For børnenes skyld?

En lille debat, som helt sikkert har mange holdninger! Men vil så gerne høre dem alle

Kan man blive i et forhold, hvor tilliden er brudt? Hvor ens mand er en god far og man vil altid elske ham fordi man har været sammen i 13 år.. men man går på kompromis med en selv og ens grænser og lever med det fordi man er bange for konsekvenserne for en selv, ens partner og ikke mindst ens små børn?

Vi har små børn på 1 og 4. Gift, hus, været sammen i 13 år. Forholdet er ikke godt pt. Jeg har ikke tillid til ham. Jeg har tilgivet for mange gange for dumme ting, som ikke er fysisk utroskab. De ting jeg har tilgivet for vil jeg ikke nævne, for har man tilgivet så er det sådan. Sidst her har han lavet en aftale om at hjælpe en kvindelig kollega med renovering i hendes hjem. Fortalt mig han skulle noget andet og jeg har så fundet ud af at det var det han skulle. Det blev aflyst dog, men selve handlingen med at lyve og ikke fortælle mig det er det der er slemt! Jeg har ikke lyst til ham. Jeg har sagt jeg nok gerne vil sepereres. Han er gået helt ned, har siden grædt, meldt sig syg nogen dage, forsøger hele tiden at ændre min mening. Kigget på børnene som om han har mistet alt. Jeg synes det er forfærdeligt. 

Skal jeg blive, mest fordi han ikke skal gå ned med flaget, for det påvirker ungerne ekstremt. Skal jeg gå? Skal vi få hjælp, selvom jeg jo godt ved at han er sød og dejlig i 1, 2 år og så sker der nok noget lignende igen? Men uh, ungerne er såååå små og det er sgu ikke fair for dem at blive nomader... 

Jeg vil jo altid elske ham og savnet bliver ekstremt hvis det er. Men tilliden er jo helt væk? 

Kom med jeres meninger, historier, erfaringer osv.

Anonym skriver:

En lille debat, som helt sikkert har mange holdninger! Men vil så gerne høre dem alle

Kan man blive i et forhold, hvor tilliden er brudt? Hvor ens mand er en god far og man vil altid elske ham fordi man har været sammen i 13 år.. men man går på kompromis med en selv og ens grænser og lever med det fordi man er bange for konsekvenserne for en selv, ens partner og ikke mindst ens små børn?

Vi har små børn på 1 og 4. Gift, hus, været sammen i 13 år. Forholdet er ikke godt pt. Jeg har ikke tillid til ham. Jeg har tilgivet for mange gange for dumme ting, som ikke er fysisk utroskab. De ting jeg har tilgivet for vil jeg ikke nævne, for har man tilgivet så er det sådan. Sidst her har han lavet en aftale om at hjælpe en kvindelig kollega med renovering i hendes hjem. Fortalt mig han skulle noget andet og jeg har så fundet ud af at det var det han skulle. Det blev aflyst dog, men selve handlingen med at lyve og ikke fortælle mig det er det der er slemt! Jeg har ikke lyst til ham. Jeg har sagt jeg nok gerne vil sepereres. Han er gået helt ned, har siden grædt, meldt sig syg nogen dage, forsøger hele tiden at ændre min mening. Kigget på børnene som om han har mistet alt. Jeg synes det er forfærdeligt. 

Skal jeg blive, mest fordi han ikke skal gå ned med flaget, for det påvirker ungerne ekstremt. Skal jeg gå? Skal vi få hjælp, selvom jeg jo godt ved at han er sød og dejlig i 1, 2 år og så sker der nok noget lignende igen? Men uh, ungerne er såååå små og det er sgu ikke fair for dem at blive nomader... 

Jeg vil jo altid elske ham og savnet bliver ekstremt hvis det er. Men tilliden er jo helt væk? 

Kom med jeres meninger, historier, erfaringer osv.

Jeg har aldrig troet på at blive sammen for børnenes skyld. Uanset hvad alder de har. Min holdning til det er at man render rundt i en ulykkelig tilstand som børnene kan mærke (for de opfanger alt selvom man prøver at skjule det). Derudover er det min holdning at man kune viser sine børn at man skal finde sig i alt fra sin partner af. 
når børnene så selv bliver store og måske kommer i en situation med en kæreste der ikke behandler dem ordenligt bliver de og lader sig træde på, for de har ikke fået vist andet. 

mht din mand. Ja han er ked af det. Men man ligger som man har redt. Og du fortæller selv det langt fra er første gang han bryder din tillid. 

jeg er muligvis en kold skid på det punkt. Men man er sig selv nærmest og kan ikk leve sit liv efter hvordan andre har det. 

Gentagne tillidsbrud.. nej, det ville jeg ikke byde mig selv. ja det er hårdt for jer begge - men du bliver så lettet i hele dit nervesystem. Trust me.. 

at han går ned med flaget, er ikke dit ansvar. Jeres forhold har tydeligvis ikke stor nok betydning til at han kan finde ud af at passet godt nok på det. Surt show at han først ser det nu. Men du skal passe på dig selv.

Det kan man godt, men det var aldrig noget jeg ikke udsætte mig selv for eller mine børn. Det med at blive sammen for børnenes skyld synes jeg er skide egoistisk. De kan sagtens mærke at der er noget galt og hvis ikke de kan det nu så kommer de til det. Jeg taler af erfaring.

Men hvad er der prøvet?

Har I første gang forsøgt at "redde" løgne og mistillid? Eller har I tænkt "det går nok" - indtil næste gang og så igen tænkt "det går nok?"

For jeg tænker det ville være helt ideelt at få ændret/brudt mønsteret. For uden at lyde kold, så ved han jo at du tilgiver. Og går den så går den.

Jeg er enig med de andre i at man ikke skal blive sammen pga. børnene. Men jeg synes virkelig man har et kæmpe ansvar for at gøre et forsøg på at holde sammen på familien. Jeg synes det er for let at trække "skilsmissekortet." 

Hvis han er ked af det og ovenikøbet også har meldt sig syg, synes jeg du skal gribe den der og sige at I skal bruge energi på et god parterapeut og se om I kan få løsnet op på tillidsbrudene og arbejde på at komme på rette spor. 

Anonym skriver:

En lille debat, som helt sikkert har mange holdninger! Men vil så gerne høre dem alle

Kan man blive i et forhold, hvor tilliden er brudt? Hvor ens mand er en god far og man vil altid elske ham fordi man har været sammen i 13 år.. men man går på kompromis med en selv og ens grænser og lever med det fordi man er bange for konsekvenserne for en selv, ens partner og ikke mindst ens små børn?

Vi har små børn på 1 og 4. Gift, hus, været sammen i 13 år. Forholdet er ikke godt pt. Jeg har ikke tillid til ham. Jeg har tilgivet for mange gange for dumme ting, som ikke er fysisk utroskab. De ting jeg har tilgivet for vil jeg ikke nævne, for har man tilgivet så er det sådan. Sidst her har han lavet en aftale om at hjælpe en kvindelig kollega med renovering i hendes hjem. Fortalt mig han skulle noget andet og jeg har så fundet ud af at det var det han skulle. Det blev aflyst dog, men selve handlingen med at lyve og ikke fortælle mig det er det der er slemt! Jeg har ikke lyst til ham. Jeg har sagt jeg nok gerne vil sepereres. Han er gået helt ned, har siden grædt, meldt sig syg nogen dage, forsøger hele tiden at ændre min mening. Kigget på børnene som om han har mistet alt. Jeg synes det er forfærdeligt. 

Skal jeg blive, mest fordi han ikke skal gå ned med flaget, for det påvirker ungerne ekstremt. Skal jeg gå? Skal vi få hjælp, selvom jeg jo godt ved at han er sød og dejlig i 1, 2 år og så sker der nok noget lignende igen? Men uh, ungerne er såååå små og det er sgu ikke fair for dem at blive nomader... 

Jeg vil jo altid elske ham og savnet bliver ekstremt hvis det er. Men tilliden er jo helt væk? 

Kom med jeres meninger, historier, erfaringer osv.

Jeg stod selv præcis samme sted for godt 5 år siden. Vi havde været sammen i knap 12 år og havde på daværende tidspunkt børn på 5 og 8 år. Jeg havde givet forholdet alt for mange chancer netop pga børnene. Følte jeg skyldte dem at kæmpe. Min tillid til børnenes far var blevet brudt flere gange og det kunne ikke længere rettes op på. Jeg valgte at tænke på mig selv og forlod ham. Har ikke fortrudt et sekund siden. Kun at jeg gav forholdet for mange chancer. 

I dag har jeg mødt en mand, som er helt anderledes og har fundet ud af hvor godt kærlighed faktisk kan være. 

Du skal gøre hvad du føler er mest rigtigt. Om I skal kæmpe for det eller du skal smutte kan du kun selv mærke. 

Jeg ønsker dig alt det bedste. 

Anonym skriver:

Men hvad er der prøvet?

Har I første gang forsøgt at "redde" løgne og mistillid? Eller har I tænkt "det går nok" - indtil næste gang og så igen tænkt "det går nok?"

For jeg tænker det ville være helt ideelt at få ændret/brudt mønsteret. For uden at lyde kold, så ved han jo at du tilgiver. Og går den så går den.

Jeg er enig med de andre i at man ikke skal blive sammen pga. børnene. Men jeg synes virkelig man har et kæmpe ansvar for at gøre et forsøg på at holde sammen på familien. Jeg synes det er for let at trække "skilsmissekortet." 

Hvis han er ked af det og ovenikøbet også har meldt sig syg, synes jeg du skal gribe den der og sige at I skal bruge energi på et god parterapeut og se om I kan få løsnet op på tillidsbrudene og arbejde på at komme på rette spor. 

 

Vi har været til parterapeut, men vi kommer bare I samme mønster igen efter noget tid. 

Selvfølgelig skylder man dem det, men jeg er bare så mættet og kan mærke på mig selv at lysten til at arbejde på det  er der bare ikke. Det skyldes jo nok at det mest er mig, der skal arbejde på at kunne skabe tillid igen og det er svært når der har været tillidsbrud flere gange. Til sidst er det altså svært at arbejde mere på netop dèn. Jeg kunne sagtens blive i forholdet for børnenes skyld, men det ville også være egoistisk af mig for både dem og min mands skyld når jeg ikke vil give mig 100 procent hen til min mand igen.

AnoMor skriver:

Jeg har aldrig troet på at blive sammen for børnenes skyld. Uanset hvad alder de har. Min holdning til det er at man render rundt i en ulykkelig tilstand som børnene kan mærke (for de opfanger alt selvom man prøver at skjule det). Derudover er det min holdning at man kune viser sine børn at man skal finde sig i alt fra sin partner af. 
når børnene så selv bliver store og måske kommer i en situation med en kæreste der ikke behandler dem ordenligt bliver de og lader sig træde på, for de har ikke fået vist andet. 

mht din mand. Ja han er ked af det. Men man ligger som man har redt. Og du fortæller selv det langt fra er første gang han bryder din tillid. 

jeg er muligvis en kold skid på det punkt. Men man er sig selv nærmest og kan ikk leve sit liv efter hvordan andre har det. 

Og gid jeg var ligeså stærk som du lyder til at være. Du har nemlig helt ret. Men at skulle bryde op med en man har været sammen med i 13 år og vide at børnene altid vil være taberne i det her er så svært! 

Anonym skriver:

Jeg stod selv præcis samme sted for godt 5 år siden. Vi havde været sammen i knap 12 år og havde på daværende tidspunkt børn på 5 og 8 år. Jeg havde givet forholdet alt for mange chancer netop pga børnene. Følte jeg skyldte dem at kæmpe. Min tillid til børnenes far var blevet brudt flere gange og det kunne ikke længere rettes op på. Jeg valgte at tænke på mig selv og forlod ham. Har ikke fortrudt et sekund siden. Kun at jeg gav forholdet for mange chancer. 

I dag har jeg mødt en mand, som er helt anderledes og har fundet ud af hvor godt kærlighed faktisk kan være. 

Du skal gøre hvad du føler er mest rigtigt. Om I skal kæmpe for det eller du skal smutte kan du kun selv mærke. 

Jeg ønsker dig alt det bedste. 

Tak for at dele! Vores situation lyder rimelig ens. Var det utroskab hos jer? 

Anonym skriver:

Det kan man godt, men det var aldrig noget jeg ikke udsætte mig selv for eller mine børn. Det med at blive sammen for børnenes skyld synes jeg er skide egoistisk. De kan sagtens mærke at der er noget galt og hvis ikke de kan det nu så kommer de til det. Jeg taler af erfaring.

Tak for at dele din holdning