Nogen der har succeshistorier om at “holde pause”

Hej med jer. Ja som overskriften lyder, så er jeg på jagt efter at høre om nogen har erfaring med at holde pause i ægteskabet? Flytte hver for sog, være familie på afstand.

Vi er kørt sur, skændes, nedadgående spiral.. sådan har det været i flere år nu. Sexliv er helt væk, ikke engang knus eller kys, vi taler ikke sammen, skændes og trives ikke. Jeg har ikke lyst til at skilles for jeg har et lille håb om at det blir bedre.

Men kan mærke der skal ske noget for at bryde vores dårlige mønstre og vaner, og uanset hvor meget vi taler og er enige om gøre en ekstra indsats, går der 24 timer og vi er tilbage i de dårlige mønstre. 

han har stress, jeg er udkørt og har bare brug for en tænkepause. Men kan man det? Og er det en holdbar løsning.

Det er synd for vores børn med den dårlige stemning og det påvirker dem uanset hvor meget vi forsøger skjule vores vrede mod hinanden. Vil bare ikke have de skal vokse op og lære at kærlighed og forældreskab er sådan og det er normalen. har heller ikke lyst til at sidde i en lillebitte lejlighed og være økonomisk i knibe.

jeg holder meget af ham, vi har været sammen i 15 år, og han kender mig bedre end nogen anden, men nu er jeg bare brugt op og ked af tanken om at det skal være sådan her resten af vores dage og vi spilder vores liv på en skidt relation.

Desværre kender jeg ikke til historien om det. 

Hvad med parterapi?

libramarie12 skriver:

Desværre kender jeg ikke til historien om det. 

Hvad med parterapi?

Har vi talt om 117 gange men ingen af os orker det

Jeg kender ikke selv til nogen der har forsøgt pause.

Men jeg vil sige, at hvis I ikke “orker” parterapi, så er chancen for at I får ændret jeres dynamik nær 0. Vi har været sammen i 17 år og har her i foråret været i parterapi, da vi også kørte sur i det. Det har været utrolig gavnligt, men det er svært og hårdt arbejde at ændre indgroede reaktionsmønstre. Men absolut indsatsen værd. 

Jeg foreslår også parterapi. At I ikke orker… Tja… Måske kan det netop give overskud at I gør en fælles indsats for at få liv i jeres parforhold. 

Hvis ikke… Orker I så at skulle splitte alt op, flytte ud hver især måske, måske et hus skal sælges? Hvad med biler? Samvær med børn? Ferie? Økonomi? Osv. osv. 

Alt er kærligt ment! Men jeg synes da helt klart at I skylder jer selv og jeres børn at gøre et forsøg på at få enderne til at mødes, før I splitter op og holder en pause. For en pause vil jo i bund og grund også føles som en slags skilsmisse for børnene. 

Jeg håber I vil bruge tiden og energien på at finde en god parterapeut som forhåbentligt kan hjælpe jer ud af den onde spiral I er havnet i.

Bliver sgu lidt ked af det på jeres børns vegne, at i ikke orker parterapi… skilsmisse er en voldsom ting for børn, så uden at have gjort nogen former for arbejde, synes jeg ikke man kan være bekendt… 

og når i begge er udkørt/stress kan alle former for terapi være godt og hjælpe…-

Jeg synes I skal starte et helt andet sted: Hvis jeg forstår dig ret så er din mand syg af stress og du er udkørt? Mon ikke du også står på nippet til en stresssygemelding? Det er her I skal sætte ind først. Snak med læge, få henvisning til psykolog, evt medicin og/eller en sygemelding. Om det er den ene af jer eller jer begge to, må lægen vurdere, men det lyder til at I er ved at drukne pga stress. Og i sådan en tilstand så kan man ikke bryde med vaner. Det kræver overskud og det har man intet af når man er syg af stress og udmattelse/udbrændthed. 

Få aflastning hvor I kan, meld afbud til alt og sæt barren så lavt som muligt i en længere periode hvor I kun har fokus på jeres mentale velvære. Gå ture i naturen, sammen eller hver for sig, og yd egenomsorg. Det kan generere noget overskud. Tag herefter én ting af gangen. I kan ikke tale eller aftale jer til ændringer. Det er vaner I stille og roligt må ændre og start med noget nemt, få det kørt ind inden I kaster jer over noget nyt. Gør jeres bedste og bær over med jer selv når det ikke lige lykkes 100%. 

Vi har været møllen igennem herhjemme med stress og udbrændthed pga jobbene og pga voldsomme private begivenheder. Den ene af os med en sygemelding, den anden med hjælp via arbejdspladsen. Vi var også ved at gå hver til sit men da vi fik styr på den underliggende årsag til vores stress udmattelsesdepression så begyndte det at lysne, også i parforholdet. Vi er et meget bedre sted nu end vi længe har været og er fortsat i en opadgående spiral. 

Alt det bedste til jer. 

Anonym skriver:

Hej med jer. Ja som overskriften lyder, så er jeg på jagt efter at høre om nogen har erfaring med at holde pause i ægteskabet? Flytte hver for sog, være familie på afstand.

Vi er kørt sur, skændes, nedadgående spiral.. sådan har det været i flere år nu. Sexliv er helt væk, ikke engang knus eller kys, vi taler ikke sammen, skændes og trives ikke. Jeg har ikke lyst til at skilles for jeg har et lille håb om at det blir bedre.

Men kan mærke der skal ske noget for at bryde vores dårlige mønstre og vaner, og uanset hvor meget vi taler og er enige om gøre en ekstra indsats, går der 24 timer og vi er tilbage i de dårlige mønstre. 

han har stress, jeg er udkørt og har bare brug for en tænkepause. Men kan man det? Og er det en holdbar løsning.

Det er synd for vores børn med den dårlige stemning og det påvirker dem uanset hvor meget vi forsøger skjule vores vrede mod hinanden. Vil bare ikke have de skal vokse op og lære at kærlighed og forældreskab er sådan og det er normalen. har heller ikke lyst til at sidde i en lillebitte lejlighed og være økonomisk i knibe.

jeg holder meget af ham, vi har været sammen i 15 år, og han kender mig bedre end nogen anden, men nu er jeg bare brugt op og ked af tanken om at det skal være sådan her resten af vores dage og vi spilder vores liv på en skidt relation.

 

Mine forældre havde engang et vennepar da jeg var barn. De var gift i omkring 10 år da deres forhold begyndte at gå rigtig skidt og endte med utroskab fra mandens side. 

de gik hver til sidst og var væk fra hinanden i nogle år hvorefter de fandt sammen igen og har nu lige haft sølv bryllup. 

min moster var sammen med en mand for 40 år siden som hun fik en datter med. Forholdet blev dårligt og de blev skilt og havde ingen kontakt i 20+ år. Han så heller ikke datteren. 
for 10 år siden ca blev de gift og er stadig sammen den dag idag. 

En pause vil kun være vellykket hvis i arbejder hver især med jeres problemer. Han skal have hjælp og du skal have hjælp og dernæst skal i have hjælp sammen.

en pause vil blot forskyde jeres problemer. Hvis i ikke arbejder aktivt med jer selv og jeres forhold så vil tingene være præcis det samme som da i gik til pause. 

Hvis i vil ændre noget i jeres forhold er i nødt til at gøre noget andet og ændre jer. Ellers vil de samme mønstre ske igen. 

hej og tak for nogle fine indspark. Der er helt klart lidt at tænke over. Sgu da rart med sådan et sted hvor man kan lufte det man ikke kan lufte med sit nære netværk.