskyder ubehaget. At det bliver sværere for hende at komme tilbage i skolen hvis hun først for lov til at blive hjemme.

Rent fagligt er hun godt med, men hun er så ked af det fordi hun ikke er på samme bølgelængde som de andre børn

Hun trives tydeligvis ikke. Det er da hårdere at hun skal tvinges i skole som gør hende ked af det hver dag. Det kan altså føre til alvorlige stress/angst symptomer både nu og senere hen i livet. 
kan hun skifte skole? Dem der mobber vil nok fortsætte uanset hvad :/ 

Enig med de andre. Det er så hårdt, hvis hun skal presses til at gå i skole, når hun virkelig ikke magter det. Det er en kæmpe stressfaktor og nederlagsfølelse konstant at skulle forholde sig til, at man ikke er på bølgelængde med de andre socialt. Jeg har ikke selv børn med særlige behov, så jeg ved ikke, hvad der skal til for at få plads på en specialskole og om det kan lade sig gøre for din datter. Men jeg er glad for,  at I er ved at få støtte til hende. Jeg har selv haft mange diagnoser blandt andet autisme og oplevede måske noget lignende som barn, at jeg ikke trivedes i skolen (jeg kunne ikke rigtigt knække de sociale koder eller danne venskaber) og jeg var så stresset, overvældet og ked af det. Mine forældre tvang mig til at gå i skole og lave lektier hver dag og det var et mareridt. Jeg endte med alvorlige belastningsdepressioner. Jeg håber, at I har mulighed for at skærme jeres datter og give hende nogle afbræk, mens I venter på støtten. Som I sikkert ved, så nægter hun ikke at gå i skole for at være besværlig, men fordi hun er virkelig ked af det, utryg og stresset.

Anonym skriver:

Jeg er bare nervøs for at starte en spiral der bliver til meget fravær hvis hun bliver hjemme hver gang hun er ked af det. Og for at det bare udskyder ubehaget. At det bliver sværere for hende at komme tilbage i skolen hvis hun først for lov til at blive hjemme.

Rent fagligt er hun godt med, men hun er så ked af det fordi hun ikke er på samme bølgelængde som de andre børn

Vores endte med 1 års fravær, inden den rigtige skole fandtes. I dag er han studerende på universitetet. De skal nok klare sig, hvis man tænker på deres trivsel, inden det faglige, og man får den rigtige hjælp.

Tak for alle jeres svar. 

Jeg har valgt at give hende fri resten af ugen til en start, og hun er så lettet.  Det virker som det rigtige valg.

Kan kortere og forudsigelige skoledage være en mulighed på sigt, så hun er lidt afsted?