Abort eller ej?

hej alle baby.dk’er

Baggrund: min kæreste og jeg har været sammen i 12 år. Vi har i forvejen et barn på 5 år og en, der snart fylder 2.

Jeg troede - og håbede - aldrig jeg (vi) skulle stå i denne situation, og hvis jeg gjorde havde jeg troet at valget var nemt. Det er det så ikke alligevel.

Jeg er blevet gravid, og det var bare slet slet ikke planlagt. Vi har altid brugt de sikre perioder, men må have haft en enkelt upser, for nu er jeg altså gravid. Min første tanke var, at jeg skulle have en abort. Vores mindste er stadig lille, og jeg har altid ønsket to børn, som vi har. Min kæreste har altid ønsket tre børn, og derfor har vi da også talt om flere gange at få nummer 3. Men ikke nu. Måske som en efternøler eller i hvertfald først om nogle år.

Vi har lavet en plus og en minus-liste, og hvor der på plussiden kun kan nævnes et par stykker såsom cute lille baby og at jeg måske kunne for chancen for at amme - hvilket jeg ikke har kunne med de to vi har i forvejen - så er minuslisten lang!

• vi skal have ny (større) bil
• Ekstra autostol
• Muligvis ekstra barnevogn/klapvogn
• Huset kan på sigt ikke rumme tre børneværelser
• Jeg kommer til at stå alene med 3 børn om morgenen der skal gøres klar og afsted i, på det tidspunkt, hhv. skole, børnehave og dagpleje
• Jeg står for afhentning de fleste dage om eftermiddagen
• 3 børn der bliver syge
• 3 børn der skal passes, hvis vi en sjælden gang skal noget
• 3 børn er bare DYRT (tøj, sko, institution, ferier, oplevelser, restaurant osv.)
• Har jeg mon overskud til 3 børn?
• Og sikkert en hel masse mere jeg nu har glemt

Særligt den med overskud skræmmer mig. Jeg har ADHD og mit tydeligste symptom er konstant træthed. Jeg har ikke været på medicin de sidste 10 år, men har tidligere haft god effekt, så det kan jeg selvfølgelig komme igen. Alligevel er jeg så bange for, at jeg ikke kan overskue og magte at have tre børn.

Jeg er for abort, og stod jeg alene med valget, havde jeg nok valgt en abort. Min kæreste er ikke ikke-for abort, men han er alligevel lidt imod det. Han tænker både på hvor unfair en abort ville være over for de par, der ikke kan få børn. Men også det at hvis vi vælger en abort nu, og så senere vil have nummer 3, så bliver han - og jeg - jo kun ældre. Jeg er 32 og han er 36.

Jeg ved godt vi kun er os to om at tage den endelige beslutning. Men for pokker hvor jeg synes det er svært. Det samme gør min kæreste.

På en måde synes jeg det er uansvarligt af os at få et 3. barn, både fordi vi ikke har den allerbedste økonomi (den del tror jeg nu nok vi skal overkomme) men især fordi jeg er så usikker på, om jeg vil kunne klare det. I forvejen synes jeg det er hårdt med 2, selvom det jo hurtigt bliver glemt, når de gør ting, der går lige i hjertet på mig. Jeg er også bare bange for at et barn nummer 3. vil komme til at ødelægge vores familie og den tid vi (ikke) har til de 2 vi har nu. Synes det er svært at være en god mor midt i hamsterhjul med arbejde, indkøb, madlavning, tøjvask osv.

Jeg søger nogle der har stået i samme situation. Valgte I abort? Valgte I at få barnet? Og nok vigtigst af alt - har I fortrudt jeres valg? Ville I vælge om, hvis det var muligt?

Og måske også nogle der kan fortælle lidt om, hvordan man får logistikken til at hænge sammen, når der pludselig er 3 og ikke bare 2 børn.

På forhånd tak.

BandyA skriver:

hej alle baby.dk’er

Baggrund: min kæreste og jeg har været sammen i 12 år. Vi har i forvejen et barn på 5 år og en, der snart fylder 2.

Jeg troede - og håbede - aldrig jeg (vi) skulle stå i denne situation, og hvis jeg gjorde havde jeg troet at valget var nemt. Det er det så ikke alligevel.

Jeg er blevet gravid, og det var bare slet slet ikke planlagt. Vi har altid brugt de sikre perioder, men må have haft en enkelt upser, for nu er jeg altså gravid. Min første tanke var, at jeg skulle have en abort. Vores mindste er stadig lille, og jeg har altid ønsket to børn, som vi har. Min kæreste har altid ønsket tre børn, og derfor har vi da også talt om flere gange at få nummer 3. Men ikke nu. Måske som en efternøler eller i hvertfald først om nogle år.

 

Vi har lavet en plus og en minus-liste, og hvor der på plussiden kun kan nævnes et par stykker såsom cute lille baby og at jeg måske kunne for chancen for at amme - hvilket jeg ikke har kunne med de to vi har i forvejen - så er minuslisten lang!

 

• vi skal have ny (større) bil
• Ekstra autostol
• Muligvis ekstra barnevogn/klapvogn
• Huset kan på sigt ikke rumme tre børneværelser
• Jeg kommer til at stå alene med 3 børn om morgenen der skal gøres klar og afsted i, på det tidspunkt, hhv. skole, børnehave og dagpleje
• Jeg står for afhentning de fleste dage om eftermiddagen
• 3 børn der bliver syge
• 3 børn der skal passes, hvis vi en sjælden gang skal noget
• 3 børn er bare DYRT (tøj, sko, institution, ferier, oplevelser, restaurant osv.)
• Har jeg mon overskud til 3 børn?
• Og sikkert en hel masse mere jeg nu har glemt

 

Særligt den med overskud skræmmer mig. Jeg har ADHD og mit tydeligste symptom er konstant træthed. Jeg har ikke været på medicin de sidste 10 år, men har tidligere haft god effekt, så det kan jeg selvfølgelig komme igen. Alligevel er jeg så bange for, at jeg ikke kan overskue og magte at have tre børn.

 

Jeg er for abort, og stod jeg alene med valget, havde jeg nok valgt en abort. Min kæreste er ikke ikke-for abort, men han er alligevel lidt imod det. Han tænker både på hvor unfair en abort ville være over for de par, der ikke kan få børn. Men også det at hvis vi vælger en abort nu, og så senere vil have nummer 3, så bliver han - og jeg - jo kun ældre. Jeg er 32 og han er 36.

Jeg ved godt vi kun er os to om at tage den endelige beslutning. Men for pokker hvor jeg synes det er svært. Det samme gør min kæreste.

På en måde synes jeg det er uansvarligt af os at få et 3. barn, både fordi vi ikke har den allerbedste økonomi (den del tror jeg nu nok vi skal overkomme) men især fordi jeg er så usikker på, om jeg vil kunne klare det. I forvejen synes jeg det er hårdt med 2, selvom det jo hurtigt bliver glemt, når de gør ting, der går lige i hjertet på mig. Jeg er også bare bange for at et barn nummer 3. vil komme til at ødelægge vores familie og den tid vi (ikke) har til de 2 vi har nu. Synes det er svært at være en god mor midt i hamsterhjul med arbejde, indkøb, madlavning, tøjvask osv.

Jeg søger nogle der har stået i samme situation. Valgte I abort? Valgte I at få barnet? Og nok vigtigst af alt - har I fortrudt jeres valg? Ville I vælge om, hvis det var muligt?

Og måske også nogle der kan fortælle lidt om, hvordan man får logistikken til at hænge sammen, når der pludselig er 3 og ikke bare 2 børn.

 

På forhånd tak.

Først et kæmpe kram..

Det er ikke en sjov situation at stå i at skulle tage det valg...

Da jeg stod med nummer 3 test var jeg først slet ikke i tvivl om at det var en abort..

vi havde svært ved at få det hele til at fungere med de 2 vi havde, en på næsten 9 og en på næsten 2...

vi bor i en lille lejlighed med 3 værelser men hvor det ene rum er ren opbevaring..

vi har en Fiesta og den føltes lille allerede med 2 børn...

men vi snakkede sammen for det er nemlig et fælles valg.. det betyder ligeså meget for min mand som det gør for mig hvad valget blev..

og jo mere vi snakkede om det hele.. hvordan vi ville finde plads herhjemme, hvordan vi rent praktisk ville dele opgaverne med børnene, hvordan vi ville få økonomien til at hænge sammen... jo mere kunne jeg godt mærke at jeg virkelig gerne ville have en mere..

også selvom han kom midt i at jeg skulle afslutte uddannelse der ikke kunne forlænges så jeg skulle klare det førend jeg kom for langt hen...

også selvom det ville være en omvæltning for den daværende mindste at skulle være storebror..

og i dag selvom det er vanvittigt hårdt i perioder hvor de små samtidig har udviklingsspring og at der er en del mere logistik i at skulle noget som helst..

så ville jeg ikke bytte ham væk for noget som helst..

jeg er glad for at jeg ikke fik aborten... også selvom da jeg stod med testen brød grædende sammen i 10 minutter fordi jeg ikke kunne overskue overhovedet at skulle igennem det valg..

jeg tænker tit på hvordan min mor boede med 3 børn og mand i en 2 værelses og mine søskende har aldrig beklaget sig over det.. og de havde oftest familie overnattende eller beøgende oven i at hun også arbejdede..

så føler jeg er ret forkælet med min tilgang til at vi kun har en 3 værelses lejlighed...

børnene deler alle 3 værelse med 2 køjesenge..

det er meningen at opbevaringsrummet skal ordnes så der kan stå en seng derinde.. enten til os og den store så får vores "soveværelse" eller også bliver det hans soveplads så han får lidt fred fra de små når der kommer overnatninger og kærester i fremtiden..

jeg skriver "soveværelse" fordi vi satte en væg i vores stue og så har vi soveværelse i den ene ende og den anden er stue..

jeg tror man finder en løsning når der kommer flere..

min kusine har 5 børn og de har haft boet i en 3 værelses der var mindre end vores.. 

Åh stort kram herfra! Har i ikke haft snakket om hvad i ville gøre hvis prævention svigtede? Det er ikke sagt dømmende på nogen måde, men det kan måske pejle jer i en retning af hvad i mener uden at være følelsesmæssigt påvirkede

Jeg har gudskelov ikke selv stået i den situation, men jeg vil sige at i dælme ikke skal vælge et barn fordi det er synd for andre at de ikke kan.. ligesom man ikke skal spise op herhjemme fordi folk sulter andre steder. De ting har bare ikke noget med hinanden at gøre. Så det må ikke være argumentet!

Hvor langt er du? Har i mulighed for at gå og mærke efter i en uges tid? I har også ret til en samtale omkring abort og valgmuligheder gennem lægen. Eller i kan ringe til mødrehjælpen.

Jeg er af den overbevisning, at man i udgangspunktet skal være enige om børn. Men når der sker en svipser så er det ultimativt kvindens krop. ikke at du skal ignorere din mands ønske, men ingen bør sætte børn i verden hvis det risikerer at smadre en.. 

Et forsigtigt bud vil dog være at det lige nu mest er chokket der taler hos dig -særligt den del med at i alligevel havde overvejet en nr 3 på et tidspunkt. Det praktiske kan man som regel overkomme. Men det er vigtigt at man føler plads til at få et barn mere helt mentalt

Når I har valgt ikke, at beskytte jer ordentligt må I jo bare tage konsekvensen af det. Det er helt sikkert den "nemme løsning", at få en abort. I skulle have overvejet hvad I ville gøre, hvis du blev gravid når I valgte ikke, at bruge beskyttelse. 

Der er masser af mennesker der får 3 børn og der vil være 3 år mellem nr. 2 og nr. 3. 

Det kan godt være, at det er hårdt sagt, men vi lærer også vores unge mennesker, at beskytte sig for ikke, at blive gravide (og selvfølgelig kønssygdomme som selvfølgelig ikke har noget med det at gøre i dette tilfælde) og man kan aldrig være sikker på de "sikre perioder". 

Håber, at I finder ud af, hvad der er bedst for jer - og hvis I vælger abort, så var det nok en god ide, at beskytte sig på en anden måde

MoarHvidovre skriver:

Når I har valgt ikke, at beskytte jer ordentligt må I jo bare tage konsekvensen af det. Det er helt sikkert den "nemme løsning", at få en abort. I skulle have overvejet hvad I ville gøre, hvis du blev gravid når I valgte ikke, at bruge beskyttelse. 

Der er masser af mennesker der får 3 børn og der vil være 3 år mellem nr. 2 og nr. 3. 

Det kan godt være, at det er hårdt sagt, men vi lærer også vores unge mennesker, at beskytte sig for ikke, at blive gravide (og selvfølgelig kønssygdomme som selvfølgelig ikke har noget med det at gøre i dette tilfælde) og man kan aldrig være sikker på de "sikre perioder". 

Håber, at I finder ud af, hvad der er bedst for jer - og hvis I vælger abort, så var det nok en god ide, at beskytte sig på en anden måde

Jeg tror ikke, at man lærer de unge noget som helst i det fordømmende tonefald, som du har fundet frem her.

Du taler til en voksen kvinde, der er mor til 2 børn. Hun ved nok godt, hvordan prævention fungerer og ikke fungerer. Det gør ondt i mine ører, når folk snakker om at "tage konsekvensen", når det er valget om at få et barn eller ej. Når den lille kommer, skal hun så tænke "Ja, så kan jeg lære det! Jeg må huske gummi på Tarzan fremover...".

I stedet kan man se det som menneskeligt at lave fejl og i øvrigt blive følelsesmæssigt påvirket af konsekvenserne. Hvad der er rigtigt for trådstarter og hendes mand må de sammen finde ud af. Jeg tror også på, at man finder ud af det praktiske, og jeg ville være bange for at få en abort og ikke kunne blive gravid senere. Men hvad trådstarter end vælger, så er det den rigtige beslutning for deres familie.

Trådstarter, træk vejret og få en god snak med din mand. Både scenariet med en abort og uden. Hvad ville være dejligt ved at få barnet? Hvad ville være svært? Vil du være okay med en abort? Eller er der plads til én mere hos jer. I er fælles om det, og det er en stor fordel.

Wampires skriver:

Først et kæmpe kram..

Det er ikke en sjov situation at stå i at skulle tage det valg...

Da jeg stod med nummer 3 test var jeg først slet ikke i tvivl om at det var en abort..

vi havde svært ved at få det hele til at fungere med de 2 vi havde, en på næsten 9 og en på næsten 2...

vi bor i en lille lejlighed med 3 værelser men hvor det ene rum er ren opbevaring..

vi har en Fiesta og den føltes lille allerede med 2 børn...

men vi snakkede sammen for det er nemlig et fælles valg.. det betyder ligeså meget for min mand som det gør for mig hvad valget blev..

og jo mere vi snakkede om det hele.. hvordan vi ville finde plads herhjemme, hvordan vi rent praktisk ville dele opgaverne med børnene, hvordan vi ville få økonomien til at hænge sammen... jo mere kunne jeg godt mærke at jeg virkelig gerne ville have en mere..

også selvom han kom midt i at jeg skulle afslutte uddannelse der ikke kunne forlænges så jeg skulle klare det førend jeg kom for langt hen...

også selvom det ville være en omvæltning for den daværende mindste at skulle være storebror..

og i dag selvom det er vanvittigt hårdt i perioder hvor de små samtidig har udviklingsspring og at der er en del mere logistik i at skulle noget som helst..

så ville jeg ikke bytte ham væk for noget som helst..

jeg er glad for at jeg ikke fik aborten... også selvom da jeg stod med testen brød grædende sammen i 10 minutter fordi jeg ikke kunne overskue overhovedet at skulle igennem det valg..

jeg tænker tit på hvordan min mor boede med 3 børn og mand i en 2 værelses og mine søskende har aldrig beklaget sig over det.. og de havde oftest familie overnattende eller beøgende oven i at hun også arbejdede..

så føler jeg er ret forkælet med min tilgang til at vi kun har en 3 værelses lejlighed...

børnene deler alle 3 værelse med 2 køjesenge..

det er meningen at opbevaringsrummet skal ordnes så der kan stå en seng derinde.. enten til os og den store så får vores "soveværelse" eller også bliver det hans soveplads så han får lidt fred fra de små når der kommer overnatninger og kærester i fremtiden..

jeg skriver "soveværelse" fordi vi satte en væg i vores stue og så har vi soveværelse i den ene ende og den anden er stue..

jeg tror man finder en løsning når der kommer flere..

min kusine har 5 børn og de har haft boet i en 3 værelses der var mindre end vores.. 

 

Du er også sej.

Jeg har fulgt lidt med i dine indlæg igennem årene. 

Og du er en fighter.

Du formår hele tiden at se mulighederne frem for begrænsninger. 

Håber du husker at kreditter dig selv indimellem. Du gør det sgu godt .

Din familie er heldige at have dig.

( sorry for ot).