Hvornår udredning

Anonym skriver:

Tak fordi jeres svar. 
Jeg har læst og tænkt og synes virkelig ikke det er nemt. 
Hvis man gik efter udredning hvad skulle man så fortælle hende? Jeg er så bange for, at hun føler sig endnu mere anderledes. Og I det tilfælde hvor hun ikke kvalificerede til diagnosen, hvad siger man så til hende? Jeg synes det er svært. 

samtidig har vi haft en mega hård weekend og hendes søskende reagerer også på hendes adfærd. Nogen gange tænker jeg, at det nærmest er lige så meget for deres skyld, at hun skal udredes, så de kan få en forklaring. 

I skolen lægger de ikke mærke til noget. Det er kun hjemme, hun reagerer. Så jeg tror ikke vi ville få hjælp af ppr.

Kan I ikke starte med at kontakte familierådgivning i jeres kommune. Vi har fx sådan noget forældrerådgivning fordi vi har en motorisk urolig og følsom dreng. Han har Ingen diagnoser, skulle bare have værktøjer til at støtte ham. 

mn behøver jo ikke have en diagnose for at have brug for hjælp til at finde op og ned i dagligdagen. Lyder til dit barn er på overarbejde inden i og der er ikke nødvendigvis altid en diagnoses skyld selvom det jo helt klart er lettest st få sådan en for så forstår man bedre st noget er galt.  Men nogle gange skal der altså “Kun” lidt ændringer i hverdagen til for at man kan hjælpe sit barn. 

Hej 

Jeg springer lige ud i mine tanker. Mit barn på 6 år blev udredt tidligere i år, infantil autisme og adhd. Skolen mærker en smule og sfo siger det går strålende. Altså de mærker ikke hans diagnoser. Det gør vi hjemme. Det er fordi at folk med diagnoser kan maskere ude i offentligheden og så vælter overskuddet hjemme. 

PPR er jo også med til at rådgive om det hele barn og vi har også modtaget rådgivning til hjemmet. 

Et barn på 8 år forstår jo mere og mere at de er anderledes, og vil måske også forstå at de bliver "undersøgt/udredt". Vi fik af vide af psykolog at vi skulle snakke med barnet om at man kan være god til noget (løbe, læse, en god ven mm) og have svært ved noget (matematik, koncentration, mm). Og herigennem snakke om at det kan man få hjælp til. Ligesom hvis der er en ordblind i klassen eller hørehæmmet, en med briller, så kan man få mere hjælp. Mht styrker og svagheder så skal man ikke kun tale om hvad ens barn er god/mindre god til. Men tage udgangspunkt i nogle fra klassen, sig selv, morfar og selvfølgelig også tale om barnet selv. Bare for at vise at alle har noget de er gode til og noget man kæmper lidt med, og det er forskelligt fra person til person. 

Håber i finder en løsning, og ræk ud efter hjælp for hele familiens skyld